Druk for unge... mennesker...

Lyonaro undrede sig, men rakte ham glasset. "Mit navn er Lyonaro. Jeg er en vampyr. Din ven" Sagde han og satte sig derefter i sengen overfor ham "Og du er på et hotelværelse efter at have været i byen og feste". Han kiggede undersøgende på ham for at sikre sig, at han ikke havde fået hukkommelsestab af en eller anden art. "Du er måske ikke vant til at drikke?"

Austin tog i mod glasset og så undersøgende på ham og kunne godt huske ham lidt, men han husker ikke rigtig hvad han havde sagt og hvad der var sket, han tog sig til halsen og kunne ikke mærke nogen nye bid. Han kneb øjnene svagt i og vidste ikke om han skulle tro på ham "Men .. hvis du er min, skal du også love mig .. ikke at bide mig" sagde han så og så alvorligt på ham.

"Det kan jeg ikke love dig" Svarede han ærlig som han var, og kiggede bare ned på ham med et roligt blik. "Jeg er jo en vampyr såeh... jeg kan godt komme til at nappe hist og her". Han satte sig ned i sengen og kiggede på ham fortsat. "Men jeg kan love dig ikke at slå dig ihjel..".

Austin vidste ikke helt, skulle han være bange?, vampyren foran ham virkede så .. rolig og ikke spor ude på at genere Austin?, ligsom alle de andre vampyrer var, de var altid så kolde og mystiske "Okay .." var det eneste han kunne sige "Du kan få lov at bide mig... hvis du ikke bider mig på min hals" sagde han så og ville ikke havde flere bid på halsen.

"Så sig mig hvor jeg så må bide sig..." Sagde han og kiggede tomt på ham. Han vidste egentlig ikke hvorfor at vampurer altid bed i halsen. At bide folk i håndledet eller inderlåret var også et glimrende sted. Eller i brystet, i pigeofrenes tilfælde.

Austin stilte vandet fra sig og sank kort, hvorfor sad han her stadig, han kunne ligeså godt løbe? han jo nærmest bedte Lyo om at bide ham? Han så lidt ned af sig selv og vidste jo ikke hvor det var til at bide "E .. ehm .. " sagde han tænksomt og så op på ham "Det må du.. bestemme "sagde han så Lidt forvirret, da det hele var lidt underligt, den her vampyr var underlig i forhold til de andre.

Lyonaro smilte kort. "Jeg foretrækker også at bide et jomfrueligt sted.." Svarede han ham "Det vil sige, et sted hvor ingen har bidt dig endnu". Han lagde hånden på hans hals og aede ham forsigtigt ligesom han gjorde til festen, ude på toilettet.

Austin nikkede svagt og så på ham. Hans berøring gav ham et lille deja vu, havde han gjort det før Lyo? han kunne egentlig godt lide når han gjore det, han slog tanken ud af hovedt og så ind i hans øjne "Men lov mig .. at jeg ikke når at besvime .. "sagde han så og hadet når han blev så svag at han til sidst besvimede.

Lyonaro fornemmede at Austin syntes at det var dejligt, og han blev ved med at ae ham ved halsen. "Det gør jeg ikke" Svarede han sikkert og tog først hånden til sig nu. Han lagde sig ned i sengen og kiggede op i loftet.

Austin fulgte hans bevægelser og lagde sig ned så de lå ved siden af hinanden. Austin tvivlede ikke på om han løj, der var et eller andet ærligt over ham som gjore han stolede på ham. Det var nok derfor han endnu ikke var flygtet.

Lyonaro lå og tænkte. Han havde ikke tænkt sig at lyve over for ham eller slå ham ihjel, så længe at Austin ikke gjorde modstand. Han kunne jo bare bruge ham som blodtank ind til han blev træt af smagen af hans blod. "Hvad har du af planer i dag?".

Austin så lidt op i loftet uden at svare "Ingen.. "sagde han så kort og så på ham, Austin plejede somregl bare at rende rundt og være sinds syg og undgå at komme i kontakt med vampyrer, han sank kort.

Lyonaro trak på skuldrene og kiggede ikke på ham. "Træls" Svarede han "Det er sådan vi vampyre har det hver dag... Tror det er derfor at der er så mange der pisser på mennesker". Han rykkede hovedet lidt så han kunne se ham og kiggede så op i loftet igen.

