Ude og vandre alene.

Dag:irl
Tid: 22.32
Sted: D M
oMGIVELSER: bjerge og skov.
Dato: irl
Vejr:Koldt nat med lidt blæst.

Ribanalon var ude at gå i bjergende alt havde bare kommet lige imod hende og hendes bror
Tja han var stadig det fjols som han altid havde været over for hende.
Hun stoppede op og kiggede lidt rundt her var faktisk ret behagligt at være, sådan havde hun det normalt
ikke mod skove og hende, men måske var det fordi at hun var alene.

Han kunne sagtens forklare hvad der skete i hans krop men alligevel indtraf det hurtigere end han havde beregnet. Gerald var udmattet, hans utrænnede krop forbrændte meget hurtigere den energi han havde oplagret, end den ville, hvis han havde holdt sin fysik på et stabilt niveu, men på den anden side, hvorfor også gøre det? det var så få gange han var her, den eneste grund til at han var her, var såre simpel.... Han havde brug for et puste rum, og bjergluften skulle gøre hans system godt, den var ren, den var fri for bil os, og i det hele taget bedre end den luft der fandtes i resten af landet.

Han satte sig på en stor grå sten, og kiggede udover bjerg siden, hans mørkeblå øjne så ud til at være fuld af tanker, hvilket de også var. Geralds hvide hud stod i stærk kontrast til den grå bjherg side, efter hans hud var hvid som en vampyrs, det var ikke første gang han var blevet sammenlignet med disse blodtørstige væsner, dog var han ikke intresseret i blod, men i noget meget mere værdifuldt, men hvis folk kunne blive i troen, kunne de da bare det?


Han strammede sin hestehale, og rettede på sit slips, han orkede ikke at gå ned af bjerget lige foreløbig, så han sad stille, og så udover bjerget, som om han havde al tid i verden. Hans mørke hyttesko var en smule flossede på grund af gå turen, noget han ikke var fuldkommen tilfreds med.

Ribanalon kiggede rundt og kunne ikke dufte Gerald endnu da hun var for optaget af sin egen stilhed noget der virkelig kunne få hende til at ryge ud i problemer som hun altid gjordere.
Hun stoppede kort op og så sig tilbage da hun tvivlede på om hun skulle gå tilbage eller gå videre.
Hun havde ikke rigtig noget at vende tilbage til så hun begyndte så stille at gå igen, med øjnene sænket ned mod jorden.

hun kunne ikke dufte Gerald endnu

Hvad angik geralds duft, mindede denne om de fleste deodoranter, han lugtede rent, og ikke som de fleste mennesker, der ofte var beskidte, sløsede og i det hele taget ikke særligt ordenlige.

Han sukkede for sig selv, "excellent" hviskede han for sig selv, og kæmpede for at holde sine trætte øjne oppe, time lange seancer foran pc skærmene havde trættet den unge dreng, og han var derfor segne færdig, om en time eller to, ville han være flad. En dødbringende cocktail af chokolade, cola og cappochino, havde holdt ham oppe i 28 timer nu, hans aktier, pc programmer, osv osv. havde krævet han var oppe i denne tid, men det havde til gengæld givet potte, nu kunnne han læne sig tilbage de kommende dage, og lave absolut ingenting, det skule nok blive underholdende, håbede han.

Han strøj sig over det sorte hår, hans possede øjne, gled forsigtigt ned, og op igen.
Bare lige fem minutter, jeg sidder i fem minutter, og så går jeg ned igen. Tænkte han, men om det skulle blive sådan, var vidst ikke i hans hænder.... eller.... var det?

Hun gik videre da hun havde tænkt lidt, men stoppede da hun hørte en hvisken omkring sig, hun lod sit blik rette sig op og så Pluselig Gerald.
Hendes krop stoppede helt da hun så ham, ikke af frygt men af at hans ord som han havde sagt igår kom ind i hendes hoved igen, *Kæle vampyr* tænkte hun og blev dyster i sig selv.
Hun sukkede og gik så to skridt tilbage hvorefter hun listede sig over mod et træ som stod tæt på stien hun gik.

