Is flasker

Dag:Fredag
Dato: 22/04
Omgivelser:Mennesker
Sted:På en bar.
Vejr:Lunt udenfor men aften.
Tid:22.06


Cortez sad inde på en af de sorte barstole og kiggede på de mange flasker som stod på en hylde for at folk skulle kunne se hvad de kunne købe.
Flaskernde var gemmen sigtige, som var de lavet af det fineste is.
Cortez Metalliske grå øjne rykkede sig fra side til side for at se på dem.
Han familie var her i byen, Ribanalon og Demetri.
Og han skulle nok roligt finde dem, men om hans søskende ville glæde sig over ham ville være
et sprøgsmål som ikke ville kunnes svare på udover Rinna og Demetri.
Han sukkede og kiggede svagt ned i barbordet og begyndte at smile lumsk som om han sad og fantaserede noget som kun han ville finde intressant.

Rose kom ind på baren. Hun havde et venligt og varmt smil på læberne og hun lod sit blik gå rundt på sine omgivelser. Der var ikke rigtig nogen hun kendte. Hun lod sine fødder føre hende op til baren og satte sig på en af stolene og så en ung mand ud af øjenkrogen og lod hurtigt sit blik gå op på flaskerne. Hun strøg en hånd gennem sit hår og havde ikke lagt mærke til den unges mand føltes til at være en vampyr. Hun bestilte en drink og sad og nippede lidt til den og så rundt i rummet og prøvede ikke at se over på manden, da hun godt kunne mærke at der var et eller andet over ham.

Cortez rettede sig op og så så rundt i baren, ingen intressant væsner.
Ikke engang nogen af dem der lige var gået ind.
Han sukkede ikke men lavede bare et knæk med narken i stedet.
Han slog med den ene hånd neglende ned i bar bordet mest fordi dette
var utroligt kedeligt og samtidig for at holde sin konsentration.

Rose gøs lidt da hun hørte en knækkende lyd. Hun lod hurtigt sit blik gå hen mod lyden og så at det var manden som åbenbart havde knækket nogle led. Hendes blik gik ikke væk fra ham og hun så lidt nysgerrigt på ham. Der var noget bekendt ved ham, men kunne ikke rigtig sætte fingeren på hvad det dog var.

Cortez sad lidt og vendte sig så i det samme om, man ville ikke kunne tage fejl af ham
hvis man så ham, han var en ægte klussiska og hele hans krop, atitude, og udseende
udstrålede bare en sand klussiska.
Han var den første fødte af Ham, Demetri og Ribanalon, og var derfor den ældste af
søskende flokken, dog tænkte han nok at Demetri og Ribanalon, aldrig ville havde snakket
om ham.

Rose kunne ikke tro sine øjne. Hun vidste ikke at der var en til søskende til Klussiska slægtningen. Hun sad lidt og holdt stramt om sit glas og stirrede nu på ham. Han lignede virkelig en Klussiska, så hun tog ikke fejl. Hun havde haft et fjendskab med den slægtning i lang tid nu. Hun kunne ikke fordrage Demetri og Ribanalon, men vidste jo ikke hvordan den her fyr var. Men det ville ikke overraske hende hvis han var værre end dem.

I det han vendte sig havde han kort øjenkkontakt med Rose, og samtidig slog duften
af sin familie ham i hoved, han rystede svag i kroppen men blev så helt slap.
Han kiggede så væk fra rose og valgte at gå over til en af tjenerende og sige at han
ville bestille en Conac, da tjeneren ikke havde set at han faktisk sad og ventede.

Roses blik trak sig ikke væk fra ham og havde næsten frosset fast. Hun var chokeret over at møde endnu en Klussiska og hun var lidt bange for at han var ligesom sine slægtninge. Og hun vidste ikke om hun ville få en ny fjende i den nærmeste fremtid. Hendes blik fulgte ham da han gik over til tjeneren og bestilte en drink og tvang så sit blik gå ned på sin drink og havde holdt den i sin hånd hele tiden og havde klemt omkring den så hendes knoer var blevet helt hvide.

Han satte sig tilbage på seddet og smilte så for sig selv imens han bøjede hoved nedaf.
Han kiggede først op igen da hans drink stod foran ham hvorefter han tog om sit glas
og førte væsken op til munden og drak i alt behaglighed væsken i en mundfuld.
"Ah..." hviskede han som et tegn på nydelse over væsken.

Rose så over på manden da han havde lavet en lyd af nydelse over sin drink. Hun lagde hovedet let på skrå og betragtede ham lidt. Prøvede at få sig selv til at tro at han ikke var en del af Klussiska familien og hun bare var gal på den. Men hvad hun end gjorde, kunne hun mærke og se på ham at han var en del af den slægt som hun hadede over alt på jorden.

