Søøøøen...

Artemios så tilbage mod hende, da hun fulgte efter ham. "Hvor gammel er du, Rose?" spurgte han så, og holdt øje med hvor han gik, da han jo nødig skulle komme galt afsted heller..

Rose fulgte efter ham og holdt ikke rigtig øje med hvor hun gik, men var lidt ligeglad ".. 15" sagde hun lidt tøvende da hun ikke vidste om hun skulle svare med sin krops alder eller sit sind. Men det var sikkert bedst at svare med sin krops alder.

Femten år.. Det var jo virkelig ikke synderligt meget.. Men hun kunne jo selvfølgelig være langt ældre. "Javel, ja" mumlede han stille, og skævede kort tilbage mod hende.

Hvis man så hende ind i øjnene kunne man sagtens se at hun var ældre. Hendes øjne var fyldt med visdom og hvis man lagde to og to sammen så ville man godt kunne regne det ud. Hun var gammel. Ældre end de andre engle i området. "Hvor gammel er du?" spurgte hun så og kunne godt se at han var over de tyve år.

"Jeg er 30 år gammel." svarede han, og smilede let. Han var ret ung for en præst af være, da de fleste af hans kollegere var nogle gamle nisser, der efterhånden var klart til pension hele bundet. Men af en dusørjæger at være, var han efterhånden den gamle nisse, der burde gå på pension..

Rose så på Alexanders smil og gengældte det og nikkede "Okay" sagde hun og vidste ikke rigtig hvor god en idé det var at følge efter ham, da han var dobbelt så gammel som hende i krop og hun vidste jo ikke hvor stærk han var. Men nu gjorde hun det altså. Hun gik en meter bag ham og så op på hans ansigt og blev ved med at følge efter ham i ren nysgerrighed.

Artemios så kort tilbage mod hende. "Kommer du ikke herop, så jeg ikke er nødt til at dreje nakken afled?" spurgte han med godmodigt dril i stemmen. Det med at dreje nakken afled var selvfølgelig ikke helt sandt, men han ville nu alligevel sætte pris på at hun kom op på siden af ham. "Hvor skal du egentlig hen, Rose?" spurgte han så, og så igen på stien han fulgte.

Rose så op på Alexander og vidste ikke rigtig om hun turde gå op på siden af ham. Hun brød sig ikke om mennesker, eller væsner. Så hvis hun fulgte efter nogen, gik hun som regel lidt omme bag dem så hun vidste at de ikke lige pludseligt ville gøre noget uforventet. Hun gumlede lidt tænkende på sin underlæbe og fik sig tvunget op på siden af ham. Hun så lidt ned i jorden og trak på skuldrene "Ikk rigtig nogen steder" mumlede hun og så op på hans ansigt "Jeg følger sår'n set bare efter dig" sagde hun lavmælt.

Artemios dæmpede en træng til at le af svaret, og nikkede i stedet. "Hvorfor følger du så efter mig?" spurgte han, og løftede let det ene øjenbryn. Det var ikke sådan at det gik ham på, men hvis hun fulgte efter ham, så måtte hun vel også have en grund til det.

Rose så lidt op på ham, men lod derefter sit ansigt vende sig bort så hun så ud i mørket. Hun vidste egentlig ikke hvorfor hun fulgte efter ham. Det var bare noget hun gjorde, som hun ikke rigtig kunne stoppe sig selv med "Jeg ved det ikke rigtig" sagde hun og trak svagt på skuldrene og kløede sig tænkende på kinden.

"Hm.." Var det første svar det sådan rigtigt kom fra ham. "Det skal du jo passe på med. Du kunne jo komme til at følge efter nogle forkerte typer." sagde han så, og så på hende, med et svagt smil. Artemios var helt bestemt en af disse forkerte typer, men han virkede ikke sådan.. Langt fra.

"Tjaaah.." mumlede hun og trak på skuldrene "Det ved jeg skam godt. Men lige nu så virker du ikke som en forkert type" sagde hun og strøg en hånd gennem sit hår og tænkte jo at han jo var præst, og derfor nok ikke ville gøre hende noget.

Artemios nikkede, og smilede svagt. Hun skulle bare vide. "Hvad lavede du egentlig her ude i tågen?" spurgte han, og så på hende, med et let blik. Egentlig overvejede han at fortælle hende om hans havdet arbejde. Bare for at se hendes reaktion..

Rose så lidt frem for sig og vidste jo egentlig ikke hvad hun lavede derude, så hun trak bare på skuldrene "for vel lidt luft. Det havde jeg brug for" sagde hun og hadede at være inde i sit hus for meget, da hun jo hørte til udenfor og oppe i himlen.

