Middag og Regnvejr.

Dato : 19. oktober - 11
Dag : Onsdag.
Vejr : Regner en syndflod udenfor.
Sted : 55 Wost Way, indedøre, spisestue.
Tid : 17:30
Omgivelser : Tomt og stille, ud over en enkelt skikkelse.

Tenku smilte stolt af sig selv imens han skuede ud over lokalet, han havde så sandelig overgået sig selv denne. Med hænderne i lommerne på de nye sorte dress pants, gik han rundt i spisestuen imens han kiggede sig omkring efter eventuelle fejl og mangler. Lokalet var stort, gammelt og rungede af nostalgi. Gardinerne var trukket for i dagens anledning, og han kunne høre regnen piske imod vinduerne. Gulvet var belagt med et stort brun/rødligt tæppe der strakte sig fra væg til væg, og under loftet hang der en stor antik lampe, der mindede lidt om en lille ombygget lysekrone. I midten af rummet stod der et bord, pyntet op med alverdens goder.

Han kunne ikke lade vær' med at grine stolt da han satte sig på en af stolene ved bordet. Foran ham strakte sig en overflod af alt hvad hjertet kunne begære. Ganske vidst var bordet dækket op til syv, men der var mad nok til at mætte ti. Jeg skal ikke havde noget klinket for ikke at havde lavet nok, tænkte Tenku imens han rettede på tallerkenen foran sig. På bordet stod der skiveskåret langtidsstegt lam, suppe kogt på vildt, stegte grøntsager i alle former og farver, en tallerken med vindruer og dadler, en flaske champagne sat i køl, og meget andet. Ved en af tallerknerne var der sat en krystal karaffel med en tyk rødlig substand i.

Tenku rejse sig op igen og strakte ryggen, satte stolen på plads og gik så ud i forhallen for at modtage gæsterne.

Jo, det har du fandeme klaret flot.

Domina havde brugt det meste af dagen på at gøre sig klar og hundse med sin personlig tjene hun havde haft med sig igennem hele sit liv, eller det meste af sit liv, endeligt efter mange timers kamp, fandt hun sig selv anstændig nok til at møde op til en fin middag, som den hendes mand havde fået ordnet, hun studerede ganske kort sig selv i spejlet og nikkede tilfreds med sig selv, hun var iført en guld kjole med lette Diamanter på siden og ved hofterne, den havde nogle meget tynde stropper der krydsede hinanden på ryggen, hendes hår var sat let op i en tyk hestehale, så hendes skulder og nakke var blottet for om verden, hun smilede tilfreds og trak i et par gyldne højhælede sko, og gik så nedeunder for at se hvad den sorte ting havde fået ordnet, og kunne ikke lade vær med at nikke ved synet af boret og al den mad han havde lavet, ganske fint, hun kiggede rundt for at se om alt var klart og ordnet, da det hele skulle være i stand, så nikkede hun tilfreds, og lod sit blik glide hen på tenku, og sendte ham et varmt og tilfreds smil, "Du har overgået dem selv idag"Sagde hun så venligt, og gik så ind i stuen hvor hun satte sig i en lænestol, imens hun ventede på der skulle ske noget,
Hun havde lovet rafael at deltage i dag, så han kunne vise sin dejlige kone frem, og for at få den støtte han ikke ville havde fået hvis han holdte middagen selv, Et lille roligt smil gled frem på hendes læber imens hun kiggede ud imod døren og overvejede kun lidt at forlade stuen, og gemme sig i haven da hun ikke brød sig om middager selvom hun var set som en fin dame,

Rafael havde ventet længe på dette, næsten for længe, han kunne ikke vendte med at komme i gang med middagen, han havde planlagt alt, tjenere, individuel mad, invitationer, og han havde fået den lille sorte ting i gang med at ordne bordet, hvis der skulle gå noget galt nu, kunne det gud være Tenku´s skyld, men Rafael var ikke så nervøs, selvom den sorte ting var lidt unormal, var han fin nok, han udviste respekt, og havde en form stil, og nu hvor han var leder af elverne, var han også lidt vigtig. Rafael drejet hoved mod vinduet, det regnet, men det passede ham fint, det satte en fin stemning tænkte han, og han var sikker på det skulle gå godt, han havde jo sine tale evner i orden, og sin dejlige kone ved sin side, men det der gjore ham mest selvsikker var tanken om at middagen ville hjælpe ham rent politik, og hvis der var noget han var god til, var det politik, og selvom det ikke var et politisk møde, og det bare var meningen de skulle lære hinanden at kende, skulle politikken nok komme frem, og det kunne vel kun være en fordel for ham at han fik en fælles forståelse med andre inden et rigtigt stor møde, med lederne af de forskellige racer, men han havde ikke tænkt sig at snyde dem, han ville gerne komme til enighed, og finde en løsning som kunne skabe orden og respekt mellem raceren, selvom han frygtede at menneskene ikke ville tror på hans hensigt, om enighed og fælles forståelse, kunne man vel godt håbe på det. Rafael drejet sig væk fra vinduet, og skulle til at åben indtil spisestuen, men skulle lige huske om han havde fået dæmoner til at hente vampyren, ja det havde han, fandt han frem til, han kunne huske det nu, han havde bare kort glemt det, han var ikke sikker på om det var fordi han så frem til middagen, eller om han bare lavet noget andet vigtigt, kan han ikke huske. Han åbnet døren, og så ind i spise stuen, og træk lidt på smile båndet, da han så sin kone Domina, han nikkede respekt fuldt over til hende, og gjore så det samme til Tenku, selvom Tenku arbejdet for ham, kunne man stadig godt vise respekt. Rafael satte sig ned ved siden af sin kone, og drejet mod hende, og sagde kærligt ”De ser henrivene ud” han tog hendes hånd, og kørte den op til hans læber, og kysset dem blidt, han lagde den ned i hendes skød, og drejet hoved mod Tenku ”De har gjort det godt, kan de ikke gå ud, og tage mod gæsterne ved døren?”

