Der må være en vej uden om?

Dato : Irl.
Årstid : Efterår.
Dag :Irl.
Vejr : Regnvejr og skyet.
Sted : På Politistationen.
Tid : 18:00 Tiden.
Omgivelser : politi.

Austin sad i venterummet med en politi betjent ved sin side, Han havde et par sår i ansigtet som svagt blødte og blåmærker, Han rystede svagt i kroppen og så bedende påoliti betjent "Lad mig nu gå, jeg har det fint .. jeg faldt bare!" han tog fat i politibejentens arm og for at få hans opmærksomhed "Hør nu på mig! Jeg lyver ikke!" han ruskede lidt i hans arm.
Han gav så op og så sig omkring efter en løsning, han tog sig lidt til sin læbe som blødte lidt.
*Jeg må ud .. * tænkte han stille og knugede hænderne.

Ethan fulgte trodsigt efter betjenten ind gennem døren og hen til skranken, hvor betjenten bad ham om at vente, mens han selv ville gå ind i et andet rum for at hente nogle papire. Ethan gjorde, som han fik besked på, selvom han ikke var meget for det og i virkeligheden hellere havde lyst til at glemme det og vende om. Men han blev.
Da betjenten ikke var vendt tilbage efter 5 minutters tid, begyndte Ethan så småt at blive ret utålmodig. Han så sig uroligt omkring, hvor han fik øje på et skilt, der hang ned fra loftet, og som viste hen til et venterum. Da han var begyndt at blive lidt træt i benene, tænkte Ethan, at han vel lige så godt kunne finde et sted at sidde. Han fulgte skiltes anvisning, men allerede inden han var kommet ind i venterummet, stoppede han op. Han havde fået øje på en anden betjent og ved hans side, sad der en dreng. Drengen virkede, efter Ethan's hukommelse, på en måde bekendt, og pludeslig kom han i tanke om det. Men denne gang havde Ethan egentlig næsten lige spist til fordel for drengen. Ikke fordi han turde gøre noget for betjenten, men alligevel.
Da Ethan havde været så travlt optaget af sine egne tanker, havde han ikke lagt mærke til, at drengen var kommet til skade. Han blødte svagt fra enkelte sår rundt omkring, og så så han ret ensom og forladt ud, som han sad der ved betjentens side, hvilket fik Ethan til at få en smule melidenhed med ham. Han stod lidt og spekulerede over om hvor vidt, han burde gå derind og lade som ingen ting, eller..? Det endte dog med, at han bare blev stående på det samme sted, opslugt af tanker, så det kunne virke som om, han spionere dem, hvilket gav ham en smule dårlig samvittighed, når han nu tænkte over det.

Austin så lidt op på politi betjenten, men fik så øje på drengen henne i døren, han så sig kort omkring, om her var andre i rummet, men var den eneste udover betjenten *Udspionere han os?* tænkte han stille og havde sådan lyst til at spørge eller gå hen til ham, Men ville nok blive standset af betjenten, han tog ikke sig selv i at stirre og så bare på ham, så vidste han da i det mindste, at han havde set ham?.

Drengen kiggede op, og Ethan mødte hans blik. Han fastholdte det et øjeblik, inden han så ned igen. Hans første tanke var, at han håbede, drengen ikke ville genkende ham. På den anden side var det mørkt og helt ude i skoven, sidst de mødtes, så det var vel på Ethan's side. Og ved deres sidste møde havde Ethan et helt andet syn på drengen end nu.
Han så op. Så småt var han begyndt at undre sig over, hvad drengen lavede her. På en måde fik han lyst til at hjælpe ham med at komme væk, fordi han lignede ikke en, der havde lyst til at sidde lige der ved siden af betjenten lige nu, da Ethan aldrig rigtig havde brudt sig om politiet, og så havde han selv bare lyst til at komme ud nu.
Han så sig lidt omkring, sikrede at betjenten ikke var kommet tilbage med papirerne, inden han så på drengen igen.

Han fjernede så blikket og så lidt væk, han kunne jo ikke gøre noget når betjenten sad ved hans side, Austin tog sig lidt til et sår på sin kind og grublede lidt over hvorfor drengen stod og kiggede sådan på ham, han virkede hverken bekendt eller ligne, han kom så igen i tanke om, at betjentene mulighvis skulle hjem til ham og blev igen nervøs, han bed sig i læben og måtte finde en løsning på at komme væk, han rejste sig så pludseligt og løb mod udgangen, men blev i det samme standset af betjenten, han vred sig lidt og prøvede desperat på at komme fri "slip mig! .. lad mig så gå?!"

