Eventyr her kommer jeg..(camille)

tid: 11.59
sted: crasies lejlighed.

Crasie gik frem og tilbage på gulvet i hendes stue, hun kiggede flere gange ud af vinduet for at se om Camille var kommet. En, to, tre, fire så vendte hun sig om igen og talte forfra. Hun havde fået Isabella til at ringe til Camille at hun skulle mødes her 12, for Crasie ville gerne snakke med hende. Hun havde ladet Isabella snakke, for hun kunne sku ikke rigtig finde ud af de mobiltelefoner eller hvad de end hed, og selvom hun hurtigt nok kunne lære det, så gad hun ikke lige frem. 1, 2, 3, 4, hun stoppede op og kiggede endnu engang ud af vinduet, hun havde ikke haft på den måde sommerfugle i maven og så lidt tålmodighed som nu. Hun ville nemlig spørge om Camille ville være med til at få fat i tvillingeknivene, for hun virkede interesseret i dem. Så kom en lille tvivl følelse op i hende og hun satte farten op igen, mens hun gik frem og tilbage. Hvad nu hvis hun ikke ville, hvad nu hvis hun ville men der så skete hende noget. Crasie tog sig til hovedet og satte sig ned på sofaen for at prøve at slappe af. Hun havde sin hættetrøje på og så en mørkeblå top inden under og et par sorte dog smidige covboybukser på. Hendes velkendte stok stod ved siden af dørkarmen.

Camille kiggede på sit lille ur af sølv * et par minutter over 12, fint nok...jeg er der om lidt * tænkte hun.
Hun havde modtaget opkaldet fra en glad og små flirtende Isabella om at mødes kl.12, dog forlød dét at dét var Crasie selv som ville have et ord med Camille.
Hun gik hen mod huset, der efterhånden var velkendt.
Camille standsede op, hun havde fundet nogle vildtvoksende blomster ,der stak ud gennem en hegnet på en nabo have.
Camille satte sig på hug og plukkede nogle stængler lilla tagetes og noget hvidt brudeslør.En sød og asymetrisk lille buket.Hun rejste sig og børstede noget jord af hendes kortærmet sorte blonde skjorte og hendes grønne baggy army bukser.
Hun var ved Crasies dør efter ingen tid, og løftede sin hånd til et par små bank på døren.

Crasie mærkede tydelig på ca 50 meters afstand at Camille kom, for hun kunne tydelig mærke hendes bevisthed. Et smil var på Crasies læber, mens hendes øjne fulgte Camille som gik hen til hoveddøren, det var først da hun lige var ved at banke at Crasie kom i tanke om at hun skulle hen og åbne op. Hun rystede på hovedet og var hurtigt ved hoveddøren og åbnede op og så op på Camille med et venligt smil på hendes blide ansigt. Det var sjovt at der alligevel var så stor højdeforskel imellem dem, så hun lod sig blive en lille tand højere ca 157 cm.
"Godt du kom, ja jeg var nød til at lade Isabella ringe til dig, for jeg kan sku ikke finde ud af det med mobiltelefoner"
Sagde hun med et smil og lagde mærke til blomsterne, og hun var lige ved at ryste på hovedet men tog sig i det. De blomster kunne stadigvæk nå at reddes og overleve. Crasie har altid været imod at give blomster på den måde, for de døde jo kort efter, og det ville være langt bedre at de kunne stå i noget jord og holde mange år.
"Tak for blomsterne"
Hun tog imod blomsterne og vendte sig om og gik ind i køkkenet, og fik en skål. Så gik hun ind af en dør der lige var overfor køkkenet, som kunne ligne et opbevarings rum. Så kom hun ud med en flaske med noget gennemsigtigt indhold og lukkede døren efter sig. Så gik hun ind i stuen satte blomsterne så de kunne stå op i skålen og hældte indholdet ud, som næsten lignede vand, men en lille fin urtelugt kom fra vandet.
"Sådan der så kan de slå rødder og måske så overleve i længere tid"
Sagde hun for sig selv og gik så ud af gangen igen til Camille.

Camille trådte ind og stak hende blomsterne.Hun bemærkede godt et lidt misbilligende blik, godt forsøgt kamofleret af et smil.Så hun var altsår ikke en blomster pige, tænkte Camille og kiggede nysgerrigt efter hvad hun hældte , hvad hun gjore med blomsterne.
"Sig må da lære at betjene en mobil , Crasie...dén er jo nærmest uundværlig nu om dage " små snakkede hun lidt.
Camille havde på fornemmelsen at Crasie havde tænkt sig at tale med hende om et eller andet...vigtigt.
Hun var spændt på hvad dét dog kunne være, hun ville elske mulughedden for at hjælpe hendes veninde.Crasie..og alle de andre personlighedder, var dén eneste veninde hun havde.
"Whats up ?" Spurgte hun med en glad stemme,imens hun lænede sig op a væggen og snurrede en hår lok omkring pegefingeren.

