Engle leger skam oss..

Rose hørte på hvad Qadir sagde og nikkede svagt og gav ham ret i det han sagde "Men det ville nu være lettere hvis vi alle kunne leve i fred med hinanden" mumlede hun så med en trist stemme og sukkede lavmælt og kunne mærke regnen langsomt falde. Hun brød sig ikke om regn, og bare vand i det hele taget, men hun nød Qadirs selskab, så hun sagde intet til det og havde sit blik rettet ned mod jorden som langsomt blev våd af dråberne.

Qadir bed sig i læben, da hun nævnte at folk burde kunne leve i fred. Han troede ikke på fred. En utrolig negativ tanke, ville de fleste sige. Han mente at det var den eneste realistiske. Fred fandtes ikke.
"Det ville være meget lettere," brummede han, trods han ikke kunne forestille sig en verden med fred. Fred var noget han aldrig ville kunne forstå, for det var noget der aldrig nogensinde havde eksisteret. Han tog i en hurtig bevægelse sin mørke jakke af og rakte den til englen.
"Hér; det nytter jo ikke noget hvis du bliver syg eller våd. Jeg har en indbygget varmecentral, så mig sker der intet med."
Han smilte en anelse og mærkede hvordan regnen tog til. Krig og fred var i grunden også et underligt emne at snakke om, syntes han. Men det var jo realevant.

Rose så ned på jakken som Qadir rakte hende og smilte taknemmeligt "Tak, Qadir" sagde hun og tog lidt tøvende mod den og stak sine arme ind i ærmerne og kunne mærke varmen sprede sig da hun havde fået jakken på og smilte muntert ved følelsen. Hun så lidt på ham og smilte lidt opgivende "Tjaah.. Fred kan der nok aldrig kommet. Jeg har levet i flere hundrede år, og jeg har aldrig oplevet freden" mumlede hun og trak svagt på skuldrene og havde egentlig opgivet fred for mange år siden.

Han trak på skuldrene og nød den nedkølende fornemmelse som regnen bragte med sig. Fred var et svært begreb, mente han, for det kunne defineres på mange måder. Han vippede hovedet fra side til side og nogle højlydte knæklyde forlod hans nakkehvirvler.
"Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke tror at fred nogensinde vil herske. Mennesker, vampyrer og alle os andre, vi vil aldrig kunne leve i harmoni. Den dag vi kan, er der sørme noget galt. Så enkelt er dét."
Han satte sig til rette på gyngen og gav sig til at vippe frem og tilbage, ganske roligt.
"For at fred skal eksistere, skal der også findes kaos. Alt har brug for en modpart for at eksistere. Det er fysikkens love," mumlede han. "Ergo kan fred ikke herske, da der så vil være mangel på kaos, og dette vil skabe ubalance."

Rose betragtede Qadir mens han snakkede og grinte lavmælt da han endelig var færdig "Der var der ret meget, som jeg ikke rigtig forstod så meget af" sagde hun og tog sig lidt til hovedet "Er ikke alt for kvik" mumlede hun og smilte skævt og så på ham.

Et beklagende smil bredte sig på hans læber. Hvordan skulle han ellers forklare det? Han så sig om og fik en idé.
"Okay, tænk på det sådan her. Hvis du var fred og jeg var kaos, og vi sad på den vippe dérovre. Det er tydeligt at jeg vejer mest, så derfor er der mere kaos. Vi vil helst opnår ligevægt, så ingen af os rammer jorden, for ... Ja det er sjovest, vel. Derfor kan fred ikke herske, for hvis du vejer mest så er der ikke nok af mig, til at vippen vil ligge vandret."
Han holdt en kort pause. Det gav ingen mening. Han sukkede.
"Det er ligesom nat og dag. For at der kan være dag, så skal der være noget der hedder nat, så vi kan se forskel på de to."

"Jeg kunne bedre lide forklaringen med vippen" sagde hun og grinte lavmælt og så på ham og nikkede svagt over det hun sagde.

Han trak på skuldrene med et smil. Simple hjerner krævede simple forklaringer, tænkte han og skammede sig næsten over det. Alligevel, det overraskede ham at en person der nu havde levet så mange år som Rose ikke var klogere, hvis man kunne sige det sådan. Qadir vidste, at hvis han havde sådan et langt liv, så ville han studere og læse, til han ikke kunne blive klogere. Han ville yde noget. Men... Han var jo også lidt sær.
Regnen tog til og hamrede pludselig ned.
"Sikke en byge," brummede han og rystede på hovedet, som den hund han jo inderst inde var. Håret var gennemblødt og det samme gjalt alt hans tøj.
"Engle kan vel ikke blive syge, kan de? Eller er det bare mig der tager fejl?"

