At drikke kakao når det er koldt - Renesmee :3

Tid: Eftermiddag.
Vejr: Overskyet og svagt snevejr XD
Omgivelser: Et par mennesker, men de fleste er inde pga. sneen.
Sted: Inde på en café.
___

Joannes hår var fyldt med små, kolde snefnug, fordi hun kun lige havde sat sig. Hun var helt pjattet med sne, og var overlykkelig for at der endelig var kommet noget mere sne. Hun hadede vinteren som den var kold og fuld af sjap, men når der kom sne var den så smuk og dejlig. Hun tog imod koppen med et taknemmeligt smil og nippede forsigtigt til den varme kakao med flødeskum på toppen. Hun sendte tjeneren et snedigt smil, fordi han havde puttet ekstra flødeskum på. Han lod som om han ikke så hende, og gik fløjtende videre. Hun lænede sig tilbage i stolen og betragtede alle snefnuggene som faldt til jorden.

Påklædning: http://bauergriffinonline.com/bfm_gallery/2008/04/Michelle%20Trachtenberg%2042308/post_image/post_image-80424C4_TRACHTENBER_B_GR_05_leader.jpg

Selvom sneén ikke påvirkede Renesmees humør, så gik hun ind på den lille café. Hun kiggede sig kort omkring, men så ikke noget muligt offer. De fleste var sammen med nogen, bortset fra en enkel pige, der sad alene. Renesmee stod i døren og studerede påtrængende pigen. Det så ud som om hun havde et lille spil kørende med tjeneren, men det virkede ikke som noget specielt.. Ikke andet end en simpel flirt. Renesmee tænkte tilbage i tiden. For mange år siden, hvor hun selv havde det sådan med en tjener. Ikke noget stort, ikke andet end en flirt, som denne pige også havde. Hun brød sig ikke om at tænke tilbage i tiden, og havde heller ikke den helt store livslyst, men havde ikke lyst til at miste livet. Den mest sandsynlige måde hun kunne blive dræbt på, var ved at en dusørjæger dræbte hende med magi, men hun ville ikke dø som et offer. Hun ville hellere dø af egen vilje. En dreng skubbede døren op i hende, men hun flyttede sig ikke det meste. Drengen spurgte om hun ville være venlig at flytte sig, men hun ignorerede ham. Han blev irriteret og skubbede hårdere til hende. Hun vendte sig om i en umenneskelig hurtig bevægelse, og løftede ham op i hans trøje så han var få centimeter over jorden. Hun stirrede ind i hans øjne, og hendes øjenfarve skiftede fra isblå, til rød til en brunlig farve, og derefter til sort. Hun hvæsede i hans øre, og slap ham, så han fik overbalance. Hun vendte sig om, og drengene ventede tavst. Hun gik længere ind i cafeén, og sørgede for at der ikke var nogen der havde lagt mærke til hendes lille scene.

// Wow, nu føler jeg mig virkelig krea-løs XD

Joanne rettede sine rødbrune øjne hen imod døren, hvor hun havde hørt en mærkelig, hvæsende lyd. Den havde ikke rigtigt været menneskelig, og det næste hun kom til at tænke på var vampyrer. Men hun droppede den tanke med det samme, fordi hun følte sig virkelig paranoid. Det var da ikke alle væsner som var vampyrer. Der var sikkert slet ikke særlig mange andre end ham hun lige havde mødt... Hun rodede op i håret og så drengen flygte, hvorefter hun sendte et opmuntrende smil til pigen i døren. Hun så lidt alene ud, men så gik det op for Joanne at hun også var alene. Tja, hun var alene i caféen, ved det eneste tomme bord. Mon pigen kikkede sådan fordi hun overvejede at sidde her? Joanne kendte ikke til andre væsner end vampyrer og mennesker, og hun udelukkede vampyrerne. Der var noget andet over hende, men hun var ikke sikker på at det ikke var menneskeligt.

Renesmee kiggede overlegen rundt i lokalet. Hun så dem ikke som mennesker, hun så dem udelukkende som ofre. Som noget uden betydning - uden nogen mening i livet. Hun besluttede sig for at forsøge sig med pigen, der sad alene. Hun gik - i en svævende bevægelse - over mod pigen, og holdte hånden på ryggen af den tomme stol, og kiggede pigen i øjnene. Hun var tavs, og efter hun havde stået der i et par sekunder, satte hun sig ubesværet ned. Hun kastede håret om bag skulderen, og kiggede - eller nærmere; stirrede på pigen. Det ville nok se ret så creepy ud for et normalt menneske, medmindre Joanne var vant til mærkværdigheder.

// Undskyld den lange ventetid, det beklager jeg virkelig..

"Hej. Bare sæt dig ned." sagde Joanne muntert, med et svagt smil på læberne. Jeps, der var ingen tvivl. Denne piger, var en dæmon. Men ikke en Scuro dæmon, for hun havde ikke set tatoveringen i nakken. Men hun var smuk som en dæmon, og elegant som alle de andre, bare.. Ja, det var svært at forklare.
Joanne var ikke det mindste bange for hendes stirren, da hun var vant til det, eller.. mærkelige ting. Hun kendte udmærket til alle de mærkelige meninger som andre væsner havde om mennesker, og hun forstod det faktisk godt. Altså i nogle tilfælde. "Hvad havde drengen gjort mod dig?" spurgte hun venligt, imens hun drak noget af sin kakao. Hun ville bare give pigen tid til at svare, hvis hun ville.

// Når, tænk ikke på det ^^ Du havde sikkert travlt med noget?? :3 //

Renesmee kunne tydeligt se at pigen ikke var det mindste skræmt af hende, og det irriterede hende lidt. Pigen vidste tilsyneladende godt hvad Renesmee var, men hun vidste ikke om hun kendte til de andre skabninger. Hun skulle til at konfrontere pigen med det, men pigen kom hende i forkøbet, og spurgte om hvad drengen ved døren havde gjort mod hende, "Han skulle bare lære at have tålmodighed", sagde hun i en høflig, men dog kold tone. I Renesmees tid, var mænd - eller drenge - ikke sådan over på damerne. Hun betragtede pigen drikke af kakaoen, og overvejede om hun selv skulle bestille noget. Hun kiggede over mod baren, for at se om der var nogen at få øjenkontakt med, men de havde alle travlt, så Renesmee opgav. "Hvilke racer kender du ellers til?", spurgte hun i neutral tone, og vendte langsomt hovedet mod hende. Hendes ansigt var udtryksløs.

// Ja, jeg har lidt stress for tiden i;

"Ja, nogle burde lære dem alle sammen nogle manerer, ikke sandt?" Joannes var iskold, ikke det mindste bange. Hun følte sig heller ikke nervøs eller noget, for hun viste alt om hende her, alt det hun skulle bruge for ikke at føle sig for dum. Joanne betragtede hende kikke efter de andre, men lod ikke til at ville hjælpe hende. Hvis hun ville det nok, så skulle hun nok komme i kontakt med dem på en måde.
Joanne løftede det ene øjenbryn, og så på hendes ansigt. Hun var lige så smuk som alle de andre dæmoner, og det var ikke så lidt sagt. "Vampyrer, dæmoner, engle, varulve, elvere.. Alle sammen er nogle ganske interessante racer." Hun sørgede for at virke lige præcis så overlegen at det behøvedes. Dæmonen burde opfatte at hun ikke lod sig underkue, bare fordi hun var et menneske. Ikke fordi hun havde prøvet, men bare så hun ikke gjorde det.