Druk for unge... mennesker...

Dag: 15 april
Tid: 21:34
Vejr: Ved at blive mørkt. Rimelig varmt i forhold til at det er aften. Ingen vind og ellers tør luft.
Omgivelser: En masse folk, herunder mange vennegrupper der følges ad og drikker sammen. Masser af åbne boder, bare og amatørbands der optræder forskellige steder.

Lyonaro undrede sig meget over at der var så meget støj, da han ankom til byens gågader, men fandt hurtigt ud af, at det var druk og shoppingaften for de unge mennesker der boede i byen og i nærheden. Det var både en held og uheld med de mange mennesker, delvis fordi at det var let at finde et velsmagende bytte i mængden, men så ville det til gengæld være svært at skjule det. Lyo var jo forholdsvis ny i faget som vampyr, og vidste endnu ikke hvordan man skulle håndtere en situation, hvis folk opdagede hvad han havde på færde.
Roligt gik han mellem mængderne af mennesker og kunne høre folks blod pulse inde i deres kroppe. En dejlig lyd for en vampyr, ligesåvel som duften af mad overfor et meget sultent menneske.

Austin der for et øjeblik siden havdet sidet lidt optumlet og små beruset på en bænk med en flok venner, sad nu alene, han tog hænderne op til sit ansigt og gned finger spidste mod sin pande da han prøvede at fokusere, han så op og rejste sig, men var ved at falde, han tog fat i en lygtepæl for ikke at vælte og stod kort og fik balancen "Venner?" spurgte han så og lo lidt "idioter .." mumlede han og gik lidt væk fra alle de gloende mennesker. Han stilte sig lidt ude i kanten og stod med panden mod en husmur for at prøve at fokusere, han stod i skygge for alt festen mest fordi folk ikke skulle glo på ham, især fordi folk altid gloede på hans mange ar på halsen.

Lyonaro stod og betragtede de mange mennesker, men han både lyttede og duftede efter dem. Han var sulten, og havde faktisk holdt sig lidt tilbage med at slå folk ihjel fordi han havde skrevet lidt på sin selvbiografi hjemme.
Pludselig, midt under al snakken og larmen, fik han øre for det Austin sagde og han mugkiggede lidt efter ham. Det var ikke svært at opdage de mange sår han havde på sin hals, og det var en smule facinerende at kigge på.
Han rømmede sig lidt og gik tættere på. *Han er da drukfuld..* Tænkte han og så dystert på ham.

Austin så sig kort omkring og bevægede sig hen mod de offentlige toiletter, han skubbede døren op og trødte ind på toilettet, han stilte sig ved vasken og så på sig selv, han så kort på sine ar og strejfede dem med hånden, han sukkede og lænte sig op af vasken "Optaget!" råbte han da nogen var på vej ind, han orkede ikke at gå hen og låse. han satte sig på gulvet og kørte hænderne gennem sit hår "hader vampyrer" mumlede han så og sparkede til en sodavands flaske der stod derinde, han lagde sig ned, selvom gulvet ikke just var rent.

Lyonaro fulgte ham med sløve skridt og hen mod toiletterne. Han kunne se at der var en dreng der stod og ventede på at komme ind, men drengen skyndte sig videre fordi han sådan skulle tisse. Han lod blikket strejfe efter fyren der løb forbi ham, men gik bare videre hen til døren. Det var kun Austin han var interesseret i. Han måtte jo have en vidunderlig smag siden han var blevet bidt så mange gange.
Han gik langsomt hen til døren og tog i håndtaget.

Austin åbnede de øjne han havde lukket og sukkede dybt "Forhelved" mumlede han så "Der er optaget!" sagde han små irriteret og satte sig op, han kom med lidt besvær op på benene og støttede sig op af væggen, hvorfor kunne folk ikke bare blive væk?. Han tog sig lidt til hovedt og ville ønske han ikke havde drukket så meget.

Lyonaro trådte ud på toilettet og lukkede døren bag sig ganske langsomt og så ned på Austin som bare sad på gulvet. Han fik øjenkontakt med ham og havde den evne til at få Austin til at ville have kontakt med ham. En dejlig egenskab for Lyonaros vedkommende. For sådan kunne man få folks opmærksomhed uden selv at skulle starte samtaler og så videre. Derfor sagde han ingenting, men ventede bare spændt på at se hvordan at Austin ville reagere.

Austin så op på ham "hvem er du?" spurgte han så, selvom han skulle til at råbe hvorfor fanden han ikke blev ude, men noget forhindrede ham i det. Han rejste sig op på sine ben og støttede sig mod væggen, han så kort op og ned af drengen og havde en dårlig fornemmelse i maven, som når noget dårligt skal til at ske, hvis ikke han havde været beruset, havde han nok været ved at dø af skræk og nok allerede vidst at drengen var vampyr.

Selv kiggede Lyonaro stift på ham og låste stille døren. Det sagde et lille klik, og da slap han låsen og begyndte at går de få skridt hen til Austin og bukkede sig ned på knæ. Han sagde stadig ingenting men blev ved med at kaste sin evne på ham, uden at det kunne ses på Lyonaros ydre væsen.
Forsigtigt rakte han ud efter hans hals og han så omsorgsfuldt på ham. Han aede ham blidt hen over arrene, mens han kiggede ham meget intenst i øjnene.

Austin stivnede svagt i kroppen da han rørte hans ar, han så små forskrækket på ham og var anspændt i kroppen, Austin følte trang til at røre ved denne fremmede person, han ville i kontakt med ham. Austin fugtede sine læber og knugede kort sine hænder. Austin tog blidt fat i hans hånd og så på ham "Hve .. hvem er du?" spurgte han så i en næsten hvisken og holdte stadig fat i den fremmedes hånd.

