Aften på stranden

Dato : Irl
Årstid : Forår
Dag : Mandag
Vejr : Lunt. Solen er næsten væk.
Sted : Stranden
Tid : Irl
Omgivelser : Sand, vand og marehalm?

Artemis sad i sandet, og lod de halvkolde bølger skylle ind over hendes bare fødder. En fin hvid kjole dækkede hendes lille spinkle krop.
Egentlig burde en pige på hendes alder vel ikke sidde ude på en strand helt alene om aftenen, men så igen? Hvem kendte egentlig hendes alder? Hun smilede let, og så ud mod den synkende sol. Mumlede nogle få linjer af en vuggevise fra en forlængst glemt tid.

Og hvad lavede han så på stranden? Han brød sig overhovedet ikke om vand - især ikke når det var salt og smagte af tang og... Ja salt. Qadir rynkede på næsen og sørgede for at traske rundt så langt fra vandkanten som overhovedet muligt. Han brød sig ikke engang om at gå i sandet. Det formede sig efter hvordan foden blev placeret, og man gik altid så underligt, når man forsøgte at bevæge sig rundt i den skridende sand-overflade. Vandet var gyseligt, sandet var forfærdeligt og så plejede der altid at være over-populeret. Alt for mange råbende og skrigende mennesker og jeg ved ikke hvad. Nej. Qadir brød sig bestemt ikke om stranden.
Han skuttede sig og placerede hænderne i de slidte, sorte cowboy bukser. Han rettede sig op og så op i himlen, for at få en fornemmelse af solens sidste stråler. Det var altid noget at det ikke var vinter mere. Han havde, for en gangs skyld, ikke sit halstørklæde om ansigt og hals, så det var faktisk muligt at se hans ansigt, til en forveksling. Til gengæld hang halstørklædet ud af lommen, hvor det nåede ned til sandet og blev slæbt afsted.

Et højlydt suk forlod Qadirs læber og han lagde hovedet bagover for at knække nakken fra side til side. Da han atter rettede blikket fremad så han en skikkelse sidde i vandkanten. Straks prikkede sulten i hans mave. Han sank en klump og rømmede sig, for at give udtryk for sin tilstedeværelse. Han havde ikke lyst til at angribe nogen. Han måtte finde sig et får eller noget... Det var der selvfølgelig ikke så meget ære i, men der var ingen grund til at slagte folk. I hvert fald ikke på stranden. Den var gyselig nok i forvejen.

Artemis vendte hovedet mod lyden, da hun hørte nogen rømme sig. Strøg en tot af de lyse hår væk, da en let vind blæste det ind foran hendes ansigt. Hun vinkede let til manden, og betragtede ham med de dybgrønne øjne. Egentlig var Artemis vel et mærkeligt barn. Når andre børn løb rundt og legede fange leg, så Atremis som regel for sig selv med papir og blyant i hånden. Hun smilede heller ikke meget. Lo ikke. Nej, normal var hun ikke. Men det var også grunden til at de voksne ikke gik i spåner af bekymring når hun forsvandt en dag eller to. Hun kom jo altid tilbage igen, uden den mindste skramme, så hvorfor bekymre sig?

Han stirrede lamslået på hende, da hun vinkede. Han stoppede faktisk op for at stirre mere. Hvorfor hun vinkede, anede han ikke. Hun måtte da være helt forvirret. Vinkede man bare sådan lige til folk? Der kan man bare se. Og Qadir gik rundt og var usikker på hvordan man skulle gå, når man gik bag andre mennesker om natten. Pff, så kunne man bare vinke. Han rynkede næsen og trak på skuldrene. Han ville ikke synke så dybt, at vinke tilbage. Det var for... Tøset. Han valgte i stedet at gå imod hende. Hilse var han vel nød til. Han knyttede hænderne i lommerne og tog nogle rolige, men lettere vakkelvogne, skridt imod den unge pige. Han så imod havet og stilte sig lidt fra hende, dog med en udemærket taleafstand.
"Godaften," mumlede han og skævede til hende. Hun var et menneske. Hun lugtede af menneske. "Hvad laver en ung pige herude, helt alene?"
Han vendte ansigtet imod hende og målte hende med øjnene. Han bed mærke i de bare tæer, der var i kontakt med det kolde vand.
"Du skal passe på at du ikke bliver syg," påpegede han men bed sig i læben straks efter. Det var ikke rigtig noget han skulle blande sig i, vidste han. Men hvad kan man gøre? Man må vel bekymre sig om andre... Bare lidt i hvert fald.