Kæle vampyr

Han smillede for stille, pludselig var der nogen, et dyr af en slags, et rovdyr, et eller andet der kiggede på ham, og med det samme vidste han hvad det var.
"A vampire..." hviskede han for sig selv, den skotse accent klingede imod klipperne, som vand der risler ned af en bjergside. "The fact ''at ye havent 'ttacked me 'et proves it..... Come ou' 'itlle vampire" kllukkede han, det var fuldkommen elemæntert, ethvert morderisk dyr ville have overfaldet ham på dette tidspunkt.
Han kradsede sig på kinden, en vane han havde når han tænkte, en vampyr...... Vampyrer havde problemer med sollys, mon de også havde med stærkt lys, han havde altså brug for en kæle vampyr! Han følte... Ja han havde stadig sin bedøvelses pistol, klar hvis denne vampyr var dum nok, men nå ja alle kunne jo ikke være lige så geniale som ham.

Dette var endnu en grund til at drengen var ulidelig at være sammen med, han havde overhovedet ikke respekt for andre individer, og regnede med at han selv var åååh så meget bedre end alle de andre, hvilket han på nogen områder også var, men det gav ham ikke gurnd til at fornærme dem.... Gjorde det?

De mørkeblå øjne gled rundt i natten, hvis man nogensinde havde spillet pc spil, eller set science fiction film, ville man kunne relaterer disse til sorte huller, ting der sugede en ind, og viklede dig ind i et spind, præcis som en edderkop, Gerald Adrian Den Anden. Much more deadly than a spider.

((en vampyr....... det faktum at du ikke har angrebet mig endnu beviser det.... kom ud lille vampyr))

Hun sukkede og hørte godt Drengen lille klage sang, men lod sig ikke røre af det hun havde levet sammen med Donnie i så lang tid at disse ting han sagde bare ikke rørte hende på samme måde.

Gerald sad stille, det undrede ham at vampyren ikke havde gjort noget endnu, men de var vel sky væsner, eftersom det nok var nået af et chok for dem, at der rent faktisk fandtes et menneske der vidste noget om dem, og så oven i købet en menneske dreng. Ikke engang et fuldvoksent, nej en killing, en hvalp, en menneske unge, det skulle nok blive intressant, tænkte han for sig selv.

Han ventede, han havde al tid i verden, han nægtede blot at rejse sig, mest fordi at han så ville være sårbar overfor hvilken som helst dæmon eller vampyr der lurede i skyggerne, så han sad fint stille, og ventede.

Men bevares han behøvede da ikke skyde dem alle sammen, men de var så anderledes, de måtte udofrskes, det var .... som et kræmmerhus, det ventede bare på at blive sprættet op, og rislet udover det hele.

Hah, nu lød han da først som en vampyr, tænkte han.

Hun kom nu frem fra skyggerne med et smil på læben hun stod ca 5 meter fra ham.
I det samme kom duften af hendes bror da hans duft stadig sad i drengens tøj.

Hans blå øjne gled over hende, mens han undrede sig over, hvorfor han altid støtte på de vampyrer, der havde mindst tøj på. Efter kort at have rettet på sit slips, smilede han, så lille vampyr hvad har du tænkt dig at gøre nu? du er jo ååh så farlig.
"godaften" han var forbavsende rolig, rent strategisk kunne han ikke gøre noget, andet end at vente og se hvad hun ville gøre, hun havde alle kortene lige nu, men uanset hvilket hun spillede, så var det om at vende det, kom så lille vampyr, tænkte han for sig selv, Blir det en springer eller et tårn?....

En springer eller et tårn?! Gerald havde rent faktisk lavet en joke, dog en meget lam en, men dog en joke! betød dette at han var ved at falde af på den? næppe....

"med fare for at skabe en kliche.... Så har jeg ventet på dig" et koldt glædesløst smil gled over de blege læber, hans hud var om muligt af samme blege farve som hendes, og smilet kunne sagtens måle sig med enhver uddøds....

Men alligevel var der noget over drengen, noget der adskilte ham fra de døde.

