ÅH nej jeg er bange... //abaddon/refael//

S: byen en ude foran en butik hvor man kan få ordet halskæder.
V: vindstille og overskyet.
T: kl 15:00
O: en masse mennesker og væsner.
Påklædning: en kjole der går til knæne. og højehælede sko

Cecilie var glad hun skulle være sammen med sin bror inden han rejste fra hende igen g hun havde tænkt sig og give ham et løfte på liv og død. hun ventede på ham det var dejlig at vide han stadig var i live men hun vidste også godt hun kunne være i fare fordi hun havde den familie hun havde og hun var ikke særlig god til at beskytte sig selv mod folk hvis hun blev overfaldet eller sådan noget, hun satte sig på en bænk og ventede på ham, det var dejlig at tænke på at han stadig var i live hun havde ikke hørt fra ham i to år men nu var han der uden rigtig at tænke over det havde hun fået sin dejlige storebror igen, *hvor det dejlig at have ham hjemme igen* tænkte hun stille og rolig for sig selv og så op mod himlen og smilte mod den og vidste at gabriel ville passe på hende oppe fra himlen af.

"Hey Ronan..." sagde Lina stille Ronan, Lina var iført en lang hvid kjole, og nogen høje stiletter, hun havde langt brunt hår, som gik hende til skuldrene. Ronan drejde hoved, og kiggede på hende, Ronan var iført et jakkesæt, det var lidt gammel, men det havde kostet ham en del penge. Ronan fik selv øje på Cecilie, og forstod hvad Lina ville sige til ham. "Jeg har øjne i hoved" sagde han væsene af hende, han kiggede hen på en anden mand, som hedder Tobin, han var iført en stor sort hætte trøje, og nogen blå-grå cowboy bukser. Tobin forstod, hvad Ronan mente, og begyndte at gå over mod Cecilie. Lina og Ronan,vendtede i bagrunden, for at se om Rafael kom, de satte sig ned på en bænk tæt på, og lod som ingen ting. Tobin kom hen til Cecilie, han satte sig ned ved siden af hende, og tænte en cigarat, og spurgte så med en venlig stemme "Undskyld, men jeg hedder Jonas, må jeg sprøge om du kender min søster?, hun hedder Mina, jeg leder nemlig efter en der hedder Cecilie, og hun sagde, at man bare skulle kigge efter den pæneste pige for at finde hende" han smilte kærligt, men han var ikke rigtig interesseret i andet, end at se om hun var Cecilie, han ville jo ikke gøre onde ting, ved hende, hvis hun ikke var Cecilie, det ville bare være dumt.
Lina og Ronan, ventede bare på at Rafael kom frem, de holdte øje, med alle som kom gåene, men de kunne ikke se ham. Rafael var inde i butikken, og ventede i den lange kø, han havde fået halskæden lavet, nu skulle han bare lige hente den. han kiggede ud af butiks vinduet, for at se ud på gaden, men der skete ikke noget, så han kiggede frem af igen, og sukkede over den lange kø

Cecilie smilede stille og så på ham. ''ja jeg er Cecilie.... hvorfor spørg du...'' spurte hun da det virkede som om der var et eller andet på fære her som om hun var i fare det var hun jo også men det vidste hun jo ikke fordi hun troede jo hun var sikker så længe refael var i nerheden det havde han lovet hende. ''hvad vil du mig jonas'' spurte hun stile og rejste sig op fordi hun ville gå ind til sin storebror men vidste ikke om han ville have hun skulle gå med men nole gange gjorder hun det aligevel hun smilede af sin bror var der inde ikke så langt her fra og og hun savnede ham endelig også igår aften hun følte sig virkelig svag år han ikke var der men det var hun jo også for hun kunne jo ikke rigtig noget selv men sådan var det jo. det var ikke alle der var lige gode til alt men hun ville gerne gøre sin bror glad.

Tobin svare ikke på hendes spørgsmål, han lagde bare diskret hånden ned i hans lomme, og tog et fast greb på hans springkniv, og da hun rejste sig op, rejste han sig selv op, og viskede koldt til hende "sæt dig ned" i samme sekund ladge han kniven på hendes mave, men skujlte den, ved hjælp af hans store hætte trøje, han kiggede hende ind i øjnene, klar på at gøre hende fortræd, hvis hun prøvede at få folk opmærksomhed. Ronan og Lina rejste sig op, og var klar på at løbe der hen, hvis Rafael skulle komme frem.
Rafael havde ikke set det han, kiggede rundt i butikken, og ventede på at det bliv hans tur,i den lange kø, han sukkede igen, og tænkte på, hvordan han skulle sige forvel, til hans søster, han overvejet om han bare skulle give hende hals kæden, og sige et kort forvel, eller om han skulle bruge langtid på at sige forvel, han overvejet det lidt, og besluttede sig så for at give hende et ordenligt forvel. han kom til at tænke på at måtte fortælle hende, om at han havde fået en partner, men var ikke sikker på om, han skulle vente med det, til han kom hjem,han besluttede sig, om at sige det, når han kom hjem fra frankrig. det var bedst tænkte han.