Artemis trak let på skuldrene. "Jeg gad ikke være sammen med de andre. Og de andre kommer aldrig her ud, så her ude er det optimale opholdssted, når man vil være i fred for de andre." svarede hun, og betragtede forsat den fremmede. "Jeg bliver aldrig syg." bekendtgjorde hun så, og et svagt, omend lettere stolt, smil krusede hendes læber. "Hvad laver du selv herude, helt alene?" spurgte hun så, og sørgede for at få det til at lyde præcis som han havde lydt da han spurgte hende. Artemis brød sig ikke om at blive talt ned til, og var fræk nok til at give igen i præcis samme tonefald der blev brugt mod hende, hvis hun ikke brød sig om det.

Artemis havde nogle utrolige tale gaver. Det var ikke til at overse, når hun rent faktisk åbnede munden og svarede folk. Der lå så meget bag den uskyldige facade. Ting, som verden aldrig ville få lov at se, og ting, som den aldrig ville forvente at se fra et ti-årigt barn. Selvfølgelig var der da også punkter, hvor hun lignede et hvert andet barn. Så som ved juleaften, når gaverne skulle pakkes op, eller om aftenen, når man ikke ville i seng, fordi man liiige var i gang med noget 'vigtigt' som ingen voksne måtte vide af..

Qadir hævede øjenbrynene da pigen faktisk svarede. Han havde forventet et genert grynt eller måske nogle underlige lyde, men et velformuleret svar havde han bestemt ikke forudset. Et smil bredte sig på hans læber.
"Man skal aldrig sige aldrig," påpegede han og lagde armene over kors. Han betragtede den lille skikkelse med et vurderende blik. Det var bestemt ikke sikkert for sådan en lille én at sidde herude. Han kastede et blik omkring sig og overvejede om der da ikke var nogen til at holde øje med hende, men til hans overraskelse så han ingen. Han vendte atter blikket imod pigen.
"Hvad jeg laver her?"
Skulle han være seriøs? Skulle han faktisk føre en samtale med dette barn? Eller skulle han behandle hende efter hendes alder? Han havde aldrig været god med børn. Og han havde selv været et jammerligt barn. Han havde svært ved at sætte sig ind i deres tankegang, da den ofte var for simpel. Han havde brug for noget intelligens... Sådan sagde han i hvert fald selv. Han betragtede hende forsat.
"Tja, jeg laver sådan set ikke noget. Jeg går blot rundt og håber på at mit uheld snart ebber ud, så jeg kan blive lidt heldig igen." påpegede han. Sandt nok; han havde været temmelig uheldig på det seneste, men han tog det som det kom. Sådan var livet nok engang.

"Dit uheld? Er du da uheldig?" En let nysgerrig tone sneg sig ind i Artemis' lyse stemme, og hun lade hovedet let på skrå. Rejste sig så op, da det efterhånden var blevet for koldt at sidde ned. "Jeg er Artemis." præsentede hun sig selv, og rakte ham hånden. Hendes manere fejlede i hvert fald intet, hvilket også let kunne komme som en overraskelse for mange, med tanke på hendes alder. Hendes klare, dybgrønne øjne hvilede på hans ansigt, med en sindsro, der sjællent ville forventes at findes hos noget barn. Endnu et af hendes korte smil gled over hendes ansigt, som vinden igen blæste hendes lyse hår ind foran hendes ansigt. Artemis elskede vinden. Vind og vand. Det var det bedste. Specielt havet havde hun altid holdt meget af, af besynderlige grunde. Det var ikke ligefrem fordi hun havde gode minder med vand, men alligevel elskede hun det. Og trapper. Hun var simpelthen vild med trapper. Specielt trapper hun ikke kendte. Det at de kunne føre en hvor som helst hen, hvis bare man fulgte dem længe nok. Se dét var facinerende hvis man spurgte Artemis. Nu var der bare ikke så mange der ligefrem fandt på at spørge hende om hvad hun fandt facinerende, så det var ikke en ting der ofte blev nævnt.

Den hvide kjole flagrede let om hendes spinkle ben, men sad ellers nærmest perfekt på hendes lille krop. Det var egentlig svært at finde tøj der passede Artemis så godt. Mest fordi hun var meget kræsen når gjalt tøj, og nægtede at gå i noget, som hun havde set nogle andre have på magen til. Men også fordi hun var tynd. Tynde mennesker havde altid svært ved at finde tøj..

