Engle leger skam oss..

Qadir så opgivende på hende og trak på skuldrene med et smil.
"Hvad skal jeg sige? Det der med at sidde på en lille gynge og flyve frem og tilbage igennem luften med sådan en fantastisk fart. Ja jeg må indrømme, at det skræmmer mig fra vid og sans."
Han lo og rystede på hovedet. Det var egentlig underligt at han ikke brød sig om det. Han kunne vel bare bedst lide at have begge ben solidt plantet på jorden. Han betragtede Rose med et indgående blik.
"Men det var vel heldigt at jeg ikke døde, må man så sige. Eller hvad?"
Han lo af hendes sidste indrømmelse.
"Hvis du ikke kunne gynge, så ville du vel enten lave en gynge selv eller finde et alternativ." Han trak på skuldrende og måtte indrømme, at han nok ikke havde det på samme måde med noget, som hun havde det med at gynge.

Hun trak på skuldrene og så ind i Qadirs indgående øjne og smilte sit naturlige søde smil til ham og trak endnu en gang på skuldrene "Hvis du døde ville jeg ikke have nogen at snakke med. Så, ja det var ret godt at du overlevede dit møde med dødsgyngen" sagde hun og grinte muntert og så derefter på ham og hævede sit ene øjenbryn "Ligner jeg en som ville kunne lave en gynge?" spurgte hun og grinte lavmælt over billedet af hende begynde at lave en gynge.

Han lo.
"Ja, jeg havde nært ikke klaret det." sagde han roligt og rystede på hovedet, for at få slappet af i kinderne. Han måtte stoppe med alt det smileri, før hans ansigt blev frosset i det udtryk. Han så på Rose med et mildt blik og sukkede.
"Orh, det er da ikke svært at lave en gynge. Det er bare to snore og et stykke træ. Slam bam så har du en gynge. Det er jo intet problem."
For ham var det slet intet problem at bygge en gynge, men han - måtte han indrømme - havde også talent for at bygge ting. Det var ikke til at sige hvorfor han kunne finde ud af det. Det kunne han bare. Han havde et talent for at se hvordan ting virkede. Han lod tungen glide henover læberne, og kastede et blik rundt på legepladsen.
"Det er jeg sikker på at du sagtens ville kunne finde ud af," tilføjede han efter et øjebliks stilhed.

Hun smilte af det første han sagde og sukkede muntert over ham "Du er nu ret underholdene" mumlede hun og smilte til ham og kløede sig lidt tænkende i sin kind. Hmm, ja han var egentlig ret sjov at snakke med. Og der var et eller andet over ham. Som gjorde at han virkede barnlig "Hmm.. Du virker lidt barnlig.." mumlede hun og nikkede over det hun sagde "Selføli er det ikke en dårlig ting" sagde hun med sit søde smil rettet mod ham og grinte så muntert af det han sagde til sidst "Duuuu, ville nok kunne finde ud af det" sagde hun mens hun prikkede til hans ene skulder "Men jeg kan altså virkelig ikke sår'n noget" mumlede hun og rystede på hovedet.

Han slog en mild latter op da hun påpegede at han var lidt barnlig.
"Jamen jeg bliver jo også tvunget til at gynge og alt muligt. Hvad forventer du dog," han rystede på hovedet og smilte en anelse. "Jeg må ofre mig for at underholde dig, må du forstå."
Han lagde armene over kors igen, og vippede hovedet fra side til side, for at knække nakken en anelse. Det gav to højlydte knæk og efterlod ham med et sagligt smil.
"Desuden så har jeg hørt at det er sundt at gå i barndommen fra tid til anden," indrømmede han. Han rynkede næsen og rømmede sig.
"Og jo, jeg tror da bestemt at du ville kunne lave en gynge," tilføjede han og betragtede hendes hånd da hun prikkede til ham. Han hævede et øjenbryn og smilte en anelse. Han vendte derefter blikket imod hendes ansigt.
"Jeg ville sagtens kunne lære dig det. Det er let som ingenting. Det dér med byggeri og logik."

"Men det hjælper ikke rigtig når du er bange for gyngen" sagde hun drillende og grinte et lille og drillende grin og syntes nu at han var sød når han begyndte at brokke sig om gyngen. Hun lagde sine hænder på sine hofter, bare for at have dem et sted og så op på ham med et lidt tænkende blik, men rystede så på hovedet "Neej, jeg kan ikke finde ud af sår'n nogle ting" mumlede hun og så op på ham og kunne viiirkelig ikke finde ud af byggeri og logik.

