Træt og bange

Tid: Kl 16.46
Dato: 18. oktober
Dag: Lørdag
Sted: På en café
Vejr: Blæst, overskyet
Årstid: Efterår
Omgivelser: Caféen er næsten fyldt op.

Kala sad henne ved det store vindue helt tilbage i caféen. Hun sad og nippede til en stor kop kakao og tænkte lidt på ham den mærkelige dreng hun havde mødt for et par dage siden. Den dreng der var blevet ved med at spørge hende om hun var vampyrernes modsætning. Han havde skræmt hende så meget at hun ikke havde foldet sine vinger ud siden. Hun turde ikke af frygt for at han fangede hende på fersk gerning.
Derfor var hun blevet en anelse blå-sort under øjnene af udmattelse. Det tog mange af hendes kræfter at holde dem inde, bla fordi det var naturligt det var foldede ud.

"Kala Pandora Berezi" Lød det fra enden af bordet, da en ung dreng stod med en kop dampende the i hånden, kort efter satte han sig overfor hende, og smillede hoverende til hende.
At opspore hende havde ikke været noget problem, problemet havde været, at der ikke var nogen egentlig profil på hende, eftersom hun ikke var født i den her ende af verden, og han måtte derfor bruge time lange seancer foran skræmene, for bare at opspore hende, men det havde givet potte, som det tydeligvist sås.

Drengens blå øjne var rettet dybt mod hende, blå rende var forlængst blevet til sorte, på den ellers knald hvide hud, hans hud havde samme farve som cafeens vægge, som havde farven sne hvid, han smillede til hende, og ziippede af sin the, denne gang var det sørme, earl grey!

Hun så op og sukkede da hun så hvem det var. Det var ham den mærkelig dreng og nu havde han sørme fundet ud af hendes navn. Det ville ikke undre hende hvis han også vidste hvor hun boede og hvor hun kom fra.
"Siden du har fundet ud af hvad jeg hedder, så fortæl lige hvad du ellers ved" Sagde hun roligt til ham og tog en tår af sin kakao. Det ville være bedst at lade som om hun var ligeglad.

"Gerald Adrian den anden" præsenterede han sig, og gad virkelig ikke række en hånd frem, blot for at blive afvist...
Han så på hende, og talte så, denne gnag gad han ikke ligge skjul på hans accent, og den flød ud, som kom det fra en bæk. En stærk skots accent.
"So... 'uo'e 'een runnin' 'rom 'e" det lød ikke længere som det fine sprog han havde præsteret på cafeen dengang for de dage siden, men idag, var han mere.... mere træt? var det det? nej, han gad bare ikke, han var fremme ved målet, og så var der ingen grund til at ligge skjul på sine hensigter. Og det var sandt, hun havde rigtigt nok flygtet fra ham, som om hun var pisse bange for ham, eller som om han var et eller andet monster... Men bare fordi man var skotte, og så et geni, var man vel ikke et monster? var man?

"Hvordan i alverden har du fundet ud af hvad jeg hedder, Gerald?" Spurgte hun vredt, men i et normalt toneleje. Hendes ansigt afslørede ingen følelser. Hun lignede en der var helt ligeglad, men hun ville meget gerne vide hvordan han kunne finde ud af det. Hvis han havde gjordt det på en nem måde, måtte hun finde ud af en eller anden måde til at gøre det svære at finde sine filer.
"Og hvad ved du mere om mig?"

//Skal logge. Storebror skal bruge commen. Skrives xD//

"I kno' big deal but you" klukkede han for sig selv, og så på hende, som om han allerede viidste alt om hende, hvilket han praktisk talt også gjorde. "Men... Hvor jeg ved det fra?.... Nettet.... der igennem kan man finde meget" klukkede han, hans skotske accent slog stadig hårdt igennem, og gjorde hans tale meget utydelig, men hvis man hørte godt efter, kunne man høre hvor træt han egentligt var. Han så på hende, og ventede. "Så.... vil du svare mig på det jeg spurgte dig om, eftersmo jeg allerede ved det, behøver du kke..... men det ville være utroligt tilfredstillende for mig" sagde han, som om det var en selvfølgelighed, at han bare sådan udenvidere, vidste alting om hende.

"Vil du gentage det du spurgte mig om" Spurgte hun ham og betragtede ham. Hvordan kunne have fundet den information om hende på nettet? Havde han hacket sig ind i databaser eller lå de frit tilgængelige for alle som ville checke hende.
Nu når hun tænkte sig om var der ikke ret meget at vide om hende.
"Vil du ikke fortælle mig hvad du ved om mig?" Spurgte hun.