Han så på hende og kunne ikke undlade at smile. Hun var da et ubeskriveligt sødt barn; det var ikke til at sige hvad det var ved hende, som han godt kunne lide. Måske hendes åbenhed og barnlige glæde. Det var ikke til at sige.
"Ubeskriveligt uheldig," indrømmede han og lo kort. "Jeg er så uheldig, at hvis jeg går ud på gaden på en skyfri sommerdag, så vil det sne." Nåja, hvad var det man sagde? Overdrivelse fremmer forståelsen? Han smilte muntert til den lille skikkelse og trak på skuldrene. Hvad skulle man sige?
"Men, nu er jeg ikke overtroisk, så dét der med at være plaget og jagtet af uheld, det tror jeg ikke helt på. Jeg er bare godt gammeldags uheldig. Sådan er vi jo nogen der er. Men jeg tager tingene som de kommer."
Han måtte passe på, at det ikke blev for dybt. Hun ville nok ikke kunne forstå hvis han lod talestrømmen få overtaget. De færreste kunne følge med, påstod han. Hans smil falmede kort, men blev hurtigt genoptaget. Han betragtede hende indgående, og da hun rakte sin hånd imod ham, tog han den blidt og gengældte gestusen.
"Mit navn er Qadir," svarede han roligt, "det er rart at møde dig, Artemis."
Og så falmede smilet endnu en gang og han betragtede den lille pige, som hun nu stod der foran ham. Ung og uskyldig, var det ikke det man sagde? Han rynkede næsen og satte sig i sandet, dog uden at få fødderne for tæt på de rullende bølger. Nu var pigebarnet højede end ham, men det betød nu ikke noget. Han betragtede hende indgående. Hun lignede ikke en forældreløs, og hun havde jo også snakket om 'de andre'...
"Hvad siger dine forældre til at du er herude helt alene? De må da være bekymrede for dig."

Artemis trak let på skuldrene. "Mine forældre har ikke den fjerneste anelse om hvad jeg gør, og ikke gør, præcis som jeg ikke ved hvad de laver. Men de voksne derhjemme er vant til at jeg kommer og går som det passer mig, så de bliver ikke længere helt så urolige hvis jeg ikke dukke op ved sengetide."svarede hun, og så ned på hans ansigt. For en gangs skyld kunne hun se ned på nogen. Ikke at hun som sådan så ned på ham, men hun var træt af altid at skulle bøje nakken for at se folk i øjnene- Derfor blev hun også stående. Vrikkede let med tæerne, så de små fine sandkorn satte sig på hendes våde fødder. Hun smilede let over hvad han sagde med at gå på gaden en solskins dag, og at det så ville begynde at sne. "Men de tror ikke at jeg har rigtigt rask. De voksne altså." tilføjede hun, og løftede blikket fra sine fødder, og så på hans ansigt igen. Smilet falmede let. Nej, de troede ikke hun var rask, for hvilket raskt barn ville hellere være i fred for andre legende børn, når solen skinnede, og vejret var dejligt? Hvilket raskt barn ville låse sig inde på sit værelse, når sneen lå tyk og fin til alskens leg udenfor? Tja.. Artemis gjorde i hvert fald de ting. Om hun så var rask eller ej, måtte vel bare være endnu et af de ubesvarede spørgsmål der altid svævede omkring den lille pige.

Qadir så på hende med et vurderende blik. Han rynkede næsen og overvejede hvilke slags forældre der blot lod deres barn vandre rundt midt om natten. Nu havde han jo heldigvis ikke selv børn, men han vidste da i det mindste lidt mere om opdragelse og ... Ja beskyttelse af børnene, mere eller mindre. Han sukkede og rystede på hovedet.
"Er du da ikke bange for at være alene herude? Naturen og væsnerne der lever i den er ikke alle lige så rare som jeg," påpegede han og smilte en anelse, blot for at det hele ikke blev for alvorligt. Han lod sin højre hånd gribe om det venstre håndled, for at minde sig selv om at han havde ur på. Han overvejede lidt at skæve til tiden, nu da hun selv brugte ordet 'sengetid'. Han overvejede om det overhovedet var sundt for sådan en lille en at være oppe så længe. Og ville hun kunne finde hjem? Nah, han bekymrede sig for meget. Han kendte ikke engang ungen. Hun var vidst nok vant til det.
Han fik atter rykket opmærksomheden imod den lille pige, der stod ved siden af ham. Han missede med øjnene og betragtede hende indgående.
"Tror de ikke at du er rask? Det kan jeg nu ikke se noget problem i. Hvis de siger at du er skør og unormal, så skal du blot være stolt af det. Husk på at særlig skørhed og vanvid ikke kan opnås uden betydelige intelligens, og alt efter hvad jeg har set og hørt, så er du da en intelligent ung dame, så ikke at være 'helt rask' er da vidst ingen dårlig ting." påpegede han og smilte roligt til den lille skikkelse.

