Puh hvor jeg føler mig træt (Thyia)

Sted: Wareclare Domkirke
Omkring: Der er kun Maya
Vejr: koldt, men ellers vejret fint
Tid: 00:30
Dag: Fredag
Dato IRL

Maya gik stille ned af vej hun aldrig havde været på før, hun vidste ikke hvor eller havd vejen ville føre hen, men det gjorde hende ikke noget. Hun havde igen været oppe at diskutere medsine dumme forældre og hun var gået i vrede. Men sådan var det altid med hende, Man kunne vidst roligt kalde hende for familiens sorte lam. hun var iført Blå jakke og nogle meget slidte jeans, på fødderne bar hun nogle sorte Allstars sko. Vejen slog et sving og hun fulgte svinget. hun fugtede kort sine læber da hun fik øje på kirkens siluet. Noget gjorde hende draget til den, hun ville ind se den indenvendig.
Hun løb resten af vejen og åbende den store trædør gik ind varmen, den var utrolig varm og det gjorde hende en smule døsig, hun undertrykte en gaben før hun forsatte ind i den ældre bygning. Hvordan kunne noget der var så gamelt stadig være så flot. satte sig på en bænk, og ikke ret lang tid efter faldte hun søvn.

Domkirker kaldes også katedraler. Det er en hovedkirke for en biskop eller ærkebiskop, som er de øverste kirkelige autoriteter, hvis man ser bort fra paven, i den katolske tro.
Det er et helligt sted. Et sted hvor grænsen mellem det jordiske og det himmelske ikke er nær så tydelig, men i stedet synes at smelte sammen til en.

Det var derfor lidt af et spørgsmål, hvad et mørkevæsen bestilte i en hellig hvid domkirke som denne. Et væsen, hvis svaghed lå i alt det, denne kirke repræsenterede og stod for. Men det gjorde hun, dette nattevæsen. Hun havde placeret sig foran alteret. Knælende på den lille trappe, der bestod af to trin, som bad hun til den gud, hun ikke troede på og til en vis grad hadede.
Den sorte kjole, hun var iklædt, lå om hende, og det ravnesorte hår hang ned af ryggen. En let hvisken undslap de hvide læber. Hun havde hørt personen. Men personen havde tydeligvis ikke lagt mærke til hende. Glimrende. Thyia rejste sig, og drejede lydløst rundt, med front mod den sovende person, og et let glimt i de mørke øjne. Uden tøven trådte hun nærmere denne person, og de 25 meter, blev hurtigt til 13. Munden bevægede sig forsat, og hvis man hørte godt efter ville man kunne skelne ordene fra hinanden. Ord, der bar på rytme og rim, og som tydeligvis ikke stod nedskrevet i en bibel.
”Lille menneske.. Kom du her og leg.. Lille Menneske, jeg har sådan ventet dig..”

Maya var helt væk, normalt ville hun aldrig falde sådan hen, men hun følte sig tryk her og det var størst delen grunden til at hun sov så tungt som gjorde, hun mumlede svagt nogle utydlige ord i søvne. Det tog hårdt på hende når hun havde været oppe at skændes med hendes mor og far. Hvilkelt stort set var hele tiden, det gik heller ikke godt skolen hun var kommet meget bagud lektierne og man havde angklaget hendes far for misbrug af hende og hendes lillesøster. Men det var ikke bevidst og derfor kunne man heller ikke gøre noget. Maya havde bedst med at være for sig selv, og hadede storegrupper. Men det værste var skolen, hun blev meget mobbet og folk kaldte hende altid for skælsord når hun gik forbi hende. Men sådan som hun sad der var der nærmest noget uskyldig over hende hun så nærmest helt fredlig ud. Havde hun hørt hvad denne person som var på vej over imod hende havde sagt havde hun sikkert tisset bukserne af skræk.