Crasie så op på hende da hun sagde at den var uundværlig.
"Så ved du intet om den virkelig verden søde lille skat"
Sagde hun drillende til det Camille havde sagt. En mobil ja selvfølgelig kan man komme i kontakt med andre, men der er 1000 andre måder at gøre det på, men som sagt så kender mennesker ikke længere til det, så de havde jo sådan set ikke noget andet valg. Crasie lændte sig op af væggen på den modsatte side af Camille, og kiggede lige over på blomsterne der lå badet i noget specielt vand. Nogle kaldte det for heksevand, det gjorde at selv en lille del fra planten af ville vokse og slå rødder, så man kan sætte det i jorden igen. HUn fik et smil på læberne med tanken om blomsterne stående i vindueskamen. Hun vendte blikket tilbage på Camille og blev let fat i læben. Hvordan skal man dog sige det? Hun gned sine hænder imod hinanden og så smilende på camille med et morende glimt i øjnene.
"Sidst du var her virkede du rime meget interesseret i tvillinge knivene, hvis du kan huske dem?"
Hun så op på hende med et spørgende blik og forsatte.
"For som sagt så skulle jeg afsted og få prøvet at skaffe dem, og jeg tænkte så....mmm. jeg tænkte så at du kunne komme med mig på et lille eventyr. Så kommer du i hvert fald til at se en større del af den ellers hemmelige mystiske verden der er omkring jer mennesker"
Hun så spændt på Camille, hun ville ikke blive skuffet hvis hun sagde nej, men stadigvæk ville hun meget gerne have hende med.

Camille lyftede et øjen bryn ved Crasies kommentar, der var noget om snakken...givet der var en del der forholdte sig meget anderledes end Camille oprindeligt havde troet.Alene hele denne coeksistens med alle væserne, var stadig en stor mundfuld at tage og de evner som de herskede over, var ukendt for Camille...ihvertfald kendte hun kun til ganske lidt.
Hun ventede spændt på hvad Crasie havde i tankerne for dagen og hendes smil viste at humøret var godt.
Overrasket blev hun dog, meget da Crasie bragte tvillingeknivene på banen.* jo..jeg er interesseret, men Tristan sagde at de var i hans besiddelse ? Hvordan gør jeg lige her ?* tankerne væltede ind over Camille.Hun stod stadig læner op a væggen og begyndte at tromme lidt på den med henses hænder bag om ryggen.
Hun kunne jo ikke så sige ' dem behøver du skam ikke søge efter, en a lønnen venner har dem.....måske skulle hun bare sørge for damage control , hvis Crasie fik sjove ideer?.
Hun rettede sine øjne mod Crasie og svarede " Jo...på en måde er jeg ....interessert i ...hvad der sker med dem.....og. guderne må vide jeg kunne bruge mere viden og erfaring i at hænge ud i 'jeres' verden ......hvad tænker du skal ske ?" Et nysgerrigt glimt funklede i hendes øjne, Camille elskede eventyr .

Crasie lagde mærke til at Camille havde vist usikkerhed, som om hun vidste noget som om hun ikke vidste om hun skulle sige eller ej.
"Kom dog ud med sproget pigebarn, det skader aldrig at dele nogle ting med andre."
Sagde hun venligt så kom hun i tanke om noget, at hun havde set jo nogle ligende knive før, hvor var det lige nu hvor hun havde set dem jo tristan. Et smil kom på hendes læber, det var sikkert det camille troede at Tristan havde det rigtige, langtfra de var nogle der sikkert var blevet inspireret af dem, men de havde ikke sjælene fra de to drager. Og hvordan kunne Crasie vide det, jo det var ved at hun ikke kunne føle sjælene som lå dybt i daggerne.
"Er det fordi du tror at Tristan har dem? Nej skam ikke, de er kun kopier de har ikke den ægte kræft og energi. Jeg ved selvfølgelig ikke hvad hans kan, men det er ikke dem tro mig"
Hun håbede at det var det Camille havde været usikker omkring.
"Men ellers hvad der skulle ske, ja det finder vi jo ud af på vejen"
Crasie så på hende med et dybtindtrængende blik med det mystiske glimt i øjnene som hun nogle gange fik. Hun ville ikke have at Camille bare tog med fordi hun følte sig tvunget, hun skulle særdeles gøre det frivilligt.