Artemis lod sig dumpe ned i sandet igen, og rystede på hovedet. "Jeg ser ikke meget at frygte ved at være alene ude. Folk undervudere mig. Ligesom du gør det. Du tror jeg bare er ligesom de andre småbørn, der ikke ville kunne forstå meningen med en dybere konservation, men det passer ikke. Jeg forstår mere end de fleste voksne." sagde hun som var det en selvfølge. Hun tænkte lidt over det andet han sagde, og trak en finger gennem sandet, og virkede helt som havde hun glemt alt om hans tilstedeværelse. Han ret konstatede hun for sig selv, nikkede kort. "Du er altså mærkelig, er du klar over det?" spurgte hun så, og smilede svagt. Nogle ville nok blive sure over at hun kaldte dem mæreklige, andre ville le overbærende og purre op i hendes hår, mens nogle andre igen ville have nogle helt andre reaktioner. Artemis elskede at teste folk, ved at komme med sådanne pludselige udbrud, der afveg stærkt fra emnet der ellers var blevet talt om, og så se hvordan folk reagerede. Sådan kunne man ofte skille 'gode' folk fra de 'onde' folk. Eller i hvert fald kunne man finde ud af hvem man brød sig om, og hvem man ikke brød sig om. Det virkede bare ikke altid lige god på jævnaldrende. De havde med at blive sure, eller kede af det, eller voldsomt fornærmet, over sådanne ting. Desuden var de slet ikke nær så sjove at snakke med som voksne var det. Voksne reagerede sjovere, end børnene gjorde det, havde hun fundet ud af.

"Så du er en helt lille Einstein, er det dét du påstår?"
Han hævede et øjenbryn og smilte for sig selv. Børn var nu underlige. De fleste var lidt selvglade. Mange havde det fra deres forældre; deres hoveder blev fyldt med snobberier, etikette og regler. Børn var slet ikke børn mere. De var små mini-voksne. Han vendte atter opmærksomheden imod pigebarnet. Hendes pludselige emneskift overraskede ham egentlig ikke. Hvad kunne man forvente?
"Ja, dén har jeg hørt et par gange," indrømmede han med et suk, "men er vi ikke alle det, et eller andet sted?"
Han stirrede ud over det bølgende hav. Vandet der kurvede op og ned, for at slikke op langs den sandede strand, og så til sidst synke tilbage i den uendelig masse af H2O. Han skuttede sig ganske kort og trak halstørklædet op af lommen, for at slynge det rundt om halsen.
"Det ville jo også være kedeligt, hvis vi alle gik rundt og var 'normale', ville det ikke? Eller hvad? Det er måske mig der har misforstået et eller andet? Men bare pas på; vi mærkelige vi er ikke helt normale. Lige pludselig bryder jeg ud i sang og dans, og så ville du ønske at du ikke kendte mig."
Han satte sig til rette i sandet og overvejde om der overhovedet havde været mening med den sætning. Han skævede til pigebarnet og smilte igen.
"Men... Du er nu egentlig også ret mærkelig. Bare så du ved det."

Artemis rystede på hovedet, og rynkede på næsen. "Einstein var god til fysik og matematik. Ikke til sprog og tale." svarede hun, som var det det mest naturlige at sige.
Hun lyttede det andet han havde at sige, og rynkede let panden. Efter hendes mening var der ikke nogen der var normale. Det var noget indbildt stads det med at nogen skulle være normale, og andre ikke var det. Hvordan skulle man så kunne skille de normale fra de anderledes? 'En, to tre, du er mærkelig.'? Selvfølgelig var der nogle der var mærkeligere end andre... Eller i hvert flad nogle der var mærkelige på en markant anden måde end andre... Folk med sindsyge for eksempel.
Hun nikkede derfor let til hans andet spørgsmål. "Der er somend nok ikke noget der er helt normalt. For ligegyldigt hvad man sammenligner med, vil der altid være nogen der påstår at det er da det mærkeligeste de endnu har set. Ligesom andre vil påstå at det er den mest naturlige ting i verdenen." svarede lettere tænkende, og rejste sig op igen. Børstede let sandet af kjolen, og satte sig så i bevægelse ned af stranden.
Det var ikke sådan at hun ikke ville snakke mere med ham, men nu hvor solen var gået ned, var det altså for koldt for hende at sidde stille ret meget længere. Desuden, så var hun så småt begyndt at blive sulten, og så var der jo praktisk taget ikke meget andet at gøre end at tage tilbage hvor de andre sikkert allerede lå trygt og godt i deres senge, og hviskede frem og tilbage, mens de ventede på at det skulle blive weekend. Alle de andre børn så sådan frem til weekenderne, for det var der der var åbent hus. Artemis selv hadede dog weekenderne, af den samme grund som gjorde at de andre elskede dem..

