Aften på stranden

Han rettede sig op og sendte hende et muntert smil.
"Nej, bange det er du tydeligvis ikke. Du tør lidt af hvert, vil jeg tro."
Han så på den lille pige og forsøgte at erindre hvorledes hans egne matematik-timer havde udspillet sig. Han huskede det ikke rigtig. Det var jo efterhånden mange år siden, men det havde uden tvivl været en god lærer der havde givet ham dén viden, eftersom det endnu sad bag panden. Et smil bredte sig henover hans læber, da hans tanker gled over på de mange gange, hvor matematikken havde hjulpet ham igennem hverdagen. Han betragtede den lille pige igen og så ud til at genoverveje om hun skulle lære matematikkens veje.
Han sukkede.
"Nej. Måske er det for farligt. Hvis nogen hørte os..." han hævede et øjenbryn og så opgivende ud. Derpå rejste han sig endelig op fra sandet og fejede sandet af benene.
"Med mindre du selvfølgelig virkelig gerne vil lære det."

Artemis åbnede munden, og skulle til at prostestere voldsomt, da han sagde det måske alligevel var for farligt. Det kunne han bare ikke tillade sig! Hun lukkede derfor lettet munden, da han tilføjede det sidste, og nikkede ivrigt. Nu havde hun besluttet sig for at hun ville lære det, og så skulle hun nok også lære det! Det var vel egentligt mest fordi at han havde gjordt det forbudt, og derved uhyrligt spændende. Det med at krydse grænser til forbudt område, bryde reglerne, og afprøve hvor meget der skulle til før voksne syrerede af på hende, var noget af det sjoveste i Artemis verden. Desuden var det ganske enkelt nødvendigt. Hvor langt kunne hun skubbe grænserne? Hvor meget rod kunne hun tillade sig at lave? Og vigtigst af alt; Hvor langt kunne hun gå, før det gjorde ondt på hende også.
Hun havde gjordt alle Nanny'erne, på nær en, så vrede at de enten havde stukket hende en flad, eller var gået til Far. Det var værst når de gik til Far. For man kunne altid mærke det i flere dage hvis Far var vred på en. De andre børn turde ikke komme for tæt på en, og ville under ingen omstændigheder snakke med en, før man var blevet tilgivet. Ingen snakkede til en. - Heller ikke Nanny'erne, eller køkkenpersonalet. Ingen. Man fik heller ikke ligeså meget mad som man plejede.. Nej, blev Far først rigtigt sur på en, så var man på skideren, indtil man blev tilgivet...

Qadir nikkede bekræftende og satte sig op. Han lavede en rolig gestus med hånden og tilføjede et: "Så kom og sid, så vi ikke behøver tale for højt, så skal jeg fortælle dig alt om matematik."
Han lod tungen glide henover læberne og stirrede ud over vandets krumme bølger. Han smilte for sig selv.
"Du må forstå, at der er matematik i alt. Så snart du lærer det matematiske sprog så vil du kunne se matematikken hvor som helst." Dette var ikke løgn. Der var helt bestemt matematik overalt; i naturen, i bygninger og i mennesker selv. Han bed sig i læben og rømmede sig en smule, hvorefter han forsøgte at komme i tanke om matematikkens grundregler. Hvad skulle han lære hende først? Bare at lægge til og trække fra og derefter gange og dividere? Hvad skulle man da sige ellers?
Han tog en sten op i hånden og roede lidt videre i sandet for at finde én til. Da han havde to-tre småsten i den ene hånd, var han klar til at begynde matematik undervisningen.
Han vendte hånden imod pigen og viste hende indholdet.
"Du kan vel tælle, har jeg ret? Eller skal vi starte helt fra bunden?"

