Tænk at der er så mørkt her.. - Qadir.

Tid: Sen eftermiddag.
Vejr: Lunt og lidt overskyet.
Sted: Tæt på en klump caféer.
Omgivelser: Et par mennesker, men faktisk ikke særlig mange.
___

Joanne vinkede lidt irriteret til hende veninder som nu forlod hende, for at tage hen på en pub, som Joanne ikke havde lyst til at tage med på. Hun havde bare ikke lyst til at drikke i dag, og havde vist forstuvet sin ankel, så hun kunne ikke danse. Hun følte sig virkelig alene lige pludselig, og så sig omkring for at finde et sted hun nu kunne komme hen. Hun valgte at smutte ind på en af de små caféer som lå tæt på, og satte sig ved det første, tomme bord hun lige kunne se. Hun lagde hovedet på vinduet og sukkede dybt, og tog så imod den varme kakao som hun havde bestilt.

Qadir tog en dyb indånding, for derefter at skære en grimasse af ubehag. Ak. Byen havde nu en helt særlig aroma, og det var ikke noget han ligefrem brød sig om. Ærligt talt så var lugten af sod og cigaretrøg, samt lyden af biler og hosten ikke lige det han foretrak mest, når han nu begav sig ind i byerne. Han nød dog den afslappede stemning, der var til dagligt, samt spændingen om natten. Han var iklædt en sort t-shirt med slidte hvide bogstaver, samt nogle grå-grønne army-bukser... Det eneste der fik ham til at passe ind, faktisk. Det nyttede ikke noget at skilte med 'varulv' alligevel...
Der var noget helt særligt ved byen, mente han... Noget der ikke kunne beskrives. Der var mennesker, musik, fest, mad... Den sidste fik hans mave til at knurre, og han skubbede døren op til en lille hjørnecafe. Den var ikke så stor, men tydeligvis god, da de fleste borde var optaget. Han kastede et blik rundt i et forsøg på at finde en plads. Der var et ledigt bord, henlagt i den mørke krog... Han tøvede; at manøvrere sig selv forbi de 100 borde der var foran ham, ville være umuligt. Han kantede sig derfor hen til en umiddelbart ledig stol, ved en ung kvindes bord. Han lagde en hånd på stoleryggen og sendte kvinden et skævt smil.
"Uhm, er dén her ledig?"

Joanne havde været helt væk i sine egne tanker, og havde fået et lille chok da hun blev revet så hurtigt ud af dem igen, af en ganske moden stemme. "Hej! Jamen, den er vist nok ledig." Hun kløede sig forlegent i nakken over hendes underlige svar. Der sad ikke nogle, i hvert fald ikke nogle synlig person. Men tanken om usynlige personer fik hende bare til at føle sig virkelig barnlig, så den tanke rystede hun af sig. Hun var snart en rigtig dame, og måtte snart begynde at opføre sig lidt mere voksent.
Hun begyndte at betragte den nyankommne, med et svagt smil. Han virkede ret spændene, og som en som passede ind i denne her mørke tilværelse. Hun boede i en lys, hyggelig by, hvor hun gik i sommerkjole, selv om vinteren. Hvorfor viste hun ikke... Og så var hun også begyndt at gå rundt udenfor i natkjole...

Qadir fik hurtigt bestilt en kop kaffe, sort, og gav sig derefter til at nærstudere folkemængden. Han konkluderede at folk larmede på restaurenter, blot for at kunne overdøve hinanden... Lidt ironisk måske. Han skævede til pigen overfor og bemærkede godt hendes, ja hvad skal man kalde det, stirren. Han rynkede næsen og rømmede sig en smule. Han rettede sig en smule op da han modtog sin kaffe, og placerede dernæst begge hænder om det varme krus. Han stirrede ned i den sorte væske med et vurderende blik. Efter nogle sekunders intens kaffe-stirren, vendte han atter blikket imod pigen foran sig, smilte en anelse og hilste derefter... Igen...
"God... Eftermiddag er det vel." han skævede ud af vinduet og betragtede gråheden der herskede udenfor. Blikket blev atter vendt imod den ukendte ungmø.
"Kommer De her tit?" spurgte han og overvejede kort efter, og det kunne opfattes som en meget gammel, og sikkert meget dårlig, scorereplik. Han håbede blot på at hun ikke tolkede det sådan.