Han trak pågivende på skuldrene. "Ja, det kan jeg godt se. Jeg må mande mig op og tage kampen op imod gyngen igen. Måske kan jeg besejre den."
Han betragtede Rose med et vurderende blik og målte hende med øjnene. Han betragtede hendes hår, tøj og måde at bevæge sig på. Bare i et forsøg på at læse hende en smule.
Et lille smil bredte sig over de smalle læber.
"Logik er nu ikke så slemt. Og det der med at sømme et bræt fast til et træ, det kan umuligt være svært for dig," påpegede han og viste hvad han mente med hænderne.
"Man tager bare en hammer og et søm, og bang bang, så er du allerede godt igang."

"God idé, men tror du nu at du kan det?" spurgte hun med et skævt smil "Jeg er en pige, og jeg er modigere end dig" sagde hun og sagde det i en drillende tone. Hun så på hans hænder da han begyndte at vise hende hvordan man gjorde det "Uha da! Sidste gang at jeg skulle gøre sår'n noget endte det i blod og kaos" sagde hun og overdrev måske en smule.

Han skævede til gyngen og skar en grimasse. "Det kommer nok til at tage mange dages forberedelse og en hel del mod, men jeg har en lille idé - måske et ønske - om at jeg nok en dag, EN DAG, skal overvinde den farlige gynge."
Han lo ganske kort og betragtede gyngens silhouet i mørket. Egentlig var han ikke spor i tvivl om at han sagtens ville kunne benytte dette 'morskabs-objekt' på en mere eller mindre ansvalig og fornuftig måde. Problemet var bare at han hverken gad, orkede eller ville. Af mange grunde, egentlig.
Han hævede begge øjenbryn da han hørte hendes svar til hans gør-det-selv forslag.
"Hold da op. Det lyder lidt voldsomt. Måske skulle du så ikke holde hammeren... Eller sømmet. Eller noget for den sags skyld. Men du sagde jo før at du var stor og stærk, så du kan sikkert banke sømmet i med hænderne."

Rose fulgte hans blik hen på gyngen og smilte lidt "Jaa, men jeg var da glad for at du bare prøvede" sagde hun og nikkede og gav ham et venligt klap på skulderen "Tak" sagde hun muntert til ham og trak sin hånd langsomt tilbage.
Hun grinte lavmælt over det han sagde til sidst "Jeg burde bare holdes væk fra sår'n nogle ting" sagde hun og nikkede svagt og smilte så skævt "Jeg er stærk for en engel at være. Men jeg kan altså ikke klare noget ordentligt" mumlede hun og sukkede lavmælt.

Han smilte blot til hendes første kommentarer.
"Det lyder en anelse upraktisk... Altså at du ikke rigtig kan klare andet end... Ja u-ordentlige ting. Så alt det med madlavning, husbyggerier og øh... Ja alt det praktiske, det er ikke lige dig? Så må du vel have nogen til at gøre det for dig. Slaver vil jeg tro? Man kunne dressere en abe... Og på den måde lære den at ordne alle de praktiske ting, og samtidig får man et behåret kæledyr. Det kan da kun være en win-win situation."
Han trak på skuldrene og lavede en henkastet bevægelse med hovedet, over imod gyngen:
"Og jeg er sikker på at den ville være bedre til det dér med at gynge, end jeg."

"En abe?" spurgte hun og kunne ikke lade vær med at grine. Hun tænkte lidt over det og rystede derefter på hovedet "Tror ikke at jeg har lyst til at have en abe" sagde hun med et skævt smil. Hun lod sit blik gå hen på gyngen og så så tilbage på Qadir og smilte svagt "Tjaah.. I vil jo næsten ligne hinanden. Men du er bare ikke så behåret som en abe. Tæt på.. Men ikke helt" sagde hun drillende og så op på hans ansigt.

Han lo mildt, da hun sammenlignede ham med en abe. Han kunne ta' det. Lidt dril havde aldrig rigtig skadet nogen. Han rystede på hovedet og tog sig til hovedet.
"Åh, den onde verden har forbandet mig med pels og hår. I virkeligheden er jeg en abe, der er blevet dresseret. Ret godt klaret, -ey? Man kan næsten ikke se forskel. Det er nærmest magi. Starte som abe, ende som menneske. Min helt egen, personlige evolution. Bare kald mig Darwin."
Han nikkede og gjorde gestus, som hvis han lige havde holdt et stort, vellykket foredrag.
"Mange tak, mange tak. Jeg ved godt at jeg er et vidunder af en abe."
Han skævede atter til gyngen og trak på skuldrene. "Mit næste mål vil være at beherske gyngen og dens magt. Dernæst: hele verden."
Han lagde armene over kors og tippede hovedet en anelse på skrå; "Tror du ikke at det er sådan aber tænker?"