Artemios nikkede let. "Jamen det lyder jo også ganske fornuftigt." sagde han så, og skævede let til hende. Hun var jo egentlig utroligt yndig. Det var de fleste engle selvfølgeig, men der var nu et eller andet over hende, som han speciel godt kunne lide.. Selvom hun opførte sig som en forskræmt harekilling.

Rose trak på skuldrene "Hmmm.. Ja, det er det vidst" sagde hun med et skævt smil og så op på ham. Det var fornuftigt med frisk luft nu og da "Men jeg har nu bare brug for frisk luft for at overleve, så jeg er nødt til at komme ud nogen gange" fortsatte hun og sukkede lavmælt over sin situation omkring at ikke bare være indenfor 24/7.

"Jamen det giver jo også god mening." nikkede han bekræftende, og smilede venligt. Han så fremad, og blev mødt af en mindre massiv mur af tåge. Jamen det var jo fint, så var tågen jo ved at lette. Skønt.

//Sorry det blev lidt kort.. Ser film^^//

Rose så lidt fremad og var glad for at tågen var ved at lette "Jaa, det syntes jeg oss" sagde hun og så tilbage op på ham og smilte et ret sødt smil som passede godt til hendes ansigt. Der var nu et eller andet ved ham, som hun godt kunne lide. Hun kunne ikke rigtig sætte fingeren på hvad det var, men der var et eller andet ved ham.

// Helt i orden ^^//

Artemios lo dæmpet, og smilede svagt. "Rose, hvis jeg fortæller dig at jeg er jæger, løber du så skrigende væk?" spurgte han roligt, og så ikke på hende. Han kløede sig let på kinden, og så så på hende igen. Det ville hun sandsynligvis, men det ville så være det. Det var jo egentlig lige meget. Men det ville u være rart, hvis hun ville lade være...

Rose tænkte i nogle få sekunder mens hun så frem for sig, men lod derefter sit blik gå tilbage på ham "Ikk rigtigt" sagde hun og så egentlig lidt undskyldene ud "Altså, ikke for noget Alexander.. Jeg har altså set jægere som var lidt skræmmende end dig" sagde hun og prøvede at smile lidt, selvom at hun egentlig var gravalvorlig omkring det. Hun var lidt usikker på at være i hans selskab, men det var jo bare den reaktion man havde når man var i en jægers selskab. "Du virker bare ikke rigtig som om at du ville gøre noget.. I hvertfald ikke gøre noget mod mig" sagde hun og trak på skuldrene. Hvis han virkelig ville have haft gjort hende fortræd, ville han jo have gjort det for lang tid siden.

Artemios nikkede tilfredst. "Det er jeg sådan set glad for at høre." sagde han eftertænksomt. "Jeg har skam heller ikke i sinde at skade dig." sagde han så bekræftende, og smilede let til hende.

//Jeg kan ikke rigtigt skrive noget pt -.-'' Godnat//

Rose så op på ham og nikkede "Det var da godt" sagde hun og lagde derefter hovedet undrende på skrå "Og hvorfor ikke det? Jeg troede at det var det i jægere gjorde.. dræbe os væsner og sælge os eller sår'n noget" sagde hun "Hvorfor har du ikke i sinde i at skade mig, Alexander?" spurgte hun ud af ren nysgerrighed og så ham ind i øjnene og smilte sit søde smil.

"Fordi, at jeg ganske nødigt dræber, med mindre jeg behøver pengene." svarede han roligt, og tænkte et øjeblik. "Og i øjeblikket, klarer jeg mig med arbjdet som præst." tilføjede han, og nikkede så. "Desuden, så er engle ikke dem jeg ligefrem går efter, når jeg endelig jager." sagde han lettere tænksomt, og gned svagt sin hage.

Rose så op på ham og lyttede til det han sagde og nikkede da han var færdig "Ja, det lyder oss fornuftigt" sagde hun og svagt og så lidt frem for sig "Desuden.." sagde hun og lod sit blik gå tilbage op på ham "Tror jeg ikke at du kan dræbe mig. Jeg er for stærk for dig" fortsatte hun i et drillende toneleje. Der var mange som havde forsøgt at dræbe hende over årene, men havde mislykkedes hver eneste gang. Rose var ret stærk af en engel at være og hun havde sine evner, så hun troede ikke at han kunne dræbe hende. Hun ville heller ikke have at han skulle prøve.

Artemios lo dæmpet, men nikkede så med en påtaget alvorlig mine. "Nej, selvfølgelig ikke. Sådan en stor og skræmmende engel, ville jeg da aldrig kunne overmande." sagde han, og lød faktisk som om han mente det. Dog var det sagt i spøg. Nok var hun en stærk engel, men når man kunne vinde over en vampyr, så kunne man givetvis også klare engel. Lige meget hvor stærk denne så end måtte være. Han smilede igen, og nikkede. "Aldrig nogensinde." tilføjede han let i tanker, og smilede let til hende. Hun var jo morsom...