( OOC: Jeg beklager ventetiden samt min manglende kreativitet )

// Manglende krea?? Jeg syntes du klare det fint nok :3

Hun betragtede fraværende den varme substans i hendes kop, og så så igen på ham da han talte til hende. "Nej, det er faktisk første gang." sagde hun med et svagt smil, og nippede så til hendes kop. Hun strøg fingrene over læberne for at fjerne sporene fra kakaoen. Hun havde det med at tvære det ud i hele ansigtet, hvilket folk syntes var nuttet... Men hun hadede det bare. Hun blinkede lidt med sine rødbrune øjne, og betratede de andre mennesker på caféen. Hun syntes de larmede en anelse, men hun var ved at blive vant til at folk larmede helt vildt.

// GUUUD! Jeg kan bare overhovedet ikke finde på noget lige nu -.-' Undskyld min manglende krea..

"Ah," lød det blot fra ham. Han så atter ned i sin kop, for dernæst at hæve den til de smalle læber, og indtage den varme drik. Kaffe gav energi; og energi havde han sørme brug for. Han skævede hen til et bord tæt ved, hvor et ældre par rejste sig. Den ene efterlod en avis på bordet, som Qadir overvejede at nappe. Nogen kom ham dog i forkøbet, og der gik knapt 1 sekund før avisen havde forladt bordet og var i hænderne på en anden. Qadir fortrak en mut mine og så ned i kaffen. Han burde bestille noget at spise... Det var jo lidt derfor han var kommet. Han skævede til det lille kort, hvorpå der stod hvad dagens ret var, samt soup of the day og alt det andet fine mad, som der nu blev serveret her. Han tøvede og overvejede om han havde lyst til det, da han så priserne. Penge var ikke noget han havde meget af, og heller ikke så ofte brug for. Han så atter på pigen overfor og smilte svagt, da hun måtte tøre sine læber fra dét, der åbenbart var varm chokolade. Han slog atter blikket ned og forsøgte at komme på noget at sige. Det var underligt at dele bord med nogen, uden at tale med dem. De var voksne mennesker, så det burde være muligt at føre en samtale. Han skævede atter op imod hende og tænkte så det knagede.
"Så... Trods du ikke har været netop hér før, så ved du måske hvor det nærmeste øh... Posthus er?" Posthus? Hans kreativitet skuffede ham... Atter en gang.

Hun blev lidt overrasket over hans spørgsmål, og kunne ikke lade være med at smile lidt af ham. "Tja, posthus... Øhm, ja... Jeg så det faktisk da jeg var på vej herover." Hun kunne ikke lade være med at smile. Det var da et virkelig mærkeligt spørgsmål. Et posthus... Hun betragtede avisen som hurtigt blev snuppet fra bordet, men det rørte hende ikke. Hun havde allerede læst den i bussen på vej herover. Hun kløede sig på næsen, og så så på menu-kortet ligesom ham. Hun var faktisk ret sulten. Hun havde slet ikke fået noget morgenmad. Hun vinkede til en tjener, og bestilte en blandet salat. Med.. hvad var det der stod? 31 forskellige slags grønsager og frugter. Hun smilede svagt da hendes salat blev sat på bordet, og hun begyndte at stikke i den med gaffelen.

