LEGEPLADSEN! xD

Sted. Leeeeeegepladsen! xD
Omkring. No ooone
Vejr. Det er koldt og fuldmåne
Tid. 00.01
Dag+ dato. IRL
Påklædning. http://prommafia.com/wp-content/uploads/2009/07/oversized-punk-shirt-tutu-dress.jpg (Har bare ikke solbrillerne på)

Rose var ved legepladsen. Der var et muntert smil på hendes læber. Hun sad på en af gyngerne og svingede sig frem og tilbage. Hun havde lige haft trukket sine vinger tilbage, så hun følte sig lidt svag i det. Det var afslappende at være ved legepladsen ved denne tid. Der var ingen små skrigende børn. Hun elskede at gynge og ville blive ved i evigheder hvis hun kunne. Det var kun hendes lugt som afslørede hende som engel, ellers lignede hun et menneske.

William smilede for sig selv, og traskede videre på en sti nær legepladsen. Hans dag havde ikke ligefrem været nem, så han havde en del at tænke på. Han skævede kort til legepladsen da han kom forbi, han kunne høre en svag knirken. Han standsede op. *Er der børn herude på det her tidspunkt?* tænkte han i sit stille sind. Han gik tøvende væk fra stien og ind på legepladsen. Krydsede med lethed den lille sandkasse.

Rose så hurtigt op da hun hørte en persons fodtrin komme nærmere. Hun satte fødderne i jorden som fik gyngen til at stoppe omgående og lod sit blik gå hen mod den person som kom gående. Det var ikke et barn og hun kunne mærke at det var et væsen "Hvem der?" spurgte hun varsomt og havde ikke et godt syn til at kunne se hvem det var og rejste sig langsomt op fra gyngen.

William standsede langsomt, da han hørte en fremmed stemme. *Det er i hvertfald ikke et barn* tænkte han ved sig selv. Han så hen mod skyggen ved gyngen, og svarede så tøvende "Jeg hedder William, jeg troede at det var et barn der var ude og lege". Han trådte et skridt tættere på "Er de okay?". Kulden rev let i hans jakke og han skuttede sig.

Rose så over på personen som stod ikke særlig langt væk fra "Jeg er okay" sagde hun og så varsomt på William "Jeg hedder Rose" sagde hun høfligt.

William så lidt på pigen der kaldte sig Rose, og nikkede så. Han fugtede kort sine læber "Undskyld jeg spørger men, er det ikke lidt risikabelt for en pige at være ude på den her tid af aftenen?" Han stod stille, ville ikke virke påtrængende.

Rose så på William og rettede sig op i sin fulde højde "Nej, det syntes jeg ikke. Og jeg kan skam godt finde ud af at passe på mig selv og forsvare sig" sagde hun og syntes at det lød lidt som om at han undervurderede hende "Desuden.. Kommer der ikke nogen farlige personer hen til legepladsen på den her tid" sagde hun og havde ikke mødt nogen farlige personer i ret lang tid, være henne på legepladsen.

William smilede en lille smule "Okay jeg hader bare at læse om overfald i aviserne, men det er da fantastisk du kan forsvare dig selv mange piger har brug for at man skal holde deres hånd gennem alt" sagde han.
Han pustede en tot hår væk der irriterede hans øje "Nej du har nok ret" mumlede han og så på sit ur. Han vendte blikket mod Rose igen "Pas på dig selv frøken Rose". Han gjorde mine til at gå igen.

"Altså, du må da gerne holde i min hånd til hver en tid det skulle være" sagde hun lidt drillende og grinte derefter muntert. William så ikke rigtig ud til at være farlig, så Rose havde ikke noget imod at pjatte omkring ham. Hun så at han havde mine til at gå og ville nu hellere have ham til at blive da det var rart med noget selskab, men ville dog ikke tvinge ham til at blive.

William så sig over skulderen, og grinte. Han virkede som om han glemte at han egentlig skulle videre og vendte sig om mod Rose igen. Han smilede drillende "Jeg tror nu du ville blive træt af det i længden, nogen gange kan jeg værre tørrere end en kiks."
Han bukkede teatralsk "men tak, nu føler jeg mig meget beæret" Han så på Rose med humor i øjnene.

"Aaaaarh, overdriver du nu ikke?" spurgte hun muntert og smilte til ham "Ja, det burde du oss" sagde hun drillende til det andet han sagde og rakte barnligt tunge af ham og lod sig slås ned på gyngen igen og så på ham "Men hvad laver du overhovedet herhenne? Du virker da ikke til at være barnlig nok til at være på en legeplads" sagde hun med et skævt smil og så betragtende på William.

