Uventet møde. - Artemios

Sted. Domkirken
Vejr. Det regner udenfor
Tid 20.24
Omkring. Ingen
Dag+ dato. IRL

Musik var orglet gjunede i hele kirken. Det kunne let lyde som var det organisten, der øvede sig til en eller anden kirke-koncert, men han var sandsynligvis hjemme ved sin familien. Nej, hænderne, der som edderkopper kriplede hen over tangenterne, tilhørte bestemt ikke en voksen mand. Eller en voksen overhovedet. Nej, det var en piges slanke fingre, der øvet frembragte tonerne. Artemis sad på orgelbænken, og spillede på det store instrument. Hun var nok omtrænt den sidste man ville forvente at finde der. For hvem regnede med at et barn omkring tiårsaldereden kunne spille sådan?
Det var lidt en skam, at hun ikke kunne nå pedalerne, da det så uden tvivl ville have lydt endnu bedre. Men hun måtte jo bare klare sig med hvad hun havde..

Artemios kom overrasket gående fra et af de rum, som den almindelige offentlighed ikke fik at se. Han så op mod orgelt, men kunne ikke umiddelbart se nogen, skønt musikken rungede i hele kirken. "Hallo?" spurgte han roligt gennem musikken, og spejdee fortsat op mod orglet, for at se hvam i al verden der dog spillede på orglet så sent om aftenen.

De kriblende edderkopper stoppede op, og musikken hørte op. Artemis vendte sig på orgelbænken, og så ned i skibet. Sagde dog ikke noget. Betragtede bare manden der nede.. Mon han var præst? Hun havde ellers regnet med at der ikke ville være nogen i kirken... Nå, lige meget... Så længe han ikke ville opføre sig ligesom den pige hun havde mødt tidligere... Det havde bestemt ikke været rart... Hun havde spurgt for meget... Alt alt for meget..

Artemios så op på barne ansigtet. Et barn... Skammeligt. Sulten gnavede i ham. Han blinkede kort. "Hvad laver du her, så sent? Kirken er ikke en legeplads ved du nok." sagde han, og gik over mod jerntrappen op til orglet. Et barn fra eller til ville der nok ikke være mange der bemærkede... Specielt ikke når barnet rendte rundt i lukkede kirker sent om aftenen. Han stoppede ved toppen af trappen, og betragtede hende. Der var noget over hende. Noget han genkendte. Hendes hår... Hendes ansigt. Hendes spinkle bygning. Hun lignede hans mor. Og så alligevel. Der var også nogle ukendte træk. Men der var vidst ingen tvivl om at denne lille pige var den søster, som han ellers havde fået af vide var bort gået ved døden...

"Spillede musik." svarede hun enkelt. Gengældte hans betragtende blik. "Hvad laver du selv?" spurgte hun så, og så kort ned mod døren han var kommet fra. Vendte så blikket mod ham igen. Hun kunne godt lide ham. Der var et eller andet ham. Ved hans udseende. Et eller andet trygt, og hjemmeligt. Artemis smilede kort, og lod blikket hvile på hans ansigt. Hvem mon han var? Hun havde regnet så meget ud, at han nok var præst, eller kirketjener, eller organist, eller et eller andet andet der havde med kirken at gøre. Hvad vidste hun bare ikke... Endnu i hvert fald.

"Pakker sammen. - Og gør klar til at lukke og slukke." svarede han, og gik roligt tættere på hende. Satte sig på hug foran hende, og så indgående. på hende. Han kunne næsten smage det varme blod der løb rundt i hendes unge åre. Han så kort på hendes hals. Nej, hun var ikke blevet bidt før. "Hvad er dit navn?" spurgte han lavt. Han turde næsten ikke hæve stemmen mere, af frygt for at miste den anstrengte selvkontrol han holdt for at være så tæt på hende, uden at dræne hende for den livsnødvendige væske.