Han betragtede hende indgående da hun talte, og nikkede blot til hendes svar. Ren høflighed, selvfølgelig, trods den information hun havde givet ham nok var mere eller mindre værdiløs. Han behøvede jo ikke noget posthus. Hvem skulle han sende noget til? Han ejede jo ikke engang en postkasse selv, så det var jo absurd.
"Tak,"
Han lyttede med da hun bestilte og betragtede hendes salat da den blev placeret på bordet. Han skubbede stolen en smule ud, for ikke at hænge for meget ind over bordet. Han undlod at se på hende imens hun spiste, da det ikke kun ville være uhøfligt, men måske ligefrem irriterende. Hans mave gav lyd fra sig, og han forsøgte, med et kejtet falsk host, at overdøve det.
Kort efter bestilte han dagens suppe, uden nogen anelse om hvad den indebar, da han ikke fattede et klap af hvad tjeneren sagde, da han spurgte. Kort efter blev der placeret noget der lignede en tomat suppe foran ham. Han åndede lettet op.

Joanne smilede svagt over hans opførsel. Han virkede så høflig og velopdragen. Selv var hun utrolig dårligt opdraget, men opførte sig alligevel altid venligt over for alt og alle. Hun tyggede i en ret blød substans, og så på hans ansigt med de brune øjne, imens hun spiste. Det smagte udemærket, men hun var ret ked af at der ikke var noget honningmelon. Det var ikke for ingenting at hun spiste det i gigantiske mængder, når hun var hjemme. Hun tørede sin mund med servietten, efter at have bidt i en tomat som havde sprøjtet lidt. Hun kunne ikke lade være med at smile en smule. Hun hadede disse foræderiske grønsager... Hun betragtede suppen på bordet over for hende, imens hun spiste videre. Hun havde altid hadet supper. De var alt for tynde for hende. Hun kunne kun spise de helt vildt cremede af slagsen. Tjenerens ævlen om supper havde bare gjort hende spændt på hvilken suppe det ville være, og nu havde hun fået svaret. Men det var enlig ligemeget for hende.

Suppe var ikke hans livret, men bestemt ikke noget han takkede nej til, når først det stod foran ham. Han var vældig sulten efterhånden, og sult kunne jo kun stilles på én måde. Han sænkede skeen ned i den dampende væske, øsede suppen op, drak eller spiste; hvad man nu gør, når man indtager suppe. Og den bevægelse blev så gentaget i stilhed fra hans side, uden at han på nogen måde bed mærke i kvinden, som sad overfor. Da tallerkenen kort efter var tom, udstødte han et fornøjet suk og lænede sig en anelse tilbage i stolen. Han betragtede nu kvinden, med et næsten fraværende blik og et meget svagt smil. Meget neutral, var hans holdning og han så ikke ud til at tænke på noget. Efter nogle sekunders tavs stirren, rømmede han sig og kom til sig selv. Han satte sig skråt på stolen, da det næsten virkede absurd at sidde direkte overfor et menneske som man hverken kendte eller talte med. Stilheden mellem dem blev til en tryggende larm, for hans indre øre, trods menneskerne omkring dem støjede en del, med deres tallerkenskraben samt konstante sludren. Det var som at befinde sig på togstationen, én af de dér morgener, hvor der er kaos overalt, togene er forsinkede og man er allerede sent på den. Alt larmer og distraherer én, når man forsøger at læse togenes urimeligt besværlige køre-skemaer...
Qadir, der endnu sad og studerede kvinden overfor, forsøgte at sætte en finger på hvad hun mon beskæftigede sig med. Hun var ikke voldsomt høj og havde en slank krop, af hvad han kunne se. Mon hun var en skoleelev? Den teori afviste han straks, eftersom skoleelever da næppe gik på café alene og da slet ikke på dette tidspunkt. De havde jo både computere og mobiler og hvad vidste han. Hun var ganske køn, måtte han da indrømme, og han overvejede om hun kunne være en slags model? Hun spiste jo salat men varm chokolade var nok ikke 'lovligt' for 'sådan én', så igen måtte han afvise sin teori. Det var svært at sige, men nu var Qadir jo heller ikke en menneske-ekspert. Han smilte for sig selv og rettede sig op. Men én ting vidste han med sikkerhed; når to mennesker sidder ved samme bord, så bør de tale sammen, så det gjorde han:
"Jeg beklager meget, frøken, men nu har jeg siddet længe og forsøgte at finde ud af, hvad en ung pige som dig laver her, helt alene. Så, hvis du ikke har noget imod at jeg spørger ?"