Han tog endnu en tår af sin the, og undlod at svare på hendes kommentar om hvad han vidste om hende, men smilte og gentog sit spørgsmål fra sidst. "Jeg spurgte.... Er du en vampyrernes af modsætninger?" Hvis man kiggede den unge Gerald i øjnene, ville man se, at han overhovedet ikke behøvede at spørge, det var en høfligheds sag, at han spurgte hende, og ventede på at hun tilstod det hele, i stedet for at blare plabre løs. Selv om resultatet mange gange ville være det samme.

Gerald havde ikke baret hacket, det var meget mere kompliceret end som så, hacking var den simpleste form for indtrængen, og det var år og dag siden han havde praktiseret det, nej... Kunsten var at få personerne til selv at smide informationen i nakken på en.

Hun tog en tår af sin kakao og løftede et øjenbryn, mens hun smilede lettere hånligt. "Noget siger mig at du faktisk allerede kender svaret og bare venter på at jeg skal tilstå?" Formoede hun. Smilede stort indvendigt. Det her kunne faktisk godt gå hen og blive ret sjovt.

Det eneste som bekymrede hende var hvordan han havde fået alle informationerne om hende.

Han forholdt sig roligt, og så på hende, "noget siger mig, at du har en umådelig sans for at fornnemme hvad jeg vil" han lod ikke til at ville udtrykke sig klart, på det område med hvordan han havde fundet ud af det, eftersom det var hans private lille hemmelighed.
Var hun bange for ham? forbavset? Han håbede på, at hun bare ville forholde sig roligt, at skulle til at finde hende en gang til, var mere end han gad, men han kunne vel blive nød til det? De der vinger var vist ikke til at indhente.

Hun tænkte sig om et godt stykke tid. Hun skulle ud af caféen og helst have ham med. "Følg med mig" Mumlede hun lavt, rejste sig op og gik ud af caféen. Fortsatte ned af gaden i et rolig tempo han kunne følge med i.
Faktisk gik hun så langsomt at hun var ved at gå i stå.

Han nikkede, og mindede sig selv om den lille bedøvende tryk pistol han havde i lommen, hvis den unge ... hvad hun nu var, prøvede på noget, ville han... Ja det vidste han ikke rigtigt. Gerald rejste sig, og fulgte forsigtigt med, han kunne sagtens følge med i hendes tempo, men standsede da hun standsede. Han sagde intet, eftersom han dirrede af spænding, om man kunne se dette på ham, var yderst tvivlsomt.

Hun gik videre indtil de kom lidt udenfor byen og nåede til en stor mark. Hun stoppede op midt ude på marken og vente sig om og så på ham. "Fortæl mig hvad det er du forventer jeg vil gøre nu" Beordrede hun stille og smilede sit engle blide smil. Hun kunne ikke vente med at høre det. Det kunne måske hjælpe hende lidt med at finde ud af hvad hun skulle gøre.

"hvis du kunne vide mig nogle faste beviser........ ville det være rart" sagde han smillende, og foldede hænderne foran sig, mens han ventede. Han ventede ikke helt at hun ville give ham nogen beviser, men det skadede ikke at håbe. Han rettede nærvøst på sit slips, og ventede, han var ved at springe i luften, deraf den sitrende nærvøsitet der var ved at æde ham op indefra. Han rettede igen på slippet, og begyndte at sno et hår om sin finger, på en måde, som mange piger på hans alder, fandt utroligt nuttet, men han havde aldrig intresseret sig for piger, og ville nok ikke komme til det, før adrian familien foreskrev det.

Hun betragtede ham og kunne tydeligt se at han var nervøs. Den måde han hele tiden rettede på sit slips og pillede ved sit hår. Det var den slags ting piger også gjorde når de var nervøse, men aldrig drenge. Eller måske rodede de sig lidt i håret og stammede lidt, men det var også det.
Hun bed sig i underlæben og tænkte sig om. Han vidste jo godt hun var engel, han manglede bare beviserne. Hun holdt vinden klar ved at stoppe den helt, så hvis han havde våben på sig kunne hun få vinden til at føre dem i en anden retning.
Hun sukkede og tog sin jakke af. Foldede så sine hvide engle vinger ud.

http://www.imgrocker.net/images/dmiy6o6vsrbgr9akh.jpg

Han gispede, og holdt en hånd op mod munden, han bevægede sig fremaf, hurtigt, hurtigere end man kunne tro, hurtigt som hans kondi ikke kunne holde til, hvilket resulterede i et hivende vejrtrækning. "hhhhva..." Han greb om vingen ikke hårdt, ganske blidt rørte han ved den, som om det var noget han holdt virkelig kært.
Gerald smillede, et smil, der ikke var lavet for at gøre hende tilpads, eller for at sælge hans nye ide, eller et hoverende, et dybt lykkeligt smil gled over hans læber. Den unge Adrian fik tåre i øjnene.... "du......" og pludselig væltede noget op i ham, noget der var mere end et homon rush, noget der var smukkere, og mere spædt, noget....smukkere.

