Lidt barnlig har man lov til at være xD

Sted. Leeeeeegepladsen! xD
Omkring. No ooone
Vejr. Det er koldt og fuldmåne
Tid. 00.01
Dag+ dato. IRL
Påklædning. http://prommafia.com/wp-content/uploads/2009/07/oversized-punk-shirt-tutu-dress.jpg (Har bare ikke solbrillerne på)

Rose var ved legepladsen. Der var et muntert smil på hendes læber. Hun sad på en af gyngerne og svingede sig frem og tilbage. Hun havde lige haft trukket sine vinger tilbage, så hun følte sig lidt svag i det. Det var afslappende at være ved legepladsen ved denne tid. Der var ingen små skrigende børn. Hun elskede at gynge og ville blive ved i evigheder hvis hun kunne. Det var kun hendes lugt som afslørede hende som engel, ellers lignede hun et menneske.

Katch stod dovent henslængt op ad et cykelskur, i udkanten af legepladsen. Som altid var han iført et par slidte og forvaskede cowboybukser, samt en t-shirt. De mørke øjne hvilede på Rose, som gyngede lidt derfra, og Katch løftede langsomt hånden, for at tage et sug af sin cigaret. På grund af vejret kunne han ikke lugte hende, det blæste den forkerte vej, og det var godt det samme, for havde han kunnet det, så havde han nok ikke beundret hende så åbenlyst. Engle, prft. Det vidste han dog ikke, og han betragtede uhindret den kønne pige med det sjove hår. Hun så ung ud, bemærkede han, men det havde nu aldrig hindret ham i noget som helst.
Katch lagde ikke synderligt mærke til kulden – han var jo udødelig, så hvad var der at være bange for?

Rose satte hurtigt sine fødder mod jorden som fik hende til at stoppe med det samme. Hun havde kunnet mærke et blik på hende, og hun brød sig ikke om at blive betragtet uden at hun kunne se vedkommende. Hendes blik gik hurtigt rundt, og hun fik langsomt øje på en.. mand? Det kunne hun ikke rigtig se. Men han stod henne ved et cykelskur. Hun kunne ikke rigtig se ham, da hun jo ikke havde et viiirkelig godt syn, og det var mørkt. Hun så lidt på ham og kunne mærke, på den afstand, at han ikke var et menneske, men hun ville ikke blive freaked out endnu.

Katch reagerede ikke synderligt, udover at flytte vægten fra den ene fod til den anden. At hun havde lagt mærke til ham var tydeligt, men han rokkede sig ikke ud af stedet, fortsatte blot med at betragte hende. Han blottede de spidse tænder et kort øjeblik, men det var kun flygtigt – hans øjne havde stadig den samme, mørke røgfarve, som altid, så der var ingen fare på færde … endnu. Han tog endnu et sug af cigaretten før han skoddede den mod skurets rug trævæg og knipsede det væk. Han var alligevel ikke typen, som tænkte så meget på miljøet. Hvad kunne der ske?

Rose blev ved med at holde godt øje med manden og var forsigtig overfor ham. Hun var langt fra bange for ham, da han ikke så ud til at ville angribe hende. Hvis han havde villet gjorde det, havde han gjort det for lang tid siden. Hun rejste sig langsomt op fra gyngen og vendte sig om mod ham og lændte sig svagt op af gyngestativet og ventede på at han ville komme over, hvis han ville snakke eller sår'n noget.

Katch hævede kort øjenbrynet, da pigen rejste sig fra gyngen og vendte sig mod ham, hvorefter hun antog nogenlunde samme stilling som han selv; let støttet til gyngestativet. Det trak umærkeligt i hans mundvig, som om han skulle til at smile, men forhindrede sig selv i det alligevel. Han vidste ikke hvor godt hun kunne se ham. Selv havde han et ganske godt syn i natten, men det var jo også fuldmåne, hvilken kastede sit sølvfarvede lys over hele området. Katch rynkede brynene en anelse. Det var kun en meget svag fornemmelse, men han troede bestemt ikke, at denne pige blot var et almindeligt menneske. Men kun en meget svag intuition. Han blinkede dovent til hende, uvidende om, om hun overhovedet kunne se ham.