Ethan kom til at reagere uden at tænke sig om; han trådte et skidt frem mod betjenten og drengen, men tøvede så. Hvad havde han gang i? Følte han virkelig sympati for denne dreng? Det var ynkeligt.. Men han brød sig stadig ikke om politiet og systemet.
"Slip ham!" udbrød Ethan og trådte endnu et skridt hen imod dem. Han skubbede hårdt til betjenten, så han ikke kunne andet end at give slip på drengen og falde bagud. Betjenten stønnede chokeret, da luften blev hevet ud af hans lunger, og han faldt hårdt ned på gulvet. Ethan stirrede koldt ned på ham og havde allermest lyst til bare at kaste sig over ham og flå ham op.

Austin ser forskrækket på ham og ned på betjenten,han står helt mundlammet og ved ikke hvad han skal gøre af sig selv "S-Stop .. " sagde han stille og ville helst ikke have at han gjore den stakkels betjent fortræd, det var han for følsom til at lade ske, han sank kort og var lidt chokkert over at drengen lige havde skubbet den store betjent så han havde rykket sig, han havde selv skubbet ham tidliger, men der rykkede han sig ikke en tak.

Han så kort på drengen, inden han rettede blikket mod betjenten igen, som i mellem tiden var ved at rejse sig. Ethan blev i et øjeblik ret vred over, han bad ham om at stoppe, men valgte at ignorere det. Hvad nu hvis han gjorde det for sin egen skyld, og drengen bare stod i vejen? Han kunne jo ligeså godt gøre det af med betjenten lige nu og så tage drengen bagefter - men det vidste drengen selvfølgelig ikke.
"Bland dig udenom.." vrissede han lavmælt, mens han gjorde sig klar på at slå igen, flygte, eller hvad han havde tænkt sig at gøre, når betjenten var kommet på benene igen.

Austin stod så helt stille uden at sige noget, hundredehvis af tanker fløj gennem hovedet på ham, var drengen forbryder? Morder måske? eller?, han turde intet sige til ham, men vidste at hvis han gjore mere ved betjenten, ville han automatisk bryde ind, for at stoppe det.

Betjenten kom op at stå igen, og Ethan slog ud efter ham. Han missede, hvilket gav betjenten mulighed for at gribe fat i hans arm. Han fik vendt Ethan om og havde taget et fast greb om hans håndled, så Ethan var blevet låst fast. Han gjorde dog et sidste forsøg på at komme ud af betjentens greb, men fandt i stedet ud for, at han kunne sparke betjenten over skinnebenet, hvilket han gjorde, og Ethan slap fri.
Al larmen, de havde forårsaget, var blevet hørt, og man kunne nu høre stemmer ude fra det andet rum; der var nogen på vej herind. Ethan havde i samme øjeblik tænkt sig at flygte, men kom så i tanke om drengen. Det var jo al sammen hans skyld, at han havde gjort, som han nu havde gjort. Han så spørgende på ham.

Austin så kort på ham før han kort sagde "Flygt .." Han løb så ud af døren og håbede på det ikke var for sent, han skubbede til en betjent i døren som var på vej ind og løb hen over parkeringspladsen.
Han var ikke sikker på om han helt vidste hvad der var sket, men der havde været et eller andet ved den dreng.

Ethan blev stående lidt og så drengen flygte, inden han selv valgte den nemme løsning ud af vinduet. Glasset blev knust og ramte jorden med en klirrende lyd. Dette tog Ethan sig dog ikke af, selvom det nok havde vækket en del opmærksomhed. Han fortsatte med en umenneskelig hastighed og havde inden længe indhentet drengen. Ikke fordi det betød noget for ham, men han var så småt begyndt at holde af denne lille leg ..

Austin snublede kort men fik rettet sig op og løb videre uden at se sig tilbage, han stoppede først da han var flere gader væk og satte sig forpustet på en bænk, han tog sig til sit bankende hjerte og følte sig bogstavlig talt smadret, han havde slet ikke langt mærke til drengen som var fulgt efter ham, han havde forlængst troet at han var smuttet afsted, hen til sin bandte eller sådan noget?, godt nok lignede han ikke en der var med i en, men han var i hvert fald ikke et normalt menneske.

Ethan stoppede op lidt bag efter drengen. Han var slet ikke forpustet eller noget, og drengen havde tydeligt ikke lagt mærke til ham, hvilket fik ham til at smile spektisk? Han kunne dog ikke lade være med at fortsætter over i en latter - ikke en ond eller opfundet latter, men sådan en munter latter, som når man grinede af en vits eller var blevet et offer for et grineflip. Ethan lagde en hånd på maven og bøjede sig let forover. Det havde været et stykke tid siden, han sidst havde været i stand til at grine sådan.