Rose så op i himlen og kunne mærke regnen slå hårdt mod hendes allerede våde ansigt "Møg vejr" mumlede hun og så derefter tilbage på Qadir og smilte og nikkede "Uheldigvis kan vi" mumlede hun og strøg en hånd gennem sit hår og så på hans gennemblødte tøj "Kan varulve ikke blive syge?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå.

Qadir, der faktisk nød den kølige regn, undlod at kommentere hendes 'møg vejr's udsagn. Han trak blot en anelse på smilebåndet og lukkede øjnene, med hovedet vendt opad. Han overvejede lidt, om varulve egentlig kunne blive syge... Det kunne de jo selvfølgelig. Han mindedes ikke at have haft lungebetændelse eller forkølelse før, men hunde og ulve kunne jo godt få noget der lignede.
"Det kan vi vel..." mumlede han. "Ligesom alle andre."

Hun nikkede og så på ham og syntes at han så ud til at nyde regnvejret. Hun strøg en hånd gennem sit våde hår og lod sit blik gå op i regnen igen "Hmm.. Jeg kan nu bedst lide solskind" mumlede hun med et svagt smil og mærkede hvordan regnens dråber faldt ned i hendes ansigt.

Han betragtede han og lo ganske kort.
"Ja, okay. Vi foretrækker vel næsten alle solen. Og du ligner også lidt en druknet mus. Men der er bare noget ved regn... Jeg føler at den gør mig ren, på en anden måde.. Jeg kan ikke helt forklare det."
Jo han kunne; regnen vaskede blodet fra hans hænder. Så enkelt var det. Det var moder natur der tilgav ham for at have dræbt mennesker og dyr. Dét var hans filosofi. Han skævede til Rose og hævede øjenbrynet.
"Men solen er nu en dejlig ting. Varm og lys. Og alligevel sidder vi her, i mørke og kulde."

Rose så lidt på ham da han sagde at hun lignede en druknet mus "Tak, for det" sagde hun sarkastisk og så tilbage på regnen og trak på skuldrene "Ja, det gør vi vidst. Men det er jo kun fordi at vi ikke vil have nogen som skulle se os være sååå barnlige" sagde hun med et skævt smil og så tilbage på Qadir.

Han lo mildt og trak på skuldrene. "Jo, det har du nok ret i. Det ville være ret så pinligt, hvis nogen havde set mig lige før. Så måske er det i virkeligheden en god ting at det er mørkt og koldt."
Han satte sig ret op på gyngen, og lod den vippe frem og tilbage, efter at han nu i et par minutter havde skubbet sig selv en smule. Han gyngede ikke så synderligt meget, men det var vel en start? Han foretrak nu alligevel at have begge ben på jorden.
Stilheden lagde sig imellem dem, og Qadir forsøgte at finde på et nyt emne, som de kunne snakke om. Han lod tungen glide henover tænderne og så en kende eftertænksom ud.
"Hvad laver du til hverdag, Rose?" spurgte han englen og målte hende med blikket. Sådan en lille ung dame; hvad lavede hun mon ?

Rose grinte lavmælt ved tanken om at være en person som havde set Qadir være barnlig og gynge. Hun så lidt ud i mørket da der var lidt stilhed mellem dem og så tilbage på Qadir da han spurgte hende om hvad hun lavede i sin fritid "Jeg går i skole og arbejder på en bar som servitrice" sagde hun og smilte til ham "Og hvad laver du så?" spurgte hun og regnede med at Qadir havde et fuldtidsarbejde, da han så ud til at være næsten oppe i sine 30 år.

Han rettede sig op på gyngen og nikkede som respons til det hun sagde. Man skulle jo helst vise at man lyttede; det var jo manérer. Han lænede hovedet bagover og mærkede regnens dråber imod ansigtet. Han ventede ganske kort med at svare. Hvorfor vidste han ikke; der skulle bare være en lille kunstpause.
"Jeg er soldat," mumlede han, da han ikke fandt pausen behagelig mere.

[ Kort. Sorry. Min kreativitet er død ]