Artemis satte sig ned overfor ham. Rakte kort tunge over det dumme spørgsmål. "Selvfølgelig kan jeg tælle. Og også plusse lidt." fortalte hun ham, og så lidt på småstenene i hans hånd. Hun havde ikke fået meget regne undervisning hos Far, men hun havde fået en smule, dengang hun boede hos sine forældre. Dengang havde hun godt nok ikke været særligt stor, så det havde været begranset hvor meget man kunne lære hende. Hun bed sig let i læben, og rykkede blikket op til hans ansigt igen. Smilede svagt. Rettede så igen opmærksomheden mod stenene, da hun jo nødig skulle gå glip af noget. Hun trak op i jakkens store ærmer, så hendes egne hænder kom til syne. Hvor så de dog usansynligt små ud i de store ærmer. Hun kom næsten til at le af det. Men også kun næsten. Et klart og tydeligt smil var det i hvert fald, og ikke et af de, næsten usynlige smil der normalt viste sig på hendes ansigt, når hun en sjællen gang smilede.

"Godt så. Du kan altså lidt," han hævede et øjenbryn og rettede blikket imod hendes ansigt, imens hun var fuldt optaget af at betragte småstenene i hans hånd. Han smilte en anelse, og vendte atter opmærksomheden imod sin egen hånd. "Som du kan se har vi har 3 små sten. Den hér er lidt lille, men skidt nu med det," han pillede lidt ved den ene sten, der tilsyneladende var halv så stor som de andre. Desuden var den underlig orange-gul. Måske var det rav? Han skubbede tanken fra sig.
"Så du ved vel at 2 plus 2 er fire. Og 3 plus 3 er seks." Han holdt en kort pause og skævede kort til pigen, før han forsatte.
"Hvad så hvis - " han holdt en kort pause og så en kende eftertænk som ud.
"Okay, nu giver jeg dig én sten." Han lagde den lille rav-lignende sten i hendes små hænder. "Derefter tager jeg to nye sten op." Han roede lidt i sandet til han fandt to sten, "Men nu smider jeg én af de gamle sten væk. Hvor mange har jeg nu i min hånd?"
Han lukkede hånden, så hun ikke ville have mulighed for at tælle.
"Og kan du fortælle mig, på et matematisk sprog, hvad jeg gjorde?"

Artemis rynkede tænkende panden. Hvad var det igen han havde gjordt? Jo, han gav hende en. - Så var der to tilbage i hans hånd. Så samlede han to nye sten op. - Altså fire sten i alt. Men så smed han en væk. - Tre sten igen. Matematik sprog.. Når bare han ikke forventede at hun ville bruge de fine ord, som han selv havde forvirret hende med tidligere.
"Du trak fra, og lagde til?" svarede hun, usikker på at det var det svar han ville have. "Men du har stadig tre sten tilbage i hånden." tilføjede hun noget mere sikker. Så dog stadig tænkende ud, og mumlede let, som om hun lige skulle være sikker på at hun havde svaret rigtigt. Det så sådan ud... Men måske hun alligevel tog fejl?

Qadir så på pigen med et smil og åbnede hånden, så hun kunne få bekræftet sit svar.
"Nuvel, tydeligvis ikke et problem for dig. Så lad og straks rykke niveauet en smule." han slap dovent stenene, da han ikke følte at han skulle bruge dem mere.
"Hvad er tre gange to? Altså... Tre to gange?"
Han overvejede kort om han skulle benytte sig af et eksempel, da dette nok ville hjælpe hende en smule. Og dog? Hun virkede jo intelligent, så mon ikke hun også kunne gange? Og nu var 3*2 ikke den store atomfysik, så det burde virkelig ikke være et problem for en ung pige med hovedet skruet ordentligt på. Han smilte til den unge og rettede sig op, for ikke at overbelaste ryggen.
"Du ved vel hvordan man ganger, ikke?"