Austin nikkede og satte sig op i sengen igen, han svang benene ud over kanten og rejste sig "Jeg skal lige på toilettet" sagde han og lod ikke Lyonaro svare, det var jo trosalt også normalt for mennesker. Han gik ud på hotellets toilet og låste efter sig *Det bedst vis jeg går .. * tænkte han og så rundt efter et vindue, han fik øje på et lille vindue lidt over toilettet og satte kurs mod det. Han åbnede det og så ud, han sank kort da han så hvor langt oppe de var, han så hen ad væggen og kunne se et åbent vindue ind til et andet hotelværelse. Han tog et ben ud af vinduet på vej til at balancere hen af kanten til det andet vindue.

Lyonaro nikkede bare og satte sig op og ventede på ham. Han kunne sagtens høre at der kom nogle hastige hjerteslag ude fra toilettet og at det lød lidt anderledes end det plejede, når mennesker gik på toilettet. Han fik en klar fornemmelse over at Austin ville flygte, men han undrede sig alligevel. Han blev siddende og lyttede efter ham.

Austin trødte ned på kanten og holdte stadig fast i vinduets kant, han så ned og rystede i kroppen i ren skræk for at falde ned. Han så hen på vinduet og fandt ud af det var krop umuligt at balancere hen af kanten. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, han kunne ikke trække sig op til vinduet igen. En lille klynkende lyd kom fra ham, han kunne ikke kalde på Lyonaro, han ville bare opdage han var ved at flygte.

Lyonaro ventede og lyttede efter ham, og så blev han irriteret over at Austin ikke kom tilbage. Han havde ikke lyst til at tro at Austin flygtede fra ham, men nu hvor der var så stille, kunne han ikke tro andet. Han gik hen til døren og bakede på. Ingen svarede ham og så gik han hurtigt ud. "Austin!?" Kaldte han og fik øje på vinduet der stod åbemt.

Austin gispede da han hørte Lyonaro kalde på ham, han sank kort og stod helt stille *åh nej ..* tænkte han og var bange for Lyo's reaktion. Han lukkede kort sine øjne og rystede i kroppen da han brugte mange krafter på at holde sig på plads så han ikke mistede balancen.

Lyonaro skyndte sig hen til vinduet og kiggede ned. "Austin, hvad laver du!?" Udbrød han og grab fat i hans ene arm og trak ham op og ind igennem vinduet. Han så lidt længe på ham og trak ham så ind til sig og krammede ham næsten helt intimt. Bare for at han skulle tro at han var bekymret for ham. "Du må ikke gøre mig så bange" Sagde han "Hvad skulle jeg gøre hvis du var faldet? Mennesker kan altså ikke overleve den slags". Han aede ham blidt op og ned ad ryggen.

Austin så forskrækket på ham og så meget forbavset ud, han vidste slet ikke hvad han skulle sige eller gøre. Stod han lige og krammede ham? han var jo ved at flygte? Austin var tavs og lagde forsigtigt armene om ham. En masse tanker løb gennem hans allerede forvirrede hoved.

Lyonaro holdt om ham og lagde hovedet på hans skulder. "Lad os slappe lidt af... hm?" Hviskede han lavt mens han 'trøstede' ham ved at ae ham på ryggen. Forsigtigt slap han ham og gik hen og lukkede vinduet og lukkede det. Han gik ud af toilettet.

Austin blev stående kort efter Lyo var gået ud, han gik tavst efter ham og var ret forvirret, hvad gik det her ud på? Han gik hen og satte sig på sengen igen "Undskyld .." sagde han så stille efter en lang tavshed fra ham, han vidste ikke hvad han ellers skulle sige.

Lyonaro satte hænderne på siderne og så på ham. "Det skal du ikke undskylde for" Svarede han ham og så på ham "Du skal bare passe bedre på dit liv, mens du stadig har det... Det er ingen løgn, at livet er en gave".
Selv gik han hen og satte sig på sengen hos ham, og kiggede ned på ham med et alvorligt blik. Han vidste jo godt at Austin havde forsøgt at slippe væk fra ham, skønt at Lyonaro bare havde tilbudt sit venskab til ham. Det var vel nok heller ikke så mærkeligt, når han var blevet bidt så mange gange. Han kendte vel vampyre.