( OOC: Jeg beklager igen, min mangel på kreativitet)

// Din mangel på kreativitet? Jeg bliver helt svimmel af at få sådan et langt og godt indlæg at svare på :D //

Joanne havde betragtet manden foran hende imens han spiste, og imens hun selv gumlede langsomt videre på sin salat. På trods af at der stod at der burde være ca. 31 forskellige slags frugt og grønsager i, smagte den ret kedeligt. Ikke nogle kerner eller noget, bare slatten salat, tørre agurker og overmodne tomater. Noget man kunne få alle steder, og som var så utrolig hverdagsagtigt. Hun havde dog regnet med en lidt større smagsoplevelse da hun skubbede gaflen fra sig, og lænede sig smilende tilbage i stolen. Igen rettede hun de rødbrune øjne mod ham, og kløede sig eftertænksomt på kinden for at finde på et godt svar til ham, et som passede. Ikke fordi hun havde tænkt sig at lyve eller noget, men hun lavede bare ikke så meget. Ikke noget fast. Hun havde fået en masse penge af sine forældre, og dem var hun ikke bange for at leve på, ikke ked af at skulle trække på dem. Hun viste at når hun endelig fik noget i gang, så skulle hun nok kunne tjene sine egne penge. Men det var jo ikke sket endnu, så hvorfor tænke over det? Måske burde hun forsøge sig som model, ligesom hendes veninde Josephine? Men så skulle hun vende sig af med hendes kakao-chokolade-vaner, og det var helt umuligt for hende. Bare tanken om det gav hende kuldegysninger. Hun havde godt set at han havde set lidt koncentreret ud, men hun havde ikke regnet med at han prøvede at regne hendes erhverv ud...
"Jeg laver faktisk ikke noget." sagde hun endelig og pillede ved en syning i hendes ærme. "Jeg fotografere et par mennesker og sådan noget løst og fast, men jeg har ikke fået tager mig sammen til at få et job." Hun havde aldrig rigtigt tænkt sådan på det, ikke tænkt på at hun ikke havde et og hun måske bare var en doven skid som ikke gad at stå tidligt op om morgenen.
Men så kunne hun ikke lade være med at tænke over hvad denne fyr lavede. Han så både muskuløs ud, og havde en rolig udstråling, men ingen af disse ting fortalte noget om hende, som hun kunne bruge til lige det formål at gætte hans erhverv. "Men hvad så med dig? Hvad laver du så?"

Flere mennesker tumlede besværet ind ad døren til den lille café. Både unge og gamle så ud til at flokkes ved denne lille café, men trods det så ud til, at der konstant trumlede flere mennesker ind i den lille café, så var der i grunden ikke mange omkring dem. Rummet måtte være meget lydhørt, konkluderede Qadir. Eller også måtte det være hans skærpede hørelse, der forsøgte at give ham hovedpine. Ikke noget han havde i sinde at tillade. Det så umiddelbart ikke ud til at der var nogen andre der reagerede på ståjen, så varulven måtte erkende, at det nok bare var ham der var for følsom når det gjaldt lyd.
Qadir så næsten overrasket ud, da hun fortalte, at hun ikke havde noget fast erhverv. Et eller andet sted, så havde han faktisk forventet at hun havde et job. Hvis ikke et seriøst arbejde, så måske et studenterjob. Hvordan unge mennesker i dag holdt sig kørende, var for ham en gåde. Men fotografi var vel også et arbejde, trods det sikkert kun var på hobby-niveau.
"Du har måske et mål om at blive fotograf?" spurgte han mildt og rettede sig en smule op på stolen, da hun sendte hans første spørgsmål tilbage. Han placerede armene på bordet og pillede ved sin tallerken, som en tjener straks efter kom og hentede.
Qadir, der ganske kort var blevet distraheret af tjenerens pludselig tilstedeværelse, vendte igen opmærksomheden imod pigen overfor og trak en anelse på smilebåndet.
"Jeg? Jeg er soldat," sagde han, forholdsvis neutralt. Et godt solidt arbejde, mente han selv, trods det selvfølgelig havde nogle downsides. Men det havde alle jobs vel egentlig.