Rose blev ved med at se på ham. Han så ikke ud til at ville komme tættere på hende og snakke. Og det var ikke lige just sjovt at stå og stirre på en person hele natten.. Det var faktisk ret akavat, syntes hun selv. Hun trak svagt i mundvigen i et lille irriteret smil og hadede at være den som skulle gå over og sige hej. Men han så jo ikke ud til at ville gøre det. Hun strøg en hånd gennem sit hår og sukkede lavmælt og gik langsomt og forsigtigt nogle få skridt frem mod manden. Hun stod ca. fem- seks meter væk fra ham, da hun stoppede og så varsomt på ham "..Hey" sagde hun lidt tøvende og så fra hans fødder og op af hans krop og lod sit blik stoppe ved hans ansigt.

Heller ikke da pigen kom over mod ham, rykkede Katch sig ud af stedet. Blev blot stående, afventende. Idet hun standsede nogle meter fra ham, ramte hendes duft ham. Han pupiller blev smalle, skønt det ikke var til at se, da hans øjne var så mørke, som de nu var. En engel. Han rynkede en anelse på næsen ad lugten, men kommenterede det ikke. Hun kunne vel ikke gøre for, at han ikke brød sig om den; det var der sikkert mange andre der gjorde!
”Godnat.” hilste han, ganske høfligt, og målte hende kort med øjnene. Jo, hun så meget ung ud, syntes han. Hans hilsen, godnat, kunne måske forekomme sær for andre; det var jo ikke mange, som tænkte over, at det egentlig var det samme som at sige goddag eller godmorgen - det afhang af tiden på dagen, og Katch fandt det ganske enkelt absurd at sige goddag midt om natten. Så det blev godnat.

Rose så op på ham med og løftede et øjenbryn af hans svar til hendes hilsen. Godnat? Hmm.. Det kunne man jo godt sige, selvom at det var sjældent at hun mødte nogen som tænkte over sår'n noget. Da hun var kommet nærmere på ham, kunne hun mærke at han var en dæmon og brød sig ikke særlig meget om dem. Engle og dæmoner var jo oss fjender, så det var da ikke særlig underligt. Hun kunne mærke at han heller ikke så særlig begejstret ud, da hun var kommet nærmere, men kommenterede det ikke. Hun så op på hans ansigt og lod sin mundvige gå hen i et svagt smil "Hvad laver du så herude på denne tid?" spurgte hun da klokken jo var mange. Men selføli kunne hun ikke rigtig sige så meget mer end det. Han så jo ud til at være i sine 30'ere, så det var da ikke så pokkers overraskende. Så var det da mere overraskende at hun var ude på den tid, da hun lignede en på 15 år.

Katch gengældte ugenert hendes blik – hvorfor ikke? Han indrømmede i sit indre, at hun var en køn lille sag, men ikke syv vilde heste kunne få ham til at komplimentere hende! Hun var en engel for pokker, hvad regnede folk med? Der var en ganske lille trækning ved hans mundvig, ikke noget man nødvendigvis bemærkede.
”Interessant spørgsmål.” bemærkede han tørt – dog hverken afvisende eller surt. ”Men det mest interessante er nu alligevel, hvad du laver her? I engle plejer ikke, at være så glade for natten og mørket.” Han skubbede sig let ud fra skuret og slentrede de sidste par meter hen til hende. ”Tilmed ikke én, som virker så ung.” Han løftede sin ene hånd, og fulgte konturerne af hendes hage, med sin tommelfinger, inden han lod hånden dumpe ned. Som altid når han snakkede med folk, så han dem i øjnene. ”Men du er måske ældre, end øjet ser?” Det var halvt et spørgsmål, halvt en konstatering. Selvfølgelig var hun ældre end hun så ud – Katch havde ikke gennem sit 118-årige lange liv mødt en engel, som var den alder, denne så ud til.