Hun kunne ikke lade vær med at grine over det han sagde og nikkede "Jo, det er lige den måde aber tænker på" sagde hun så muntert og så undersøgende på hans ansigt "Men det er da heller ikke særlig slemt at ligne en abe.. Altså.. At have hår og sår'n. Selføli har jeg ikke lyst til at have en hale og have en forkærlighed for bananer. Men I mænd er dog skæge at drille omkring at i ligner aber" sagde hun med et skævt smil "I har det overalt nu til dags.." mumlede hun og trak på skuldrene.

Han lo opgivende og rystede på hovedet. Han var ikke helt sikker på hvad han skulle sige til det. Han var ved at løbe tør for idéer.
"Ja, det er vi vel..." var det eneste han fik mumlet frem. Han trak på skuldrene og kastede et vurderende blik rundt på pladsen. Der var stadig ikke andre. Der var ingen at se nogensteder. Besynderligt. Han lod tungen fugte læberne og vendte atter opmærksomheden imod Rose. Han betragtede hende indgående og overvejede om de skulle fortsætte med dette besynderlige emne eller om de kunne finde på noget nyt.
"Så... Hvis vi er aber, hvad er I kvinder så?" spurgte han henkastet og sparkede blidt til en sten på jorden, blot for at få tiden til at gå. Han skævede igen til gyngen og overvejede om man mon skulle sætte sig, blot for at sidde...

Hun åbnede munden for at sige noget, men lukkede sin mund igen da hun faktisk ikke vidste hvad kvinder var hvis mænd var aber ".. Det ved jeg faktisk ikke" mumlede hun og kløede sig lidt i håret og så ned i jorden og derefter tilbage på Qadir og så ham ind i øjnene med sine egne isblå øjne. Hun smilte sit naturlige smil og så hen på gyngerne "Skal vi ikke sætte os? Du tør vel godt at sidde på en gynge, ikk?" spurgte hun drillende og satte sig langsomt ned på den ene gynge.

Qadir rynkede næsen om svar. "Ak, ja da selvfølgelig. Du skal ikke give op på dit håb om, at jeg en dag kommer til at gynge helt selv. Og sidde på den, det kan jeg sagtens."
Og med de, lettere snøvlede ord, satte han sig på gyngen. Med fødderne solidt plantet på jorden, gav han sig til at rokke en lille bitte smule frem og tilbage.
"Så... Hvad laver du så virkelig herude, Rose? De færreste går ud for at gynge midt om natten, blot for hyggens skyld. Der må være noget der plager dig," konkluderede han, som en anden psykolog. Det der med at læse tanker, det havde han aldrig rigtigt lært, men der var ofte en dybere mening med de ting man gjorde. Så meget vidste han. Så gjalt det jo bare, om den anden person vidste det også.

Hun så lidt op på den mørke himmel og derefter tilbage til Qadir "Tjaah.. Jeg er nødt til at komme ud på et eller andet tidspunkt. Jeg er bange for mennesker, så jeg holder mig for det meste væk fra dem og kommer ud om natten" sagde hun og trak ligegyldigt på skuldrene og så på ham "Hvad er det så at du laver herude, Qadir?" spurgte hun og smilte venligt.

Han så på hende og trak på skuldrene. Udemærket. Hun ville bare have frisk luft. Det skulle der jo også være plads til. Han lod en hånd glide igennem håret og han trak på skuldrene.
"Ja, hvad laver jeg? Jeg håber desperat på at finde noget at spise. Og så går jeg mig også en aftentur. Jeg kan godt lide at afspadsere området før jeg går til ro. Gammel vane."
Han sendte hende et vurderende blik.
"Hvorfor er du bange for mennesker? Dårlig oplevelse eller...?"

"Har du ikke et køleskab derhjemme?" spurgte hun med et skævt smil omkring at han prøvede at finde sig noget at spise og vidste jo intet om varulve. Hun så lidt ned i jorden og trak på skuldrene "Nææ, men de kan være så modbydelige og ondskabsfulde. Og jeg er bange for at de måske ville finde ud af at jeg er et væsen, og jeg ved virkelig ikke hvordan folk i den her tid vil tage sår'n nogle ting" sagde hun og så tilbage op på ham.