Tenku bukkede graciøst for husets ejere før han drejede om på hælen og gik ud i forhallen for at tage imod gæsterne der snarligt ville ankomme. Han var klædt i en hvid skjorte han havde smørret ærmerne op på, og et par sorte jakkesæts bukser. Hans nye sko gav genlyd imod flisegulvet i forhallen, og om livet havde han et viskestykke hængene i venstre side. Han stillede sig midt i hallen med hænderne foldet bag den ranke ryg, og kiggede afventende imod den store dobbeltdør.

Hallen havde højt til loftet, og på væggene hang der malerier af mennesker forlængst gået over i glemslen. De sparsomt uddelte gobeliner hang dovent på de store trævægge, og fortalte hver især en historie om hvad hvor hvordan, tiden var gået i den gamle villa.

Tenku fangede sig selv i at blive en smule små-filosofisk, som han stod og ventede på gæsterne. Hvis væggene dog bare kunne tale. Hvem ville ikke give spidserne af sine øre for et indblik i den mageløse historie der var gået i glemmebogen.

// Nu er det så jeg allerede er lost :) skulle det ik være mig efter Rafael? Nu skriver jeg så nu og næste gang er turen min efter Rafael :P, og tager jeg fejl...undskylder jeg mange gange :( //

Camille sad i bilen, på vej til midagsaftalen.
Hun var meget spændt på hvad aftenen ville bringe og opsat på at få vished over den egenlige agenda, for naturligvis var hun ikke inviteret , alene fordi hun var godt selvskab.
Hun havde forsøgt at klæde sig til anledningen, stilfuldt , enkelt og feminint.
Camille havde valgt en champagnefarvet kjole i et enkelt empire snit med den ene skulder bar og den anden fuldt tildækket , et pynte bånd besat med små kulørte sten var påsat under barmen og i ryggen var der hægter .
Af smykker havde Camille sit armbånd af lædder med den særlige røde sten ,og naturligvis sin halskæde med det lille blomster vedhæng, der aldrig forlod hendes hals.
Håret var opsat, dog ikke sirligt net, men på den lidt messy måde hendes hår altid var, men i dag var små røde og champagne farvet sten fletet ind ind.Ingen af stenene var ægte, men det betød mindre for Camille end for så mange andre. De strålede lige så smukt som den ægte vare.
På låret var hendes heckler fra Zean tapet fast, hvilke var det eneste vidne om at Camille ikke var en helt almindelig kvinde på vej til en helt almindelig middag, men det kunne ingen jo se.
" Så er vi fremme Miss " deklarerede hendes chauffør da han trådte ud og åbnede døren for Camille.
Hun takkede ham og med et smil på læberne ,løb hun op og bankede på døren.

Påklædning. https://2img.net/h/oi51.tinypic.com/rj2txy.jpg

Azriel så ud af vinduet i hendes værelse. Hun vidste ikke hvorfor hun ikke var taget afsted endnu. Nervøsitet, gik hun ud fra. Hun kendte ikke rigtig nogen ordentligt som befandt sig til denne middag, som fandt sted ved Dominatrix familien.
Azriel rejste sig langsomt op og gik over og betragtede sig selv i sit store spejl. Hun smilte svagt og syntes at hun havde valgt en god kjole. Mange timer havde hun brugt for at finde ud af hvilken kjole hun skulle tage på. Hun ville så gerne se lidt mere moden ud, hvilket hun vidst også gjorde. De 12-13 år, kunne man dog godt se på hende, men der var dog noget modent over hende. Banken lød ved døren, og Azriel bedte med det samme vedkommende, om at komme ind. En af hendes tjenere stak hovedet ind ad døren og fortalte hurtigt at bilen var kommet. Azriel nikkede og takkede for beskeden, hvorpå tjeneren forsvandt ud ad døren.
Rafael havde sendt en bil for at hente hende, hvilket hun var taknemmelig for. Hun brød sig dog ikke om at være et problem, men havde været nødt til at tage imod tilbuddet, da hun ikke havde nogen andre måder at komme afsted...

Azriel sad i bilen og så ud ad vinduet. Hendes blik var væk, dagdrømmende, kunne man vel sige. Hun havde taget en pæn sort jakke på, som hun havde fået i gave nogle år tilbage, som gik hende ned til knæene og havde en hætte på. Det var en dejlig varm jakke, selvom at det ikke betød noget for hende. Hun sad og rokkede frem og tilbage i takt med bilens bevægelser, og havde et svagt smil på læberne. Det var et perfekt vejr udenfor, da hun elskede regnvejr. Hun mærkede bilen stoppe, og hun kunne se en person ude foran døren. En kvinde. Azriel blev derfor siddende i bilen, selvom at dæmonerne sagde at de var der "bare vent et par minutter.." mumlede hun og havde stadig et blik ud af vinduet og så ikke engang på dæmonerne. Hun ville lige sidde og gøre sig lidt klar. Hun var lidt af en bangebuks når hun var alene, men vidste hvornår hun skulle blive hidsig og vise hvem hun i virkeligheden var..