Rose betragtede ham med et roligt blik og bemærkede at han ikke svarede på hendes spørgsmål. "Hmm.." mumlede han da han kom nærmere på hende og så hvor høj han egentlig var "Jeg er vidst bare ikke som alle andre engle" sagde hun og trak svagt på skuldrene. Hun åbnede sin mund ganske svagt for at kommentere, det som han gjorde da han lod han lod sin tommelfinger køre over hendes hage, men stoppede sig selv i at gøre det da hun ikke vidste om han var en dæmon som hurtigt blev sur. Og Rose, var ikke lige en person som holdt tilbage med hånlige eller sarkastiske kommentare. Hun havde talt sandt, med at hun ikke var som de andre engle. Hun var den stærkeste i området og den ældste. Hun trak på skuldrene til om hvorvidt hun var ældre end ens øjne kunne se "Det kan man vel godt sige.." sagde hun og underdrev lidt. Rose var oppe i sine 1500 år, som engel. Hun havde klaret det ret godt, med at overleve og var ret stolt over sig selv.

Katch så ned på hende og smilede skævt, så han blottede de spidse tænder endnu engang, men denne gang var det ikke i en grimasse, det var et rigtig smil. For smile kunne han sagtens.
”Såh?” Han hævede spørgende det ene øjenbryn. ”Hvordan er du så?” Han smilede ad hendes reaktion, da han rørte hende, men sagde ikke noget til det. Vel var det lidt usædvanligt, men sådan var han nu engang. Også han lagde mærke til, at hun ikke svarede på hvad hun lavede der, men tænkte ikke over det – det var vel dømt til, at blive lidt af en gådefuld samtale.
Katch trådte væk fra hende igen og begav sig nogle få skridt ind på legepladsen, uden at se, om hun fulgte efter og uden at vente på svar.

Rose så op på hans smil og vidste ikke rigtig om hun skulle være glad for at han smilte. Hun trak på skuldrene "Tør en hel del flere ting end de andre engle. Er stærkere end de fleste. Tør at sige min mening til folk som jeg bare burde have holdt mig væk fra" sagde hun og trak endnu engang på skuldrene, og ville egentlig ikke rigtig til at lave en hel liste omkring hvorfor hun var anderledes end de andre engle. Hun gik langsomt med ham da han gik ind på legepladsen og var egentlig lidt ligeglad med at hun ikke burde følge efter ham og at hun bare skulle lade ham være.

”Er det da så meget anderledes, end alle de andre?” spurgte Katch over skulderen til hende. Det lød ikke så særpræget endda – han havde da mødt mange rapkæftede engle. Han stoppede pludseligt op og vendte sig mod hende, så hun ville gå ind i ham, hvis hun fortsatte med at gå. ”Du siger din mening, siger du?” Han hævede spørgende øjenbrynene. ”Hvorfor tav du så, da jeg rørte dig?” Og endnu engang den aften, løftede han hånden og på det nærmeste kærtegnede hendes ansigt. Han havde lagt mærke til, at hun havde åbnet munden, for at sige noget første gang, og det var det, som nu fik ham til at tvivle på hendes ord. Det stemte ikke overens. Ellers var han bare forudindtaget overfor engelen.

"Tjaaah.. Måske ikke, men det kan nu oss være lidt ligemeget" sagde hun og så op på ham. Hun stoppede hurtigt op da han pludselig stoppede op, men var dog alligevel lige ved at gå ind i ham, da hun havde gået nogenlunde tæt op af ham. Hun så op på ham og trak hurtigt sit ansigt væk fra hans hånd da han rørte ved hende igen "Fordi at jeg er ikke uhøflig overfor fremmede. Jeg vidste ikke hvorvidt du ville blive sur og sår'n noget hvis jeg faktisk sagde et eller andet sarkastisk til dig" sagde hun og kunne høre at han tvivlede lidt på det hun sagde. Det kunne godt være at hun kunne sige sin mening og snakke sarkastisk og hånligt til folk, men ikke fremmede. Rose kunne skam godt være virkelig høflig hvis hun snakkede med fremmede. Hun ville sige sin rigtige mening til manden hvis han fortjente det og hvis hun ikke gad ham..