Qadir trak på skuldrene.
"Jeg foretrækker rå mad. Ligesom sushi. Bare uden dét der stærke, grønne noget. Og de der gule blade. Føj. Nej. Men råt kød og ... Ja, så skader motionen jo ingenting."
Med hensyn til mennesker, så havde Qadir ingen erfaringer med dem, sådan set. Han fortalte aldrig mennesker om hans 'race', så at sige. Han holdt det for sig selv. Ikke fordi det var pinligt at fordi han på nogen måde følte sig dårligt tilpas med dét, han var født som; det var bare dét, at mennesker blev så let bange. De frygtede dét som de ikke forstod.
Qadir bed mærke i at hun brugte ordene 'i den her tid', han valgte dog ikke at kommentere dette.
"Jamen, du skjuler det nu meget godt. Mennesker kan være nogle... Mærkelige nogle, men vi må holde sammen. Altså, os ikke-mennesker."

"Sushi? Hmmm.. Det smager egentlig oss ret godt" sagde hun med et skævt smil og strøg en hånd gennem sit hår og grinte lavmælt over det han sagde bagefter, det med at væsnerne skulle holde sammen "Det er lettere sagt end gjort min kære Qadir" sagde hun og sukkede derefter "I hele min levetid har væsnerne ikke kunne holde sammen. Der var altid nogen som ikke ville holde sammen med de andre, og de fik altid hevet deres egen race hen i fjendskab mod de andre, igen" mumlede hun og så på Qadir "Så det er helt umuligt med at holde sammen" mumlede hun og rystede svagt på hovedet.

Qadir trak på skuldrene og betragtede hende indgående. Han bed sig i læben og vurderede lidt hendes ord. Han vejede sit eget svar, før han lod ordene forlade læberne:
"Så må man samle sig en lille skare af venner og bekendte; folk man stoler på. Forsøge at skabe fred. Hvad skal man ellers gøre? Vi kan ikke alle gå rundt og frygte livet og dens væsner. Det nytter ikke noget at leve i frygt," brummede han bagklogt. Han betragtede hende indgående og vippede hovedet en smule til siden. En ung pige som hende skulle ikke gå rundt og være bange for mennesker og lignende; det syntes han bestemt ikke.

"Qadir.." hviskede hun og rystede på hovedet af ham "Du kan ligeså godt droppe det. Tror du ikke at jeg allerede har prøvet at skabe fred?" spurgte hun og så på hans indgående øjne og smilte skævt "Jeg ved ikke hvor mange år jeg har prøvet at skabe fred.." mumlede hun og lod sit blik gå fremad og sukkede lavmælt "Det er nytteløst sår'n noget. Det er selvmord hvis man prøver at snakke vampyre eller dæmoner til at have fred" sagde hun og strøg en hånd gennem sit hår.

Han lod tungen glide henover læberne. Vinden blæste og hvæste i trænerne og regnen lækkede nogle dråber imod jorden. Qadir stirrede ud i mørket og sendte nogle tanker til de folk der lå i deres varme senge på nuværende tidspunkt.
"Der er altid nogen der skal rive idyllen ned, men sådan er det jo med alle ting. Når det gælder krig blandt racer, religion... Ja alt. Der er altid noget der ikke passer ind. Noget man skal kæmpe imod, for at kæmpe for noget andet."
Qadir talte af erfaring. Som soldat kendte han udemærket til begrebet "krig" og "fred", og han havde mange gange fundet sig selv, jamrende og klagende over, at der da aldrig ville kunne blive fred, med al den død og smerte der hærgede verden. Alligevel havde han aldrig forladt sit erhverv. Han kæmpede for det han troede på. En realistisk drøm. Om fred? Måske. Han rynkede næsen og rystede på hovedet. Krig var et faktum. Noget der altid ville eksistere. Krigens eksistens ville aldrig ophøre, eftersom der altid skal være en modpart før der kan være balance. Og balancens modpart er sjovt nok krig, hvilket gør det hele til én stor ironisk joke. For at have balance, må vi have krig. Latterligt, egentlig.
Qadir vendte ansigtet imod himlen og lukkede øjnene. Regnen tog til og snart gled nogle lystige regndråber ned af hans ansigt og hår.
"Vi kan ikke kontrollere alt her i verden," sukkede han. Regnen var et glimrende eksempel.