Joanne tænkte lidt fraværende over det spørgsmål han havde givet hende, og som hun selvfølgelig agtede at svare på. Men det var bare sådan et godt spørgsmål, at hun blev slået lidt ud af den i et par sekunder. Da tjeneren havde hentet deres skåle og bestik, havde hun samlet et nogenlunde okay svar sammen, som han sikkert kunne stille sig tilfreds med. "Jeg tænker faktisk lidt på at blive fotograf, måske for et modelbureau eller sådan noget." Hun havde ikke rigtigt tænkt så meget over det, men måske kunne Josephine skaffe noget til hende, inde for det der bureau hun arbejdede for. Lønnen var yderst tilfredsstillende, så det måtte vel også være okay for fotografer, kunne det ikke? Næsten som han rettede sig op, sad hun også igen rank på stolen. Hvorfor viste hun ikke, men hun kom altid til at side meget afslappet og så havde han vist mindet hende om at hun skulle passe på at hun ikke fik ondt i ryggen igen, af at side helt skævt. Det var bare det værste hun viste - at få hold i nakken. Men hendes læge havde sagt det tit skete for hende. Hun havde vist bare en meget spinkel krop, hvilket på var tydeligt for enhver som så på hende. Sådan havde hun det i hvert fald selv, og så skulle hendes læge ikke sige flere grimme ord end det. Da hun fik hans svar tilbage, tænkte hun ikke rigtigt mere over det. Soldater var for hende, en flok mænd som løb rundt med geværer, og det var nu ikke det der virkede bedst for hende. Hun var jo også noget så tøset som en vegetar, men det virkede utrolig godt på kropsfedtet, nu hvor hun tænke over det. Det var nu ellers ikke grunden til at hun valgte at være vegetar, men blot et plus man fik. Men nu hvor hun tænkte endnu mere over at være soldat, måtte det jo faktisk være mere end bare at løbe rundt i sand og bakker med et gevær. Et svagt smil gled over hendes læber. "Soldat. Det lyder spændende." Hendes stemme var fyldt af oprigtig nysgerrighed.

Han betragtede hende indgående og ventede tålmodigt på hendes svar, imens han forsøgte at overbevise sin mave om, at den ikke skulle have mere at spise. En indvendig krig, om man vil.
"Ja så? Interessant valg." svarede han mildt. Egentlig kom det ikke som en overraskelse at hun nævnede et arbejde hvori der indgik skønhed og perfektion. Det der faktisk var lidt forbløffende var, at hun ville fotografere og ikke fotograferes. Alle piger havde vel en drøm om at være på forsiden af et mode-magazin. Hvad vidste han. Han havde lovet sig selv at holde sit navn og billed ude af blade og aviser, da det udentvivl kun kunne betyde at han var faldet i krig. Og så kan man jo sætte dét mål, at man skal overleve alle slag og skud-vækslinge.
"Hvorfor lige et modelbureau? Nu er jeg selvfølgelig ikke fotograf selv, men jeg ville da umiddebart tro at fotografering i naturen og lidt mere ekstreme situationer er lidt sjovere end foran en green-screen eller et hvidt lærred. Men det er måske bare mig."
I hans øjne måtte fotografering af poserende modeller blive dødkedeligt i længden. Der var ingen spontanitet. Ingen personlig udfoldelse. Kun de uskrevne regler om mode og kroppens facon og form. Ikke noget der interesserede Qadir.
Han trak en anelse på smilebåndet, af hendes reaktion på hans eget beskæftigelse. De færreste fandt egentlig hans arbejde interessant. Der var mange fordomme for soldater; enten var det de folk der 'ikke var kloge nok' til at tage en uddannelse som læge, ingeniør eller lignende. Eller også var det dem der var 'tåbelige nok' til at sætte livet på spil 'uden nogen grund'. Der var ufattelig mange militær-negative mennesker.
"Jeg ser verden, så jeg skal ikke klage."