Hun baskede utilfreds hårdt med sin vinge så hans hånd kom væk. "Hvad er jeg?" Spurgte hun og så på ham med nysgerrige grønne øjne. Hun var stadig på vagt overfor ham, for hun vidste ikke hvad han kunne finde på at gøre.
Vingerne var i hendes øjne ikke særlig smukke. De var snare en stor byrde at bære rundt på. En byrde som hun snart ikke kunne holde ud mere. De var rare at have når de var foldet ud, men det var en krig at holde dem inde.

Han stammede..... "Du....Du" han rørte ved en af fjerene, og lod dem glide ned på hendes ryg. Ved kanten af vingerne, hvorefter han så hende direkte i øjnene. "Du er smuk, du er fantastisk.... Du er unik.... Du er noget jeg Aldrig har mødt før" forklarede han, og rørte igen ved hendes finger, hans øjne lyste helt fantastisk, som dengang han havde fået resultaterne af hans IQ testen, eller dengang han vandt europa mesterskabet i skak.... Men alligevel, meget mere .... Lysende.
Gerald gispede igen da hun flaksede med vingerne, det var fantastisk, han lagde forsigtigt sin kind mod vingen. Hans indre var i oprør, på den ene side råbte Adrian den anden, Gerald den førstes søn, at han skulle bedøve hende, og undersøge vingerne. Men Gerald, ikke Gerald Adrian den anden, Eller Gerald Adrian, Blot Gerald, havde sådan lyst til at røre ved hende, men gjorde intet.

Hun slog endnu mere med dem dem da han lagde sin kind mod hendes vinger. Det var en smule ubehageligt og hun havde kun vist ham dem for at få ham til at holde op med at tale.
"Hvad mener du med unik?" Spurgte hun hårdt. Hun havde altid hadet vingerne som pesten. De havde gjordt at hun ikke kunne en masse ting som hun plejede at kunne.

Han så på hende, "du er speciel, du er vidunderlig du er.... smuk" sagde han, og..... noget skete på den unge drengs ansigt, hans ellers vampyr lignende bleghed, blev lyst op af en svag rødmen, en svag rødmen lyste op i hans ansigt, som en steppe brænd, og pludselig var han rød som en tomat ih ele hovedet.
Gerald så på hende, og bøjede sig tættere ind over vingerne, og nussede dem, som om de var den kat han havde der hjemme i Skotland, den lange pelsede kat, der lå på hans skød og spandt, præcis som den kat.

Det blev for meget for hende. Måske så vingerne ikke særlig stærke ud, men det var de skam. Hun baskede ham væk og fløj et stykke op i luften. "Jeg er ikke nogen af delene med de her på ryggen" Hvæsede hun irriteret og man kunne svagt se i hendes øjne at hun hadede dem inderligt.
"Jeg er en vanskabning!"

//Bliver nødt til at logge. Skrives//

"vil du virkelig have jeg bedøver dig og påvirker din underbevisthed?" spurgte han lige ud, og hvis man lyttede, var det ikke blot en joke, men han ville rent faktisk gøre alvor af sin trussel, hvis hun nægtede at indse. Han blev ekstremt overrasket da hun baskede, med vingerne, den blazer ville aldrig blive det samme igen, men det var fuldkommen ligegyldigt.
"kom nu ned....please?" det sidste var ikke en kommando, men mere en bøn, en desperat bøn, til at hun skulle komme ned, hun skulle komme ned nu... Ville hun ikke nok?

//ok ses//

Hun rystede på hovedet af begge dele. "Jeg kommer ikke ned og jeg vil IKKE bedøves" Sagde hun bestemt. Hun 'stod' op rejste oppe i luften, hendes egen højde over ham og så ned. Slog lidt med vingerne ind imellem for at holde sig oppe.
"Hvad fascinere sig mest ved engle?" Spurgte hun nysgerrigt.

Han studsede i et sekund, hvad der facinerede ham ved engle? han begyndte forsigtigt at tænke, som om det var hundrede år siden han sidst havde gjort brug af sit hoved. Og bang. Den forstryllelse der havde lagt sig over hans sind, som en stærk tåge, var fuldkommen væk.

"Jeres evne til at flyve" svarede han spontant. Gud hvor ville han ønske han kunne flygve, der lå uendelige muligheder forbundet med vingerne. Han smillede forsigtigt. Og blev ved med at kigge undersøgende på hende, det bløde, varme skær der havde været forbundet med hans øjne, var som slugt af selvsamme øjne.