Lyonaro så ind i hans øjne og syntes at han kunne finde lidt naivitet i dem. "Jeg er en ven" Sagde han lavt, næsten hviskende og kørte den anden hånd igennem hans hår på denne intime, vampyrlige måde, samtidig med at han var kold som det lig han nu var. Det kunne han ikke skjule, nu da han desværre ikke havde fået mad i flere dage. Måske ville dette menneske forære lidt blod frivilligt, hvis bare han behandlede ham pænt?

Austin lukkede kort øjnene og havde svært ved at skimne mellem sin frygt og lyst. Han sank kort og holdte kort vejret da han korte hånden gennem hans hår " .. ven" mumlede han så og slap hans hånd. Han så op i hans øjne med et udtryk af en permanent forvirring, rædsel og sorg, selvom hans øjne også viste facination(staves) " Du kold .." sagde han så stille og tog hånden op til sine ar og vidste godt hvad han var, men kunne ikke få sig selv til at flygte.

Det var underligt at skulle være åbent overfor et menneske, men han kunne jo ligeså godt dige det som det var overfor ham, når han alligevel kendte til den slags. "Ja.. Jeg har ikke haft tid til at jage i meget lang tid" Svarede han roligt, nysgerrig efter at vide hvordan Austins reaktion var. Der var noget i hans blik han godt kunne lide. Det var en dreng der virkelig havde set frygten i øjnene mange gange "Du kan bare kalde my Lyo".

Austin lukkede kort sine øjne, han så op i hans øjne og tog blidt hans hånd, den var helt kold " Ligsom de andre .." mumlede han så og så ned på den blege hånd, Austin havde det ret skidt lige nu og var også fyldt med alkohol, så hans blod ville nok smage af alkohol "Mit blod smager af Alkohol .." sagde han så og så op på ham "jeg har drukket ..".

Han kiggede undersøgende på ham da han begyndte at tale i tåger. Han sukkede kort og rejste sig op, let på benene, hvorefter han trak Austin op at stå foran ham. "Jeg er ligeglad om du har drukket eller ej. Du kan drikke det du vil... så gør det heller ikke så ondt når jeg bider".

Austin kneb øjnene sammen og var ved at vælte, men tog fat om Lyo og holdte sig på benene " ... du må ikke bide" mumlede han så "jeg.. er blevet bidt .. før" mumlede han så og lød ikke bange, han var heller ikke bange, selvom han ville være ude af den hvis han havde været ædru. Han ville nok ikke huske noget af det her i morgen.

"Din stakkels dreng" Smilte han, en smule begejstret over han måde at være overfor ham på. Rigtig naiv men rar. Lyonaro fik lyst til at lege med ham, selv hvis det ville ødelægge Austins sarte sjæl mere end i forvejen. "Det er okay... Hvis du slapper af, kan det faktisk gå hen og blive dejligt" Sagde han roligt og tog ham ind til sig i et venskabeligt, beskyttende kram.

Austin lagde sig ind mod ham og lagde hovedt på lyos skulder " .. dejligt? jeg vil gerne prøve noget dejligt" mumlede han så og lukkede øjnene og var på nippen til at falde i søvn, men åbnede hurtigt øjnene for ikke at sove, da en lille stemme inde i ham sagde han ikke måtte falde i søvn, men ignorerrede den anden lille stemme der sagde Flygt! Flygt!.

Lyonaro kunne mærke hvor træt og sløv Austin pludselig blev, og let som ingenting løftede han ham op i sine arme, skønt han ikke så ud til at kunne bære nogen så let som lige der. "Det må vi lige finde ud af" Svarede han ham og gik ud af toilettet med Austin.

Austin lukkede sine øjne igen og kunne ikke længere holde sig vågn og han faldt pladsk i søvn. Han sov tungt da alkoholen havde en virkning som sovepiller for ham. Han holdte stadig sin hånd på Lyos skulder, men den røg efter lidt tid ned af hans skulder og ned og ligge på sin egen mave.

Lyonaro gik igennem andre folk ganske roligt og lod som om at han bare bar rundt på sin fulde ven, men det var jo ikke engang løgn for engangs skyld. Det kunne være sjovt at have en ven man bare kunne gå og drikke af når det passede én.
Han gik videre ned ad gågaden og så op ad et hotel, som han efterfølgende valgte at gå ind i. Han så sig omkring mens at ekspedienten lige var borte i det sekund, og så skyndte han sig videre op ad trapperne og fandt sig frem ind til en sweete. Han brækkede låsen op og gik ind i det store, flotte værelse og gik hen til en stor rødpolstret seng, som han lagde Austin på.

//Jeg smutter i seng//

(senere)
Austin vågnede et par timer senere, han bevægede sig lidt og følte sig helt tung og lidt øm i kroppen. Han lå i en seng, hvordan var han endt i en seng, han boede jo ikke nogen steder, var det Hayley?. Han mumlede noget utydeligt og åbnede svagt sine øjne. Han tog hånden op til ansigtet og gned sig i øjet med håndfladen "Mit hoved" mumlede han lavt og havde ondt i hovedt.

Lyonaro stod ovre ved vinduet og kiggede ud af ruden. Han lyttede til Austin som begyndte at vågne, og han vendte sig om og så hen på ham. "Skal du have et glas vand?" Spurgte han idet han nærmede sig hans sengebord og hældte noget vand op i et glas med nogle isterninger i.

Austin åbnede sine øjne og gned sig kort i det ene øje, Han så op på Lyo og huskede slet intet "Hve-Hvem er du?" spurgte han så og satte sig op i sengen - Lidt for hurtigt, for han fik endnu mere ondt i hoved af det. Han så lidt ned af sig selv og havde heldighvis tøj på " Hvad laver jeg her?" spurgte han så og så ret forvirret ud.