Camille befandt sig som så ofte før med et ben i hver lejer.
Tristan mente han var i besiddelse af de ægte knive og Crasie mente dét var udelukkende.
Uanset...ville dét nok være en god idé at Camille tog med, turen ville blive interessant og spændende og sikkert for Camille lærerig.
Hun spidsede munden imens hun så på hendes veninde og gennemtænkte situationen éen sidste gang.Crasie var hun tryk ved, og også de fleste andre...der var dog lige lilith, men hende måtte hun håbe holdt sig i bero.
Hun lagde ansigtet i alvorlige folder og begyndte at gå lidt hvileløst rundt .."Arh...jeg tror ikke.....jeg ville ellers gerne men..... Dét er nok ikke så godt " hun standsede op foran Crasie og et drillende smil gled nu over læberne og tinklede i øjnene " hvornår kan vi tage afsted ?" Spurgte hun fyldt med gåpå mod og en sult efter eventyr.

Crasie havde ikke forventet at hun ville blive skuffet da Camille sagde nej, men det blev hun ellers. Men så hørte hun hvordan Camille drillede hende og lod som om hun ikke kunne. Crasie blev straks rolig og havde et stort smil på læberne.
"Det skal du nok få betalt"
Sagde hun drillende.
"Når men jeg tænkte på at vi to afsted idag, og hvis du endelig vil have noget med så kan vi godt smutte forbi dig, men hvis det er tøj du vil have så har jeg eller rettere sagt Isabella har. Hun har også praktisk tøj og ikke kun kjoler så bare roligt, og det meste er faktisk ingengang brugt. For så snart hun får noge nyt tøj så næste gang hun dukker frem har hun illusionen af det nye tøj. Så kan vi lige gå oven på og så kan du vælge det du ville have"
Crasie vidste at Isabella intet ville have imod at Camille lånte tøj. Isabella ville sikkert på et tidspunkt også give hende noget tøj. Crasie kom i tanken om Camille stadigvæk havde det armbånd som Isabella havde givet til hende.

Camille beamede af glæde da hun så hvordan Crasies ansigstudtryk først lyste af skuffelse men så klarede op i et smil, da Camille sagde ja til turen.
Det var så dejligt , at have nogen i sit liv at dele ting og oplevelser med .
Camille syntes iøvrigt at Crasie var både kvik og klog, og hun havde på fornemmelsen at hun også var en rimelig stærk dæmon...så hun følte sig heldig , at have "hende på sin side".
"Om jeg behøver noget?" hun tænkte sig lidt om og blev fjern i blikket.
" Nej, egenlig ikke...hvis jeg kan låne måske bare et eller to sæt tøj til at skifte med, så skyller vi op undervejs " smilede hun og var tilfreds med at hun havde "påklædt sig fornuftigt" hemmefra, både med valg af tøj og også med hendes heckler med de specielle patroner fra dusørjægernes hemmelige lager , net bundet omkring sit lår, og et par ampuller med vievand, hæftet om sin arm.
Hendes armbånd og halskæde , havde hun stort set altid på, kun armbåndet måtte hun ligge fra sig , når hun var på arbejde på skadestuen.
" Skal vi have proviant med ? Hvor langt skal vi væk fra civilisationen? " spurgte hun og kendte nok godt svaret dertil.

"Så bare kom med mig så får du set Isabellas værelse"
Crasie vendte sig om og gik ned af gangen der førte til en dør forinden, lige før man gik ind af den dør kunne man ellers gå til hendes køkken og det andet rum hun lige havde været i for at hente heksevandet. Crasie åbnede og en hvirveltrappe førte opad. Lyset kom oven fra sollyset som gik ned gennem glasvinduerne på taget. Der var en var nogle bogreaoler og andre underlige pynte ting på hylderne. Crasie gik hurtigt op af trappen og som førte endnu til en gang på 1 sal og forenden var der et stort åben rum, men i gangen var der to døre. Crasie gik hen og åbnede døren. Det var som om man kom i en helt nyt hus. Gulvet var belagt med blåt lilla tæppe, der stod en stor drømmeseng, og en dør stod åben og som lignede et helt rum med tøj. Væggene vaar hvide og fyldt med blandt selvprotratter af hendes selv på mange forskellige måder. Rummet havde en kommode og reoler og istedet for bøger var der tons viser af ting som lignede gaver. Der var både smykker i alle former, flotte statuer osv. Kommoden var også fyldt med ting og meget elegante kjoler, og blandt andet lå en flot rose af guld oven på en hvid kjole.
"Nej du vil finde hurtigt ud af at det du kalder for storbyer ikke er rigtigt storbyer endda. Men du går bare ind i hendes klædeskab og tager det du vil ha, og så pakker jeg lige hurtigt nogle ting i det andet rum."
Crasie vendte sig om og efterlod Camille alene i dette meget piget/kvindelige rum der var overfyldt med ting. Crasie åbnede døren der var på den modsatte side af isabellas rum, og det man lige kunne se lignede det et rum fyldt med bogreoler og mindede meget om Crasie.