hun blev bange da hun så kniven og satte sig ned. ''hvad vil du mig'' spurte hun, *refael jeg er bange!!!' tænkte hun men han kunne jo ikke høre hende da hun tænkte det. hun holdte sine tåre tilbage for hun ville ikke have de skade hende... ''det ikke mig i ude efter... det min storebror er det ikke'' hviskede hun koldt og ligeglad med ham. *jeg lovede ham at være stærk og det holder jeg* tænkte hun for sig selv, hun blev siddene, men endelig ville hun bare væk og have sin bror til at blive fordi hun var bange for de ville komme igen hvis han forlod byen. hun bed sig i læben. ''lad mig.... være jeg har intet gjort jer'' sagde hun stille og så på ham.

Tobin syntes hun var stærkere end han havde hørt hun skulle være, men det var vel lige meget tænkte han, han skulle jo bare få Rafael frem, uden at han begyndte at gå amok, så han kiggede hende i øjnene, og overvejet hvordan han ville gøre, hans holdte kniven i hendes side, og viskede så til hende "jo, ser du min far er ikke så glad for din bror, og jeg skulle hilse fra min fár, og spørge hvor din bror er?, hvis du fortælle mig det, så kan vi begynde at snakke mere venligt til hinnanden" han ville gerne vide hvor stærk hun var, så han lagde en hånd på hende skød, og kørte kniven hårdt ind i siden, lige præsis nok til der ikke gik hul, men det var meget tæt på. han kørte hånden rundt på hendes skød, han smilte og sagde lavt "hvor er din bror". Ronan og Lina, satte sig ned, det såud til at tobin, havde styr på situationen, så de kigge forsat efter Rafael på gaden. Ronan tog hans telefon og ringede efter Rafael, men der bliv ikke svaret. "han tager den ikke" sagde Ronan, Lina kiggede på ham og smilte og sagde "hvad ville du sige, Hejsa Rafael, vi har din søste, kom lige her hen, og få opmærksomhed... du har vist glemt, at vi bliver nød til at slå ham ihjel, på en mere diskret måde" Rona væste bare af hende, og kiggede mod Tobin

HUn grinede bare. ''jeg siger det aldrig jeg vil ikke bringe ham i fare i får aldrig fat i ham'' sagde hun og bed sig i læben da det gjorder ondt. hun begyndte at ryste af vrede og var på vej til at forvandle sig men gjorder det ikke det var for farligt her i menneske mængten. ''dine venner er dummer end jeg troede'' sagde hun. ''eller ham fyren er'' sagde hun. hun så på ham. ''tror du virkelig at jeg er så svag at jeg afsløre min egen storebror.... de sår du laver de heler igen så jeg kan sagtens klare det'' sagde hun, nu var hendes chance for at få hendes bror til at blive stolt af hende over at hun ikke skreg efter ham med det. *jeg har så meget lyst til at råbe på refael lige nu jeg er så bange* tænkte hun stille. for sig selv.

Tobin bliv irriteret *hvorfor kan jeg ikke få hende til at sige noget, jeg fik ellers at vide hun var svag som en kylling* tænkte han, han kørte en hånd gennem hendes hår, og sagde lavt "det er helt okay, du er bange, men spar dig selv, for at din bror skal komme til din begravelse, tror du ikke vi ved du er et væsen, det er derfor kniven er lavet sølv" han smilte til hende, og lagde hans på hende kind, og sagde "nu spørg jeg igen, hvor er din bror?, jeg lover at din bror dør hurtigt" han vidste ikke hvor stærk hun var, men det var sjovt at finde ud af, tænkte han. Ronan kiggede på Lina og sagde "skulle man gå der over,bare for at hjælpe ham?" Lina smilte og sagde "nej behøver du ikke, han er god til den slags ting"... hun tog en cigarat frem og tog den i munden, og sagde "har du ild" han væsede igen af hende, Ronan var træt af hendes uprofessionalitet, men valgte bare at sige "nej, Tobin tog min ligther"

hun så bare ligegyldigt på ham. ''du får det ikke ud af mig'' sagde hun og bed sig i læben. hun rystede så meget af frygt og på en måde håbede hun at refael ikke kom ud rigtig længe fordi han ikke skulle se det her. hun skreg højt fordi kniven ramte et meget ømt punkt i hendes side. *nej jeg har forrådt refael hvorfor kan jeg ikke være stæk og ligeglad som ham* tænkte hun for sig selv og prøvede at skubbe ham langt væk men hun kunne ikke hun var ikke stærk nok, han var ret skræmmende ham som tak kniven i siden på hende. hun så over mod butikken og holdte sig for siden og faldt på knæ fordi det gjorder ondt.