Vampyren gled, tydeligvis ubemærket over det grå sten gulv. Hun gjorde intet for at virke lydløs, men lod derimod skridtene give et tomt ekko fra sig, da lyden sprang mod de hvidkalkede domkirke-vægge. Stemmen forsatte med at hviske videre på den lille hjemmelavede sang, mens øjnene, uden at blinke, var klistret til det sovende menneske, der ikke anede uråd...Endnu.
Den ultimative hævn. Midt i englenes helligste bo - domkirken! Hvor frydefuldt. Jo, Dette menneske var virkelig ventet.
Mellem hver bænk, var der en halv meter. En tilpas længde, til at Thyia let kunne stille sig foran den sovende, der sad på bænken, uden hverken at røre den modstående bænk, eller bænken som var optaget. Kulden havde lagt sig, om denne vampyr, som en klistrende kappe, der bølgede uafbrudt om hende. En kulde, der selv i denne døsige varme, slog igennem, og synes at gøre alt koldt. Men det ville ikke være det, som ville være grunden til, at dette menneske ville vågne. Nej, det var vampyr kvindens handling. Thyia bukkede sig let fremad, og uden større besvær, lod hun den ene hvide kolde hånd, føre ind under menneskets hage, og løftede hendes hoved let op, så når tøsen slog øjnene op, ville de stirre direkte ind i vampyrens eget ansigt, der bar på mørke, ja næsten sorte øjne.
Men Thyia havde gjort denne bevægelse så roligt, at intet ville kunne mærkes. En ting hun ville ændre på, og mens nogle hviskende bløde ord forlod hendes mund, gav hun menneskehvalpen en lussing, der ville få denne til at vågne med et sæt.
"Så står vi op kære.. Guds tjeneste er ovre.."
Et smil skød frem, over hendes egen vittighed. For det var ikke en gudstjeneste, som med salmer og sang, nej det var Guds tjeneste. Tilbage var nu nattens hævn. En længe ventet hævn!

Hun gispede da hun vångede, hendes øjne stirrede lige ind den blege kvindes ansigt, hendes hjerte begyndte at hamre under hendes bryst. Denne kvinde var tydeligvis ikke godt selvskab, det var først nu mærkede hvor meget hendes kind dunkede. Hvad skete der
lige. Hedes blod frøs til is der hun mærkede hvordan kulden bredte sig i hendes krop hvem var hun hvad var hun, det måtte være hende hjerne der spillede hende et grumt puds og hvad skete der med Kvindens øjnen farve. hun kiggede væk fra vampyrs angsigt eller ihvertfald så godt som kunne, hun ville gerne havde spurgt hvad det kvinden bildte sig sådan bare at står lige der og slå på hende, men hun kunne ikke få sig selv til at spørge" du kan godt slippe nu" sagde hun løftede sine hænder op imod hånden som kvinden havde plantet på hendes hage, men af en ellere anden grund kunne hun ikke flytte hånden væk.
Det gjorde hende bange og hun fik med noget besvær rejst sig " vil du ikke godt være sød at slippe min hage" sagde hun og kunne bestemt ikke lide kvinden. Hun skulle også til at hjem så hun kunne ikke blive.

//Da jeg skal på ferie, og først kommer hjem i slutningen af vinterferien, er jeg nødt til at forlade emnet. - så kort fortalt:

Thyia griner af kommentaren, fra det forskrækkede menneske, og svare sagte, ja nærmst undskyldende, at hun er nødt til at udskyde legen :" Det var virkelig ikke meningen at du skulle overleve... virkelig, men tiden har ædret sig forstår du, menneske pige.."
Så slipper vampyren hende, klapper hende kort på kinden, og forlader kirken med de betryggende ord, at hun nok skal komme tilbage og finde hende, Maya. "Bare rolig.. jeg skal nok komme tilbage.. nyd dit liv så længe."

// God ferie//

Hun åndede lettet op, da kvinden forsvandt ud af kirken, men hun brød sig ikke om at kvinden havde sagt hun nok skulle finde hende.