”Fuldstændig ligegyldigt.” medgav Katch, og trådte stilfærdigt et lille skridt tilbage, så han ikke havde hende så tæt på sig. Det trak igen i hans mundvige, da hun trak sig væk fra ham. Endelig en reaktion. Hendes svar var dog lige ved at få ham til at le.
”Jaså? Du vidste ikke, om jeg ville blive sur…” gentog han mumlende hendes ord. Han fandt det morsomt; hun modsagde sig selv. Men så så han på hende igen, og der var intet tegn af humor i hans sorte øjne. ”Du ved, hvad jeg er.” sagde han, og blottede tænderne. ”Tror du, jeg forventer en høflig behandling fra dig?” Det var et retorisk spørgsmål, det krævede intet svar. Engle og Dæmoner havde i alle tider aldrig kommet særligt godt ud af det med hinanden, så hvorfor skulle denne gang være en undtagelse?

Rose så op på ham og brød sig ikke om at han egentlig var sår'n overfor hende, men havde sår'n set forventet det af ham. Hun lagde sine arme over kors og så op på hans ansigt med et udtryksløst udtryk i ansigtet "Selføli ved jeg hvad du er.." mumlede hun og var jo ikke dum. Hun kunne ikke lade vær med at smilte hånligt "Bare fordi at engle og dæmoner ikke kan lide hinanden, kan man godt vise lidt høflighed eller bare lidt respekt overfor hinanden" sagde hun så og hendes smil blev lidt bredere "Og det er da underligt at en fuldvoksen mand som dig, opføre sig mer barnligt end en pige som mig" sagde hun og så på ham og var jo lissom den mest fornuftigste af dem omkring at vise lidt høflighed over for hinanden, imens at han bare troede at alle engle var ens. Hun rystede på hovedet af ham og mumlede et eller andet uforståeligt over hans opførsel og begyndte at gå forbi ham, med sit blik rettet mod gyngestativet.

”Nå, så forsvandt høfligheden nok? Det var en konstatering, ikke et spørgsmål.” påpegede Katch tørt, idet hun lige følte, at hun skulle slå det fast én gang til, at hun vidste hvad han var. Han havde jo heller ikke ligefrem gjort noget forsøg på at skjule sig, så alt andet ville da være underligt. Katch trak på skuldrene af hendes ord, tilsyneladende ligeglad.
”Jeg ser ingen grund til, at være høflig og vise respekt overfor dig. Høflighed? Tjah, det er vel en engle-ting? Og respekt? Det ville være at lyve, både for mig selv og dig – for det føler jeg intet af. Du kunne ikke på nogen måde friste mig til at ændre min opførsel, dersom jeg virkelig var uhøflig. Det hedder instinkt.” Hendes næste ord fik ham til at fnyse – han var lige så fortørnet, dersom han var underholdt. ”Jeg skulle tage meget fejl, hvilket jeg tvivler på, jeg gør, hvis ikke jeg har ret i at antage, at du er flere hundrede år gammel, hvilket vil sige, at du er den ældste.” Og på trods af det betragtede han hende alligevel som et uvidende barn – hun var jo dobbeltmoralsk. Tør godt sige sin mening, jo tak, men hun var bange for at gør ham sur ved det? Er ikke uhøflig overfor fremmede – så nu var de lige pludseligt gamle bekendte?
Katch fulgte ikke efter hende, men snurrede blot en halv omgang om sig selv, så han ikke havde ryggen til hende, og fiskede en ny cigaret frem fra sin bukselomme.

