På nattlig eventyr

Tid:: 02:30
Sted: byen
Vejr:: koldt
omgivelser:: ikke ret mange ude på den tid af dønget
Påklædning: en hættetøj der drækker det meste af hendes hår jeans og nogle hvide sneakers

Amber havde bevæget sig ud natten da hun alligevel ikke kunne sove gaden hun gik opad var tom der var ikke en levende sjæl men hun kunne lide det sådan for så var der ingen til fortælle hende havd der var forkert og rigtigt det var der så tit folk som gjorde men hun rettede sig aldrig efter man kunne vel på sin vis kalde rebel en bil kom kørende ned af vejen lyset irrterede hende en smule men det var ikke ret længe før bilen forsvandt i sving

Taron gik i sine egne tanker ned af gaden, med hænderne stukket godt ned i bukselommerne. et lille smil spillede på hans læber og han gik i et muntert tempo. egentlig var han slet ikke glad, men det var den nemmeste facade at hvise frem for at folk ikke begyndte at pusle om en selvom de slet ikke kendte en. hans hvide skjorte stod åben foroven, så det øverste af hans brystkasse var synligt. han gik meget i sine øjne tanker og opdagede derfor intet liv i gaden.

Amber stoppede op og så sig om da det gik op for hende at hun ikke var alene mere hun fik øje på en dreng eller mand hun kunne ikke rigtige bedømme det fra denne afstand hun rømmede sig lidt før hun fulgte efter ham men drog med en afstand så han ikke skulle opdage hende lige med det samme

Taron gik roligt og så op mod himlen. han kunne høre skridt lidt bag sig og så sig derfor helt diskret tilbage, men da han så der bare var en pige tænkte han ikke så meget over det mere. han så mod himlne igen og satte ubevist farten lidt ned. et lumsk smil spillede på hans læber og han vendte sig pludselig om og så på hende med et venligt blik "skal du havde hjælp til noget?" spurgte han og lagde hovedet let på skrå.

Amber blev en smule flov før hun rystede på hovdet hun ville bare gerne havde set hvor han skulle hen og nu var hun blevet opdaget hun kunne mærke hvordan hen foræderiske kinder forvandle sig til nogle rosa balloner " nej tak det var bare" sagde hun kunne ikke finde på en undskyldning for at havde fulgt efter ham hun bed sig svagt i læben

Taron smilte charmerende på hende og lagde sin ene finger under hendes hage. han betragtede hende lidt og studerede alle hendes træk "bare hvad?...nysgerrig?..bare svar ærligt" sagde han roligt og strøg hende over håret. han betragtede de røde kinder lidt og smilte skævt over det. han syntes det var så sjovt at piger så hurtigt rødmede over næsten ingen ting.

hun lod de blå grå øjene hvile på ham i det han løftede hendes hage " ja det var" sagde hun sandfærdigt hun lagde ikke skjul på det hun fugtede kort sin læber af bare nervøsitiet hun vidste ikke hvor for hun blev så nervøs men noget i hendes krop sagde hende at hun skulle passe på hun sitrede svagt før hun flyttede på sit hoved og begyndte at gå " men tak for at du spurgte" sagde hun forsatte videre men ombestemte sig og stoppede op

Taron træk stille sin hånd til sig og lagde hovedet let på skrå "så lidt da..." sagde han lidt forvirret og så efter hende. han så meget forvirret ud og det gjorde han helt bevist og helt med vilje. han betragtede hende lidt da hun stoppede op og smilte venligt til hende "er der noget galt?" spurgte han venligt og lagde hovedet let på skrå. han blev stående helt stille.

Hun kunne ikke forstå hvorfor han var sød men hun gik hen til smilede forsigtigt hun lod sin advarelses signaler være signaler " det må du undskylde" sagde hun smilede " jeg har bare været så nervøs på det sidste" sagde hun smilede et sødt smil hun plejede ellers aldrig smile andet end et svagt smil men inat prøvede hun smilede sødt

Taron smilte venligt til hende og lagde hovedet på skrå "du behøver ikke undskylde.." sagde han venligt og rettede sig lidt op "okay..har der været nogen specielt grund til det?" spurgte han og prøvede at lyde bekymret og det lykkedes ham da også ret godt. han betragtede hendes søde smil lidt og fik et mere charmerende smil på læberne.

