Engle leger skam oss..

Sted. Leeeeeegepladsen! xD
Omkring. No ooone
Vejr. Det er koldt og fuldmåne
Tid. 00.01
Dag+ dato. IRL
Påklædning. http://prommafia.com/wp-content/uploads/2009/07/oversized-punk-shirt-tutu-dress.jpg (Har bare ikke solbrillerne på)

Rose var ved legepladsen. Der var et muntert smil på hendes læber. Hun sad på en af gyngerne og svingede sig frem og tilbage. Hun havde lige haft trukket sine vinger tilbage, så hun følte sig lidt svag i det. Det var afslappende at være ved legepladsen ved denne tid. Der var ingen små skrigende børn. Hun elskede at gynge og ville blive ved i evigheder hvis hun kunne. Det var kun hendes lugt som afslørede hende som engel, ellers lignede hun et menneske.

Hvad han lavede på legepladsen, var han ikke sikker på. Det var midnat nu, og Qadir havde fundet sig selv vandrende omkring på de smalle gader i mange timer, og nu var han altså endt på legepladsen. Sulten gnavede i hans krop og han måtte bore neglene ind i hænderne, for at få tankerne et andet sted hen. Han skuttede sig en smule og så sig omkring. Han kunne høre en knirken, der uden tvivl kom fra en af legepladsens redskaber. Han kastede et blik rundt og fandt hurtigt kilden. Han betragtede skikkelsen der sad, som et legebarn, på en rokkende gynge. Færden var ikke til at tage fejl af; en engel. Han sank en klump og skuttede sig en smule, hvorefter han borede neglene yderligere ind i håndfladen.

Han havde et stort halstørklæde om halsen, der dækkede det meste af ansigtet. Ud over den havde han blot en sort t-shirt og sorte cowboy bukser. Ikke lige det mest moderne eller på nogen måde interessante. Han gik i ét med nattens mulm og mørke, hvilket også passede ham fint.

Rose satte hurtigt sine fødder i jorden, som fik gyngen til at stoppe brat op. Man kunne se på hendes udtryk hvis man var tæt nok på hende, at hun havde opdaget en eller anden i nærheden. Hun lod sit blik gå rundt omkring sig og syntes ikke rigtig at kunne se nogen, men hun ville ikke stole på sine øjne og stolede mere på sine andre sanser. Hun rejste sig langsomt op fra gyngen og syntes ikke at kunne mærke fare i luften, så det måtte da ikke være noget som kunne skade hende, hvilket fik hende til at slappe lidt af, og fik hende til at se sig omkring i ren nysgerrighed. Hun sagde intet, og da hun ikke kunne se nogen, sukkede hun lavmælt og satte sig tilbage i gyngen, men sad fuldstændig stille så hun kunne høre hvis der var nogen som kom tættere på.

Qadir stirrede på hende, med et roligt blik. Han holdt godt øje med hende fra mørket, og fulgte nøje hendes bevægelser. Hun var ikke så stor; lignede ikke en større trussel. Men han havde jo taget fejl før. En kuldegysning gled ned ad hans rygrad og han måtte lave en akavet bevægelse med skulderen, for at få den underlige, frysende fornemmelse væk. Da skikkelsen satte sig ned igen, slappede han en smule af. Han tog et skridt tættere på hende, så han blev tydeligere, i de mørke omgivelser.
"Jeg beklager. Det var ikke min mening at bryde din leg, frøken." brummede han, og missede med øjnene, for at få et så godt indtryk af skikkelsen på gyngen, som muligt. Man kunne aldrig rigtig vide med engle, mente han. Man kunne faktisk aldrig rigtig vide noget med nogen. Trods engle og varulve ikke rigtig havde noget imod hinanden, så kunne man aldrig vide om de pludselig kastede sig frådende over hinanden. Han rynkede panden og måtte minde sig selv om at det nok netop ville være varulven der ville kaste sig frådende over englen, og ikke omvendt. Han smilte for sig selv, og overvejede hvordan han altid kunne ende med at rette på sig selv i tankerne. Han trak på skuldrene og placerede hænderne i buksernes lomme, imens han genvandt fokus på englen.
"Vær ikke bange; jeg gør sjældent noget."
Han løj. Bare en smule.