Isabellas værelse ? Dét ville være interessant .
Camille forstillede sig noget meget feminint og måske en anelse 'frækt' men synet der mødte hende , overvældede hende
Dét var naturligvis meget feminint men også på en måde overdådigt.Dét kunne tydeligt ses at pengeproblemer ikke var noget Isabella skulle døje med, for der var i overflod af...alt.
Smukke ting og sager prydede vægge og reoler, og da Camille så at næsten et helt rum var brugt som 'skab' måtte hun næsten knibe sig i armen.
Mange ville nok have kastet sig over Isabellas ting og tøj, efter at være inviteret til dét, men Camille så på dét næsten med æres frygt.Der var mange smukke ting.
Dét lykkes dog at finde nogle sorte basis toppe, undertøj uden for mange pynteting på og et enkelt par mørke bukser.Hun kaldte ud til Crasie " får vi brug for festtøj ? ", dét troede hun nu ikke, men man kunne jo ikke vide sig sikker , vel.
Hun følte lidt hun snagede i Isabellas ting, når hun nu ikke selv var tilstede, men fandt dét alligevel rart at få et indblik , at se endnu en side af hende.
At hun var populær, undrede jo ikke Camille, og dét kunne ses på de mange gaver og smykker hun havde modtaget.

Crasie kom ud fra det der kunne ligne hendes værelse med en lille sort praktisk rygsæk. Hun kiggede først uforstående på hende, men så opfattede hun det praktiske med det.
"Jo bare tag en kjole, og du skal ikke føle som om du stjæler for det gør du ikke for hun har virkeligt intet imod det"
Sagde Crasie forsikrende og hvis endelig Isabella havde noget imod det, så var det Crasie der fik problemer og ikke Crasie, for det var Crasie der havde givet hende lov.
"Men så kan du se alle de gaver hun får, for alle dem hun forføre og som vil giftes med hende osv. Det her er faktisk kun en del af det hun har fået igennem hele vores liv, for meget har vi måtte skilles os af med og andre har vi ikke kunne beholde."
Et smil kom på Crasies læber om et sjovt minde.
"Hun har engang forført en sultan som gav hende en elefant. Men de fleste af tingene har hun fået bådet fra prinser, adel og fine mænd selv også kvinder men ude over det"
Crasie tog det tøj hun havde valgt og proppede det i tasken, det lignede godt nok ikke som om der kunne være meget i den og alligevel var der plads. Crasies blik faldt på guldrosen og gik hen og tog den mellem sine hænder. Det var en enkel smuk rose som var lavet af 24karat guld som en ægte smed har lavet. Hun havde et morende smil ved tanken om hvem der havde givet Isabella den og hvordan Isabella havde forført denne kære smed.

Camille lyttede og smilede ved tanken om en elefant i gave, som tegn på affektion.Sådan var dét jo i dele af verdenen og gennem tiden.
Isabella selv, havde ramt rigtigt i sin gave til Camille noget lidt feminint og råt med den lille funktionelle sten, der nu betød at hun altid var lun og tilpas.
Dét havde virkelig været sødt af hende.Mon Crasie havde vidst hvem stenen var tiltænkt, da hun blev sendt ud efter den.
"rosen er vidunderlig smuk " medgav Camille da Crasie tog den , selv havde hun ikke ville røre ved den, men havde klart set og beundret den med dét samme.
Nu tog hun den hvide kjole der lå under op og holdte den ud i strakt arm.
Den var enkel ,med en bar skylder og en dækket , skåret i empirie snit og med enkelte fine mønstre i kanten lavet med guld og sølv tråd.Ellers faldt den lige ned.
"Den er fantastisk, må dét blive den ?" Mumlede hun da kjolen havde lige den enkelte stil Camille elskede som klædte hende fint.