*Ikke rigtigt..* Han smilte venligt til Rose. Han gik lidt tættere på nu da han vidste hvem hun egentlig var, og han havde fået præsenteret sig selv. Han lænede ryggen mod klatrestativet, og så tænksomt ud i luften "Egentlig så havde jeg bare brug for at tænke, jeg er faktisk på vej hjem fra arbejde men jeg besluttede mig for at lige gå en lille tur.." sagde han tænksomt.
Han grinte lidt da hun nævnte det med at han ikke var barnlig nok til legepladsen og svarede "egentlig så er det meget hyggeligt at komme forbi i dagtimerne og så se hvordan børnene leger, det er ret inspirerende, men nej jeg er nok ikke barnlig nokl til at lege selv" sagde han med et lille smil og så på Rose.

"Uf! Arbejde" sagde hun og gøs og grinte muntert og så op på ham "Jamen, det er ikke sjovt at være barnlig overfor små børn.. De kan ikke finde ud af det" sagde hun og strøg en hånd gennem sit hår og grinte lavmælt og rejste sig op "ALLE skal være barnlige nok til at lege.." mumlede hun og gik over og tog blidt fat i hans ene arm og hev ham hen og tvang ham til at sætte sig i den anden gynge "Det er sjovt.. Kom nu" sagde hun grinende og gik over bag ham og skubbede blidt til ham.

Skal til at kaste mig ud i en forklaring, da han ligger mærke til at hun har rejst sig og sat sig i hovedet at få ham til at lege. Han smilede tøvende "men man leger vel alle forskelligt?" han satte sig med et bump på gyngen, og så om på Rose "Men..." han fik et lille chok da gyngen bevægede sig *det her går galt..*

"Kom nu kylling!" sagde hun drillende og grinte muntert og blev ved med at skubbe til ham, men dog blidt og fik gyngen til svinge frem og tilbage.

"Jeg er ikke nogen kylling!" sagde han smilende. Men han måtte indrømme overfor sig selv at det her skulle han lige vende sig til, dog var den kildrende fornemmelse ikke noget han havde noget imod.
Han så lidt på den anden gynge, og derefter på Rose "så kan du jo sidde der" sagde han med et smil.

"Jooo, du er!" sagde hun højt og grinende og så derefter hen på gyngen ved siden af og sprang hurtigt op at sidde på den og gyngen startede omgående med at gynge frem og tilbage uden at hun gjorde noget. Det var en af de gode sider ved at have telekinese som evne. Hun grinte muntert og elskede den kildrende fornemmelse i maven som man fik når at man gyngede.

"Nej" sagde han smilende og gyngede lidt mere roligt. Men med et skævt smil betragtede han hvordan Rose gyngede uden at skulle ligge nogen form for psykiske kræfter i. Han lagde mærke til hendes latter i nød den. Han kiggede lidt ud i luften og lyttede til den svage knirken fra de trætte lidt rustne hængsler, på gyngen *De trænger til at blive skiftet* tænkte han med et svagt smil, og et blik op på dem*

Rose blev ved med at grine underholdt og så over på William og stoppede langsomt op og så nu betragtende på William og syntes at han så ud til at have det sjovt.

Vendte blikket mod Rose igen, og smilede roligt. Fik så et forvirret udtryk i ansigtet, og derefter et lidt forfærdet, og så på sit ur. Han sukkede stille og lod armen synke og gyngede lidt videre.

"Hvad er der galt?" spurgte hun og så undrende på ham da hun så hans ansigtsudtryk og lod sin ene hånd række ud mod gyngen og lod gyngen stoppe med hjælp fra sin evne.

Han så roligt på Rose, og trak så på skuldrene "Det er bare sent, sååh.. det meste af den offentlige trafik er stoppet med at køre"
Han smilte så "men man skal se lyst på tingene ikke sandt? jeg kan også sagtens gå når det nu er."
Han satte gang i gyngen igen, sådan helt forsigtigt for ikke at falde af.

Hun smilte og nikkede "Bor du da langt væk herfra?" spurgte hun nysgerrigt og blev siddende stille på gyngen og begyndte at gynge igen.

Han trak på skuldrene "Deepshell.." svarede han med et lille smil, og tænkte på sin lejlighed. Han så på Rose "Så det er ikke voldsomt langt væk, men alligevel et godt stykke at gå" han gyngede roligt videre, han var efterhånden blevet vant til den knirkende lyd og den kolde luft, og syntes egentlig at det var ret hyggeligt bare at sidde og snakke.

"Nååååå" sagde hun langtrukkent og smilte til ham "Jamen, det er jo ikke så langt" mumlede hun så og sprang af gyngen da den var i luften og smilte til ham og strøg en hånd gennem sit hår og gik over og lænede sig op af gyngestativet. Hun var begyndt at fryse efter at have mærket den kolde luft mod sit ansigt hver gang hun gyngede frem og derefter tilbage, så hun ville lige have en pause.