Gange?.. Se, det var nyt... Gange... Men, tre to gange? Det var jo ligesom plus. Når man plussede tre med sig selv to gange, så fik man summen af to tretaller. Mon det var det samme som gange?
Artemis rystede svagt på hovedet, da Qadir spurgte om hun kunne gange. Hun havde jo ikke stiftet bekendt sakb med det før, så finde ud af det kunne hun heller ikke. Hun ville nu alligevel give det et forsøg. "Det.. Det er.. seks?" spurgte hu, og så op på hans ansigt, som om svaret stod skrevet der. Det var nu slevfølgelig ikke tilfældet, men alligevel. Hun måtte da kunne læse ud fra hans ansigt, hvorvidt hun havde svaret rigtigt eller forkert. Ike sandt? Det var faktisk meget man kunne læse ud fra folks ansigts udtryk, og kropssprog. Det sagde meget mere end ord..

Hans forventninger faldt til jorden som en død fisk, da hun rystede på hovedet. Men ak - Hvad kan man forvente af børn? De kan hverken gange eller dividere, ej heller intet samfundspolitisk eller noget andet realevant infomation om det daglige hverdagsliv.
Et suk forlod hans læber, da han forsøgte at erindre sine egne barnilge år; dengang hvor livet var nemmere, mente han. Dér gik han ikke og tænkte på alle de problemer og ulykker, for var årsag til rynken mellem hans øjenbryn. Al den tænken var ikke sundt for ansigtet, havde han hørt. Han smilte svagt for sig selv og betragtede den lille pige i den store jakke med et vurderende blik. Han var ganske tålmodig, men nu var der jo heller ikke gået mange sekunder.
Hun mindede ham lidt om nogen... Men han kunne ikke huske hvem. Trods han længe sad og funderede over, hvem den lille pige dog kunne minde ham om, så kom intet svar til ham. Hun havde måske bare 'et af de dér ansigter' som man bare kendte? Måske. Han betragtede hende og afviste denne teori. Han valgte at lade det ligge, og fandt det umuligt at finde et svar på, hvem det var hun lignede.
Nu talte hun.
Det gibbede lidt i ham og han rettede sig op med et "hm?". Der gik et par sekunder, før det gik op for ham, hvad hun havde sagt.
"Åh. Jo. Ja det er rigtigt." brummede han og kløede sig i nakken med et undrende ansigtsudtryk. "Og du sagde at du ikke kunne regne. Pfph, sludder."
Han smilte for sig selv og sukkede højlydt.
"Jeg kunne spørge dig hvad hvad 32 divideret med 4 er. Tror du at du kan svare på det?"
Han rømmede sig en smule og overvejede lidt om han skulle give hende tid til at tænke.
"Jeg vil fortælle dig lidt om brugen af matematik imens. Du kan vel din historie... I det gamle grækenland var der en mand der hed Pythagoras. Han studerede matematikken i musik. Lad os komme med et eksempel. Ugh..."
Han så sig omkring og forsøgte at komme på et godt eksempel på noget matematisk i brugen af musik.
"Du kender vel en guitar, ikke sandt? Hvis du har en guitar streng, spænder den ud, og slår på den, så får du én tone. Den kalder vi A. Hvis vi gør strengen halv så lang, og slår igen, så får vi den samme tone, blot én oktav højere. Og hvis man deler dénne halve, en gang til, så bliver dén tone endnu en oktav højere."
Han holdt en pause. Hun forstod det sikkert ikke. Et suk forlod hans læber, før han forsatte:
"Da Pythagoras opdagede at forholdet mellem oktaven var 2 til 1, blev han vældig spændt. Han ville dele sin viden med andre matematikere. Men også déngang var matematik forbudt at tale højt om, så de mødtes i al hemmelighed... De havde et emblem - du ved, et tegn... Som et klubtegn. Det var et pentagram. Altså en femtakket stjerne."
Han tegnede den i sandet med pegefingeren og kastede et blik på hende.
"Pentagrammet er også proppet med matematik."
Han holdt endnu en pause og rettede sig op.
"Skal jeg fortsætte min endeløse talestrøm? Eller måske har du fundet svaret på regnestykket fra før?"