"Når ja rosen ja. Du kan ikke forstille dig hvordan hun fik fat i den. Hun måtte forføre en dværg, ikke disse dværge som i kender som er mennesker med genfejl men den ægte race af dværge, og dværge ja de ville jo som sagt ikke kunne lide menneskelignende høje kvinder, så hun måtte forvandle sig til en lille dværg, kan du forstille dig hende som en dværg. Det tror jeg ikke at du kan"
Sagde Crasie med et smil, selv Crasie kunne ingengang forstille det selvom hun ikke var ret meget højere end normale dværge, men den ellers yndefylde høje slanke kvinde til den lave lidt mere kraftigbyggede kvinder, var total modsætning. Crasie lagde mærke til hendes valg en meget yndig flot kjole.
"Ja du må endelig tage den. Jeg mener den er omkring de 150 år gammel eller sådan noget, jeg mener hun har fået den fra en russisk prins eller sådan noget. Det må du spørge hende om, for det er hende der kan huske alle dem hun har fået forført"
Crasie gik mens hun talte og hentede i klædeskabet/klæderummet og tog en af de specielle gennemsigtige plastikposer som man plejer at putte fint tøj i og havde en knage i den anden hånd. Så mærkede Crasie at Isabella vågnede i hendes sind. *Når så du er ved at give mit tøj ud* Sagde Isabella men da Crasie vendte imod Camille og Isabella også så med de sammen øjne som Crasie sagde Isabella så inde i Crasie. *Den der kjole er bare perfekt til hende, den glæder jeg mig til at se på hende. Så fin lige også det der hvide perle/blomster smykke i skuffen til hende, det ville være prikken over iet, og jo også den hårpynt der ligger sammen med den anden så er du sød* Hvis Camilla lagde mærke til Crasie så ville hun kunne se næsten som om hun stod og lyttede til nogen, som hun jo egenligt gjorde. Crasie gik målrettet hen til en skuffe i kommoden og fandt hurtigt noget frem, som hun viste frem til Camille. Det var en halskæde der var fyldt med hvide ægte perler, og så foran var der en smyk blomst lavet af noget hvidt/guld og med en stor hvidlyserød perle i midten. Den var meget smyk og i den anden hånd havde hun en hårspænde, som var en fin lille elegant sløfe som ville passe perfekt i camilles hår, og hvis man rørte ved stoffet ville mange kunne mærke at det var lavet af noget yderst let og blødt stod næsten blødere end silke. *Jo tag også de der hvide stiletter som jeg fik fra ham der Milakria eller hvad han nu end lige hedder*
"Isabella insistere meget på at du skal også have dem her med"
Crasie lagde dem oven på kjolen som camille holdte og gik ind og hentede et par fine hvide stiletter med kun en lille hæl og som bare var enkel men flotte.

Camille forsøgte at forstille sig Isabella som dværg, hvilke var umuligt.
Istedet frembragte hun et billed i sit indre af en lille dukke udgave af Isabella, men dét var jo ikke helt korrekt
Camille kom til at le.Sikke nogle historier Isabella måtte kunne fortælle, tænk sig prinser med mere !
Hun bemærkede godt Crasie forsvandt lidt i sin egen verden, som talte hun med nogen og Camille havde nær hevet al tøjet op igen, da hun troede dét var Isabella der nok skændte på dem.
Men hun gjore store øjne da Crasie begyndte at finde de smukkeste ting frem, som Isabella øjesynlig mente at hun også skulle have med.Sko, hår spænde og kæde alt i en klasse for sig, hvilke var ret tydeligt.
Camilles hånd fandt op til hendes lille glitrende kæde med blomstervedhænget og hun nulrede dét mellem to fingre.
"det hele er komplet elegant og bjergtagende Crasie og Isabella " sagde hun sandt og vidste ikke om Isabella kunne høre hende.
"det vil være fantastisk at låne det, dog vil jeg frastå kæden, min egen bytter jeg ikke ud " smilede hun varmt og slap den igen med sine fingre.
"wow...jeg håber vi kan presse en fest ind på vejen, så den kjole med tilbehør ikke går til spilde " kvidrede hun videre.