Tenku stod og vippede lidt på stedet. Hæl, tå, hæl tå. Det var nu umådeligt kedeligt at skulle stå og tage imod gæster, når der nu ingen kom. Maden ville jo blive kold, og så var hans arbejde jo gået til spilde for ingen grund. Han kiggede op imod det gamle bornholmer ur der stod og knejsede i et af hjørnerne og tiggede stille. Hans blik blev dog fanget af et lys der skinnede igennem en af ruderne. Tenku skyndte sig hen til det mørke glas og lagde sine hænder omkring øjnene for at holde lyset fra lokalet ude. Jo den var god nok, det var forlygter på en bil.

Han trak hurtigt en lang sort jakke på og greb en paraply fra stumtjeneren. Af alle dage skulle vi få sådan en forbandet vejr, osede han i sit stille sind da han åbnede de gamle egetræs døre og gik ud for at imødekomme bilen. Med paraplyen over hovedet gik han hurtigt og målbevidst hen imod bilen for at banke tre hurtige gange på ruden, for derefter at tage et skridt tilbage for at døren skulle havde plads til at svinge op.

Nu er det bare at smile og være vennelig, tænke han. Sikke dog et skod vejr.

Domina sendte ham et sødt men afslappet smil, imens hendes blik gled hen på tenku der gik hen til døren, "Jeg tror vores gæster er her"Sagde hun så med et smil på læberne, og rejste sig op, og lod sine hænder glide ned langs den bløde stof på sin kjole for at være sikker på den sad perfekt, Så gik hun hen imod døren hvor tenku var gået ud, hun brød sig ikke om dette lille væsen hvis sandheden skulle frem, men så længe han viste hende og Rafael respekt holdte hun sig selv i kort snor for ikke at gå ham på. dog kunne hun ikke glemme at den ting, var leder for.. hvad hed de nu? elver.. hun rystede kort på hovedet, de behøvede da slet ikke elvere i denne tid, de var sikkert ingengang så stærke som de så ud, bare meget meget grimme og skræmmende, så lod hun sit blik glide hen på uret og nikkede, de var kommet til tiden, så rettede hun atter blikket imod døren som stod piv åben, hun smilede da hun så hvordan regnen stod ned, hun havde altid haft en kærlighed til regn, selvom hun helst ikke ville blive våd, så hun var godt tilfreds med at tenku skulle ud og hente gæsterne som var kommet. Så rettede hun atter sit blik imod sin mand, og sagde med en sukkersød stemme, "Hvis de kommer med en dårlig stemning skal jeg nok fixe det."Hun kunne ikke lade vær med at smile ved tanken om hvor let det ville være at få den stemning i rummet som der var nødvendig til de kunne havde en hyggelig aften, dog havde hun ikke fået snakket med sin mand om hvad der skulle diskuteres hvis politikken kom på banen, men nu var det jo hans område, og hendes pligt at søgre for de unge ikke lavede for mange unoder, ganske god ordning når det kom til sagen, for hun kunne ikke fordrage poletikker, atter lod hun sit blik glide hen til døren, hvor hun opdagede en ung dame stod, "Velkommen"Sagde hun bare venligt, og gjorde tegn til hun kunne komme ind, dumme ting, den kunne ingengang sige velkommen til de gæster der var kommet, han skulle nok blive straffet i aften for at overse så smuk og yndig en pige..

