Ikke så regntæt... - Renesmee

Qadir styrtede hen og placerede sig under legehusets tag, i et forsøg på at undgå regnen. Hvorfor skulle det altid regne på denne årstid? Regn. Hagl. Han så ned på sine sko, der var godt mudrede til. Regnen trommede på gynger, tage, rutschebane og alt det andet der nu findes på en legeplads. Han rynkede på næsen og fnøs højlydt, for at bremse et nys. Han rystede på hovedet så regndråber stod til alle sider. Hans tøj var gennemblødt og gjorde hans krop umådelig kold. Hele 38 grader, kun. Han skævede op imod himlen, og betragtede de grå skyer. Regnen tog til. Pokkers også!

Renesmee vandrede roligt og afslappet rundt i den nybegyndende regn. I modsætning til så mange andre, holdt Renesmee meget af regn, og foretrak det frem for sol og sommer. De få gange hvor hun rent faktisk havde nævnt at hun bedst kunne lide regn, mente folk at at var depressiv, hvilket hun vel også var, men det havde intet med regnen at gøre. Renesmee kiggede op mod himmelen, og kneb øjnene lidt sammen, så regnen ikke kom ind i hendes øjne. Hun kunne se at den snart ville tage til, og kiggede så ned af sig selv. Heldigvis havde hun passende tøj på, så det ville hverken være koldt, eller gennemsigtigt, når det blev gennemblødt. Det var sjældent hun bevægede sig rundt ved byerne så tidligt på aftenen, men hun havde lyst, og siden der regnede var der ikke mange mennesker at se.
En stærk lugt fyldte hendes næse, og hun førte blikket hen mod retningen af lugten. En varulv. En utranformeret varulv. I hele sit lange liv, havde hun aldrig snakket med en varulv. Hun havde kun set dem i transformeret tilstand, så nysgerrigheden tog til, og hun studerede hannen mens han søgte ly for regnen.

Han rynkede næsen og stirrede ud i regnen. Betragtede hver en dråbe der blev tabt af himmelen. Egentlig, så kunne han godt lide lyden af regn. Den milde trommen, der indikerede at næste gang man gik udenfor ville luften være renset fra skit og møg, som mennesker bragte med sig. Men når man blev våd og klam, så var regnen aldeles ikke en fordel. Og når man boede i et land, hvor det regnede 6 af årets 12 måneder og sneede i yderligere 3, så burde man næsten være vant til det efterhånden.
Det lille legehustag gik ham i baghold, og snart dryppede det ham i håret. Han var jo allerede drivvåd, så hvad var pointen i at stå dér overhovedet? Han sukkede højlydt og tog sig til hovedet, for at undgå vandets irriterende dryppen.
Han rystede sig igen på hovedet og opfangede pludselig færden af noget. Han kastede et temmelig forvirret blik omkring sig, og opdagede den unge pige skikkelse. Han knugede hænderne sammen og holdt vejret. Trods dæmoner ikke umiddelbart var på hans To Die liste, så kunne man aldrig være for forsigtig når man var omkring dem. De havde en tendens til at være mere eller mindre ustabile, mente han. Men... Nu havde han jo ikke mødt så mange.
"Godeftermiddag," lød det fra ham. Ingen grund til en stille, intens stirre. Manerer havde man vel stadig. Bare lidt. "Eller aften..."