Rose stoppede langsomt op og var kommet et par meter væk fra ham. Hun himlede med øjnene af ham, og vendte sig derefter om mod ham "Fint! Så bare lad vær med at være høflig og lad vær med at vise respekt!" sagde hun opgivende og ville ikke diskutere sår'n noget med ham. Hun løftede et øjenbryn og så op på ham og sukkede irriteret "Sådan set, nåede jeg ikke at blive voksen. Jeg tænker stadig som et barn nogle gange.." sagde hun og smilte derefter hånligt til ham "Men det gør ikke noget at du ikke vil opføre dig som en moden voksen. Det er sikkert oss svært for en som dig" sagde hun med en flabet og hånlig tone.

Katch nikkede til hendes ord, mens han var dybt koncentreret om at få tændt sin smøg – han slog ild med lighteren og sugede i filteret, inden han åndede ud og proppede lighteren tilbage i lommen. Jo, han ville skam fortsætte med at være uhøflig og respektløs, for hun kunne stadig umuligt få ham til at ændre sig.
”Næh, det er sandt. Men den fysiske og den mentale alder behøves ikke altid følges ad. Hvilket jeg jo er blevet til at levende bevis på.” Han tog et hiv af smøgen. ”Og desuden findes der et ordsprog.. Hvad er det nu det hedder, ikke kast med sten når du selv bor i et drivhus?” Det lød forkert. Han rystede kort på hovedet, som for at klare tankerne. ”Sludder og vrøvl, i et glashus?”

Rose så på Katch og strøg en hånd gennem sit hår og nikkede af det han sagde "Jaa.. Du er et bevis på det. Din krop er.. hvad? 30?" spurgte hun og smilte hånligt ".. Men dit sind må være ved de seks år.." mumlede hun og nikkede af det hun sagde og lagde sine arme over kors og vidste ikke rigtig hvorfor han brugte det ordsprog og lod sit blik gå væk fra ham og derfor oss sin koncentration og syntes at denne dæmon var umådelig barnlig.

”32.” rettede han hende, som man retter et lille barn, der endnu ikke kan tale helt rent. Han valgte dog at overhøre hendes bemærkning om hvor gammelt hans sind så måtte være, og koncentrerede sig om noget andet.
”Du forstår ikke hvorfor jeg siger det? Det er vel egentlig også lige meget.” kommenterede han, til det med ordsproget og rakte i en tavs gestus pakken med cigaretter mod hende, med smøgen hængende i mundvigen – Røg hun? Og i så fald, kunne hun tænke sig en smøg?

"Det gør det ikke bedre.." mumlede hun og så på ham og lod sit blik gå ned på cigaret pakken og rystede på hovedet "Jeg ryger ikke.. Det ødelægger mine lunger.." sagde hun lavmælt og kunne jo godt risikere noget. Hun lagde sine arme over kors og sukkede over dæmonen og fandt ham så pokkers irriterende og fandt at han gjorde hende irritabel og ret gnaven.

”Det gør det meget bedre.” påstod Katch, idet han med et skuldertræk stoppede pakken i lommen igen. Et usynligt smil spillede i hans mundvig. ”Aah ja, udødelige og alligevel så nemme at slippe af med…” mumlede han for sig selv og vendte blikket mod himlen, mens han pustede røg ud. Engle. De drikker ikke, de ryger ikke, de tager ikke stoffer. De dyrker vel ikke engang sex. Hvad lavede de egentlig? Udover at være så Fandens fornuftig og næstekærlig hele tiden? Katchs tanker var fyldt med fordomme mod de øretæveindbydende væsner.

Rose rystede på hovedet af det som han sagde og lagde sine arme over kors og syntes at han var dum at høre på og løftede så et øjenbryn af det næste han sagde "Lette at slippe af med? Og hvad mener du lige præcis med det?" spurgte hun irriteret og kendte udemærket de der fordomme som væsner havde omkring engle. Hun drak nogen gange, røg og tog ikke stoffer og havde skam sex. Så hun var squ da ikke så pokkers meget anderledes og hellig end alle andre væsner rundt omkring.