Rafael mødte hans elskede kones smil, og nikkede da hun sagde hun trorede gæsterne var ankommet, han havde også det på fornemmelsen. han mærkede hendes hånd forsvinde fra hans, og så hende gå på vej ud til døren, hun drejet mod døren, han kunne stadig se hende, men en af vægge blokeret hans udsyn til døren, så han vidste ikke hvem hun bød indenfor, ikke at det var så vigtigt for ham, men det var stadig interessant at gætte på, han undredet sig lidt overfor den lille sorte ikke havde sagt noget, han skulle jo stå og vente ved døren, men han tog vel også imod dem, han håbede ikke for den Tenku, at den bare havde åbnet døren, og ikke præsentret sig selv, men Rafael rystede på hoved kort, det var ikke hans job at holde styr på huset, og det fine i deres liv, det var hans kone som gjore det, nok fordi hun fandt stor glæde i det, han var skam også glad ved orden i huset, men for ham var det mere vigtigt at holde orden i et større billede. Rafael så kort mod hans kone, hvem end der var ved døren, tog de sig deres tid, hvilket sådan set var en god ting, de var jo her som gæster, og de skulle føle sig trygge i hans hus, og nyde at være her, det var han pligt som vært, en god vært var den som kunne give sine gæster det de vil have, og en god gæst var den som var tilfreds med det de fik, han syntes det var sjovt at hvis den perfekte gæst, og den perfekte vært var sammen, ville det blive noget meget mærkeligt, for de fleste af tingene i manere håndbogen var meget de samme, selvom man var vært eller gæst, og på nogen punkter var det umuligt at efter komme begge de 2 typer perfektion, og det vidste han jo alt om, da han var igang med at skrive det nye æres codex for dæmonerne. Rafael rejste sig, han kiggede ned af sig selv, for at se om tøjet sad som det skulle, han havde et hvidt håndsyet jakkesæt på, med en sort silke skjorte, og et hvidt slips, og nogen fine pussede jakkesæt sko. han havde brugt lang tid på at vælge mellem det sorte jakkesæt med rødt slips, og det hvide med sort hvidt slips, han havde overvejet om han skulle lege med på menneskernes fordret vision om at dæmon skulle have sort jakkesæt på, og se onde ud, men han havde valgt det hvide fordi han ikke vidste hvem menneskenes leder var, han havde godt nok hørt hendes navn, men havde ikke mødt hende (Eller det regnet han med) ville han jo ikke se ud så hun løb ud af huset, han vidste ikke hvor mange godnat dæmon historier hun kendte, og hun skulle jo ikke blive tror hun ikke var velkommen. han syntes godt nok der var en lighed mellem hendes navn, og en fra hans arbejde på sygehuset, men han havde tit slået den tanke ud af hoved, det ville være for tilfældigt, nu han tænkte på det, kunne det næsten være starten på en joke, #en dæmon og et menneske arbjedet på et sygehus#. han smilte kort ved tanken, og drejet hoved mod sin kone igen, og begyndte at gå mod hende, men stoppet da han stod 1 meter fra væggen, og gjore sig klar til at præsenter sig selv og hans kone, og sefølgelig byde dem velkommen.
han havde forbedret hvad han skulle sige, og besluttede det skulle være de første ord, inden de selv fik lov at præsentrer sig, det var kun god skik at værten bød velkommen først.
han gik en skridt frem mod sin kone, og var nu i syne for gæsterne. han vendte sig om, og så Camille, og kunne ane den sorte ting, stå udenfor som et eller andet lille barn, og så dum ud, mens han stod ved bilen udenfor. Rafael tog sin kone i hånden, og gik hen til Camille, han nikkederespektfuldt, man bukkedet ikke i sit eget hjem, det var dårlig skik. Rafael prøvede at fange Camille blik, og sagde venligt, med en høflig undertone "Som bekendt hedder jeg selv Rafael Dominatrix, og dette er min yndige kone Domina Dominatrix, og det varmere vores hus, og vores hjerter at have den ære af at kalde os behages af deres glorværdige selskab, mit hjem er deres, og de kan kigge og nyde hvad end de finder passende" Rafael drejet bliket mod Domina, og sagde så hæfligt, men med den kærlige undertone han ikke kun fjerne når han snakket til hende, "Min elskede vil de følge den yndelige frøken til hendes plads?" han gav slip på Dominas hånd, så hun kunne vise Camille der ind i spise stuen.

Camille rettede forgæves på det fugtige hår.
Regnen havde allerede beklædet det med små glinsende våde perler , der nu strålede omkap med de øvrigt som Camille selv havde sat der.
En mørk elver...? susede forbi hende og ned til en bil der netop ankom i det samme, og Camille drejede og kiggede nysgerrigt efter ham.Det måtte være en særlig vigtig person der ankom, for elveren havde travlt og havde enda taget en paraply med, så at vedkommende ikke skulle besværes udnødigt af det våde iltre vejr.
Da Camille hørte en puslen ved døråbningen, vente hun omkring og kiggede ind i et sæt af de klareste smukke blå øjne, og resten af kvinden var nøjagtig ligeså forblændende, fra toppen af hendes mørke lange lokker til bunden af hendes gyldene sandaler.
De mindede faktisk en del om Camilles, selv om hun var sten sikker på at kvindens, som hun tænkte var fruen i huset, var et dyrt designer mærke og Camilles sko fra den lokale skohandler i Deepshell.
Camille svarede høfligt den smukke kvinde imens hun trådte indenfor, væk fra regnens fugt og ind i ly og varme " Mange tak... og tak for indbydelsen...jeg er Camille... Camille St. Clair ."
Camille kiggede sig omkring, det var tydeligt at det var et hjem af velstand og af god stil.
Mange ville blive imponeret, Camille blev altid en anelse usikker.Hendes erfaring med velstand var, at selv bag de smukkeste facader og de glitrende omgivelser, gemte der sig ligeså meget sorg og elendighed, måske enda mere...end i de mere beskedne hjem hvor kærlighed synes bedre at kunne slå rod.
" Sikke et smukt hjem de har " komplimenterede hun ærligt og sendte hendes værtinde et lille smil.

Azriel havde set en mørk skikkelse komme ud ad døren, gå direkte forbi den unge kvinde som havde stået og banket på døren, og hen til bilen. Hun tog en dyb indånding, før hun hørte en banken på vinduet. Hun så ud igennem de tonede ruder, og så en elver. En sort elver? Det var sjældent at hun kom over disse væsner, og havde set dem sorte endnu få gange.
Hun åbnede langsomt bildøren, takkede dæmonerne for at have hentet og kørt hende, og vendte så sin opmærksomhed mod elveren "Godaften" sagde hun og sendte ham et varmt smil. Hun havde gættet sig lidt frem til at denne elver arbejdede for huset, men havde dog hørt at lederen af elverne var en sortelver.
Hun strøg sine hænder ned af sin kjole, for at være helt sikker på at hendes kjole sad som den skulle, og ikke var krøllet. Hun så op på paraplyen som blev holdt over hende, og var egentlig glad for at hun ikke blev ramt af dråberne, da hun ikke havde særlig meget lyst til at hendes kjole blev våd, og hendes hår ødelagt. Selvom at hendes hår bare var sat op med et par få spænder og hårnåle, var det stadigt pænt for hende, da hun som regel bare havde sine pæne krøller hængende ned ad ryggen. Hun begyndte langsomt at gå over imod hoveddøren, hvor kvinden var blevet lukket ind.
Hun kunne mærke varmen imod hendes ansigt, da hun kom ind i huset. Hendes øjne blev lidt større, da hendes øjne bevægede sig rundt på hendes omgivelser, og hun lod dem til sidst hvile på en høj og veltrænet mand og to kvinder. Hun kunne genkende den ene kvinde fra før, udenfor i regnen, og gættede sig derfor frem til at den anden, var kvinden i huset.