"Du har ret. Piger må slet ikke kunne matematik. Det er forbudt," påpegede han og hævede et øjenbryn. Han kiggede sig nervøst omkring, for at holde en smule øje med situationen omkring dem. Han lod tungen glide henover læberne.
"Så kan man forsøge at definere normal og unormal. Hvornår er man det ene og hvornår er man det andet? Det er svært at sige hvornår man er normal, og der vil altid være nogen der sætter sig på tværs. Verden er et meget blandet sted."
Qadir rettede sig en anelse op. Han funderede over, hvad der mon ville kunne få et barn til at tænke og formulere sig, som denne pige gjorde det. Han rettede lidt på halstørklædet og viklede det omkring ansigtet. Han stirrede tomt ud over vandet og tænkte længe over det hun sagde. Han rømmede sig og snuppede en sten op i hånden, for derefter at kaste den ud i vandet.
Han vendte blikket imod pigen, da hun pludselig rejste sig og gik. Han så efter hende og missede med øjnene. Utrolig spontan, det var hun uden tvivl. Han mumlede noget med "farvel da", da hun gik, men det var mere eller mindre henslæbt suk.
"Det var - øh - hyggeligt at møde dig, frøken Artemis." mumlede han dernæst og smilte bag halstørklædet.

Artemis drejede om på hælen idet han sagde piger ikke måtte kunne matematik. Rakte tunge af ham, og smilede så let. "Hvorfor matematik være forbudt område for piger?" spurgte hun, og satte hænderne i sidden. Hun lignede noget nær en mindre udgave, af de kvinder man kunne se i film, fra dengang kvinder og mænd begyndte at blive ligestillet. Bortset fra håret. Kvindernes hår i sådanne film var altid nydeligt sat op, hvorimod Artemis' hår hang og flagrede for vinden.
"Hvorfor kalder du mig frøken?" Undrede hun sig, og lagde let hovedet på skrå. Frøken var noget man sagde til fine mennesker, og Artemis var ikke en fin pige. Hun var - som hun adskellige gange havde det fået fortalt - en lille snotunge, der boede sammen med en masse andre snotunger, og en mand, der kaldte sig deres far. Han forventede at de sagde far til ham. Dem alle sammen. Selvom de var omkring en 50-60 børn der boede i hans hus, og selvom de sjællent så ham. Der var jo selvfølgelig de få der var heldige, og fik lov til at spise sammen med ham, og sov i de små en-, eller tomands værelse, tæt ved hans store.. Fløj var det vel egentlig.. Men det var kun de ældste børn der fik lov til det. De ældse, og mest velopdragende og lovende børn der fik lov at blive behandlet som Fars børn. "Det var ikke min mening at afbryde samtalen, men det blev for koldt at sidde stille" tilføjede hun, som forklaring på at hun så pludseligt var begyndt at gå.

Han smilte for sig selv da hun vendte sig om og ønskede en forklaring på matematik-begrænsningen for kvinder.
"Sådan er det bare. Kvinder og piger må ikke kunne matematik. De skal kun kunne vaske tøj og lave mad. Jeg kunne komme i fængsel hvis nogen hørte at vi snakkede om matematik."
Han så sig endnu en gang nervøst omkring. Trods pigen var vældig kløgtig, så var hun stadig godtroende som de fleste andre børn. Det var i grunden utrolig sødt.
Han rejste sig op og betragtede den lille pige, der nu havde lagt noget afstand imellem dem. Han havde ikke tænkt så meget over kulden. Ikke sådan rigtigt, i hvert fald. Kun da han havde rettet på sit halstørklæde. Selvfølgelig burde han ha' tænkt over det, trods det ikke altid var noget han selv spekulerede over. Hans høje krops temperatur holdt ham jo varm. Han trak den sorte jakke af og rakte den til den lille pige. Jakken ville selvfølgelig være alt for stor til hendes spinkle krop, men det var jo hvad han havde. Halstørklædet var... Tja, ikke lige så effektivt, vel.
"Jeg kalder dig da for frøken, fordi du jo er en lille frøken. Jeg kan jo ikke bare kalde dig pige. Og hvis jeg siger 'Artemis' heletiden, så bruger jeg jo dit navn op." påpegede han og trak halstørklædet en smule ned, så hans smil blev synliggjort.
"Og du skal skam ikke undskylde; jeg skulle ha' givet dig min jakke for længst. Du er jo bare et lille nummer."