Artemis nikkede let til hans svar, og rynkede kort på næsen da han satte sig. Sagde dog ikke noget til det. Hvad skulle hun dog også sige? 'Vær venlig at rejse dig op?' Nej, så var det nok bedre at holde sin mund. "Artemis. Hvad hedder du?" svarede hun, og betragtede hans øjne. De var... Gyldne? Det havde hun alligevel aldrig set før... Jo, hos en kat, men hos et menneske? Aldrig i livet! Mærkeligt... Det klædte ham nu alligevel. Måske var det kontaktlincer? Ja, det måtte det være... For man kunne da ikke have gyldne øjne...

"Artemis" gentog han, med tydelig overraskelse i stemmen. Selvom han regnede med at hun ville være hans søster, så var det alligevel som et salg, da han hørte navnet. "Mit navn er Artemios." svarede han, og tog fat i hendes arm. Trak hende ind i sin favn, og lagde armene om hende. "Undskyld, lillesøster." hviskede han lavmælt, før han begravede tænderne i hendes endnu ubrudte hud. Han skammede sig i det han bed, men så snart hendes blod ramte hans mund, tog sulten over, og han sugede grådigt af de friske blod. Lukkede saligt øjnene, og skammede sig grufuldt dybt inde i sig selv.

Artemis nikkede da han gentog hendes navn, men forsøgte at trække sin arm til sig, da han tog fat i den. "S-slip mig!" bad hun usikkert, da han trak hende ind til sig. Hendes hjerte bankede hurtigere, og den trygge følelse ved ham forsvandt som dug for solen. Hun vred sig det bedste hun kunne i hans stærke greb, og mærkede forvirrede tåre danne sig i de grønne øjne. "Stop nu..." hviskede hun, da han undskyldte.. Lillesøster? Kaldte han hende lillesøster? Hende tanker blev straks erstattet af en skarb smerte i halsen. Hun ville egentlig skrige, men der kom ikke en lyd over hendes læber. Isteddet stod hun som frosset til jorden, og stirrede rædselsslagent ind i muren bag ved denne fremmede.

Artemios strammede grebet om hende, og som et resultat af hans nylig fundne styrke, og barnets spinkle bygning, lød et lydelig knæk fra et eller andet sted i hendes krop. Artemios lukkede øjnene hårdere sammen, og sugede kraftigere. Ønskede at hun skulle miste bevidstheden. Ikke fordi at han ønskede at skade hende - men det var ligesom forsent - mere fordi, at han vidste, at hvis hun mistede bevidsteheden, var der måsken en chance for, at hun ville blokkere mindet, og derved vare uvidende om at det var ham der havde bidt hende...

Denne gang kunne Artemis skrige. Skingert og langtrukket rungede det spinkle udbrud i kirken. Hun græd utrøsteligt, og mærkede benene svigte under sig. En brændende smerte i brystet. Hun knyttede hænderne hårdt om hans skjorte. Mærkede øjnene blive tunge. Nej, hun ville ikke falde i søvn! Tænk om hun ikke vågnede igen? Problemet var bare at hun ikke kunne holde øjnene åbne. Hun var svimmel. Forstod ikke hvad der skete. Forstod bare at det gjorde ondt som ind i helvede. Hun hulkede svagt, før øjnene lukkedes, og hun gled over i bevisthedens velsignende mørke.

Efter hendes hulken var døet hen trak Artemios omsider tænderne ud af hendes hals. Slap hende dog ikke.Han tørede blidt overskydende blod af hendes hals, og kyssende blidt i håret. Rejste sig op med hende i favnen. Han anede ikke hvor i al verden han skulle tage hende hen. Han kunne ikke tage sig af hende selv, han ville nok komme til at dræne hende fuldstændig... Måske han skulle tage kontakt til Lyonaro? Han ville ikke bryde sig om det, men hellere det, end at være skyld i sin søsters død. Åndsvage pigebarn! Hvad lavede hun også alene ude om aftenen?! Hvor mon hun boede... Hvem tog sig af hende? Sørgede for at hun fik mas hver dag, og havde tøj på kroppen? Der var alt alt for meget han ikke anede om hende. Men det var der heldigvis råd for... Når hun engang vågnede... Han var altså nødt til at søge hjælp... Lyonaro var den eneste han kendte, som muligvis kunne hjælpe ham i denne situation...