Tenku rystede paraplyen grundigt under halvtaget før han lukkede den sammen igen og gik ind. Han havde ikke ventet at se så ung en person til forsamlingen, men på det anden side, så var ting jo sjældent hvad de gav sig ud for at være. Dæmon? Vampyr? Noget helt tredje? Pfah, ingen grund til at bryde sit hovede med det.

Han holdte naturligvis døren åben for den nyankommne, og fulgte hurtigt efter ind i varmen. Han var i fuld gang med at åbne jakken, da han til sin overraskelse spottede endnu en gæst. Hvordan i alverden kunne han dog havde overset hende? Var hun sneget sig ind, eller var det bare regnen der havde spillet ham et puds? Så Tenku, fokus; det er nu det gælder, tænkte han imens han hang paraplyen tilbage på sin plads, ved siden af jakken.

Han rømmede sig og bukkede svagt for kvinde han ikke havde vist indenfor. "Jeg beklager meget frøken, jeg ænsede dem ikke i ly af regnen, det var bestemt ikke min mening." Han rettede sig op igen, tillod sig at smile venligt, og fortsatte; "Ellers noget af en bedrift, når de nu har så kønt et ansigt."

Han skyndte sig hastigt videre igennem lokalet og op af de gamle trapper, der knirkede svagt under hans fodtrin, og forsvandt i retning at spisestuen. Man måtte hellere tænde op for lysene, imens at herren bød sine gæster velkommen i han hjem.

Domina kunne ikke lade vær med at sende sin mand et sødt smil og rettede så sine øjne imod camille, ”Jamen mange tak, vores ydmyge hjem er deres i aften, hvis de har brug for noget skal de endelig bare sig til,”Hun gjorde en kort gestus med hånden imod stuen så de kunne sætte sig ind og snakke over en drinks, da hun havde fået sin egen tjener til at lave nogle lækre drinks hun selv havde en forkærlighed for, dog sendte hun den lille sorte elver et meget dræbeligt blik, han kunne vente sig til i aften når gæsterne var gået, for det var ikke i orden at glemme en af gæsterne, så fangede den lille pige hendes blik, hun blev helt kold om hjertet da hun så hvor ung hun var, og bed sig kort i underlæben, hun vidste slet ikke hvordan hun skulle tackle dette, men valgte bare at neje for den lille pige, af ren respekt, ”Velkommen.”Sagde hun så med et sød smil på læberne, hun vidste godt det ikke var pænt at neje for sine gæster, og slet ikke i sit eget hjem, men hendes hjerte blev bare.. påvirket af denne lille pige, som stod foran hende, at være så ung hele sit lange liv, det måtte være trist, ”Det glæder os de ville komme, Ma’am”Sagde hun så venligt, og gjorde atter en gestus med hånden imod stuen, ”Denne vej de damer, lad os gå ind og snakke lidt, så min mand, kan få snakket med vores… lille sorte ven” Hun sendte sin mand et blik der sagde hvis han ikke selv satte orden på drengen, havde hun planer om det, så forlod hun deres selskab for at gå ind i stuen, og hælde noget klart lilla væske op i 4 smukke glas, hun havde fået samlet samme for flere 100 år siden, hun var en stor samler af gamle ting, hun havde gemt en masse igennem sit lange liv, fx hendes kjole den var over 300 år gammel, og lavet til en af de smukkeste dronninger på dens tid, men i dag bar hun den med nød og næppe, fordi hun havde haft de rette kontakter, så rettede hun sit blik imod den lille pige, og tænkte over hvilket ord hun skulle bruge, udssendet kunne snyde som det gjorde i dag, Uden at tænke yderligere over det sagde hun bare med en venlig og sørgemodig undetone, ”Det gør mig ondt, at de skal lide sådan på den måde ved at være et barn hele deres liv, hvis vi.. eller jeg kan behjælde dem med nået, skal de bare sige til, jeg håber din skaber.. er blevet straffet, intet så smukt væsen som de, skulle lide dette” Hun sendte hende et lille sørgemodigt smil, imens hendes blik osede af melidenhed, hun håbede virklig at denne pige havde gjort sådan at hvis en vampyr forvandlede så ungt et menneske, ville blive straffet hårdt. For ellers kunne hun godt finde på det, intet væsen skulle leve hele sit liv som et barn uden at kunne blive voksen, så rettede hun blikket imod camille, og sendte hende et lille smil, og gjorde en kort gestus imod glassende, at de bare skulle tage hvis de ville havde noget,.