Cortez stod og røg en smøg imens han nu holdte øje med disse to personer, den ene tydeligt et menneske
og den anden en yngre vampyr end ham selv.
Han grinte inde i sit hoved over den lille menneskepige.

Amber havde ikke lagt mærke til ham den fordi hendes blik var fast rettet på Taron som hun snakkede med hun gengældte smilet før hunigen vendte blikket væk fra ham " Jeg ved ikke jeg kan ikke rigtige forklare det men jeg føler mig bare meget forfulgt for tiden" sagde hun lagde hovdet en anelse på men det måtte vel være hendes sind spilte hende et pus

Taron havde duftet den anden vampyr, men skænkede ham ikke et eneste blik. han så på det lille menneske og lyttede "okay...det må være en ubehagelig følelse...men jeg tror nu ikke der en nogen der følger efter dig" sagde han og smilte venligt han lod helt diskret sit blik vilde på den anden vampyr i få sekunter, men vendte så opmærksomheden over på mennesket.

I det Taron kiggede på Cortez smilte han stort og provokerende nok med fremhævede tænder,
hvilket kun meget få vampyrer turde når der var mennesker tilstede.

Amber smilede bredt før hun igen kiggede sig omkring men hun fik stadig ikke på den anden som og iagttog dem vendte blikket imod Taron og ville entlig gerne videre men hun vidste ikke hun skulle sprøge ham og forholdt sig derfor tavs

Taron så igen hen på vampyren og snerrede stille "vi burde gå videre" sagde han så og tog fat i hendes hånd, hvorefter han træk hende med sig. han holde hele tiden øje med den fremmede vampyr

Cortez tog sig ikke synderligt at snerrend, men tog det mere som en kompliment til at Taron
følte sig truet ved hans tilstedeværelse.
Han klørede sig med tommelfingeren som var på den hånd han også havde smøgen i.
Hans metalliske grå øjne fuldte dem lydløst og hvis nogen af dem kendte til en af hans søskende
ville de med det samme så det på de metalliske grå øjne som var arv for Klussiska familien.

Amber lod sig blive trukket med men kiggede sig alligevel over skulderen og fik øje på den anden som umildtbart var den de gik væk hun vendte blikket imod Taron men hun genkendte de gad vidst måske var hen i familie med Dementri hun fulgte efter imens hun igen kiggede sig over skulderen

Taron følte sig ikke truet af den fremmede vampyr. han ville bare ikke havde han pludselig skulle forstyrre, da han ikke orkede at skulle til at diskutere eller slårs med en vampyr. han kendte intet til klussiska familien og derfor heller intet til nogen Demetri eller nogle søskende. han så frem for sig og trak rolig mennesket med sig.

Amber vendte sig om imod Taron hun betragtede ham hvorfor havde han så travlt og hvor skulle de hen " hvorfor har vi så travlt?" spurgte hun imens blå gråe øjene betragtede hun fulgte alligevel med hun havde ingen anelse om havd der skulle ske

Taron sænkede farten en smule "travlt?...sådan går jeg da normalt?" sagde han og så på hende med venlige øjne. han så kort mod vampyren igen, men vendte så blikket frem og smilte roligt, for at hvise mennesket han ikke havde travlt eller noget.

" okay hvis du siger det" hun vendte blikket ned imod sine fødder imens hun smilede hun hun stoppede svagt op for se om ham den anden fulgte med men lige i øjeblikket kunne hun ikke få øje på ham hun sukkede næsten lydløst før hun igen forsatte med at gå

Taron så på hende og lagde hovedet svagt på skrå "du sukker?" spurgte han og undrede sig lidt. han slap stille hendes hånd "er der noget galt?" spurgte han roligt.

Amber smilede forsigt det var bare fordi jeg så ham den anden hun sukkede igen og hendes hånd røg op til hendes hals hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare det " han mindede mig bare om nogen" sagde hun stille imens hun rettede blikket imod jorden

Taron så på hende og lyttede til hvad hun sagde. han niukkede stille "aha...hvis du kender ham kan du jo bare gå tilbage til ham..men jeg vil råde dig til at passe på..jeg syntes ikke han virkede særlig venlig" sagde han og smilte lidt. han var faktisk ret ligeglad med om dne anden var venlig eller ej.