Artemis smilede glad, da hun fik bekræftet sit svar. Smilet falmede dog en del, da han bad hende dividere. Hun anede ikke hvordan hun skulle gå til sagen, og valgte derfor bare at lytte til hans lange fortæling. Dét i sig selv viste sig at være rigeligt for at holde hende beskæftiget. Undervejs rynkede hun tænkende panden, og nikkede ind i mellem, når hun enten genkendte et udtryk, eller regnede et andet ud. Hun havde godt styr på det, da han begyndte at snakke om musikken, da musik var en af de områder hvor Artemis var blevet rigtig dygtig. Hun kunne derfor nikke vidende, og rynken på hendes pande udglattedes. Hun blev igen en smule mere koncentreret, da han igen bevægede væk fra musik delen. Hun sad et øjeblik, og lyttede efter mere, da det gik op for hende, at han havde stilt hende et sprøgsmål hun forventedes at svare på. Hun rettede sig let op, og løftede blikket til hans ansigt. "Altså jeg.. Jeg har ikke den fjerneste ide om hvordan man dividere." svarede hun så, lettere forsigtigt, da hun følte at hun havde snydt ham... Han havde jo regnet med at hun regnede på stykket, men når nu hun ikke kunne? Desuden havde hun som sagt haft nok at gøre med at lytte til hvad han sagde. Så egentlig kunne han vel ikke blive sur? Det var jo praktisk taget ikke hendes skyld, at hun ikke kunne dividere, når hun ikke havde mødt udtrykket før. Nej, det var det ikke. Artemis rettede sig yderligere op, og blev en smule mere sikker i det.

Det faktum at hun fulgte med i det han sagde, var en lettelse. Enten fandt hun det faktisk interessant eller også havde hun blot gode manérer. Han håbede selvfølgelig på det første, men det var desværre de færreste der fandt matematik interessant. Sådan var livet jo nu en gang. Han fandt for eksempel ikke hygge, ro og fred lige så interessant som spænding og fart. Han betragtede den lille pige med et voksende smil, da hun indrømmede at hun ikke havde nogen anelse om hvordan man dividerede. Det havde han da vidst også glemt at forklare hende.
"Det beklager jeg. Min fejl. Jeg skulle ha' forklaret det. Nu skal du høre."
Han ledte ganske kort i sandet og fandt nogle sten frem igen. Han fandt 8 mindre sten og lagde dem imellem dem.
"Her har vi otte fine sten, som du nok kan se. Når du skal dividere et tal med et andet tal, så svarer det til at du inddeler tallet i grupper. Lad os se. For eksempel, hvis vi to skal dele de otte sten lige over, så skal vi dividere otte med to. Altså lave to bunker, hvor der er lige mange. Hvad er otte divideret med to så?"

Artemis blev endnu engang tænkende. Otte i to bunker. Det kunne jo næsten gøres ved omvendt plus.. Fire plus fire var otte, så derfor måtte to bunker med otte sten til sammen vel give fire sten i hver bunke? Artemis var vild med den måde, hvorpå Qadir forklarede det til hende, da det hele tiden gjorde det muligt for hende at linke det sammen med noget hun i forvejen kendte til. "Otte divideret med to er fire." fortalte hun, tilfreds med sit resultat.Egentlig var det jo heller ikke så svært, når man fik hver bid skåret ud i pap på den måde.
Artemis blev så igen overvejende i blikket, og en let nysgerrighed trådte frem i hendes ansigt. "Hvor gammel er du, Qadir?" spurgte hun så, ud af ingen ting. Alder betød faktisk overraskende meget for Artemis, da hun ikke kendte til sin egen. Aldersforskel betød derfor intet for hende, det var mere selve alderen. At folk kunne komme med et præcist svar, og være hundrede procent sikre på det. Desuden var det sjællent at Artemis mødte nogen på sin egen alder - der ville snakke med hende og omvendt - så ind imellem var det sjovt at se hvor meget ældre dem hun snakkede med cirka var.