Rafael kiggede venligt på Camllie, og ventede på at hans kone tog hendes opmærksomhed, så Rafael ikke virkede uhøflig, ved at nægte Camille en smil, hvis hun søgte det, men da Domina begyndte at snakke til Camille, kunne Rafael tillade sig at skifte hans blik til den sorte ting, hans blik var koldt og øde, han var ikke lidt skuffet over at han ikke kunne klare en simple ting som at sige velkommen, det kom han til at høre fra, men Rafael valgte ikke at gøre sine øjne dæmoniske for at vise sin seriøsitet, da Camille stadig stod der, og hun ikke se ham være skuffet over sin sorte hus ting, hun havde jo ikke gjort noget forkert, han syntes faktisk om hendes manere, og hende respektfulde hilsen, man kunne slet ikke mærke hun var menneske, altså ikke at han mente at mennesker ikke kunne vise respekt, eller han ikke havde respekt for racen, men på grund af deres korte leve tid, var det ikke alle af dem der var så livs kloge, som hende selv, han syntes det var en sjællen gave blandt menneskene, men det var ikke deres skyld, det var jo naturen der bestemte de ikke levet så længe, hvilket jo gjore de ikke havde en så god livs erfaring, men han havde ikke noget mod dem, eller så sig bedre af den grund, han syntes heller ikke som mange andre dæmoner at det var synd for dem, ikke fordi han ikke følte empati med dem, men han så det som en person der bliver født blind, man kan ikke gøre noget ved det, og jo mere man behandler dem anderledes, jo mere ked af det bliver de, som hans ven Ellen, hun var jo blind, og hun mødte vær eneste dag mennesker, som ville gøre alt for hende fordi hun var blind, og det kunne han godt forstå hun var træt af, ligesom hvis han var menneske ville han heller ikke finde sig i sær behandling, på grund af noget ingen kunne ændre på. han nikkede til den ny ankommende, og sagde så igen hans hilsen selvom camille havde hørt den, da vampyren også skulle bydes ordenligt velkommen "Som bekendt hedder jeg selv Rafael Dominatrix, og dette er min yndige kone Domina Dominatrix, og det varmere vores hus, og vores hjerter at have den ære af at kalde os behages af deres glorværdige selskab, mit hjem er deres, og de kan kigge og nyde hvad end de finder passende".
Rafael ventede på at kvinderne var gået ind i spise stuen, og kiggedet så over på den sorte ting, med øjne der var sorte som natten, og lagde en finger på sine egen læber for at vise den sorte ting han skulle være stille, Rafael gik hen til ham, og lagde sin blidt på skuldren af ham, og sagde roligt "Jeg giver dig mad, jeg giver dig husly, jeg giver dig beskyttelse, jeg giver dig lov til hvad end du ønsker, og du kan ikke en gang sige velkommen til en gæst?, du kan godt se det er ikke er høfligt at lade en gæst gå ind alene ik?" Rafael ventede ikke på hans svar, og sagde så "Godt, så håber jeg ikke det gentager sig, jeg er retfærdig, men at lade hende komme ind selv, er ikke min retfærdighed værdig, men bare rolig du kan forsat arbjede her, bare det ike sker igen".

Da Camille havde komplimenteret deres hjem , flyttede hendes blik sig fra den smukke Domina til hendes hunk af en mand."Rafael....jeg takker for invitationen og æren er helt på min side forsikrer jeg " sagde hun med et lille smil i mundvigen.
Sortelveren nærmede sig hende og magen til charmerende fyr skulle man da lede længe efter.
Han undskyldte og gav kompliment og Camille måtte have et lidt forbløffet udtryk i ansigtet , al den høflighed og opmærksomhed var en kende uvant, ihvert fald under så fornemme rammer.Desuden var den opmærksomhed hun normalt fik næsten altid forbundet med en eller anden form for ballade, og dét forventede hun ikke noget af denne aften.Dét ville da være spild af en god aften, dog havde hun for en sikkerheds skyld fyldt sin heckler med speciel pentagram patroner.....fra dusørjægernes højborg.Hun havde anskaffet sig dem, da Cody ,Tristan og hun selv havde lavet indbrud på lageret, under en fest.
Hun blev nærværende igen og så sortelveren ind i øjnene "Jamen, de er al for venlig, dét er da ikke noget at tale om " smilede hun til fyren og udstødte en næsten uhørlig lille latter da han susede forbi hende .Han gjore hende i godt humør og fik hende til at slappe af , bemærkede hun.Hun var altid lidt anspændt i selvskab med folk hun ikke kendte , og hun ville have givet alt for et kendt ansigt lige nu Tristan, Samuel eller Zean.
Og apropos kendte ansigter....Rafael virkede enormt bekendt, men hun kunne ikke lige få frem ,hvor hun havde set ham før ....muligvis på hospitalet, havde han været en patient, eller måske en af de interne medhjælpere ? Nå, dét fandt hun måske ud af senere.
Hun rettede nu opmærksomheden mod den anden gæst, der var arriveret lige efter hende selv.
Camilles hjerte slog et ekstra slag...hun var jo bare et barn , hvordan ...hvorfor var et barn med til selvskabet ?
Noget faldt pludselig på plads....der VAR et formål og en agenda....og dét omhandlede racerne.
Hun sank en klump, hvis pigen var vampyr....var hun sikker i dette selvskab ?
De bevægede sig ind i stuen , kvinderne og Camille kastede et blik på deres vært der blev i entreen , hun besluttede at udvise tillid, Efteralt havde han garanteret respekt og god opførelse.