Hun nikkede kort til han, "Hvad mente du enlig med at en kæle vampyr" sagde hun og sukkede
Hendes øjne hviste at hun ikke havde det godt og at hun ikke ville være til stor fare endnu.

Han smillede til hende, "jeg har altid ønsket mig at se nærmere på vampyrer.... Deres bio struktur er fantastisk" sagde han ærligt, og slog ud med armene, sådan var det bare, han tænkte kort over, om hun mon havde fået det samme budskab, han var kun fjorten! Slap af kvinde menneske!


//jeg gider ikke skrive lange indlæg xD når du skriver to linjer, er det okay med dig?//

//Lol det bare helt i orden er ikke i humør til at skrive så lange sætninger lige nu, så det er i orden//


Hun kiggede lidt på ham og undrende sig ikke så meget som hun normalt ville gører over hvorfor han bare sad og sad.
"Det der noget der syns" sagde hun og gik lidt tilbage da han slog armene ud.

"er du klar over i måske kan kureres! sådan en kur ville være millioner, nej milliarder værd!" grinnede han, ja selvfrølgelig havde den unge kun penge i tankerne, kunne det være andereledes? Han kiggede på hende, "Og så selvfølgelig er vampyrer mennesker overlegende, og med en kæle vampyr kunne jeg få den til at gøre alt det fysiske som jeg ikke formår" sagde han, gravalvorligt.

Hun kiggede op fra han og så ud i skoven det var næsten som at snakke til Demetri, magt magt og magt var i deres hoveder, selv var hun glad for magt hun brugte den bare på andre måder.
"Hm....jeg tror kun det er unge vampyrer der vil kureres" sagde hun og lagde ikke så meget mærke til at han faktisk sad og sagde og vampyrer var overlegen, end hans egen art.

"personligt mener jeg ikke i er godt for noget..." sagde han, og hans stemme dryppede af foragt.
"Men ja, hvis jeg havde en kæle vampyr, var det teknisk set muligt at fodre den med de sødeste blod, og på den måde holde den som en slags.... Kælevampyr" grinnede han, "jeg håber virkelig ikke du havde andre ting i tankerne, Jeg er fjorten for pokker" Den unge Adrian strøj det sorte hår om på ryggen, og rejste sig fra sin ellers -mere eller mindre- Behagelige sideplads.

Hun sukkede, "Jeg havde kun det i tankerne at du ville bruge den til forsøg så den led" sagde hun og fik et irreteret udtryk.
Hun gik langsomt tilbage da hun ikke havde det alt for godt.

hans smillede forsigtigt, ikke et smil der var sarkastisk, et fuldkommen koldt smil, et falskt smil, mens han tænkte *et smil er den nemmeste måde at komme ud af problemer på* et mantra, hans far havde indprintet.
"Nej... Forskellen er ... at det jeg vil, kan jeg sagtens opnå uden at gøre nogen fortræd..." han ventede lidt, og snoede håret om sin finger, en gestus, som nogen af pigerne på hans alder, fandt utroligt nuttet. "Og jer.... I urene skidderikker der kun gør de i gør, for at skade andre.... Som du selv sagde, for at få folk til at lide"

Hun vendte sig med havde stadig blikket på ham, "jeg kan kun give dig ret" sagde hun imens hun begyndte at gå.
Dog havde hun godt lagt mærke til hans lille trick med hans hår, men faldt ikke for det hun havde levet i snart 2000år så hun var vandt til sådan noget irreternde charmeri for mindreårigede.

hvor skulle hun hen? nok om det, han ville hjem, han havde ikke noget at bruge sådan en gammel kost til, hun var flere hundrede år mindst, nej... Han skulle have fat i nyt blod, hvis vampyrers blod dak unne betraktes på en sådan måde.

Han smillede forsigtigt, og lod det lange skinnende hår værre, mens han gik ned af skråningen.

Hun smilede og begyndte lige så stille at gå hen af den vej hun ikke havde gået af hun ville der op og finde ham eller også skulle hun bare slås med ham igen.