Som at være i himmelen

Dato : 24/5
Årstid : Forår/sommer
Dag : Lørdag
Vejr : Blå himmel med enkelte hvide skyer
Sted : En lysning dybt inde i skoven
Tid : 12:59
Omgivelser : Træer og dyr?


Caden lå imellem et hav af blå og røde blomster der nikkede og dansede hver gang vinden skiftede. Han befandt sig i en lysning, et lillet område der var helt fri fra træer.
Solen hang højt på himmelen og kastede sine stråler ned over ham og badede ham i lys. Varmen gjorde ham døsig og han gabte højlydt. Han havde ligget der i godt en time - måske to, at dømme efter hvor solen befandt sig. Dyrene havde for længst vænnet sig til ham og bag ham græssede en hind med sit føl. Han kunne høre dem gumle på barken og træerne der protesterede og hviskede til hinanden om det påtrængende dyr. Et rødt egern sad og betragtede ham fra en gren til venstre for ham med hovedet let på skrå og halen der viftede bag sig. *Der er intet bedre en der her* tænkte han tilfreds.

Joanne trådte igennem et krat, og bandede over alle de små rifter hun fik på hendes arme, og på hendes ansigt. Hun rettede på sit hår, og blinkede med øjnene da hun endelig kom ud, og vendte så ansigtet op mod himlen. Vejet var bare guddommeligt, og her duftede så dejligt.. Hun vendte opmærksomheden tilbage til lysningen foran sig, hvor der stod en hind og hendes kid. Da de to dyr opdagede at hun var kommet, så de op og forsvandt med det samme ind i skoven. Hun rynkede panden, men var bare glad for at have fået et glimt af de utrolig smukke dyr. Hun trådte lidt længere ind i lysningen, da det gik op for hende at der lå noget i græsset. Hun gik et par skridt nærmere, da hun opdagede at det faktisk var en dreng der lå i græsset. Hun gik helt hen til ham, og satte sig på hug, bare for at være helt sikker på at det var et menneske.

Caden var så uforberedt på forstyrrelsen af hans fredfyldte omgivelser at schoket kom som et spark i maven. Han stivnede og blev liggende hvor han var og lyttede til skridtene der nærmede sig ham. Kort tid efter opdagede hinden det også og gennede sit kid ind imellem træerne igen. Træerne sukkede af lettelse.
Vinden vendte og lugten af menneske nåede ham og han slappede lidt mere af. Et menneske ville ikke kunne gøre ham særlig stor skade men det var bedst at være på vagt.
Han lukkede øjnene i og gjorde sit åndedrag let og langsomt i håbet om at mennesket ville lade ham være i fred.
Han kunne høre det røde egerns klør mod barken idet den sprang fra det ene træ til det andet for at få et nærmere kig på nykommeren.

Egern var godt nok nysgerrige.

Joanne sagde ikke noget, da det lød som om han sov. Hun ville jo næppe vække ham, og gøre ham i dårligt humør. Hun drejede hurtigt ansigtet imod lyden, og så det lille egern. Hun elskede egner, de var så nuttede. Hun smilede svagt, og satte sig ned i det bløde græs. Hun regnede ikke med at drengen ville blive alt for sur, for han sov jo. Han viste sikkert ikke engang at hun var her. Hun sagde ikke noget for hun var bange for at vække ham. Der duftede godt med alle de blomster, og den svage vind i bladene lavede en lyd som fik hende til at blive lidt døsig...

//Sorry så ikke du havde skrevet ><//

Caden hørte græssets svage protest da pigen (at dømme efter lyden af langt hår der blev blæst bagud af den lette vind) satte sig ned. Caden åbnede det ene øje for at kigge op mod pigen der betragtede egernet der sad og stirrede med store øjne ned mod dem. Han tog en hurtig beslutning og satte sig op og gav sig til at pille græsstrå ud af hans hår der havde flættet sig ind i det. Planter elskede af en eller anden grund hans udsædvanlige hårfarve der var næsten hvid blond men halvdelen af det var en mørk skinende blå der faldt ned foran øjnene på ham. Han lod nogle af dem sidde i da de bad ham pænt om det. 'Lad os sidde Gul-og-Blå-Blad' hviskede de i øret på ham. Gul-og-Blå-´Blad var et navn plantedronningen havde givet ham og det var det han blev kaldt af hendes undersåtter.

//Smutter nu skal spise og se avatar:) logger ind igen efter//

// Jeg skulle også lige spise x3

Joanne blev lidt chokeret da han satte sig op, og da egernet hoppede videre i dens jagt på nødder. Hun drejede sit ansigt mod ham, og sendte ham et fjoget smil. "Jamen godmorgen." hilste hun venligt, og kløede sig i nakken. Hun betragtede hans smukke ansigt, og det sjove hår, i de fine farver. Det klædte ham ganske fint. Hun rettede på sit eget sorte hår, så det igen sad sødt og næsten dækkede hendes højre øje. Hun havde fletninger som hun plejede, noget som ikke stramte hendes hår for meget, men alligevel holdte det godt på plads.

Caden kunne ikke lade vær med at le og svare hende "Aldrig sovet bedre" mens han holdte to krydsede fingre oppe. Han rystede let på hovedet for at få græstråene til at løsne sig og de gav efter men kun fordi han havde spurgt pænt. Han var nød til at tale gennem sine følelser eftersom forklaring 'Jeg taler da med planterne' nok ikke var den bedste start på en samtale. "Hvem er du?" spurgte han efter at have flyttet pandehåret over til højre så han i hvert fald kunne se ud af det ene øje mens det andet var bag et tæt gardin af blåt hår.

Hun sendte ham et kært smil, og pillede et græsstrå ud af hans hår, så det endelig var helt frit. Det var faktisk usædvanlig blødt. Det fik hende kun til at smile lidt mere. "Jeg er Joanne." svarede hun bare, oplagt til hans spørgsmål. "Men hvem er du så?" spurgte hun. Hun så ned på sine negle, og pillede noget jord væk. Som de sad der i det dejlige vejr var der faktisk ret stille, og derfor begyndte hun bare at lytte helt af sig selv. Men det var kun dejligt at lytte, for alt sammen gjorde hende bare så glad. Hun elskede at være udenfor.

Caden smilede skævt og rakte hånden frem. "Navnet er Caden" sagde han muntert. Pollen fra blomsterne under ham kildede i hans sensitive næse og han nyste så hovedet kolliderede med han højre knæ med et donk. "Av~!" mumlede han og tog sig til panden. Hans pandehår der havde været sikret bag hans ører faldt ned i ansigtet på ham og han flyttede det irriteret ud til siden igen. *Måske burde jeg få det klippet?* overvejede han med rynket pande fordi smerten var gået fra skarp til en regelmæssig dunken. Han skar en grimasse *Bare jeg ikke får en bule..*

Hun skulle lige til at sige 'Hyggeligt at møde dig Caden', og måske give ham hånden eller noget, men så blev hun stoppet af hans nys. Hun kunne ikke lade være med at grine en lille smule af ham, en lille, kær latter. Hun løftede varsomt fingrende og lod fingrene løbe uendelig blidt over hans hår, for at lede efter spor på en begyndende bule. Hun kunne ikke lade være med at grine lidt. "Nøj, nu får du nok en bule lille Candy." fniste hun, helt upåvirket af at tale som en lille pige og kalde ham for Candy.