Gågaden - Loredana

Dato: IRL
Dag: Lørdag
Sted: Gå gaden
Omgivelser: Mange mennesker.
Vejr: Det er lunt.
Tid: 13:50

Zack gik rundt i hovedgaden, han havde sin gode ven med Max... Max, var for en gangs skyld i snor, men det var fordi der var så mange mennesker og nogen folk var bange for hunde, Zack, kaldte altid Max for sin bedste ven, så mange troede faktisk det var en ægte person, til de så den store rottweiler, hvorefter de så blev lidt overraskede, mange mente også man ikke kunne være bedste venner med sit kæledyr... Men hvad så?.. Det var Zack jo.

Også Loredana var ude at gå i gågaden. Egentlig ville hun være blevet hjemme med en bog og noget afslappende musik, men med en hund fulgte også ansvaret med at passe den, så Loredana havde taget Kashmir i snoren, og var smuttet en hurtig tur ud, inden den første undervisningstime. Kashmir tiltrak sig en del opmærksomhed mens de gik, forståeligt nok – det var jo ikke hver dag, man mødte en hund på 100kg. Loredana havde tit bandet over, at der ikke var nogle ordentlige steder at lufte hun i Deepshell, men hun bed det i sig, og foretrak gågaden.
Loredana havde kastet en enkel, tynd jakke over sig, mest for synets skyld, for med sine 40C havde hun ikke brug for noget til at varme sig, slet ikke på en dag som denne, hvor vejret egentlig var godt nok. Hendes greb om snoren strammedes en smule, da Kashmir vagtsomt spidsede ører. Hun rettede blikket fremad, og fik øje på den anden hund – kilden til ændringen i Kashmirs opførsel. Loredana kortede snoren en smule op, men foretog sig ellers ingen ændringer, for skønt hun ikke hørte til de største personer, så kunne hun snildt holde den store hund – en fordel, der fulgte med at være varulv.

Zack lagde mærke til den store hund på samme tid med sin egen hund, han havde lært at tyde sin hunds signaler ubevidst og hans underbevidsthed registrerede hundens måde at gå på ændrede sig, selvom den blev i samme tempo, og det fortalte ham der var en anden hund i området. Zack kiggede hen på 'kæmpen' den store hund, Zack sagde "Dæk." og hunden lagde sig, Zack gik over til den store hund og dens ejer og smilede og spurgte "Må han hilse?" og pegede over skulderen, og hen på sin egen hund. Han registerede også at den ret så spinkle pige kunne holde en hund der lignede den vejede fra 80-100kg.. hun var helt klart en anden race, men hun havde ikke gjort ham noget endnu.

Loredana fulgte både hunden og dens ejer med blikket. Hun rynkede brynene en anelse ad manden. Hendes instinkt sagde hende, at det var et menneske, men hendes intuitive fornemmelse sagde noget andet, der var noget ved ham. Ikke desto mindre lyste et smil op på hendes ansigt, da han henvendte sig til hende.
”Selvfølgelig.” lød hendes svar, og hun slækkede lidt på snoren igen. ”Kashmir gør ikke en flue fortræd, han er bare ikke klar over sin egen størrelse.” Smilet spillede stadig i hendes mundvige, det var tydeligt, at hun var glad for hunden. En bedre vagthund kunne man heller ikke få, for de fleste, som ikke kendte den, blev meget overraskede og utrygge over dens størrelse. Ingen vidste, at han i virkeligheden var en kylling, og Loredana havde sandelig heller ikke i sinde om at oplyse eventuelle overfaldmænd om dette.

"Haha, det er det samme med min hund bortset fra et par undtagelser." sagde Zack og piftede let, og knipsede så hans hund luntede hen til ham, Zack tog snoren af Max, så han havde mere bevægelsesfrihed. "Jamen så hils da på ham, drengen!" sagde Zack blidt og opfordrene til sin hund, man kunne høre de havde et meget tæt bånd. Max gik langsomt tættere på Kashmir og snusede til hans hovede og poter og øre, og slak så Kashmir i hele fjæset, som han gjorde med alle andre han havde accepteret eller godt kunne lide. Zack smilede stort, det var sjældent hans hund gad at tale med de andre hunde, den gad typisk kun tale med Zack og nogengange Zacks jagthund, men ikke altid.

Loredana skulle ikke have noget i at tage snoren af Kashmir, hun havde ganske vidst godt tag på ham, men hvis han fik færten af en hunhund i løbetid ville han sandsynligvis liste af, så snart han så sit snit til det.
”Hvad kalder du ham?” spurgte hun, og så kort op på Zack, inden hun vendte blikket mod hundene igen. Kashmir gengældte, ivrigt logrende, snus og snøft og fnyste let, da Max slikkede ham i hele hovedet. Loredana smilede ad deres opførsel. Så typisk hund, noget, der lå hende meget nært, dog kun i ulveform. Ved de tanker så hun igen op på Zack, stadig en smule mistænksom. Han var jo venlig, men hun havde dén der følelse.

"Jeg kalder ham drengen, men han hedder rigtigt Max, han blev forladt som hvalp og så tog jeg ham til mig og siden dengang har vi været uadskellige, han passer altid på mig, når han er med, så han er en god hund.. Nogengange bare lidt for overmodig!" sagde Zack med et stort smil og tilføjede så. "For han ville sikkert gerne bare rende hen til fremmede hunde og lege, men det er ikke sikkert de ville lege med ham men slås istedet, men det fatter han ikke altid, han ser det meste som en leg" sagde Zack med et stort tandsmil.

