Regnvejr...

Dato : Irl
Årstid : Forår
Dag : Onsdag
Vejr : Lunt, men regnvejr
Sted : En butiksgade
Tid : 15.29
Omgivelser : Så godt som ingen
Påklædning : http://s7.sears.com/is/image/Sears/077A0040000

Artemis gik med lette skridt gennem regnen. Hendes lange lyse hår var for en gangs skyld samlet i en stram fletning i nakken. Hun var gennemblødt, men det generede hende ikke. Hun elskede vandet. Et svagt smil hvilede på hendes læber, og hun betragtede roligt alle dem der skyndte sig forbi hende, for at komme i ly for regnen. Nanny Rose ville blive vred, hvis hun så at Artemis gik rundt i byen som en druknet mus. Det eneste der var galt lige nu, var hendes tøj. - Efter hendes egen meningen vel at mærke. Hun børd sig ikke om det tøj de alle skulle bære. Det var så forkert at de skulle være så ens. Men på den anden side var det vel billigere at købe hundrede sæt ens tøj, end at købe hundrede forskellige sæt tøj..

Påklædning: Sorte, stramme jeans, lang, himmelblå top og himmelblå Allstars

Kala gik ned af gaden. Selv om det regnede, havde hun kun en top på. Hun kunne ikke holde ud at have mere tøj på end det. Ellers ville hun ikke kunne folde sine vinger ud.
Da hun var fløjet ind til byen og havde trykket sine vinger ind, var hun en smule drænet for kræfter og på ryggen, ved skulderne havde hun to røde streger, var vingerne havde foldet sig ind. Sådan var det bare og ingen lagde stort set mærke til det.
Hendes hår var dårligt nok vådt, selv efter flere timer i regnen. Så slap hun for at ligne en druknet mus.

Artemis gav sig til at fløjte en let melodi, man måske ikke ville forvente at høre på en tung regnvejrs dag som denne. Hun strøg en klæbrende hårtot væk fra ansigtet, og så ned af gaden. Fik øje på en pige, med endnu mindre tøj på end hende selv. Alligevel så hun ikke ligeså drivvåd ud som Artemis selv gjorde. Et svagt suk slap hendes læber. Ikke at der var noget galt, hun kedede sig bare. Holdt inde med sin fløjten, og betragtede pigen med de grønne øjne, der intet sagde, og alligevel alt fortalte.

//Undskyld tiden. Nettet kagede//

Kala, der ellers havde kigget ned, så op og kunne ikke lade være med at få øje på en pige. Eller retter - en drivvåd pige. Hun så ud til at være gennemblødt helt ind til knoglerne. Det skar en smule i Kala's hjerte. Hun var jo trods alt engel.
Så at pigen også kiggede på hende. Løftede hånden til hilsen og smilte engle blidt til pigen.

Artemis blev overrasket over hilsenen, og smilet, og hendes eget smil forsvandt. Hun vinkede svagt igen, og lagde nærmest umærkeligt hovedet på skrå. Lagde ikke mærke til at hun var stoppet op midt i det hele. Folk plejede højest at sende hende et fortravlet blik, og måske et irriteret grynt, når hun betragtede dem.

Kala smilede lidt over pigens reaktion og vendte ryggen til hende, da hun havde set noget interessant i det butiksvindue, hun var ved at gå forbi. Et par diamant besatte sko, hun havde råd til, men aldrig ville købe. Folk skulle jo nødig tro hun havde gjort noget kriminelt. Det var jo ikke normalt, at man kunne købe alverdens dyre smykker, når man arbejdede i en bar.
Havde helt glemt om de mærker på ryggen hun havde, som pigen nu ville kunne se tydeligt.

Artemis så på de røde mærker, og straks satte hendes fantasi igang med at finde en forklaring på hvad der kunne være sket. De var bare så mræekligt placeret, at det ikke rigtigt var til at finde på en nogenlunde realistisk forklaring.. Hun gik en til pigen, og så først ind af butiksvinduet, men så så op på pigen. Kunne ikke lægge skjul på nysgerrigheden, der nærmest lyste ud af de grønne øjne. "Er du kommet til skade?" spurgte hun ligeud, uden tanke for at det faktisk var ret uhøfligt sådan at komme anmasende med et sådant spørgsmål.

Kala havde set i vinduet, at pigen gik over mod hende. Da kom hun i tanke om sine mærker. *Pokkers* tænkte hun, inden hun vendte sig om og smilte til pigen. Så på hende med et engle blidt smil, der et øjeblik fik hendes grønblå øjne til at funkle. "Nej, hvorfor tror du dog det?" spurgte hun nysgerrigt.

"Du har to røde mærker. Som hvis du var blevet slået med tælle stokken. Bare på ryggen i stedet for på hånden." forklarede hun, og så stadig nysgerrig ud. Det viste sig dog kun i øjnene. Resten af ansigtet fortalte intet om hvad hun tænkte, eller følte. Det gjorde det sjællent. Men hendes funklende grønne øjne, afslørede altid et og andet om hende. Ligegyldigt om hun ville det eller ej.

"Jeg er skam ikke blevet slået" mere eller mindre beroligede hun. Lagde godt mærke til pigens nysgerrige blik. Det mindede hende lidt om sig selv, da hun var på den alder.
"Hvor sidder de mærker?" spurgte hun, selvom hun udemærket godt vidste hvor de var henne. Hun skulle jo prøve at spille menneske, og nogen gange var det ikke altid så nemt.