Cortez rejste sig nu og drejede rundt på hælen og gik direkte mod Rose.
Hans blik var stift rettet mod hende og man kunne tydeligt se at han var
på vej over til hende.
Dog lignte Cortez mere Ribanalon på den måde at, han holdte sig i pænt tog
og var meget fornem i sin opførsel.
Hvor Demetri var mere den forsømte lille bror.
Han smilte svagt men ikke til Rose mere til rummet eller ham selv.

Rose så at manden gik over mod ham og tvang sig selv til at se fuldstændig rolig ud over hans tilstedeværelse og han nu gik over til hende, men var usikker indeni. Hun vendte sin krop mod ham og havde et udtryksløst udtryk i ansigtet og så betragtende på ham. Han lignede Ribanalon. Nu håbede Rose oss bare at han var ligesom hende. Hun gjorde ikke så meget, men Rose kunne stadig ikke lide hende. Hun sagde intet til ham og så bare på ham da han kom over og strøg en hånd gennem sit hår.

Han satte sig ned på stolen over for Rose som ellers normalt var til personen som Rose eller en anden skulle havde været sammen med.
Han foldede sine hænder men kiggede stadig bare stift på Rose.
De metalliske grå øjne, så på en måde intresseret på hende og somtidig helt
følelsesløst på hende.
"Hvorfor kigger på mig" sagde han i et normalt toneleje.
Rose ville nok synes at det virkede underligt når han ikke engang havde set på hende
men Cortez havde den enskab at kunne mærke blikke når øjne hvilede sig på ham.

Rose så på ham og sagde først ikke noget, men lod derefter lidt blik gå ind i hans øjne. Hans øjne var metalliske grå, mens hendes egne var isblå. "Hmmm.. Du er en Klussiska" sagde hun så og vidste ikke rigtig om det besvarede hans spørgsmål, men mere fik han ikke.

Et skævt smil kom over hans læber, men han sagde ikke noget før nu.
"Og du er en engel" han holdte en pause for at tænke.
"Så du kender min familie" sagde han og smilte, han stemme var mørkere end Demetris og mere sprød.
Men Demetris stemme var mere hærdet og rå hvor imod Cortez lød som vand der løb.

"Ja, det er jeg" sagde hun varsomt og så på ham og lyttede til hans stemme som var anderledes end Demetris. Heldigvis. Hun nikkede derefter "Uheldigvis, ja" mumlede hun og så på ham med et roligt blik og et udtryksløst smil.

Han nikkede også og smilte så afslapped med en lukket mund.
"Men hvad gør det" sagde han og skævede så kort væk fra Rose og så tilbage til hende igen.
"Så..." Sagde han afventende til hende, "Du kender mine søskende" sagde han og var intres-
seret i info om dem.

Hun svarede ikke til det første, da hun ikke vidste hvad hun skulle svare og nikkede derefter igen "Det gør jeg" sagde hun og så ventende på ham "Og hvorfor spørger du?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå og betragtede ham og holdt opmærksomt øje med alle hans bevægelser.

"Jeg leder efter dem" sagde han helt roligt.
Han kiggede nu igen væk og kaldte i det samme på en tjener ved at lave en bevægelser
med fingeren der betød kom her hen.
"En conac til" sagde han og kiggede så over på Rose, "Skal du" sprugte han hende så, da han ikke
hviste om hun også ville bestille noget.
Tjeneren stod roligt og ventede på Roses svar og havde allerede skrevet Cortez bestilling ned.

Rose så lidt på tjeneren og rystede på hovedet og lavede en håndbevægelse som betød at han bare skulle gå, og lod sit blik gå tilbage på Cortez "Og hvorfor er du så ikke ude og lede efter dem, i stedet for at stå og snakke med en engel som mig?" spurgte hun og lagde armene over kors og smilte hånligt over hans tidspilde.

Han lændte sig lidt frem mod hende og hviskede dystert.
"Hvorfor skulle jeg lede efter dem, når du vil komme til mig"
Han lænede sig langsomt tilbage imens at hans øjne hviste den samme ondskab som
hans søskende nok havde hvist Rose.

Roses hjerte sprang et slag over da han lændte sig frem mod hende og da hun så hans ondskabsfulde blik "Du er lige som dine forbandede søskende" sagde hun surt og knyttede sine hænder hårdt sammen og kunne mærke vreden hobe sig op i hende.

Han havde lændet sig afslapped tilbage da der var ryglæn på stolen.
Han rystede svag på hoved, "Jeg er slet ikke som dem" sagde han roligt.
Han tog det ikke som noget dårligt at få at vide at han lignte sine søskende
men dette var ikke sandheden.

"Siger du at du er venligere end dine søskende?" spurgte hun og troede ikke på at han var ligesom dem. Hun blev ved med at lyde sur og kunne ikke få sig selv til at slappe lidt af.

Han rystede på hoved som svar, han havde aldrig sagt at han var venligere end sine søskende.
Faktisk havde han ikke givet udtryk for hvad han var angående hvad han lignede sine søskende med.
Hans conac kom nu og blev sat foran ham, han tog roligt glasset.
Hvorefter han skålede mod Rose og tog så en slurk.