Søøøøen...

Sted. Silent River
Vejr. Tåget og mørkt
Tid. 22.32
Omkring. Ingen
Dag+dato. IRL
Påklædning. http://www.irenelim.com/fashion/images/ruffle-front-casual-dress-b.jpg

Rose stod stille ved søens bred. Tågen omringede hende fra alle vinkler og gjorde det næsten umuligt at se noget. Hun tog det roligt når man tænkte på at det var et uhyggeligt sted og der var gået myter om at ting og sager foregik derude. Hun vidste ikke rigtig hvorfor hun var gået derud. Af ren nysgerrighed? Eller af kedsomhed? Eller bare af ren dumhed? Hun vidste det ikke. Hun strøg en hånd gennem sit hår og lod sit blik vandre nogle få gange omkring sig, bare for en sikkerhedskyld, men lod derefter sit blik gå tilbage ud over den mørke sø.

Artemios' blik gled søgende rundt i tågen. Pokkers tåge altså! Den gjorde det komplet umuligt at se ret langt frem, og forvrængede alle lyde, så det ikke var til at afgøre hvor de kom fra. Forbandet være det! Desuden gjorde det hans hår vådt.. Han hadede når hans hår blev vådt, og det ikke var planlagt. Som så mange piger, var han utroligt forfængelig når det gjalt hans hår. Eller.. Egentlig var han ret så forfængelig i det hele taget. Uhumskhed var ganske enkelt ikke tiltalende... Ligegyldt om man var lejemorder, eller en guds mand... Begge ting, der kunne definere Artemios.. Sjovt egentlig...

Roses sanser var helt oppe at køre på det tidspunkt i tågen. Hun så sig hurtigt omkring da hun langsomt kunne mærke en person nærme sig, men kaldte ikke ud for at finde ud af hvem det var. Hun blev stående hvor hun var og lyttede koncentreret. Måske ville vedkommende gå. Hvem ved? Hun knyttede sine hænder hårdt sammen og var egentlig ret nervøs for hvem der kunne gå rundt ude i en tåge, ved en uhyggelig flod på denne tid.

Artemios brummede lavt for sig selv, og begyndte at kunne ane en skikkelse længere fremme. Der var altså andre, der havde begivet sig ud i denne galskab?... Det ville typisk være et væsen... For ganske få mennesker var skøre nok til at bevæge sig ud til den forrædderiske Silent River midt om natten, i et vejr, hvor man let kunne gå vild... Selvfølgelig med mindre det var fordi de havde et dødsønske, eller - som Artemios selv - ganske enkelt søgte efter nattens udødelige vandrere...

Roses blik havde været ud over søen og kunne nu se en svag skikkelse ud af øjenkrogen. Hun vendte hurtigt sit blik over mod skikkelsen som stod i tågen. Hun kunne ikke se personens ansigt, men det lignede en mand. En som var en hel del ældre end hende, hvilket fik hende til at blive lidt utryg ved situationen. Men hun ville ikke bedømme ham endnu. Hvis hun var heldig ville han ikke noget som helst. Så ville han måske bare være en som var gået en tur og endt op ved Silent River.

Artemios så kort vuderende på skikkelsen. En pige.. En meget ung pige... Hvad lavede en sådan pige her? Igen brummede Artemios svagt for sig selv. "Er du okay?" spurgte han så, for at sikre sig, at det ikke var en eller anden stakkel, der ønskede døden frem for livet. Artemios ver bestemt en besynderlig mand. Han var præst, en sand gentleman, og en ubamhjertig dræber. Alligevel bekymrede han sig overraskende meget om andres velfærd. Selvmord var en dødssynd i følge den katolske tro, og eftersom det var inden for den han var præst, ville han gøre hvad han kunne, for at forhindre et hvert selvmordsforsøg..

Rose så på manden og blev lidt overrasket da han faktisk snakkede til hende og rynkede panden over spørgsmålet. Om hun var okay? "Ja" sagde hun kort og vidste ikke rigtig hvorfor han spurgte om sår'n noget. Hun koncentrerede sig om at kunne se manden ordentligt, da hun ikke brød sig om at han var så utydelig i tågen, men kunne ikke rigtig få et skarpere syn af ham end det der var i forvejen.

Artemios overvejde kort hendes stemme, og nikkede så. Gik roligt en smule tættere på, så han bedre kunne se hende. "Søen er farlig i det her vejr." sagde han så, med en blid tone over den dybe stemme. Artemios var egentlig altid overraskende blid, når man tænkte på hvad han foretog sig næsten hver eneste nat..

Rose lyttede til mandens blide stemme og syntes ikke at have hørt den før. Hun så op på ham og så at han kom tættere på og trak svagt på skuldrene "Jeg er sår'n set ligeglad. Jeg er ikke bange for en flod i lidt tåge" sagde hun og halvløj lidt. Hun var ligeglad og ikke bange for Silent River. Men hun brød sig ikke om tågen, da den fik hende til at blive lidt paranoid.