Azriel så op på manden, som hun havde gættet rigtigt, var Rafael og smilte et venligt smil "Æren er helt på min side Hr. Dominatrix, og jeg takker tusinde gange for invitationen og liftet hertil" sagde hun respektfuldt og kaldte sjældent personer som var så meget ældre end hende selv, for deres fornavn. Sådan var hun opdraget. Hun gav et lille nej til hendes vært "Mit navn er Azriel Rosevelt, men det ville være en ære hvis de blot vil kalde mig Azriel" sagde hun venligt, og så så over på værtinden, Rafaels smukke kone. Azriel blev lidt overrasket over hendes skønhed da hun virkelig så på kvinden, og blev lidt overrasket over at Domina nejede til hende, da dette sjældent skete. Azriel gav hurtigt et lille nej af respekt tilbage "Tusind tak" sagde hun venligt og sendte kvinden et varmt smil. Hun kunne mærke den anden kvindes blik, og hun lod langsomt sit eget blik møde hendes. Hun kunne allerede dér lugte duften af menneske, selvom at dette selvfølgelig ikke var et problem, da Azriel vidste hvordan man skulle håndtere sig omkring mennesker.
Hun bevægede sig langsomt ind mod stuen, da de blev ført derhen ad, imens Rafael blev tilbage sammen med elveren. Hun havde set sig kort over skulderen, men så så hurtigt op på Domina og kunne ikke lade vær med at smile, ikke et sødt eller varmt smil, men et smil som der bare sagde 'det siger de alle sammen, jeg er vant til det', og rystede svagt på hovedet af hende "Kære fru Dominatrix, jeg søger ikke medlidenhed fra nogen. Blot respekt. Men tusind tak for din betænksomhed, du skal vide at det betyder meget" sagde hun venligt. Da Domina nævnte hendes skaber, blev Azriel stille for en stund og så ned i gulvet, men lod sig ikke se ned alt for længe, og så hurtigt tilbage op på Domina "Min skaber snakker jeg ikke om. Han er en del af min fortid, og der skal han forblive..." sagde hun med en monoton og lavmælt stemme, og havde et blik hvor man bare kunne se at de sagde 'Basta!'. Azriel sendte derefter Domina sit samme varme smil, og ville ikke have at stemningen skulle gå helt ned i kuldkælderen på grund af hende. Hun så lidt over på drinksene, men tog dog ikke noget, og betragtede blot de to smukke kvinder, som hun var så heldig at være i samme rum med...

Tenku kunne mærke frygten der løb ham koldt ned ad ryggen da Rafael bevægede sig over til ham. Hans tanker var et virvar af forbandelser og kreative bandeord over hans sløseri. Imens hans herre talte svarede han kort med "Ja boss" og "Nej boss". "Det vil aldrig ske igen boss." Han åndede lettet op da han på forunderlig vis slap med en advarsel. Alt for tæt på. Alt for tæt.

Han sneg sig adræt væk fra resten af selskabet ind i køkkenet, hvor han fyldte en håndfuld med vand og kølede ansigtet. Han kikkede ud igennem vinduet imens han tørrede sig i viskestykket han havde ved livet. Vand havde nu altid haft en meget beroligende effekt på ham, og at se regnen løbe ned af de gamle ruder fyldte ham med en familiær ro. Tenku rystede hovedet, klaskede sig let på kinderne og justerede let på en af hans små sølvringe i ørerne. Med fornyet vilje og mod gik han tilbage ind imod stuen med sit sædvanlige smil på læben.

Da han trådte ind i lokalet undlod han at se nogle specifikt i øjnene, og gik meget graciøst i en stor bue uden om Domina. Han skulle bestemt ikke havde noget skåret ud i pap. Gud ske tak og lov for hans fantastiske hørelse. Med et elegant bevægelse fiskede han en æske tændstikker op af lommen, og gik nu rundt og tændte de mange stearinlys i lokalet. Stemningen skulle være rigtigt.

Domina stod stille og lyttede efter noget afstraffelse imod den lille sorte ting hun slet ikke brød sig om, men fik en skuffet mine i det hendes mand kom ind igen så hun hævede blot et øjnbryn imens hun så på ham, den lille ting kunne bare vente sig til når gæsterne var gået, så rettede hun atter blikket imod Az Og nikkede blot med et sødt og varmt smil på læberne, hun vidste ikke hvad hun skulle sige til dette, da hun burde havde sagt sig selv hun var vandtil at få melidenhed når folk så hvad hun var, og så i den alder, så rettede hun blikket imod camille og studerede hende roligt med øjnende, hun havde altid syndtes mennesket var sådan en lille og smålig race, men denne kvinde, overraskede hende hun virkede til at ha smag på livet, og var godt opdraget, måske kunne hun hjælpe hende med at opdrage de små bæster af dæmoner, hun rystede kort på hovedet med et lille varmt smil på læberne hun kun brugte når hun var i godt selskab, "Jeg bliver lige nødtil at forlade dette dejlige selskab, min mand ville underholde dem imens jeg er væk ganske kort" Så nejede hun let for begge piger, og gik uden tøven hen til tenku, og tog hårdt fast i hans øre, og slæbte ham med sig ud bagved, for hvis hendes mand ikke ville afstraffe ham, kunne hun ligeså godt gøre det med det samme, hun var jo også kendt for at ville havde orden i sit hjem, og denne lille ting havde været meget. uforskammet ved ikke at byde den kønne pige camille ind, "Du kan sikkert godt gætte hvad jeg vil dem nu, og de får to sekunder til at forklare hvorfor du lod den kønne pige lukke sig selv ind, jeg er meget misfornøjet med dette, her er min mand så venlig at lade dem bo her, og endda leve af vores mad, og varme, og så kan de ingengang byde så køn en dame velkommen, "Hun snakkede lavt så de ikke ville kunne høre den skideballe hun ville give lille tenku, Men det betød faktisk intet for hende hvis de hørte hende, for hun var en hidsig person der ikke fandt sig i små ting, og slet ikke når det gjaldte at fornærme et andet væsen man skulle vise respekt, "Nå hvad har de at sige til deres forsvar, inden jeg giver dig bæltet?"Hun mente skam det hun sagde hun havde intet imod at bruge vold for at få orden i sit hjem, det havde hendes mand selv set op til flere gang nu...