"Ja det er der vel kun en måde at finde ud af på"
Sagde Crasie med et smil, og tog kjolen fra hende puttede den pænt i bøjlen og puttede den i den gennemsigtige plastikpose og foldede pænt sammen og puttede den pænt i den ellers lille taske. Skoene kom i en æske og det sammen med hårpyntet. *Den ville ellers ha set så pænt ud på den lille pige tag smykket med alligevel måske skifter hun mening på vejen* Crasie tog smykket og puttede det også i.
"Isabella ville meget gerne have at vi tager halskænden med alligevel, hun siger at du måske skifter mening på et tidspunkt"
Crasie smilte og fik lukket tasken stod lige og tænkte sig om der var andet de manglede, og mærkede på hendes hættetrøje, som om hun mærkede om hun nu havde det hun skulle ha med. Så tog hun en lille ting fra lommen af, det lignede et eller andet kompliceret puslespil lige som nogle af de gådespil med træbrikkerne som skal formes til en figur eller sådan noget. Så foldede hun den åbenbart til den rette form og så lyste den hurtigt lige med et rødt glimt og så foldede hun den pænt sammen igen og puttede den i lommen.
"Hvis du endelig vil have noget andet så bare tag det men hver lidt hurtigt for vi har en vogn vi skal nå"
Sagde Crasie roligt med et smil på læberne og vendte sig om og gik ned af trapperne og ned til gangen og tog sin velkendte stok i hånden og tog sko på og ventede til at camille kom ned igen.

Camille kiggede interesseret i tasken, der absolut måtte være magisk.Den rummede jo nærmest hvad der ellers ville kræve to kufferter .Måske en almindelig lille håndtaske med de egenskaber...at tænke sig hvilke muligheder .Hun smilede for sig selv, dét var normalt kun taskens begrænsning grundet størrelsen, der satte en grænse for hendes rod....var der ingen pladsbegrænsning ville Camille skabe kaos i hendes taske.
Hun nåede ikke at protesterer eller argumenterer imod ,før end den smukke halskæde ligeledes var pakket ned.
Dét var næsten synd at udsætte den for en lang rejse, hun vidste at den ikke ville erstatte den hun havde på, udover affektionsværdien, fandt hun den enkel og smuk
"eh...jeg behøver ikke mere...lad os endelig komme afsted." Stemte hun i og var i hælene på Crasie.

"vi skal lige her ude for byen hvor vi hurtigt vil blive transporteret til himalayabjergene hvor dværgenes storby Thorban ligger, og det er der hvor højkongen har mange skatte blandt andet tvillinge knivene"
crasie gik ud og holdte døren åben til camille kom ud, og så snart hun var ude lukkede crasie med en nøgle, det klikkede flere gange i døren som om der var en speciel mekanisme i døren.
"der er ikke særlig langt, vi skal kun lige en speciel bygning ved markedspladsen og gå få hundrede meter under jorden"
sagde crasie med et smil og eventyr lysten lyste ud af hendes øjne, hun elskede eventyr og der var faktisk næsten intet bedre end eventyr. Hun gik med hurtige og raske skridt så hun stadigvæk kunne følge med. De gik ned af de veje som førte til det livlige markedsplads. Men lige inden de gik ind på det fyldte plads stoppede foran et hus foran et hus som så lidt forfalden ud. Crasie åbnede døren op og den knirkede højlydt som om den ikke bliver brugt særlig tit. Der var lidt halvmørkt indefor men så lyste gammeldags lamper op med et blegt gult lys. Lamperne lignede næsten lamper som blev brugt i gammeldags miner. Væggene her havde sort gult tapet og var halvt slidt af. Så gik crasie som om hun kendte stedet og drejede hen af den ene og den anden gang, det virkede som en labyrint. Så stoppede hun endelig foran en jerndør og man kunmne høre noget larm omme bag ved døren. Crasie bankede flere gange på.

Afsted de satte i god fart.
Dét lød nu meget simpelt når. Crasie beskrev deres tur, men efterhånden havde Camille oplevet og deltaget i adskellige eventyr i deres 'alternative ' verden til at vide, at intet der var så simpelt som man troede.
Hun studerede dét lidt forfaldende hus de skulle ind i og fulgte lydigt efter Crasie, uden at stille for mange spørgsmål.
Men hun så dog alligevel til med et blik fyldt med spørgsmål, da de befandt sig ved en stor dør og Crasie meldte deres ankomst ved en banken.
Camille så en gammel mand med et langt, fedtet skæg der snoede og byggede sig ned over hans hage, åbne døren på klem.
Hans knogede og gustne fingre holdte døren tilpas åben således at han kunne tage bestik af hvem der bankede på, uden at inviterer direkte indenfor.
"ja..? " spurgte han med en rusten stemme og Camille kiggede på Crasie.