"Nahaj!" udbrød Artemis trodsigt, idet han sagde at kvinder kunne skulle lave mad og vaske tøj. "Kassedamerne er nødt til at kunne matematik, ellers ville de jo ikke kunne lægge pengene sammen. - Og de er altså kvinder" pointerede Artemis, og var tydeligvis godt tilfreds med at have kunnet nedbanke hans påstand. Hun smilede let, og nikkede, som for at understrege, at hun havde altså ret.
Hun så op på ham, med overraskelse i de grønne øjne, da han rakte hende sin jakke. Tog dog imod den, og trak den på. Hun nærmest druknede i den store jakke, og det var ligefør at den var længere til hende, end hendes egen kjole. "Tak" sagde hun så, da overraskelsen, over den venlige gestus havde lagt sig.
"Kan man virkelig det? Altså bruge et navn op?" spurgte hun forundret, og så på ham med store øjne. Hvad så med alle Nanny'erne derhjemme? Deres navne blev jo sagt utallige gange på en dag. Hvad hvis de lige pludselig blev brugt op, og man ikke kunne bruge dem mere? Det ville jo være katastrofalt! Artemis besluttede sig for at hun ikke ville bruge nogen af Nanny'ernes navne, med mindre det da var strenft nødvendigt. Hun skulle i hvert fald ikke have skylden for at de ikke have nogen navne lige pludselig. "Jeg er ikke lille!" protesterede hun, da hun faktisk var en af de ældste på hendes sovesal. Nu var det jo også den sovesal hvor alle pigerne sov, fra de var blevet store nok til ikke at vågne om natten, og til de nåede den aller, hvor de begyndte at gå over i puperteten.. Men hun var altså stadig ikke lille nå!

Hendes modargument morede ham gevaldigt. Han lo mildt og rystede på hovedet.
"Jamen, hvorfor tror du dog at de har kasseapparater og lommeregnere? Det er strengt forbudt. Piger må ikke vide noget. Jeg kunne blive straffet for at fortælle dig det her," fortsatte han. Han nød at drille hende ved at arbejde med hendes godtroenhed. Det var dels komisk og dels utrolig kært. En af de søde ting ved børn. En af de få søde ting.
Han smilte en anelse og mumlede et 'Det var så lidt' da hun takkede for jakken. Smilet blev da større, da hun nærmest forsvandt ind i jakkens mørke. Trods hun tilsyneladende ikke brød sig om det, så var hun uden tvivl meget lille. I hvert fald i forhold til ham. Men nu var han jo heller ikke helt lille selv. Han betragtede pigen med et indgående blik, da hun pludselig syntes at være blevet meget nysgerrig.
Han rettede sig en anelse op og nikkede bekræftende:
"Ak, ja. Sagtens. Hvis du siger et navn nok gange, så bliver bogstaverne så slidte at de forsvinder, og til sidst så siger du slet ikke navnet, men bare en eller anden lyd. Og så har du brugt personens navn op. For eksempel et navn soooom..." han så en kende eftertænksom ud, og forsøgte tydeligvis at finde på et navn, der kunne forkortes på alle mulige sjove måder. "Som Marianne. Hvis du siger det tilstrækkeligt nok gange, så bliver det slidt op til Majanne, og Mari og derefter Maj, og Ma. Og så til sidst... Så er navnet helt væk." mumlede han og nikkede igen, for at understreje at det var sandt.

Artemis' mod sank en anelse, da han åbenbart have et svar på hendes argument. "Jamen... Jamen..." Hun gennemrodede tydelligt sin hjerne, for noget, der med sikkerhed kunne bevise at han tog fejl. Jo.. Der var jo Astrid! Astrid var madmor, for hele huset, og hun sørgede jo for at lave indkøbssedler, og kun give køkkenpigerne de præsice penge med. Artemis havde selv set hende lægge talene sammen, for hun fik tit lov til at være nede i køkkenet, når der ikke var så travlt. "Men Astrid kan matematik. - Det har jeg selv set!" vedblev hun hårdnakket, og ville ikke give op. Hun ville have ret. Og Artemis kunne være utrolig stædig, hvis det lige slog hende.
Hun spærrede øjnene yderligere op, og så helt forfærdet ud, da han fortalte, hvordan et navn ville blive brugt op. "Men.. Men så?... Hvad sker der så? Får man så et nyt navn? Eller skal man så leve helt uden navn, lige indtil man dør?" Artemis blev så forskrækket ved tanken, at hun trådte en skridt tilbare, i det bløde sand. Det ville jo være helt og aldeles forfærdeligt! Tænk sig bare, ikke at have noget navn. Hvordan skulle man så kunne vide hvornår det blev ens tur, eller om der blev snakket til en, eller om det var til sidemanden. Tænk ikke at kunne præsentere sig over for andre!... Hvor ville man dog få mange øretæver hvis man var så uartig, og så endda uden rent faktisk at have gjordt noget galt!?! Nej, det var da nok det værste, der overhovedet kunne overgå noget menneske!