Tobin bliv stiv af skræg da hun skreg, og kiggede om de andre var på vej. Rafael hørte hendes skrig, og vældtede de andre i kø´en, og sprang ud gennem vinduet, Tobin træk kniven på af lommen, da de andre stadig var på vej over gaden. Rafael kiggede ikke på Cecilie, han sprang bare på Tobin, i det han kom ud på den anden side af vinduet. Tobin bliv væltede af den store Rafael, som også havde tyngdekraften på hans side, og Tobin prøvede at ligge kniven ind i Rafael hals, men Rafael tog et fast greb, på Tobins hånd og slog den hårdt ned i jorden, så man kunne høre knoglerne i hånden gi efter for mødet med jorden, og i smerten gav Tobin slip på kniven. Tobin kiggede op mod Rafael, men idet samme fik han Rafael velplasret højer hånd i ansigtet, og man kunne se at hans næse bliv slået ind, af slaget. Tobin gjoere ingen modstand efter slaget, da han var slået godt ud, men Rafael var lige glad, han gav en enu en lige højer, og denne gang kom der noget blod fra Tobins mund, da slaget bar giver ved stor kraft. Rafael skulle til at slå igen, men bliv Ronan var kommet over til ham, og prøvet at smide Rafael af Tobin, men Rafael rejste sig hurtigt op, og sparkede Ronan i toppen af brystet, af han væltede om. Ronan skulle til at rejse op, men han fik Rafaels store militær støvle i hoved, så blodt fly fra Ronans ansigt og ned på gaden. Lina valgte at løbe hendes vej, for det første kunne hun se 2 politi folk var på over mod Cecilie og Rafael, og for det andet ville hun ikke slås alene, mod de 4 folk,så hun løb væk. Rafael havde set hende, men ville ikke løbe efter hende, da de 2 politi folk kom hen til ham, og sagde "op mod væggen" den ene af politi mændene havde læftet sin politi kælle, og Rafael stillede sig op mod muren, og fik hånd jern på, han kiggede på Cecilie, og sagde "overlever du?"

Cecilie så på ham og nikkede. ''ja men hvad med dig jeg ville ikke være en bane buks og råbe efter hjælp jeg ville være stærk så du ville være stolt af mig det gik bare ikke så godt'' sagde hun og så ned hun rejste sig op og gik over til politimænene. ''lad ham gå det dem i skal tage det var dem der skaede mig. han reddet mig fra en voldsom skæbene'' sagde hun og lod meget overbevisende. hun fjernede sin hånd og de kunne se stikne fra kniven og hun så op på sin bror også ned hvis han nu var skuffet over hende. ''jeg ville bare rette op på den fejl eg begik og gøre dig stolt men alt eg gør... gør det bare værre'' sagde hun og var tæt på at græde.

Politi mændene gav slip på Rafael, og beygndt at give de 2 andre håndjern på. Rafael var ikke stolt over hende rent faktisk var han skuffet, da hun ikke bare havde råbt om hjælp, hun kunne jo være død, men han var bare glad for hunvar okay, og han ville ikke have hun skulle vide at han var skuffet, så han lagde bare armene omkring hende, som han altid gjoere når han var glad for hun var okay, han prøvede at skulje at han var skuffet,da han sagde "Det vigtigste er du er okay" han smilte til hende, og gav slip på hende, han tog kom i tanke om hals kæden,og han gik i 2 minuter, og kom tilbage med den i hånden, og sagde så venligt "vil du love at du ikke glemmer mig, mens jeg er væk" han havde altid været bange for, at hun ville glemme ham, mere nu en nogen sinde, da Gabriel var død.

hun så på ham go vidste med det samme at han var skuffet over hende. ''jeg forstår godt du er skuffet jeg er ikke andet end en skuffelse for alle'' saghgde hun stille og så væk... hun s på ham. ''jeg lover det... men det ville ikke undre mig hvis du gerne vil glemme mig fordi jeg er en byrde for alt og alle selv for mig selv og dig'' sgde hun grædene og holdte om sig selv og græd for sgi selv og kunne ikke snart ikke holde det ud mere hun ville bare have taget sit liv hvis kke hendes bror var kommet hjem ville hun have taget hendes liv.....