"når så du er den nye lærling vi vil meget gerne snakke med gnomen Rauchl"
Crasie åbnede døren og gik pænt uden om ham. Herinde var rummet fyldt med alt muliget underligt dampmaskiner og maskiner i alle former, og man kunne ikke lige frem se hvad der formål er og flere af tingene kunne godt ligne noget som ville eksplodere. Så stoppede crasie foran en stor bunke af det der kunne ligne skrammel, og der var noget som rodede rundt nede i bunken. Så rodede crasie med den enehånd i bunken og fik fat i nakken af noget tøj og løftede vedkommende op og stilte ham på jorden ved siden af.
"har du slet ikke fået min besked?"
sagde crasie venligt og så på denne lille gnom, som var noget mindre en hende selv. Han havde noget agtig smedje tøj på og var beskidt af noget der kunne ligne fra eksplosioner hist og her. Han havde rødt hår der lige var samlet i en kort rødhestehale bag på. Han havde briller på hvor der var sådan nogle glas man kunne putte ind foran så man kunne studere tingene nærmere.
"jaselvfølgeligharjegdet,hvemtrordujegerfisterløgsovs?"
han snakkede sindsygt hurtigt uden mellemrum overhoved. Crasie tog hovedet let på skrå hun var vand til at gnormer talte så hurtigt for det gjorde de alle, men nogle af dem havde dog lært at tale normalt langsomt som alle andre.
"tal langsommere husk vi er ikke gnomer som dig"
han så lidt forlegen på hende, da han opdagede at han havde talt for hurtigere.
"javel ja så kan jeg jo bare gøre det, men i havde brug for en tur hvor?"
han så nysgerrigt på dem begge.
"thorban"
Sagde crasie kort men venligt.

Camille kiggede sig nysgerrigt omkring.Dét var som...som noget hun ikke havde set før.
På en måde sjovt og hyggeligt, og hun var sikker på at finurlige ting blev afprøvet og fremstillet her.
Hun smilede venligt , lavede en 'regnbuen bevægelse 'med hånden som en hilsen imens hendes læber formede et "hallo " .
Speedsnakkede alle gnomer sådan ? Hun måtte anstrenge sig meget og kunne ikke nå at fange alle ord før end Crasie bad ham sætte tempoet noget ned.
Sikken skæg lille mand.
Hun nikkede da Crasie angav deres rejsemål og tænkte over om hun ville kunne finde stedet her igen, om de ville lukke hende ind og hjælpe hvis ikke hun var i selvskab med Crasie.Formentlig ikke .

Gnomen så på Crasie, og kiggede så hen på camille.
"Når skal du til den store turnering?? Og hvorfor har du taget et menneske med?"
Han sagde det ikke nedladende, han sagde det bare sådan som om han ikke forstod. Crasie så undrende på ham, men så bredte et smil sig på hendes læber.
"Jeg troede turnering først var om 2 år, men det gør det nok det hele langt lettere. Når ja jeg har jo ikke præsenteret, hun er Camille og nej hun er et menneske, som alle andre"
Den lille gnom kaldt Rauch gik hen til Camille og stod og studerede hende. Han trak en af forstørrelsesglassene ned foran det ene brilleglas. Nu var hans øjet blevet fuldkomment stort.
"mmmm, ja du ved vel bedst ikk?"
Sagde han og vendte sig om, og vinkede med sin hånd at de skulle følge med. De kom hen til endnu en jerndør, og åbnede den. Man kom lige ud til en platform og foran dem stod en underlig kuppelformet med vinduer, som kunne minde om en alternetiv lille tog. Den sad fast i loftet, og gnomen gik med hurtige skridt hen og åbnede døren. Den var fuldstændigt indrettet som det der var i de foride rum, og man skulle nok bruge mange år for at forstå dette indviklet system.
"Dette er heldigvis en af disse ting, som gnomerne har kunne finde ud at lave ordenligt. Du skal aldrig normalt købe eller være i nærheden af gnormernes maskineri, for de har en tildens til at bryde sammen i flammer eller eksplosion. Dog har de lavet mange genial ting imellem, men man skal altid passe på"
Sagde Crasie med en drillende hentydning til at gnomen også skulle høre det. Man kunne høre et fnys inde fra gnomen af inde i vognen. Crasie så oppe på Camille og trak sin hætte overhoved, så hendes lysende neonlilla øjne lyste med eventyrlyst.
"Efter dig."
Hun viste at Camille skulle gå først.