Rose rykkede sig ikke og så heller ikke på vedkommende som kom frem og sagde noget til hende "Du ødelægger skam ikke noget, Hr." sagde hun og lod langsomt sine dybe og isblå øjne gå hen på en mand som kom frem. Hun kunne ikke lade vær med at smile da han sagde at han ikke gjorde noget "Åh, du ved ikke hvor mange gange jeg har hørt den" sagde hun og lød lidt underholdt "Men efter alle disse gange, stoler jeg ikke på hvis man siger det. Men jeg vil dog prøve at stole på dem, da du ikke virker som en eller anden åndsvag person som kunne finde på at lyve" sagde hun og så lidt betragtende på skikkelsen og kunne se at han var en voksen og lignede ikke en som kunne lyve. Hun rejste sig for anden gang op fra gyngen og så lidt varsomt over på manden og fjernede ikke sit blik væk fra ham.

Han betragtede hende med et vurderende blik og overvejede om han skulle kommentere yderligere på hendes afbrudt gyngeri, eller om han blot skulle lade dette være som det nu var. Han valgte ikke at kommentere og gå videre til næste svar. Han rømmede sig og trak på skuldrene med et prøvende smil:
"Hvad skal jeg sige? Det ville jo i grunden også være underligt hvis man marcherede op til folk og fortalte dem at man ville skade dem og alt det dér." påpegede han og bed sig i læben.
Da hun kommenterede, at han ikke lignede en der kunne lyve, måtte han slå blikket ned. Han var ikke sikker på om han skulle være en smule mut over den konklusion hun lavede, med at han ikke kunne lyve, eller om han skulle skamme sig en anelse, nu da han faktisk løj. Bare lidt altså. Men hvaøh - en lille hvid løgn har aldrig skadet nogen. 7, 9, 13.
Han rettede sig op og vendte atter blikket imod hende. Han mødte hendes klare øjne og en kuldegysning sneg sig atter ned ad hans rygvirvler.

Rose smilte svagt af det manden sagde omkring at marchere op til folk og det og trak på skuldrene "Tjaaah, i det mindste er man vel ærlige. Og jeg brydes mig ikke synderligt meget om folk der lyver for mig. Jeg kan blive ret irriteret når folk lyver. Hellere sandheden end en løgn" sagde hun og nikkede for at understrege hendes ord. Hun så på manden og brød sig ikke om at hun ikke kunne se ham ordentligt "Kunne jeg bede dem om at komme lidt tættere på?" spurgte hun og lød faktisk ret høflig. Hun smilte et venligt smil til manden og havde haft kunnet mærke at han havde løjet lidt, men prøvede ikke at blive påvirket af det. Desuden var han heller ikke lige så stærk og ondsindet som en vampyr, så han var ikke så slem. Og måske havde hun en større chance at klare ham i kamp, hvis han nu ville skade hende. Hvem ved? Men hun nægtede at føle frygt for ham på forhånd.

Ærlighed. Noget der, for ham, betød en hel del. Et vigtigt element i mennesker, engle og alle de andre besynderlige væsner der levede omkring dem. Ærlighed; noget der desværre var ved at gå tabt.
Det sitrede i hans fingerspidser da hun bad ham komme nærmere. Han tøvede i et par sekunder, hvorefter han bevægede den ene fod foran den anden, og tog et par skridt tættere på hende. Hun ønskede sikkert at se ham an, hvilket han ikke kunne bebrejde hende for. De fleste brød sig ikke om mørktlædte mænd, med halvt-dækkede ansigter, der sneg sig omkring i nattelivet. Med en hurtig håndbevægelse fjernede han halstørklædet fra ansigtet og lavede en henkastet bevægelse med hænderne, som en slags "ta-dah" indikation.
Han smilte en smule; skævt og usikkert, men dog et smil. Han vippede lidt på fødderne, blot for at holde benene igang. Der var en underlig stemning på legepladsen. Et eller andet sted følte han sig, som hvis han var i forhør. Al den snak om ærlighed. Noget han selvfølgelig selv kunne relatere til, da han bestemt foretrak at folk var ærlige.
Han kastede et blik op imod månen, og bemærkede fuldmånens lys. Det gjorde ham en smule utilpas. Han var ikke sikker på hvorfor.
Den kølige luft nedkølede hans krop. Han var nok kun omkring 38 grader varm, hvilket -for ham - var yderst koldt. Han skuttede sig igen og rømmede sig, hvorefter han atter vendte sin opmærksomhed imod englen. Han følte sig en anelse forpligtiget til at kommentere på hendes ønske om at han skulle komme tættere på;
"Nu må du bare ikke slå på mig," mumlede han og hævede et øjenbryn. "Du er en stor stærk pige, og jeg er jo nu inden for rækkevidde."
Et smil bredte sig over hans læber og gav sig til at vikle halstørklædet rundt om den ene hånd, blot for at have det et sted.