Qadir rystede på hovedet og sukkde en andelse.
"Jamen dog. Det er lidt farligt. Matematik er meget farlige sager. Kun de klogeste kan forstå det. Og kun de færreste kan beherske det. Og hvordan kan du være sikker på at det er helt rigtigt, det Astrid laver?"
Han hævede et øjenbryn og sendte hende et bedrevidende blik. Han kunne fortsætte sådan her hele natten, men på ét eller andet tidspunkt måtte han jo fortælle hende sandheden. Inden da havde han forhåbentlig opnået noget ved disse drilske løgne. Han rømmede sig og forsatte hermed videre til det næste svar, som han nu skulle give hende.
"Nej, ser du... Hvis du slider et navn op, så er det kun slidt op for dig. Alle andre kan stadig sige det. Og fordi du siger dit eget navn så sjældent, så bliver det ikke slidt op for dig. Men det er derfor at det er en god idé at få sine venner til at bruge de dersens 'kælenavne', ikke sandt? For så bliver dit navn jo ikke slidt. Når dine venner så finder på kælenavnene selv, så er det fordi de slider lidt på dit navn. Men bare rolig, hvis dit navn bliver slidt, så skal du bare vente lidt og drikke lidt te, og så kommer det tilbage igen. Det lover jeg dig."
Han rettede sig en anelse og op vendte blikket ud over havet, for at betragte bølgerne.
"Det er lidt ligesom når du bliver hæs, efter at have talt for meget."

Farligt... Hvordan kunne en bunke tal dog være farlig? Det var jo ikke ligefrem fordi den kunne springe op og æde en.. Vel? "Ja, Astrid gør det rigtigt. Hun laver indkøbssedler, og giver køkkenpigerne lige penge med. Og hun regner selv ud hvor mange penge det er der skal bruges. I hovedet! Og... Og hun regner ikke forkert, og hun har ikke nogen lommeregner, så Astrid kan godt matematik" fortalte hun, og nikkede bekræftende, for cirka hvert andet ord. Som om hun fik mere ret af den grund.
"Te?" gentog hun, og kunne ikke længere hitte hoved og hale i hvad han mente. "Men du sagde jo, at du ikke kunne kalde mig Artemis hele tiden, for så ville du bruge mit navn op, men hvis det kun kan blive slidt når jeg bruger det, så kan du jo ikke bruge det op?" påpegede hun, og så skeptisk ud. Hun havde fuldstændig glemt alt om den sult der før havde fået hende til at vende næsen hjemad, og var fuldt optaget af at diskutere. Hun ville få ballade når hun kom hjem, da det jo faktisk var ved at være godt mørkt. Men på den anden side, det var så sjællent at Artemis overholdt den regel, så hun kendte efter hånden straffen. Hun hadede den over alt på jorden, men hun glemte så ofte at komme hjem.. Det var meget sjovere at være ude, hvor der ikke var sure gamle damer, med milde ansigter, der beordrede én i seng, endnu inden man overhovedet var blevet træt til at sove...

Qadir kastede nogle blikke rundt og hævede hænderne imens han tyssede på hende.
"Shh shh! Ikke så højt."
Han kastede igen nogle nervøse blik rundt, og i et kort øjeblik syntes han ret godt om sine skuespil-evner. Han vendte atter blikket imod den lille pige og lænede sig en smule frem imod hende. Han talte i et lavt tonefald denne gang:
"Jaså, så hun kan lægge til og trække fra. Men kan hun mon også gange og dividere? Eller differentiere? Kan hun potens og rod, samt brøker og integraler?"
Han hævede et øjenbryn imod pigen og vedlagde et lille 'hmm?' til den lange smøre. Han regnede ikke med at pigen kunne svare på noget af dét, eftersom hun uden tvivl ikke anede hvad noget af det var. I mellemtiden havde Qadir fundet et formål for alle disse små løgne og drillerier; han ville vække hendes interesse for de forskellige fag samt tænkning. Der var intet børn elskede mere, end det, som de ikke kunne få. Det var hans erfaringer. Han rettede sig op igen og trak på skuldrene.
"Jamen, jeg kan godt bruge det op. Men hvis jeg heletiden siger dit navn, så kan jeg til sidst ikke mere. Men det betyder jo ikke at du ikke kan sige det." påpegede han. Det var ren logik.
"Altså. Man bliver hæs når man bruger ord, og når man er hæs kan man ikke tale. Dit navn er et ord, ergo kan du ikke tale hvis du siger dit navn for mange gange. Det er ren logik. Det kan du vel nok forstå?"