Rafael var på vej hen til de tre kvinder da, han fanget hendes blik, han nikket blot til hende, han ville gerne straffe ham, men mente det var ustedeligt så længe de havde gæster, men hun var husets frue, og hvis hun ville passe huset regler på tros af gæsterne måttehun gerne det, han mente jo også selv at den sorte ting fortjente det, men hvis gæsterne opdaget noget, og deres hygge bliv afbrudt for bare et øje blik, skule han ikke tøve med at straffe sin kone, når gæsterne var gået, han elskede hende, men hun kendte hans mening om ære, og han havde givet ord på gæsterne skulle nyde middagen, og det skulle ramme hans kone som lyn fra himlen, hvis hun var skyld i han brød med det.
Rafael så hans kone tage Tenku i øret, og Rafael tøvet ikke med at overtage værets rollen, han stillede sig foran de 2 kvinder, han kiggedet først på Camille, og så hende an, han var overreasket over at han arbjedet sammen med hende på sygehuset, det var vel bare en lille verden, han drejet blikket mod Azriel, i modsætning til hans kone var han kold om hjertet omkring hendes udsende, han havde syntes ikke det var vigtigt, bare hun viste hun var en leder inden i, men indtil videre havde han ingen respekt for hende, andet end hendes stilling krævet, det var skam også en del, men det var svært at vise sand respekt til en man lige har mødt, men indtil videre virket hun som en fornuftig, og ærefuld person, og det var godt.
det tog ikke mere end et par sekunder at kigge skiftevis på dem, og bagefter sagde han så "Jeg vil ikke holde hemmeligt, at visionen med denne middag, var at få en større forståelse for hinanden, da vi jo er nogen personer neden under titlen, og hvis vi skal lære hvordan man laver et retfærdigt samfund med respekt for hinanden, og med vores forskellige behov dækket, skal vi lære at forstå hinneden først. og når vi har lært hinanden her at kende som personer, er vores fælles drøm klar til at blive virkelighed, for selvom vi har forskellige meninger, skal der ikke meget mere end forståelse til for at løse dem alle" Rafael kiggede først på Camile, og bagefter på Azriel, han håbet at vampyren ville kunne forstå hans blik, som han rettet mod hende, han ville gerne snakke med hende i ene rum under middagen.

// need to know...kan jeg se tenku bliver trukket afsted i øret ?//

//: Jeg står i hvert fald i samme lokale som jer andre, så Domina skal være noget af en ninja for at det ikke skal kunne ses :P ::\\

//Ih altså... skrev hun trak ham med sig ud af lokalet så hun kunne give ham smæk xD

//: Ja, men vi er ved gud da nød til at være i lokalet til at starte med, for at hun kan trække mig ud af det xD Hun har nok set Tenku blevet trukket af sted i øret. :\\

//Urg undskyld den misforstod jeg lidt, men nok ikke da hun er god til at trække afsted med folk uden andre ser det..

// så undskylder jeg meget til alle for dén eventuelle ballade jeg kommer at være indirekte skyld i ;) //

Camille så at Rafael nærmede sig dem og smilede til ham.
På samme tid ønskede Domina at trække sig tilbage og Camille gav hurtigt hendes tilsagn " Naturligvis ...tænk ikke på dét , bare giv dem tid " og fulgte hun Domina med øjnene.
Kun lige afbrudt da Rafael overtog rollen som høflig og veltalende vært.
Camille havde dog vanskeligt ved at koncentrerer sig , da hun så husets frue trække afsted med sort elveren.
Hvad lignede dét , at behandle ham sådan ?Camille sank en klump i halsen, hun ville blive ilde set hvis hun blandede sig, men hvordan kunne hun lade vær?
Hun så på Rafael med et undskyldende blik "Undskyld ....dét er ikke for at være emsig....men hvad sker der lige med elveren ? Hvorfor bliver han trukket afsted sådan, skal han straffes og i så fald for hvad ? "
Camille var gået fra glad og spændt til ulykkelig på Zero time.
Hun så over på Azriel, var dette okay med hende, en afstraffelse ? men hun kendte nok svaret på forhånd.
Dæmoner og vampyrer havde ikke dén samme tilgang til...empati...var hendes erfaring.
Hun kiggede igen næsten bedende på Rafael.