Rose så på ham mens han kom tættere på sig og så på hans ansigt da han ikke havde tørklædet på længere. Hun kunne nu se at han var en voksen mand. Af en eller anden grund havde hun mere tillid til voksne, end dem på hendes alder. De kunne nemlig ikke finde på at gøre noget viiirkelig dumt. Men de var dog stærkere end hende, hvilket ikke var særlig godt. Hun smilte sødt til ham, hvilket var et naturligt smil for Rose og begyndte langsomt at gå lidt over til ham og derefter rundt om ham for at se på ham. Hun gik ikke helt op af ham, men hun gik dog nogenlunde tæt nok så hun havde en lidt mere stærkere følelse om hvad han var. Han var ikke nogen vampyr, så det var godt. Han var heller ikke en dæmon, hvilket oss var godt. Alt andet han kunne være var godt nok. Så længe at han ikke havde skarpe tænder var hun tilfreds. "Hmmm.. Se de, Hr. jeg er ikke en som bare ville slå folk. Jeg er faktisk imod det, og jeg vil kun slå dem, hvis de oss slog mig. De ved, selvforsvar. Hvis jeg ikke føler mig truet eller i fare omkring dem, ser jeg ingen grund til at føle frygt eller begynde at slå på dem" sagde hun med en rolig og varm stemme og stoppede langsomt op foran ham og så op på hans ansigt.

Han brød sig ikke om at hun cirkulerede sådan omkring sig. Han sank en klump og følte sig en smule udsat. Ikke kun fordi, man aldrig kunne vide hvad folk kunne finde på, men også bare generelt af frygt for 'teenage-elevator-blikket'. Han følte sig ikke så tilpas i denne situation. Det var lidt som om hun skulle undersøge om han var 'god nok'. Værdig til at blive snakket med. Han sendte en forhadt tanke til sin skoletid, der heldigvis var 'long gone'!
Han fulgte hende med øjnene så længe han kunne, da hun gik omkring ham, og han undlod at bevæge sig da hun var bag ham. Han stod helt stille. Han holdt vejret og kunne først ånde lettet op da hun atter stod foran ham, hvor han havde styr på hende. Han betragtede hende indgående. Hun var lavere end ham. Spinkel. Så ikke rigtig ud til at kunne gøre nogen form for skade. Ergo, burde han ikke frygte hende. Han lukkede kort øjnene og overbeviste sig selv om, at han kunne tage den med ro. Og det gjorde han så. Efter et pas sekunder med lukkede øjne, var han helt afslappet. Han slog øjnene op og så atter på hende. Et smil bredte sig på hans læber.
"Selvforsvar?" Han rynkede øjenbrynene, "Det får De skam ikke brug for, frøken. Jeg skal nok holde fingrene for mig selv. Jeg slår alligevel ikke på piger, så De har virkelig intet at frygte."
Dette var oprigtigt. Han undlod at skade kvinder, eftersom man jo havde lidt ære her i livet, og efter hans filosofi, så slog en mand aldrig en kvinde.