"På ryggen" gentog Artemis, og pegede automatisk om på sin egen ryg. Kunne det virkeligt være rigtigt at pigen ikke anede noget om det to røde striber? Nej. Der var noget i hendes ansigt. Artemis kneb svagt øjnene sammen, og det nysgerrige blik forsvandt. Blev erstattet af det tænkende udtryk, der så ofte vistes i de klare øjne. Nanny'erne derhjemme fandt altid det blik ildevarslende, da hun tit så sådan ud, når hun udtænkte sine 'narrestreger'...

"Dem?" sagde hun. Det var ikke et spørgsmål, bare et overrasket udbryd. Løb flere løgnhistorier gennem sit hovede for at finde den helt rigtige. "Jeg fik dem, fordi jeg lænede mig op af et ret skarpt bord på mit arbejde" løj hun og smilede. Håbede inderligt at pigen ville tro på hendes historie.

Artemis så på hende med et meget skeptisk blik. Der skulle da godt nok et meget højt bord til at lave sådan nogle mærker så højt oppe. "Jeg er måske nok ikke så stor, men jeg er altså ikke dum." Med disse ord vendte Artemis om på hælen, og fortsatte ud i regnen. Nej, hun var bestemt ikke dum. Langt fra faktisk. I hvert fald ikke når det kom til sprog. Der var hun helt ekseptionel(staves). Folk troede altid at hun var lille og dum fordi hun var et barn. Det var møgirriterende! Hun lignede måske nok ikke ligefrem noget genibarn, og var ikke altid super høflig, men dum var hun ikke.

"Har jeg sagt det?" spurgte Kala lavt og lod vinden føre spørgsmålet hen til pigen, der nu var på vej væk. Hun havde skam ikke troet at pigen var dum. Det lyste jo nærmest ud af hende, at hun var intelligent. Det var ikke så svært at se. Det var bare bedre at hun ikke fik sandheden at vide. Det var bedst for alle. Hvis Kala fortalte hende den, ville hun blive dræbt. Den risiko ville hun ikke tage.

Artemis vendte sig om med et trodsigt udtryk i hele ansigtet, da hun hørte spørgsmålet. "Måske ikke, men du lyver så stærkt, som nogen anden voksen." sagde hun, og synes egentlig ikke at hun selv kunne være bekendt at opføre sig sådan. Hun var jo heller ikke altid helt ærlig? Men det pissede hende altså af, når folk løgn hende lige op i ansigtet... Eller... Ned i ansigtet var det vel..

"Det er jeg desværre nødt til" sagde Kala trist og det kunen virkelig se i hendes ansigt, at hun mente det. "Jeg lyver aldrig, medmindre det afhænger af mit liv" mumlede hun forsigtigt. Det var igen, rigtigt.

Nysgerrighed overtog igen, og det vrede og trodsige gik fuldstændig af Artemis. "Dit liv? Hvordan kan dit liv afhænge af hvordan du har fået de mærker på ryggen?" spurgte hun, og gik igen hen til pigen. Strøg en dryppende tot hår om bag øret, og så ikke ud til at tage sig det mindste af det våde tøj.

"Det kan jeg desværre ikke fortælle dig, uanset hvor meget jeg har lyst til det" sagde hun med et skævt, trist smil. Nogen gange ville hun øsnke at hun var menneske. De havde ikke så mange bekymringer, som væsnerne havde.

"Hvorfor? Er det da farligt at vide? Ligesom matematik?" vedblev Artemis nysgerrigt. Hendes sammenligning med matematik, gav nok ikke så meget mening for andre, men det var jo det Qadir havde fortalt hende. Og selvom hun kun havde mødt ham en eneste gang, så stolede hun på ham. Han fik hende til at smile. Og Artemis smilede ellers så sjællent. ...

"Det kan man godt sige" sagde hun med et skuldertræk. Selv havde hun aldrig brudt sig om matematik, så hun forstod godt pigens sammenligning. Matematik var ondt.

Artemis nikkede, og lod til at godtage den forklaring. "Hvorfor er det så farligt? Er der nogen der ikke vil have at du siger noget?" Artemis' fantasi var godt igang med at finde på en eller anden mærkværdig grund til at sandheden om de røde mærker var ligeså farlig som matematik.

"Jeg bliver højst sansynlig dræbt, hvis jeg fortæller dig det" Mumlede hun og følte sig trængt op i en krog. Pigens nysgerrighed var næsten for meget. Normalt plejede hun aldrig at blive overbombet med spørgsmål.

"Men hvorfor? Hvorfor skulle de ville slå dig ihjel? Du virker ærlig talt ikke synderligt farlig. Men det er måske derfor?" vedblev Artemis, dog mest henvendt til sig selv nu. Hun så tænkende ud, og rynkede svagt panden. Hun havde besluttet sig for at finde ud af det, med eller uden jælp fra pigen. Selvfølgelig ville det være langt lettere med hjælpen, men når nu hun ikke turde svare...

"Jeg kan risikere at blive dræbt, sevlom jeg ikke siger noget" mumlede hun med et skævt smil. At være omvandrende føde for vampyrene var ikke altid lige nemt. Dog havde hun og de andre engle jo en fordel med vingerne. "Jeg er også en del lettere at dræbe end dig"

Artemis så forundret op på pigens ansigt. "Hvordan det?" undrende hun sig, og så på hende med store grønne øjne. Hvordan kunne hun dog være lettere at dræbe end Artemis? Hun var måske syg? Det ville i hvert fald forklare at hun ville være lettere at dræbe. Men ikke at niogen ville dræbe hende.. Artemis' evendelig strøm af spørgsmål var endt, ved det sidste pigen havde sagt.