Rafael kunne se hun var ked af det, og når hun begyndte på det der #mit liv er intet værd# så vidste han at hun havde brug for ham, han gik hen til hende igen, kørte hånden kærligt gennem hendes hår, og sagde så "Du betyder meget for mig, og jeg er stolt over at kalde mig din store bror" han krammede hende, og viskede så "du er ikke en skuffelse for os, hvis Gabriel havde været levende, havde han sagt noget klogt, men det ser ud til at jeg bliver nød til at tage det arbjede" han sagde så i normal højde "Gabriel har altid været mit idol, og han var der altid for mig, og nu er jeg her altid for dig, og jeg burde lade dig finde en at dele dit liv med, så jeg forvendter at du har en masse gode forsla når jeg kommer hjem" han smilte og sagde så lidt mere seriøst "men du skal ikke engang tænke på at kysse dem, jeg vil gerne se dem lidt an først" han smilte venligt og stoppede med at kræmme hende, han vendte sig om, og begyndte at gå..

hun grebb fat i ham. og så bange på ham. ''du.... må.... love mig... for alt i verden at.. du kommmer hjem... jeg er bange for..... at miste dig i mit liv'' sagde hun bange og holdte om ham. og tog fat rundt om ham af ren redsel. ''hvad skal jeg gøre uden dig'' sagde huns tille og så op på ham. hun var bare bange for at han ville forlade hende. hun kunne stadig mærke det jorder ondt efter at hun var blevet stukket og hun besvimemde og faldt sammen. som om hun havde blod mangel.

Rafael smilte ved sig selv, "Jeg lover at komme tilbage, mig slipper du ikke af med så hurtigt" han skulle til at gå, men da hun faldt om, faldt han på knæ, for at tage fat i hende, han kiggede bange på hende, han tog hans hånd end til hendes sår, og tog et fast greb, så hun ikke skulle miste mere blod, han havde ikke lavet første hjælp på andre end ham selv, men han tog han jakke af, med den anden hånd, og lagde hende hoved på læderjakken, mens han holdte hendes sår lukket, han kaldte efter en person på gaden, og bad om at ringe efter en ambulance, han var meget bange, han vidste ikke hvad han skulle gøre, hvis hun døde, han bliv sur på dig selv, da han skulle have været her noget hutigere, eller have tjekket hendes sår, han råbte efter hjælp...

Cecilie blev taget ind i ambulancen og de tager hende på hospitalet o hendes bror er med, hun ligger stille i den hvide seng og ser utrolig bleg ud, hun lå med en maske som hjalp hende med at træke vejret hun lå svagt på sengen og ville gerne vågne med det var lidt svært da hun havde mistet så meget blod. hun lå og bevægede kun lige sin hånd og slog så blidt øjnene op og så på ham. ''refael...'' hviskede hun.

Rafael havde aldrig været så tæt på at græde, han gjorer det ikke, men der var ikke meget som skulle ske, før han gjorer det. Han følte sig mege skyldig i det hele, han burde ikke lade hende sidde alene der ude, han burde have passet bedre på hende, han skulle aldrig være taget til frankrig, så var alt dette ikke sket, han bliv flyldt med had, han ville vide hvem,´der ville ham død, nu mere end før, han ville vende kniven om, han ville dræbe personen, og der skulle ikke stå noget i hans vej, Gabriels hævn måtte vendte, han havde en anden at tage sig af. han så hun bevæget sig, så han tog hendes hånd, og klemte den, og da hun slog øjnene op, kom der en lille tåre som kørte ned af hans kind, han tog den anden hånd og tørret den væk, han kunne ikke huske han havde græt før, men glæden over at se hendes øjne åbne, var så stor, han kunne ikke lade vær, den næste tåre kom frem. da hun sagde hans navn, tysset han bare på hende "Jeg har aldrig været mere stolt" han lukkede hende øjne blidt, hun skulle have lov at sove nu, hun skulle bare overlever, alt andet var lige meget, han tog hans mobil og ringet efter Catherine, og bad hende komme hen til hospitalet

hun ville vide hvorfor han var stolt. ''hvorfor er du stolt... jeg skal nok sove bag efter bare fortæl mig det'' sagde hun stille med et smil stille. og så op på ham og forstod ikke hvorfor. og hun vidste ikke hvem han snakkede med nu men det virkerede som om han var kærlig... havde han fået en kæreste uden at sige det.... hun var bange for hvad der ville ske. hun vidste ikke hvad hun stiulle gøre og så end og sukkede fordi hun havde lidt smerter.

Catherine havde fået en underlig opringning fra Rafael. Hun havde været ude i skoven at jage men nu kørte hun i fuld fart op til Hospitalet. Hun steg ud af sin bil og lænede sig op af den. Hun tog sin mobil op og ringede til ham. Hun vidste at der ikke kunne være sket ham noget efter alle de gange han havde reddet hende.

//hvilken rekkefølge skal det være i? vi svare//

// Jeg ved det ikke //

//skal vi ikke sige mig dig og refael??//

\\ Sure thing ,det bedste til sidste ;) \\

// Jo //