"Jeg agter skam heller ikke at frygte dem. Desuden vil jeg ikke slå på folk som ser stærkere ud end mig. Og alle ser stærkere ud end mig" sagde hun og trak svagt på skuldrene og så op på ham med sine isblå øjne og blev ved med at smile sit søde smil til ham. "Uheldigvis tror mange at jeg ikke kan slå dem. Og det passer jo ikke. Jeg kan godt, og jeg agter skam oss hvis der virkelig sker noget. Og bare fordi at jeg ikke ser ud af så meget, så kan jeg skam godt skade dem" sagde hun lidt advarende. Hun vidste ikke om denne mand virkelig mente det han sagde, så bare for at være på den sikre side ville hun fortælle ham at hun sagtens kunne skade ham. Hun så undersøgende på hans ansigt og lagde hovedet let på skrå og prøvede at få hans ansigt ind i sin hukommelse og blev ved med at smile sødt.

Han smilte blot. Ganske roligt. Han havde endelig vundet fatningen og havde nu fuld kontrol over sin krop. Ikke flere kuldegysninger. Han borede neglene ind i hånden og rystede en anelse på hovedet. Det var da helt utroligt, som hun ville understreje sin styrke. Han havde jo allerede slået fast, at han ikke ville skade hende. Desuden var hunkønsvæsner ikke på menu'en. Alt for meget hår og alt for tynde. Desuden foretrak han egentlig kartofler. Hvilket var underligt...
Han vippede lidt på tærene og betragtede hende indgående. Hun var lidt underlig, var hun ikke? Hun stolede jo tydeligvis ikke på ham. Men nåja, hvad kan man forvente?
"Nå, men spøg til side," Han rettede sig op og rømmede sig, "hvad laver De så overhovedet herude, midt om natten? Det er da et underligt tidspunkt at gynge og lege på. Der er jo ingen at være social med."
Han kastede et blik rundt på pladsen.
"Desuden er det koldt og ... Ja underligt, måske."
Han hævede et øjenbryn og betragtede hende indgående. Det var da lidt underligt, at en ung kvinde sad her helt alene. Havde hun ikke noget familie eller kæreste-halløj som hun kunne underholde? Havde alle unge folk ikke det? Og hvorfor bekymrede han sig overhovedet? Han kunne da være ligeglad...
Et suk forlod hans læber og han trak på skuldrene.
"Ja, det er selvfølgelig ikke noget jeg skal blande mig i..."

"Okay, det er da ret indlysende hvad jeg laver. Og jeg kan godt lide at gøre det alene for så er der ikke nogen som kan se mig. Du syntes jo at det er mærkeligt, så jeg ville da ikke gøre det i fuld dagslys for så ville mange andre folk syntes at jeg vil være underlig" sagde hun og trak på skuldrene og strøg en hånd gennem sit hår "Og ingen gider rigtig at være sammen med mig og gøre det her" sagde hun og grinte lavmælt og så op på hans ansigt.

Han lagde armene over kors og betragtede hende i tavshed. Et smil brød frem på hans læber.
"Er det da vigtigt hvad andre synes? Er det ikke vigtigere hvad du synes?" påpegede han bagklogt og trak en anelse på skuldren. Qadir havde en dårlig vane med at prædike, og de fleste fandt det temmelig irriterende. Han rømmede sig og vippede hovedet lidt til siden. Han betragtede hende indgående og mødte igen hendes isblå øjne.
Han så på gyngen og forsøgte at huske på hvornår han sidst havde siddet på sådan en. Han konkluderede at han faktisk aldrig havde gynget. Han vendte blikket imod hende igen.
"Jeg er sikker på at der er nogen der vil gynge med dig. Man skal bare spørge, og forsikre folk om at det både er hyggeligt og... ja sjovt, vel." Han rynkede næsen og smilte opmundrende.
"De fleste finder det nok ikke så interessant, hvis du kun tør gøre det om natten, hvor ingen kan se dig."

"Tjaah.." mumlede hun og vidste ikke rigtig hvad hun skulle svare og trak derefter på skuldrene og så lidt tilbage på gyngen og smilte lidt og så tilbage på ham igen "Vil du så ikke gynge med mig?" spurgte hun og grinte lavmælt over tanken om at se en voksen mand som ham gynge. Hun tog langsomt og forsigtigt fat i hans ene arm og hev blidt i den "Pleeeeease!" sagde hun og sendte ham et bedende blik og grinte derefter muntert og så op på ham.

