Lær af dine fejl (Josh)

Dato: IRL
Dag: IRL
Tid: 16.30
Sted: Havnen
Omgivelser: Ingen
Vejr: Det er lunt, men solen er ikke fremme mere
Årstid: Forår

En svag hulken som nede fra havnen, det var Madelaine som sad nede på jorden og holdte om sin ene fod, der var ikke noget blod eller noget sår. Men ved et uheld havde hun vrikket ret så kraftigt om, da hun ikke fik set hvor hun gik. Det var sket imens hun havde begivet sig ned mod havnen, og hun havde humpet noget af vejen, men havde bare gjort det værre da hun kort kom til at støtte på den igen. Hendes varme tårer løb ned af hendes kinder, imens bindet for hendes øjne begyndte at blive lidt vådt i kanten, hun hadede smerte, det havde hun altid hadet. Hun tørte kort sin kind med den anden hånd, men der kom hurtigt nogle nye friske tårer ned af hendes kind igen. Madelaine kørte kort sin hånd op og ned af sin fod, i håb om at smerten skulle gå væk, men da det ikke så ud til at virke, begyndte hun bare at græde lidt mere og gemte lidt af sit ansigt bag sit blonde hår og viste godt at hun gjorde lidt for meget ud af at hun havde vrikket om, men smerte var bare et helved for hende, så når noget gjorde ondt, så græd hun, det kunne hun desværre ikke gøre for. Selvom hun ville ønske at hun nogle gange kunne være lidt stærkere.

Josh gik langs havnen og betragtede vandet. han gik i sine egne tanker og lagde derfor ikke mærke til nogen hulken. han vågnede dog rimelig hurtigt op fra sine tanker, da han skred på kanten og plaskede direkte ned i vandet. han fik dog fat i kanten inden han røg helt ned i vandet. han svang sig op og så ned over sin nu 3/4 våde krop. han sukkede små irriteret, da han ikke lige havde tænkt han skulle til at blive våde, men den tanke forsvandt hurtigt da han hørte den gråd færdige hulken og kunne tydeligt dufte hun Dæmonen. han gik så målrettet mod duften og lyden og stoppede først da han fik øje på den ynkelige tude prinsesse. han smilte først kort, men gik så hen til hende "er du okay?" spurgte han venligt og satte sig på hug foran hende.

Madelaines gråd, blev ikke ligefrem svagere da hun fik færten af en vampyr. Hun var ikke så tryg ved dem, for hun havde haft nogle ret uheldige stunder med nogen for et par år siden og det havde gjort hende lidt bange for dem. Men hun hørte skam godt det pludselige plask lidt længere henne og stoppede kort med at græde, da hun havde troet at hun var alene, men som hun så alligevel ikke var. Men da hun duftede og hørte at vampyren var kommet rimelig tæt på hende, så vendte hun sit grædefærdige ansigt lidt op og tørte begge sine kinder med den ene hånd, for hun holdte stadig blidt om sin fod med den anden hånd. Madelaine beg lidt tilbage og gemte lidt af sit ansigt, så bindet for øjnene blev lidt utydeligt, men uheldigvis kunne hun ikke få det gemt helt væk. " Jeg er okay... har du tænkt dig at slå mig ihjel nu?" spurgte hun stille og tænkte lidt om hun skulle tage chancen med at løbe for livet.

Josh havde allerede set stoffet om hendes øjne, men var egentlig ret ligeglad med det. han rejste sig op igen, da han ikke rigtig kunne få blod til benene og han hadede at side sådan når han var våd. han lagde sin hånd på hendes hovede "næ...jeg er ikke sulten tude prinsesse" sagde han roligt og smilte lidt. han var normalt ikke grov, men det irriterede ham lidt at dæmonen med det samme havde vist sin skræk for ham på den måde. han var ved at være godt træt af at fok var bange for ham fordi nogle andre vampyre hovede været nogle idioter og psykopater. han vebede håndn stille tilbage så han fik hende til at vendte ansigtet op på ham. han studerede hendes ansigt lidt, men syntes stoffet om hendes øjne var ret irriterende. han mente at øjne var den eneste måde at lære en anden at kende på, så når han ikke kunne se personen øjne var han hundrede procent sikker på han ikke kunne blive venner med personen.