Austin så forskrækket på ham da han grinte, han sad kory både forvirret og en smule bange "Hvor-Hvorfor griner du .. " sagde han i et usikkert smil og var stadig en smule forpustet og det så ikke ud som om at han var spor forpustet og det undrede ham lidt, men gad ikke gøre mere ud af det.

"Det var nice," svarede han med et smil, som ikke helt havde aftaget sig efter grinet. Ethan lagde mærke til, at drengen stadig havde nogle rifter - selvfølgelig - og han så også en smule skræmt ud, og når han også var forpustet efter løbeturen, fik det han til at se ret lille nu, når han sad der. "Hvad lavede du sammen med den betjent?" Heldigvis for Ethan, var solen allerede på vej ned, hvilket gjorde han mindre bitter. Faktisk følte han sig i overraskende godt humør, og så var aften jo først lige startet.

austin tænkte lidt og så på ham "Ikke noget særligt .. " løj han så bare og var selv i et svingende humør, han var ikke rigtig glad, men heller ikke direkte trist, måske var det vrede der gemte sig i ham?, hans vejrtræk var stille begyndt at blive normalt igen og han blev også en smule mere rolig "hvad .. lavede du selv nede på politistationen ?" Spurgte han forsigtigt og var ret nysgerrig efter at vide det.

"Jamen jeg hænger tit ud nede på stationen, der med.. Altså.." Han smilede sarkastisk for sig selv. Ethan følte sig ret høj lige nu, men på den anden side havde det jo heller ikke været så længe sinden, han sidst havde spist, så det kunne godt være derfor. "Mente bare lige, jeg burde se forbi.. Man ved jo aldrig, hvornår der er nogen uskyldige små drenge, der har brug for at blive reddet." Han havde tydeligt svært ved at stoppe, når han først var gået i gang med sarkasmen.

Aubrey lo sarkastisk og så på ham, også selvom han måtte se en del yngre ud end ham og sikkert også var yngre, han undrede sig over hvorfor han overhovedt gad snakke til ham?, hvad ville hans venner ikke sige hvis de så hamstår og snakke med en lille dreng?, han sukkede stille og så på et par blåmærker han havde ved håndledet "hm .. " han trak så trøjen helt ned over så det ikke kunne ses.

Ethan smilede forsigtigt, inden han stille gik hen og stilte sig foran drengen. "Hvordan fik du dem?" spurgte han, da han havde også lagt mærke til de blå mærker - dem havde han lagt mærke til lige fra starten.

Austin så ikke på ham og tog fat om sit håndled "Ehm .. Jeg faldt" løj han og så lidt op på ham, han bed sig diskret i underlæben og skiftede så emne "Hvad hedder du?" spurgte han og smilte svagt.

"Ethan," svarede han kort og så uinteresseret væk et øjeblik, men vendte så intresseret blikket mod drengen igen. "Og hvis du bare var faldet, ville du ikke sidde inde på politistationen.. Medmindre du havde været sådan et fæ at falde, lige efter du havde røvet nationalbanken," tilføjede han, en smule irriteret over, at drengen løgn overfor ham. Ethan kunne for det meste godt genkende en løgn, når han hørte en, og så var drengen en elendig løgner.

Austin nikkede kort og troede lige han var sluppet for at høre mere om det, Men sukkede så og svarede "Ja okay, jeg blev gennembanket også løb jeg væk, men faldt om i vejgrøften, så var der nogen der fandt mig og ringede tíl politiet .." han tog armende om sig selv og så væk, det var ikke ligefrem noget han havde lyst til at snakke om.

Ethan havde regnet med at skulle høre noget i den stil, men blev dog alligevel lidt forbavset, da han fik det bekraftet. "Blev du tævet?" gentog han. Hans stemme var helt neutral, Ethan følte jo ingen sympati for drengen. "Hvem var du så ude og genere denne gang?" Andre ville nok mene, det var ondt, at han gjorde grin med drengens smerte på den måde, men selv var han ret ligeglad.

Austin så stift på ham "Jeg generede ikke nogen .. " sagde han så og var pludseligt i meget dårligt humør, hvorfor skulle han være så .. så .. ligeglad og nyssgerrig alligevel, han så væk fra ham og trak ærmerne helt ned over sine hænder, hvorfor intreserrede han sig overhovedt for ham?.