"Ugh," lød det fra ham og han kastede et usikkert blik på gyngen.
"Tro mig. Den knækker hvis jeg sætter mig på den. Og hvis den ikke knækker så knækker stativet. Og så vælter hele baduljen ned over mig. Uheldet forfølger mig desværre," beklagede han sig og skævede til hende. Et suk forlod hans læber. Nu stod han jo egentlig og modsagde det han havde sagt for mindre end et minut siden, og det var jo ikke helt smart. Endnu et suk forlod de smalle læber, da han overgav sig og lod sig trække hen til gyngerne.
"Måske skulle jeg bare skubbe. Så er der ingen der kommer til skade."
Trods de ord, satte han sig på gyngen og følte sig straks helt til grin.
"Nu... Er jeg faktisk gald for at det er mørk nat og alt det dér." påpegede han ydmygt og brugte benene til at skubbe gyngen bare en anelse frem og tilbage. Han følte sig dels som et kæmpe legebarn, og dels som en ynkelig, voksen mand der var blevet snydt til at sætte sig på en gynge. Ak, hvad havde han dog rodet sig ud i nu?

"Det er da ikke så slemt" sagde hun og grinte muntert ved synet af ham da han havde sat sig op på gyngen. Det så underligt ud, men det var jo derfor det var så sjovt at gynge når man var så gamle som de nu var. Hun stod og betragtede ham lidt og grinte muntert "Og se! Den knækker ikke sammen. Så du skal bare have det sjovt. Det er vidst det du trænger til" sagde hun og nikkede for at understrege sine ord og gik over og satte sig langsomt på gyngen, men gyngede ikke og så bare på ham. Man kunne godt sige at Rose var utrolig barnlig, men var derimod utrolig sød når hun var det. Selvom hun lignede en 15 årig, så hun stadig sød ud når hun var så barnlig som hun var nu.

Qadir så bestemt ikke tilfreds ud med denne situation. Han så ligefrem forskrækket ud, og alligevel vippede han lidt frem og tilbage på dødsgyngen. Sjov? Han havde da masser' af sjov i sin dagligdag... Jagt og... krig og ... Sådan lidt forskelligt. Han rynkede næsen. "Meh." Sjov. Hvad var det da også for noget? Det havde han aldrig hørt om før. Han skævede til pigen og overvejede lidt sin situation. Det var utrolig mærkeligt, dette her. Han følte sig fuldstændig malplaceret, men... Hvornår gjorde han ikke det?
"Hvis nu jeg falder og brækker halsen," han holdt en kort pause, da han i et kort øjeblik var ved at miste balancen, "Så fortæl hospitalet at jeg hedder Qadir."
En alternativ præsentation. Om hun så ville dele sit navn med ham, var op til hende, men nu havde hun da hans.
Han så på sine fødder og nægtede at løfte dem fra jorden. Hans gyngen var mere som en mekanisk rokken frem og tilbage, og hans ansigtsudtryk indikerede at det ikke var denne slags sjov han foretrak. Men så kunne han vel tage det som en oplevelse. Han rømmede sig og stoppede rokkeriet, for at sende pigen et vurderende blik.
"Det her bliver man da søsyg af."

Rose hørte på alt hans brokkeri og sukkede lavmælt og rejste sig op "Tjaah.. Jeg hedder Rose hvis du vil vide det" sagde hun og gik langsomt om bag ham og satte sine hænder på hans skuldre "Nu skal du ikke brokke dig så meget, Qadir. Det er folk som dig som gør gyngeri total røvsygt" sagde hun drillende "Og du vil ikke brække halsen. Og du skulle forestille en voksen" sagde hun og blev ved med at drille ham og grinte lavmælt og havde stadig sine hænder på hans skuldre "Jeg kan godt skubbe dig, hvis du ikke selv tør" sagde hun så med et skævt og drillende smil.