"Nej, jeg er godt klar over hvad du mener, og jeg har mine grunde. Ellers havde jeg i hvert fald ikke tænkt på det job." Hun smilede lidt, og så ned på sine negle. "Min ene veninde er model, og du skulle bar se hendes pung." Hun løftede det ene øjenbryn med et skævt smil. "Og hun siger at de mangler fotografer." Hun sukkede svagt og satte sig til rette igen. Hun lyttede lidt til lyden af de andre mennesker i rummet, inden hun svarede på det sidste han sagde, det med at han så verdenen. "Hvis jeg kunne, så ville jeg forlade de her røvsyge byer, og tage ud i junglerne og blitze nogle meget sejere steder." mumlede hun gnavent, lige som et lille barn som bare aldrig fik sin vilje. Hun lagde ansigtet på bordoverfladen og så ud af vinduet ved siden af bordet. Der var overskyet og støvregn. Selvfølgelig. Det understregede lige hendes mening. "Jeg vil ikke tage billeder af hjernetomme tændstikker, men af vulkaner og sjældne dyr. Jeg kan ikke fordrage folk som sulter sig selv ihjel for at komme for forsiden af et blad, og så blive kasseret for ny blod i branchen." Hun lød virkelig som hendes kat, når den var allermest gnaven. Måske ville folkene ved de andre borde syntes at det var mærkeligt, og at hun lød som om hun talte med sin bedste veninde...

Han betragtede hende indgående og måtte til sidst trække på smilebåndet, da han indså at hun langt hellere ville opleve noget end kun at tage billeder af mennesker. Økonomi var altid en kæp i hjulet på de fleste drømme; det vidste alle. Men hvad skulle man da bruge penge til, hvis man nød hvad man lavede? Fjernsyn behøvede man ikke når man havde aviser. Computer var måske nødvendigt, men ikke noget dyrt. Og net, ja. En lille lejlighed. Varme og elektricitet. Og så selvfølgelig maden. Man kunne sikkert få det hele til at løbe rundt, trods man ikke tjener meget.
"Så gør det. Nyd dit liv; du får kun én chance." sagde han og betragtede hende, som hun lå på bordet. "Du kan eventuelt starte med at arbejde hårdt i modelbrancen. Din veninde kan sikkert få dig ind et godt sted, og så sparer du. Tjener lidt penge og smider det på en konto. Alt det tørre pjat, du ved. Og så har du råd til en lang tur til... Ja jeg ved ikke hvorhen." Han lod hånden glide igennem det korte hår. Problemet var nok bare at tjene pengene fra turen tilbage igen. Han sukkede. Hendes syn på modeller overraskede ham en del. Dels fordi hun jo lige havde en veninde i modelbranchen og dels fordi det var det erhverv hun overvejede at påtage sig. Qadir måtte indrømme, at hun ville passe godt ind i modelmiljøet. Det var jo ingen dårlig ting...
"Men der er jo også mange ting at se på her 'hjemme'. Det er bare de færreste der kan se dem." Han rynkede næsen. Han talte selvfølgelig om vampyrer, varulve og alt det andet kravl der luskede rundt i skove og lignende. "Hvem ved? Måske får du et skud af en af de store ulve der lusker rundt derude?"
Han lænte sig tilbage i stolen og betragtede hende. Han kunne ikke lade være med at smile over hendes opførsel. Alle oplevede altid modgang, og de fleste hadede det nok lige så meget som denne unge kvinde.