Camille lyttede interesseret med.
En turnering, i hvad dog ? Hendes ideer om turneringer var nok lidt 'ridderagtige ' men i en verden af væsner og magi, kunne en turnering udføres i mange genre og dueller kunne finde sted i stort set alt.
Hun håbede de skulle se hvad dét var.
Så nærmede Rauch sig Camille , og begyndte at studerer hende.Hun fik et lidt forvirret udtryk over sig, men kunne ikke andet end at finde dét lidt morsomt da der intet ondt udstrålede fra ham.Dét var næsten en 'faglig ' interesse han synes at have.
Camille havde aldrig set et transport middel , der så ud eller virkede som dét gnormen her viste dem.
Dét var fantastisk - og frygtindgydende og havde dét ikke været for Crasie, havde hun med garanti hurtigt fabrikeret en undskyldning eller flere for ikke at skulle op og afsted i den.
Men hun havde tillid og nikkede sammentyggende til Crasies sandfærdige dril om maskinerne der her blev fremstillet.
Hun blev bedt om at gå først op og Camille kastede lige et hurtigt sidste blik rundt i dét støvede og lidt snavsede lokale, der så travlt ud.Hun håbede at vende tilbage hertil, i ét stykke...snart.
Forsigtigt trådte hun ind og tog plads.Var dét en sele hun skulle spænde om sig ? Hun greb fat i det og sendte et spørgende blik til Crasie, normalt ville hun bare have 'klikker den ' i et eller andet, men her i gnormernes domæne tænkte hun dét var smart hverken at hive, trække eller 'klikke' med noget , dét var jo ikke til at vide hvad man kunne udløse by mistake.
Crasie havde sin hætte trøje på. Camille havde sin Heckler fra Zean fastspændt på låret med de særlige patroner fra Tristan og dusørjægernes våben lager.
De var klar.
"Kommer du ?" Smilede hun ud til Crasie, som hun håbede skulle ind og sidde lige ved siden af.

"Jaja selvfølgelig"
Crasie gik ind og som man hurtigt kunne se var der hverken stole eller noget som helst at holde fast i. Jo i føresædet var en stol til den der skulle styre.
"Jeg ville råde dig til at gå helt tilbage i vognen og være helt langs væggen. Ellers kommer du at til at flyve bagud."
Sagde crasie med et smil, mens hun gik til væggen bagerst i vognen med vinduer til alle sider, og havde sin stok imellem sine hænder.. Gnomen havde sat sig på sin stol og begyndte at rode rundt med alt muligt knapper, håndtag osv. Gnomen kiggede sig over skuldren, og så da camille var gået bagerst, så trykkede han på en stor grøn knap, og så tog han noget ned som lignede et talerør, og begyndte at tale fuldstændigt hurtigt igen.
"Jacksætdogforhelvedelufttrykketigangsåvikankommehentilthorban"
Det var åbenbart nok til en anden gnom, for man kunne virkelig ikke forstå ordenligt en brik af det. Gnomen vendte sig om og havde taget sine briller op i panden.
"Jeg håber at i er klar"
Sagde han med et stort fedt smil på sine læber, og vendte blikket foran. Så begyndte noget at rumle bag ved dem, som torden langt borte men som hurtigere kom nærmere.
"Denne vogn fungere ved at blive skydt frem af et lufttryk bagfra"
Sagde Crasie forklarende, for hun var sikker på at Camille nok var forvirret. Jerndøren til vognen blev lukket, og nærmere kom torden lyden. Hvis man kiggede bagud var der opstillet nogle ting, som kunne dreje rundt hvis der kom vind forbi, og de begyndte at snore rundt som en gal. Så kunne de alle mærke trykket, og det var som om alle dele i deres krop blev bare hevet frem. Det varede dog kun 10 sekunder, men de føltes som lange sekunder. Klippevæggen susede bare forbi dem, og nu kunne de gå rundt i vognen lige som i et tog. Mens den susede i lynhurtigt fart videre igennem tunnelen. Gnomen vendte sig om imod dem og havde et lette smil på sine læber.
"Sådan der, så skulle vi meget gerne nå Thorban der ligger 12.467 km væk om 10 min eller sådan noget"
Crasie så hen på Camille om hun var okay, og begyndte så at gå ind foran og kiggede ud af førerkabinet. De virkede til at suse dybt nede i jorden og lige pludselig begyndte alt at lyse op udenfor, og hvis man kiggede ud. Ville man se hvordan lavaen boblede langt nede under dem. Så begyndte en blå lampe at blinke og Gnomen kiggede irreteret på den.
"Forpuledefedeintetsigendegnomer,hvadhelvedehardegangi"
Gnomen hev i et håndtag og nu kom en høj pivelyd, og vognen begyndte at stoppe hurtigt. Nu var de gået i stå hængende i loftet over det faretruende lava under dem. Camille kiggede nok ned og der ville hun så som om der var et væsen der lige var dukket op af lavaen, og hvor hun så halen som var på vej ned i der brændende lava.
"Vi var nød til at stoppe, for ellers ville vi længere fremme støde ind i nogle andre"
Sagde gnomen sur og irreteret.