Artemis så på ham med store forskrækkede øjne, da han tyssede på hende. Var det virkelig så farligt at han ikke turde snakke højt om det? Tænk om han virkelig kunne komme i fængsel blot for at snakke med hende om det... "Eh... De-det ved jeg ikke." stammede hun let af usikkerhed efter alle de fine matematiske ord. Dem forstod hun ikke. Pokkers. Hun forstod ellers mange ord, men alle hans diff-et-eller-andet, potenser og rødder. Dem anede hun ikke hvad hun skulle svare til. Hun var nødt til at spørge Astrid.. Eller måske Far vidste noget om det? Men det var jo ikke sikkert han ville fortælle hende noget, hvis det var så farligt. Faktisk var det slet ikke sikkert at han overhovedet ville tale med hende. Hun var jo stadig bare en af de mange snotunger, og Far bekymrede sig kom dem med potentiale. Til hvad anede hun ikke, men hun vidste at det havde noget at gøre med Fars vigtige forretninger.
Nej, så var det nu nok bedre at spørge Astrid i stedet for. For hvis det var farligt bare at kunne matematik, så kunne det jo være at Astrid ikke bekymrede sig så meget om farene, og gerne ville fortælle noget om det? Ja, det måtte prøves.
Artemis nikkede, og forrstod nu det han sagde med navnene. Det var jo sådan set logisk nok. Hun havde bare aldrig nogen sinde tænkt over det på den måde. Hun havde jo sådanset heller aldrig i sit liv, fået noget forklaret på lignende hvis. Egentlig havde Artemis aldrig været udsat for sådanne drilske løgne, da man hos Far tog alting meget alvorligt. Og hjemme, dengang hun virkelig havde været helt hjemme ved sin egen mor og far, der havde hun været for lille til at de ville begynde lege med hende på den måde.

Qadir smilte til den lille pige. Hun var tydeligvis overvældet af alle de nye ord, og tanken om at piger ikke måtte bruge matematik. Han rettede sig op og kastede endnu nogle nervøse blikket omkring sig. Han vendte ansigtet imod pigen og betragtede hende indgående. Han vippede lidt med fødderne og trak på skuldrene.
"Jeg skulle selvfølgelig lære dig lidt. Men det er en stor hemmelighed, som du ikke må dele med nogen. Måske kunne du lære dine veninder lidt matematik også. Hvis du er interesseret i at lære noget nyt, selvfølgelig."
Han rynkede næsen og betragtede hende indgående med et vurderende blik. Inderst inde så brød han sig ikke om at lyve overfor andre. Han var imod løgn og bedrag, men drillerier? Talte de virkelig som løgn? Han så på pigen, med den store jakke, og måtte trække på smilebåndet. Det var jo næsten ikke til at stå for. Han satte sig til rette i sandet og tog en sten op i hånden. Han vejede den mellem fingrene og kastede den dernæst ud over det mørke, skvulpende hav.
"Men selvfølgelig, hvis du er bange for at lære det... Så skal jeg nok undlade at snakke mere om det."

"Jeg er i hvert fald ikke bange" proklamerede Artemis stædig, og trådte et skridt frem, som for at indikere, at bange var hun ikke. Lidt af stædigheden gik af hende, og hun så igen tænkende ud. Hvorfor villa han mon risikere at komme i fængsel for at lære hende noget der var forbudt? Det virkede mærkeligt, og stik imod hvad de voksne i Artemis' daglig dag ville havde gjordt. "Tør du virkelig godt lære mig det?" spurgte hun prøvende, og så stærkt overvejede ud. Åh jo, hun ville skam gerne lære det - ingen tvivl om det - han havde virkelig formået at gøre hende nysgerrig efter mere, og interesseret i hvad det egentlig var at han ville lære hende. Jo jo, hun gik godt nok i skole hjemme hos Far, men læreren var altid så kedelig. Desuden lyttede hun sjællent efter der, da hun jo altid kunne lytte efter hvad de andre sagde, når de snakkede om faget, og de prøver de fik. Det var også meget lettere end at tage noter selv. Men hvis det var en ny en. En ude fra, der skulle til at lære hende ting, så måtte hun jo høre efter. Så måtte hun koncentrere sig, for så var der ikke nogen man kunne lytte til, og få svarene fra. Hun smilede nysgerrig, og lagde let hovedet på skrå. Spekulerede stadig over hvorfor i al verden han dog ville risikere sit eget skind, for at give hende ny viden.. Det var noget mærkeligt noget, men på den anden side, så havde hun jo allerede konstateret at han ikke var helt normal.