Artemis lyttede til det hun sagde, og kunne ikke lade være med at smile svagt. "Jamen vil du i så fald ikke gå lidt væk, fra breden for min skyld? Jeg vil så nødigt at du skulle komme til skade." sagde han, og betraktede hende lettere slørede skikkelse.

Rose så forvirret på manden og rynkede panden. Hvorfor tænkte han så meget på om hvorvidt hun ville komme til skade eller ej? Hun spurgte ham ikke, men gik langsomt lidt væk fra bredden og gik lidt tættere på ham for at kunne se ham ordentligt.

Artemios nikkede let for sig selv. Så hun var åbenbart villig til at foretage sikkerhedsforanstaltninger, hvis hun blev bedt om det.. Også selv om det var en komplet fremmed der bad hende om det.. Så var hun enten et meget naivt menneske, eller et væsen.. Han så roligt på hende, mens hun kom nærmere, men sagde ikke noget. Havde travlt med at fundere over hvad hun mon var...

Man kunne let se på Rose da hun kom nærmere, at hun ikke var et menneske. Hun havde langt blond hår, som gik til midten af hendes ryg og nogle isblå øjne. Hendes ansigt var alt for perfekt og fejlfrit til at kunne tilhøre et almindeligt menneskes. Hun lignede en teenager og havde nogle en krop som en teenagers, med perfekte former og hun ville sikkert med lethed få et helt almindeligt menneske til at falde for hende. Hun så op på manden da han var blevet lidt klarere i tågen og kunne godt mærke at han var et menneske, men kunne dog oss godt mærke at han ikke var helt almindelig. Hun tænkte lidt over om han var en dusørjæger, men valgte ikke at tænke over det da hun var bange for dusørjægere og hun ikke ville begynde at vise den side af hende som var fyldt med frygt.

Artemios så lidt på hende. Okay, hun var så afgjordt ikke bare et naivt menneske. Hm.. En engel altså... Gad vide hvor gammel hun mon var. "Jeg er Fader Fowl. Eller bare Alexander." præsenterede han sig selv, og betragtede hende fortsat.

Fader? Var han præst? Hun nikkede og så op på ham "Jeg hedder Rose" sagde hun venligt og prøvede ikke at ligne en som tænkte over ting og sager.

Rose.. Hvilket smukt navn, til sådan en smuk skabning... Dette var selvfølgelig ikke noget han sagde, men han tænkte det. "Så, hvad laver du her ude, så sent om aftenen Rose?" spurgte han, og så på hende med et mildt blik. På trods af at Artemios var en nådesløs dræber, så var han faktisk en utrolig blid mand..

Rose så op på Alexanders ansigt og trak svagt på skuldrene "..Det ved jeg ikke rigtigt. For lidt luft" sagde hun lidt tøvende og strøg en hånd gennem sit hår bare for at gøre et eller andet med sine hænder.

Artemios nikkede svagt. "Så er vi jo i samme båd" sagde han let, og smilede til hende. Artemios virkede ikke helt som en præst i sin opførsel, da det egentlig var de færreste præster, der tilbragte så meget tid med at snakke med væsner, og slagte dem bagefter...

Rose opdagede at han ikke virkede som en præst. Hun kunne mærke at hun blev mere og mere usikker ved hans tilstedeværelse og bed sig i underlæben og tænkte på om hun skulle skynde sig væk fra ham inden at der skete et eller andet. Men hun valgte at blive og se om han kunne finde på at gøre hende noget. Desuden var hun jo stærk nok til at forsvare sig selv da hun jo havde sine evner og at hun var blevet stærkere efter at have været kommet op i E-rangen.

Artemios løftede det ene øjenbryn en smule, og så på hende. "Er der noget galt, Rose?" spurgte han, og kørte det lange hår om bag sit øre. Øv altså, nu var det jo blevet vådt.. Dumme tåge altså...

Rose rystede hurtigt på hovedet "Nej! Der er ikke noget galt" sagde hun hurtigt og smilte et venligt smil til ham og fik sig hevet ud af sine paranoide tanker. Måske var han ikke en dusørjæger. Måske var han bare en præst, som måske opførte sig lidt underligt. Det var da muligt.

Artemios nikkede igen. "Det var godt." sagde han så, lettere tænkende. Han havde fået mistanke om at hun havde gættet hans andet hverv. Hvor kedeligt. Engle havde det med at blive så skræmte, når de opdagede at han var jæger...

Det var ikke fordi Rose var bange. Hun var bare forsigtig. Hun havde skam mødt dusørjægere som var mere skræmmende end ham, så han ville sikkert ikke være et større problem at slippe væk fra hvis han besluttede sig for at angribe. Hun smilte op til ham og nikkede og gjorde sit bedste for at ligne en som ikke vidste at han var dusørjæger.

Artemios nikkede let, så kort på hende, før han besluttede sig for at han ikke gad at stå der mere. "Pas nu på dig selv." sagde han, og begyndte dernæst at gå videre

Rose så efter ham og bandede af sig selv i sit hoved da hun begyndte at følge efter ham. Det var det som hun plejede at gøre.. Følge efter folk. Hun kunne ikke rigtig stoppe sig selv.