Loredana smilede, og lyttede til hans fortælling.
”Det var en god gerning, du gjorde der.” smilede hun og så på hundene. Hun havde altid haft en svaghed for hunde, måske af en grund, og kunne slet ikke tåle hvis de blev plaget. At Zack havde taget Max til sig, var det der gjorde, at Loredana accepterede ham. En sådan mand, eller dreng var det vel nærmest, kunne simpelthen ikke ville nogen ondt.
”Det er ellers ikke det temperament man normalt forventer hos en rottweiler.” fortsatte hun og satte sig på hug ved siden af Kashmir, med en arm om den store hund. ”Mange folk anser dem for at være meget aggressive og uberegnelige. Tåbeligt nonsens efter min mening.” Hun smilede og kløede Kashmir på ryggen, hvorefter hun henvendte sig til hunden.
”Hva’ så, Kashmir, har du fundet dig en ny ven?” Med den karakteristiske stemme, som man så ofte bruger overfor dyr, eller til tider børn. Kashmir vendte hovedet og snøftede hende i ansigtet, men Loredana blot lo og skubbede ham væk.

"Altså ens hund er som ejeren, vis ejeren er et voldeligt svin, ender hunden også med at blive det, men jeg tror ham her har sin egen mening" lo Zack, og tilføjede så "Men folk har det jo også med at bruge rottweilere til hundekampe og som vagthunde eller til kamp, som f.eks gadebanderne og sådan noget, men jeg kan bare ikke tage at se på sådan noget, det er for groft." sagde Zack og satte sig på hug og tog fat i Max hovede og kyssede ham i panden, Zack rejste sig igen, da folk begyndte at glo og lod Max lege med kashmir igen, som krammede med sin ejer.

”Folk kan være grusomme sommetider.” medgav Loredana, og rejste sig også op igen, selvom hun var ligeglad med folks blikke. ”Det er det samme med mastifferne her.” Hun så ned på Kashmir med et kærligt blik i øjnene. ”De er ved at blive blacklistede, på grund af deres størrelse og styrke.” forklarede hun og rynkede misbilligende panden. ”Jeg tror ikke mere fredelige hunde findes.” Rynkerne i hendes pande glattedes ud igen, og hun så på Zack, som om hun først nu så ham.
”Jeg ved ikke engang hvad du hedder.” sagde hun med et smil, og rakte efter en lille tøven hånden frem. ”Mit navn er Loredana Sanchez.” introducerede hun sig selv, og opfordrede ham til at trykke hendes hånd. Mon han ville bemærke varmen fra hende? Måske, det var ikke til at vide. Nogle folk kommenterede det, men det var mest folk, som ikke var menneskelige.

"Jeg hedder Zack Jameston." sagde Zack smilende og rakte hende hånden. "Vil du med over og have en kop kaffe?" spurgte Zack venligt, og smilede stort til hende igen, og gav Max snor på, han måtte jo nok helst få snor på, så følte folk sig også mest, trygge, ved ham. Zack prøvede at klappe Kashmir på hovedet for at se hans reaktion... Den hund var jo en kæmpe når man tænkte over det.

”Hyggeligt at møde dig, Zack.” smilede Loredana, og trykkede hans hånd. Hun overvejede hans tilbud et par sekunder. ”Det lyder forfriskende.” svarede hun så, et indirekte svar på hans spørgsmål – hun ville gerne med. Hun betragtede Zack, da han klappede Kashmir. Hunden fandt sig godmodigt i det og logrede blot endnu mere med halen, for at vise sin glæde. Han kendte intet bedre end at blive klappet og kløet – og var altid meget forurettet, når han ikke måtte ligge i sofaen.

"Jeg kender en café lidt nede af gaden, skal vi gå ind på den?" spurgte Zack og smilede. "Der må vi nemlig godt have hundene så længe vi sidder udenfor." Zack efterlod helst ikke sin hund andre steder end i bilen og derhjemme, og han gad ikke gå hele vejen ned til parkeringspladsen for at finde bilen, for at sætte hunden derind, for at gå her tilbage og et andet sted hen, men han kendte da også et par andre steder de godt måtte være med dyr, så længe dyrene var stille og ikke bed.

”Jeg tror, jeg ved, hvilken en du mener.” nikkede Loredana smilende. Selv efterlod hun heller aldrig Kashmir andre steder, end i lejligheden, for bil havde hun ikke, og hun var altid nervøs for, at hunden ville rykke sig løs, eller at nogen ville gøre ham fortræd på den ene eller den anden måde. Loredana slog ud med hånden, opfordrede ham til at gå, og begyndte selv at gå lige så stille, mens hun regnede med, at han ville følge efter. Menneskene omkring hende veg en smule til side for Kashmir, men det gjorde ikke Loredana noget – så kunne hun komme frem uden problemer.

Zack fulgte bare med og kiggede ned på sin rottweiler som luntede i forvejen og trak blidt i snoren, men forsøgte ikke at løbe væk eller at trække sig fri, rottweileren kendte godt vejen til café'en den havde været der mange gange før. Zack stoppede ved café'en og satte sig hen til et bord, og fik Max til at ligge sig bagi hans stol, så han blev hvor han skulle. Zack sørgede for at de sad ved nogen af de yderste borde... Der var også mest plads, så hundene også kunne være der uden at blive mast.