Behøvede han overhovedet fortælle hende, at hun havde ret ? Smilet bredte sig på hans læber, da hun svarede. Naturligvis var det rigtigt. Nu var det jo ikke den store kernefysik eller de sværeste ligninger, men hun klarede det udemærket indtil nu. Han overvejede kort om han skulle forsøge at lære hende yderligere eller om han skulle konkludere, at dette måtte være nok.
"Ja, det er rigtigt."
Han rettede sig op og funderede over hvor meget matematik der egentlig var i hele verden. Han så ned i sandet og betragtede kort pentagrammet, som han havde plantet i strandens grund før. Han hviskede det ud med en let håndbevægelse og hørte Artemis' nye spørgsmål.
Han betragtede sandet i nogle sekunder og overvejede hvad han skulle sige. Han vendte derpå blikket imod den lille pige igen og svarede:
"27. Jeg er jo en gammel mand i forhold til dig," påpegede han. Qadir var i sin bedste alder. Og om 10 år ville han stadig være i sin bedste alder. Det var sjovt, hvordan man altid var i sin bedste alder, så snart man havde overstiget de 25 år. Man var vel bange for at skulle blive voksen. Ansvarlig. Voksne mennesker sad for eksempel ikke på strande og lærte små piger matematik. Det var da en ubeskrivelig underlig situation. Han smilte for sig selv. Ja. Han var da i sin bedste alder.
"Og du er vel, hvad, lille bitte? Du er for klog til at være 7, men ikke høj nok til at være 12. Og sådan benytter vi udelukkelsesmetoden til at finde ud af at du er... Ja... Hvor gammel? 11 måske? Nej jeg ved ikke. Man spørger jo heller ikke en pige om hendes alder, vel?"

Artemis lo kort, dog hjerteligt, da han kaldte sig selv gammel. Det var længe siden noget sidst havde fået hende til at le. En skam egentlig, da den hjertelige latter, klædte hende ganske godt. "Du er ikke gammel" sahde hun så, og gav et let nik fra sig, som for at understrege at hun havde ret. Da han begyndte at gætte på hendes ladre, smilede hun stadig, og lyttede sændt. 11 år? Jo, måske... Hun så så tænkende, og talte let på fingrene. "[b]Jeg eer.. Mellem 19, og 17 år yngre end dig." fortalte hun så, og smilede let. Minus kunne hun skam også.

//Det blev lige lidt kort.. Det må du undskylde noo Krea//

Smilet voksede på Qadirs læber, da han hørte hendes perlende latter. Den passede ganske godt med bølgernes skvuplende sang. Han slog blikket ned i sandet, imens der lød et lavmelt "Heh," fra hans læber.
"Jamen jeg takker da. Det er altid rart at få at vide, at man endnu har noget ungdom i sig." sagde han og blinkede til hende. "Jeg har nok et par år tilbage,"
Han rettede sig op. Det var faktisk rigtigt formuleret. Med det erhverv han havde, kunne han ikke forudsige hvor mange dage han havde tilbage. Han tog én dag ad gangen og bestemt ikke mere. Det dér med at lægge planer og skema, det var bestemt ikke ham; Man vidste aldrig om man klarede hele ugen, eller om man blev sendt til jorden med en kugle for panden.
"Jamen dog. Så er du jo en helt ung dame. Men det har vi vidst allerede konkluderet. Flot regnet, forresten. Du er overraskende lærenem."