Et smil bredte sig på Qadirs læber og han sukkede højlydt. "Dejligt at møde dig, Rose," lød det fra ham. Da han mærkede hendes hænder på sin ryg stivnede han og holdt vejret. Hvad nu?
Han lod hende tale ud før han atter trak vejret og fik slappet af igen. Hun påstod at hun blot ville skubbe ham.
"Jeg er da aldeles ikke bange..." brummede han opgivende. "Jeg er bare for gammel til det her."
Endnu et suk forlod han læber, før han løftede fødderne fra jorden og overgav sig. "Men siden du nu så gerne vil skubbe mig igang, så jeg kan falde og gøre mig selv til grin, så se da at komme i sving, så jeg selv kan svinge."
Han startede med at hjælpe svingeriet igang med fødderne og snart gyngede han frem og tilbage. Han klamrede sig til gyngen med hænderne og så temmelig misfornøjet ud i ansigtet. Han vidste, at inden længe ville han skvatte af og ryge på næsen.

Rose grinte lavmælt og lagde sit hoved tæt til hans øre og lignede en som skulle til at fortælle en hemmelighed "Man er aldrig for gammel til at gynge og have det sjovt, Qadir" hviskede hun og trak sit ansigt væk fra hans øre da han gav hende lov til at skubbe ham og begyndte at skubbe ham blidt og grinte muntert "Du skal nok klare den, Qadir" sagde hun opmuntrende og blev ved med at skubbe ham med forsigtige og blide bevægelser.

Det var tydeligt at Qadir ikke var helt tryg ved situationen. Der dannede sig billeder for hans indre øje, af hvordan han ville se ud hvis han blev vippet af og faldt til jorden, som en sten. Derefter ville han, i et forsøg på at rejse sig, få gyngen i baghovedet. Åh ja - Det var præcis det der ville ske!

Han rettede sig en anelse op på gyngen og bed sig i læben, da hun hviskede han i øret.
"Og det er du helt sikker på?" peb han og syntes at det gik temmeligt hurtigt nu. Han vippede lidt med benene og klagede yderligere:
"Var det ikke dig der skulle gynge? Skal jeg lide? Ak!"
Han vippede frem og tilbage på gyngen og sukkede højlydt. Han havde aldrig gynget før og han ville aldrig gynge igen. Det var helt sikkert!
Han mistede kort balancen og fortrak en overrasket grimasse, før han atter genvandt balancen, og klamrede sig til reb og gynge.

Rose så hvordan han led og tog hurtigt fat i rebene som holdt gyngen oppe og stoppede ham "Er du sikker på at du er en voksen mand? Du ligner lidt en to årig" sagde hun drillende og så på ham og klappede ham lidt opmuntrende på hovedet "Gynger er da ikke så slemme, Qadir" sagde hun og gik langsomt foran ham og så på hans ansigt og smilte sødt til ham.

Qadir åndede lettet op da gyngen stoppede sin vippende vals.
Han smilte og trak opgivende på skuldrende, da hun klappede hans hovede.
"Hvad kan jeg sige? Jeg har vel aldrig lært at tælle ordenligt," mumlede han med et smil.
Han placerede da fødderne på jorden og rejste sig derefter fra lege-instrumentet for at - til sin store glæde - at mærke jordens faste grund under fødderne. Han lagde derefter armene over kors og betragtede den unge pige foran sig.
"Jeg må indrømme at gyng-ning ikke er min favoritsport," smålo han og kløede sig i nakken. Han måtte dog indrømme at det var lidt sjovt. Måske bare en smule. Han betragtede hende indgående og skar en grimasse. "Men, hvem ved. Måske bliver jeg vant til det med tiden."

Hun grinte muntert og så betragtende på ham da han rejste sig op "Du er da bare en bangebuks, Qadir" sagde hun drillende og trak på skuldrene. Hun strøg en hånd gennem sit hår og så undersøgende på ham "Tjaaah, du døde ihvertfald ikke af det" sagde hun og grinte muntert og så lidt væk fra ham, men lod sit blik gå hurtigt tilbage "Jeg forstår ikke at du gider at gynge. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre hvis jeg ikke kunne gynge" sagde hun med et skævt smil.