Da Madelaine mærkede at han rørte hende, stivnede hun lidt i kroppen og krympede sig lidt sammen, men hun kunne stadig mærke hans hånd og bed sig nervøst i læben. Hun hadede også at vise frygt, men når noget forsvandt så kom der andre ting op. Og det betød bare at da hun mistede synet, så kom der nogle ting op i hende som ikke havde været der før. Hun sukkede lidt irriteret ud og sank kort en klump, " jeg er ikke nogen tude prinsesse... man har lov til at græde når noget gør ondt, du kunne jo bare have ladet være med at forstyrre min tuden" sagde hun lidt irriteret, men på grund af bindet for øjnene, så ville man ikke kunne se særlig tydeligt på hende at hun var blevet provokeret. Men da hun mærkede hvad han lavede med sine hænder på hendes ansigtet, for at løfte det, rystede hun kort på hovedet og prøvede lidt forgæves at få hans hænder væk, " hvad er det du laver?" spurgte hun nervøst og bed sig tænkende i læben.

Josh lyttede til hvad hun sagde og smilte skævt "så du kan svare mig imod...man har lov til at svare..hvad græder du så over tude prinsesse" sagde han lidt provokerene og var egentlig ret ligeglad med at hun blev provokeret og irriteret. han syntes egentlig at folk måtte blive så sure som de nu havde lyst, han havde ikke tænkt sig at æyve om noget eller holde sine meninger tilbage. for Josh var ærlighed vigtigt også selvom det lige var en han havde mødt. han var måske også lidt for grov overfor pigen, men fordi han ikke kunne se hendes øjne blev han lidt irriteret og havde ikke så meget lydt ytil at være venlig overfpr hende. han kom med et lille grin og rystede stille på hovedet "jeg undersøger dig...og planlægger hvordan jeg kan slå dig ihjel mest smerte fuld" sagde han rolig, men mente det selvfølgelig ikke. han havde bare sådan lyst til at være grov over for hende fordi hun ikke havde gevet ham en chance overhovede.

Madelaine ville gerne vænne ansigtet væk fra ham, hvis det ikke var fordi han på en måde holdte hendes ansigt imod ham, hun tænkte lidt over det og sukkede svagt, men hun var overhovedet ikke afslappet fordi han rørte hende og trak vejret meget tungt, for ikke at trække vejret hurtigt så hun ville hyperventilere. " Jeg græder, jeg tuder ikke, så derfor kan jeg ikke være en tude prinsesse... men det er fordi jeg vrikkede om, på vej herned" sagde hun lidt irriteret over at han stadig kaldte hende det og havde virkelig meget lyst til at skubbe ham væk. Men hun kom meget hurtigt lidt væk fra ham, men at kravle tilbage og så overrasket på ham, med lidt åben mund "hold dig langt væk, imens du har den tanke, du skulle i det hele taget slet ikke have rørt mig" sagde hun lidt nervøst og gemte sit ansigt lidt væk igen og pillede lidt ved sit hår.

Josh lagde hovedet på skrå og tænkte lidt over det. han så ned på hendes fod og kunne nu egentlig godt forstå hun græd. han kunne godt huske hvor ondt det havde gjort den gang han var menneske, men han havde stadig ikke medlidenhed med hende og dog han havde da tænkt sig at hjælpe hende "jeg bestemmer selv hvad jeg vil kalde dig...og hvis du har vrikket om..så skulle du enten tage til læge eller lade mig se på den.." sagde han roligt og slap hurtigt hånden, da hun rykkede sig væk "rolig rolig...det var for sjov..jeg gør dig intet...jeg driller dig bare..lidt groft" sagde han og grinte kort. han satte sig ned på hug lige foran hende og lagde sin kolde hånd på sinen af hendes hånd "jeg gør dig intet prinsesse.." sagde han beroligende og mente det. Josh kunne ikke lide at skade folk især ikke nogen fra det andede køn. da han syntes kvinder vasr meget interessante og burde være fredet for alt form for smerte. men han kunne dog ike lade være selv at drille og nogle gange tig det da lidt overhånd.

Madelaine havde slet ikke fundet hans drilleri sjovt på nogen som helst måde, hun trak vejret i små korte hurtige trak og det lød virkelig som om at hun hyperventilerede, men lidt efter slappede hun af igen og holdte sin ene hånd ved sin hals, men det var bare en ren refleks hun havde når hun lige skulle slappe lidt af. Hun vendte ansigtet ned imod jorden og bed sig hårdt i læben, for hun kunne ikke svare lige nu. "Okay... men jeg finder det altså ikke sjovt, så vær lige sød at lade være med at drille mig på den måde.. hvs det for dig er at drille" sagde hun lidt surt og løftede hovedet lidt igen, men hun var ikke sikker på om hun ren faktisk så på ham, eller om hun bare så et helt andet sted. Men lidt efter rystede hun kort på hovedet og lod sine hænder glide ned i hendes skød, " hvorfor vil du overhovedet hjælpe mig med at se på min fod? Jeg troede at vampyrer var kolde og onde personer, som ikke kunne tænke på andre end dem selv" sagde hun undrende og lagde hovedet lidt på skrå.