Lærenem... Artemis så pludselig forskrækket ud. Lærenem.. Det var det hendes bror havde kaldt hende...
Et øjeblik så hun ud som om hun kunne bryde i gråd hver øjeblik det skulle være, men i stedet var det som om en hinde af knusende ro lagde sig over hendes ansigt. Latteren, og smilene fra før var forsvundet som dug for solen. Tilbage sad den lille pige nu, med et udtryksløst ansigt, og et let fraværende blik, i de grønne øjne.
Artemis befandt sig ikke længere på stranden sammen med Qadir. Ikke rigtigt i hvert fald. Hun var tilbage i den klorfyldte swimmingpool, sammen med sin bror, og var ved at lære at svømme. Kloren rev i næsen, og sved i øjnene. Han stod i den dybe ende af bassinet, og kaldte på hende. "Kom nu A. Du kan jo godt. Hvis du er så pisse lærenem. Kom nu A, jeg har også andre ting at gøre!" Det var let at høre på hans stemme, at han ikke gad dette.
Artemis blinkede et par gange med øjnene, og vendte tilbage til stranden. Hun så op på Qadir, og mumlede så et eller andet ned mod sandet. Lærenem... Et dumt ord, det var hvad det var...

Qadir bemærkede godt den pludselige ændring i hendes udstråling. Han betragtede hende indgående og fortrak en mere eller mindre bekymret mine. Da Artemis endelig så ud til at komme til sig selv, lagde han en hånd på hendes skulder.
"Er alt vel? Du blev pludselig så mut? Sagde jeg noget forkert?"
Qadir skævede imod havet og bemærkede hvorledes havet begyndte at stige. Højvande? Eller også var han bare paranoid. Han brød sig i sandhed ikke særlig meget om vand; pelsen blev våd og man lugtede langt væk af våd hund. Han vendte atter opmærksomheden imod den unge pige med et forvirret blik.

Artemis så på Qadir, da han lagde hånden på hendes skulder. Kunne ikke lade være med at kravle ind til ham, og lægge armene om ham, blot for at finde lidt trøst. Hun brød sig ikke om at huske tiden før hun kom til Far, og alligevel stod den glasklart i hendes hukommelse. Hun sagde først ikke et ord, men sad bare, og stirrede indædt på sandet. Som om det var der skylden kunne placeres. "Jeg huskede" mumlede hun stille, og løftede blikket fra sandet, og op til hans ansigt. Mest for at se hans reaktion. Mon han ville skubbe hende fra sig? Artemis bed sig svagt i læben, og sænkede blikket endnu engang. Hvilede let hovedet mod hans brystkasse. Hun havde ikke lagt mærke til det, da de sad og regnede, men hvor var hun egentlig ved at blive træt. Godt nok skete det, at hun blev ude i flere dage af gangen, men hun lagde sig jo altid til at sove på et eller andet tidspunkt. Man kunne jo ligesom ikke rigtigt holde sig vågen hele tiden og altid. Man måtte hvile... Og spise. Det gik op for hende, at hun endnu engang havde skippet aftensmaden. Et næsten usynligt smil viste sig kort på hendes læber. Nu havde hun lært noget nyt, noget forbudt, i stedet for, så hun kunne vel ikke tillade sig at brokke sig? Kunne hun?

Qadir havde aldrig været god til børn. Aldrig. Derfor blev han ovenud overrasket, da den lille pige krøb ind og krammede ham. Han hævede armene en smule og gloede forundret på pigen. "Oh. Eh." Efter et par sekunders tøven placerede han blidt sin hånd på hendes ryg og gav hende et venskabeligt klap derpå.
"Huskede? Hvad skal det sige? Var der da noget du havde glemt?" spurgte han, endnu temmelig forvirret. Børn havde en tendens til at regne alle andre for at være tankelæsere; eller også ønskede de blot at holde tingene for sig selv. Han lod tungen glide henover læberne og rømmede sig en anelse.
"Hvis der er noget du har brug for at tale om, så sig endelig til, kære ven." mumlede han opmundrende og klappede hende på hovedet.
"Fortiden bør ikke glemmes, men hvis vi dvæler for længe ved den, så bliver vi skøre." sagde han opmundrende og betragtede den lille skikkelse med et prøvende smil.

