stilheden i de mørke gader (zoran)

Dato : 12 september
Årstid : efterår
Dag : søndag
Vejr : stille, men med små vindstød, og natten er kold og mørk det regner somme tider.
Sted : i byens mange små sidegader, mm.
Tid : 23. 00. mørket er lige faldet på.


viol så sig omkring da det gik op for hende at hun var faret vild. hun så forviret rundt, og håbede på at der ville komme nogen forbi der kendte vejen ud af byen, men gaderne var øde, og somme tider syntes hun at hun så skygger i mørket. og lyde. månen på himmelen var svagt dækket at en tynd sky, og den lyste gaderne op på en dyster måde. viola havde aldrig kunne lide mørke gader.

Rolige skridt i mørket, og gløden af en tændet cigaret var det eneste der afslørrede at Zoran nærmede sig. Hans mørke øjne hvilede på den unge pige længere fremme, og et svagt smil bredte sig på læberne bag gløden. Zoran var ikke sikker på hvad der havde fået ham til at tage helt til Sheria, da han normalt holdt sig til Werclare området. Der var det meget lettere at lokke et offer med hjem, efter som han jo boede i Werclare, ikke så langt fra centrum.

viol holdte om sig selv for ikke at ryste. hun så rundt med blide dådyr øjne, hun opdagede ikke noget, men besluttede sig for at det ingen nytte havde at gå nogen stede, da hun blodt ville komme længere ind på ukendt jord. hendes kinder var rosa farvede, da den kolde vind slyngede sig om hendes ansigt og hendes hår, der stille bølgede i vinden. hun følte sig alene, men havde på fornemmelsen at der var andre i nærheden.

"Venter du på nogen?" spurgte Zoran roligt, da han ellers ikke så nogen grund til at en ung pige skulle stå og fryse i den efterårs kolde nat. Et venligt smil hvilede på Zorans læber, og de mørke øjne udstrålede som sædvanlig knusende rolighed. Zoran var ikke typen der hidsede sig op og noget som helst, med mindre noget - eller nogen - der tilhørte ham blev vanrygtet.

viol så forskrækket på zoran da hun i flere timer ikke havde set skyggen af liv. et lille blidt smile fremtrådte og viol svarede "ikke rigtig..... jeg er kommet for langt hjemme fra.." smiler roligt men et blidt grin på læberne. hendes hår bølgede i vinden, mens hun holdte om sig selv for ikke at ryste og for at holde på varmen.

Zoran nikkede let, og skodede cigaretten. "For langt?" gentog Zoran, og betragtede let pigen. "Du kan måske ikke finde hjem igen?" spurgte han med et let smil på læben. Han var tilsyneladende ikke påvirket det mindste af kulden, skønt han ikke havde andet på end en åben læder jakke, en t-shirt, og et par normale jeans. Og så selvfølgelig sko...

viol så roligt på ham. og gav et svagt suk fra sig, i det hun sagde "nej.... jeg har aldrig været i denne del af byen før og aftenen" et roligt smil fremtræder fra hendes læber, hendes øjne reflekterede månens blide natte lys. vinden tog stille til og viol kunne mærke vindens kulde.

Zoran nikkede kort. Han havde somend heller ikke været der før, men som med så meget andet.. Hvis man blev ved med at gå længe nok, så kom man somend nok det rigtige sted hen... Specielt når man ikke havde nogen destination...

//Jeg går i seng nu. Godnat//

viol, betragtede zoran, i stilhed mens vinden svagt tog til. hun så lidt væk og tænkte på hvad klokken var. hun så igen på zoran, "du skulle ikke tilfældigvis vide, hvordan, man finder ud af byen?"
viol så roligt ned med et venligt smil.

//godnat vi snakkes ^^//

Zoran så lidt på hende. "Beklageligvis ikke. Men det er jo til at finde ud af." svarede han, og sendte hende et venskabeligt smil.

hun sukkede svagt, og så rundt.... viol var ikke tryg ved at gå i mørket... "ja.. det må vi håbe.." hun så på ham og smilede venligt, hun tænkte lidt for sig selv.. mens hun så roligt på ham.

"Skal vi?" spurgte Zoran, og rakte hende let sin arm. Han var i tvivl om hvor vidt hun ville tage den, men ærlig talt, så var han også ragende ligeglad.

hun så på ham, og så ned på hans arm.. hun tænkte lidt, og valgte så at tage imod den, hun smilede stille og sa ud af gaden. hun var på bar bund, og anede ikke hvad der var hovede og hale på byen.