Artemis rystede let på hovedet. "Jeg glemmer ikke. Heller ikke selvom jeg gerne vil. Fotografisk hukommelse." forklarede hun stille, og så igen op på ham. Slap ham så, og satte sig ned i sandet igen, da han tydeligvis ikke var vant til sådan noget. Det var hun egentlig heller ikke selv..
"Men nogle ting bliver gemt væk, og kommer kun frem hvis noget minder mig om det." tilføjede hun så til sin forklaring, da hun egentlig godt kunne se at det ellers ikke gav helt så meget mening. Andre steder end i hendes eget hoved..

Qadir betragtede indgående den lille pige med et vurderende blik. Den arme pige så ud til at døje med nogle ubehagelige minder. Og med fotografisk hukommelse kunne det godt blive en mindre behagelig kamp, som hun så frem til. Nogle minder ville ikke glemmes.
Han var ikke helt sikker på hvor han skulle placere sin arm, nu hvor hun rykkede sig væk igen. Dette resulterede i at han lagde armene over kors med en neutral mine.
"Jeg er ked af at jeg mindede dig om noget, som du ønskede at glemme. Det var ikke min mening," beklagede han ydmygt, trods det ikke lignede ham at undskylde for sådanne ting. Men han var jo også sær; det havde de jo konkluderet tidligere.

Artemis rystede let på hovedet igen. "Det gør ikke noget." sagde hun så, og skævede ud mod vandet. "Men jeg burde nok snart gå hjem igen, så Nanny Violet ikke bliver alt for bekymret." sagde hun så, og rejste sig. "Mange tak for lån af din jakke." smilede hun så, og trak det alt for store beklædnings stykke af, og rakte det til ham.


//No krea -.-''//

Qadir tog imod jakken og betragtede den i et par sekunder. Han iførte den sig ikke.
Han kom hurtigt på benene og viftede sandet af bukserne med en henkastet bevægelse, imens han nikkede bekræftende til det hun sagde. Jo, hun burde ikke være ude så sent.
"Kan du selv finde hjem? Det går jo ikke hvis du kommer ud for ulykker eller noget..." mumlede han hæst og måtte gøre sig umage for ikke at virke for beskyttende. Hun var jo bare ... Ja. Hun var vel ikke "bare" nogen. Nu kendte han hende jo en smule, så kunne man ligeså godt vise lidt hensyn.
Han betragtede den lille krop.
"Det er ikke for langt væk, vel? For så kommer du da til at fryse."

Artemis tænkte kort. Hun havde egentlig aldrig rigtigt tænkt over hvor langt der var fra stranden, og tilbage til det store hus. Det lå faktisk på en villavej, inde mod centrum. "Det er et stykke inde i byen.." svarede hun så, og så lidt op på ham. Øv, nu var han igen blevet så høj, at hun måtte bøje nakken for at se hans ansigt. "Men jeg kan sagtens finde hjem." forsikrede hun så, nikkede bekraftende, og satte kursen mod byen igen. Måske hun stadig kunne nå at få nogle rester i køkkenet hos Astrid?

Han så efter hende, som hun nu havde sat kursen hjemad. Et smil bredte sig på hans læber, og han var ikke et øjeblik i tvivl om, at hun sagtens ville kunne finde hjem. Alligevel lå frygten under huden og han stirrede stift på den lille skikkelse, der tøffede afsted hen over sandet.
Han knugede hånden og borede fingrene ind i den varme jakke, der endnu hang i hans hånd. Han skævede til de bitte små fodspor som hun efterlod sig og måtte endnu en gang trække på smilebåndet.
"Godnat Artemis," mumlede han efter hende, og overvejede lidt hvor han selv skulle gå hen. Nu da hun skulle hjemad, måtte han finde en anden måde at få natten til at gå. Et hjem havde han ikke og at sove var ikke på hans "To Do"-liste. Han rynkede næsen og hørte en knurren i maven. En nattejagt lød som en god idé...

/ OUT .