Endnu et møde// Artemios

Dato: Irl.
Tid: 00:16.
Sted: Werclare by.
Vejr: Let overskyet så der er ingen lys fre månen.
Omgivelser: Tom gade, bygninger o.s.v

Alane gik ned af gaden, hendes jakke trukket næsten trukket helt op over ørene på hende. Hun så rundt på gaden, hun satte sig kort på en bænk og begyndte at tænke. Hun tænkte over det der var sket det sidste stykke tid. Om hvordan tingene havde ændrede sig så drastiskt så hurtigt. Hun sukkede kort og rejste sig så igen og begyndte at gå. Hun begravede hænderne i sine lommer og begyndte stille at nynne mens hun gik ned af den øde gade.

Artemios slap grebet i det slappe lig, og gik ud på gaden igen. Væk fra den beskidte gyde. Han havde blod om munden, men gjorde ikke mine til at ville tørre det væk. Fulgte i steddet en lugt, der havde fanget hans opmærksomhed. Der gik ikke længe, før han fik øjne på hende. Den varulv han havde bidt tidligere. Hvordan mon hun ville reagere på at måde ham igen. Han blev stående på gadehjørnet, og betragtede hen. Opdagede blodet om sin mund, og tørrede det væk.

Alane gik videre ned af gaden og så sig stille rundt. Hun havde været på Klub tidligere og fået en smule at drikke men hun var ikke fuld bare en smule beruset. Hun lukkede sine øjne og nød vinde mod sit ansigt. Alane var nu egentlig ret køn for sin alder og så lidt ældre ud end hun var. Hun nynnede stille mens hun fortsatte ned af den stadig tomme gade. Hun kunne mærke en der betragtede hende og stoppede så. Hun så sig omkring og fik øje på Artemios henne på gadehjørnet. Hun drejede ned af gyden og gik så videre. Hun bevarede roen og så frem. Hun lyttede opmærksomt til alle lydende i natten.

Artemios grinede svagt. Var hun bange for at han ville bide hende igen? Med rolige skridt fulgte han efter hende ned ad gyden. Han burde vel undskylde... Men først ville han vide hvordan hun reagerede på det. Om hun var bange for ham... Det troede han nu ikke hun var. Hun virkede ikke som en der let blev skræmt. Faktisk virkede hun som en der ikke blev bange for særligt meget...

Alane fortsatte ned af gyden og kom ud på en anden gade. Hun smilede da hun kunne skimte sin lejlighed længere ned af gaden. Hun krydsede vejen og gik mod sin lejlighed. Hun strakte sig. Hun smilede stille. Hun kunne hørrer Artemios følge efter hende. Hun stoppede stille op i skæret af en gade lampe. Hun vendte rundt og så så på Artemios. "Hvad vil du?" Hendes stemme blød og rolig, et det mindste tegn på at hun skulle være bange for ham som egentlig heller ikke var. Hvis hun var noget var hun sur men det hun egentlig heller ikke.

Artemios stoppede op et stykke fra hende, og betragtede hende. Smilede så svagt. "Observere din reaktion. - Og undskylde for det anmasende angreb tidligere. Jeg har endnu ikke lært at kontrolere min sult." svarede han, og betragtede hende fortsat. Man kunne let høre på hans stemme, at han faktisk mente det han sagde. Selvom det nok ikke var standardt replikken for en vampyr.

Alane så på ham med rolige øjne, hendes grøn/gule øjne lyste op i skæret fra gadelygten. Hendes blik var en smule slørret på grund af alkoholen men hun holdt sine øjne så hans. "Min reaktion? Det er okay, jeg kan kun forstille mig hvor svært det må være at skulle holde sin sult tilbage" Hun kom til at tænke på Axel som næsten havde sultet sig selv indtil hun nærmest tvang ham til at drikke hendes blod. Hun var ikke typen der gik rundt og var sur på folk i lang tid kun hvis de havde gjort noget utilgiveligt. Hun lænte sig op af tygepælen og så på ham.

Artemios løftede let et øjenbryn, og nikkede så. "Det er jeg glad for." svarede han, og nikkede let. Den rolige gentlemand trådte frem i ham igen. Det skete når han havde fået nok blod til at kunne klare sig resten af natten. Så blev han som han havde været før forvandlingen. "DEt er egentlig spøjst. At blive ens eget arbejde." sagde han tænkende, op mod himlen. Han havde længe gået med den tanke for sig selv, og havde nu endelig fået sat ord på den...

Alane så roligt på ham og stod bare. Hun trak jakken tættere om sig eftersom hun frøs en smule. Hun nikkede stille og betragtede ham bare. Hun stod stadig lænet op af lygtepælen. Hun var helt rolig. Hun havde intet at frygte eftersom han endnu ikke havde udvist tegn på at han ville skade hende eller gøre hende noget. Hun lagde hovedet på skrå og tænkte kort. "Du mener du var dusørjæger men en vampyr bed dig og nu er du vampyr?" Hun bed sig lidt i læben. Hun havde intet imod dusørjægerne eftersom de bare gjorde deres job. Men hvis det kom til at hun skulle slås mod en ville hun ikke give op.

Artemios nikkede bekræftende. "Jeg mødte min overmand." indrømmede han, og kløede sig kort i nakken. Det var faktisk pinligt... Han havde været for svag. Skammeligt. Men alligevel. Med tanke på alt hvad han havde fået, var det måske ikke helt slemt igen. Om nogle år ville han måske endda gå hen og blive taknemmelig... Og blive i stand til at dræbe sin skaber... Det var i hvert fald hans langsigtede mål. - At dræbe den vampyr altså.

Alane så stille på ham. Hun nikkede stille. Hun slog blikket mod brostenene. Hun havde ikke forstand på sådan noget, hun havde ikke engang forstand på at være varulv. Hun var nærmest som et menneske eftersom hun aldrig var blevet lært som varulv og havde levet blandt menneskene. Hun bed sig i læben og var dybt i sine egne tanker. Hun hørte slet ikke hvad Artemios safde og hun stod bare og så ned i jorden. Hun tænkte og tænkte på alt hvad der kom til hende. Hun var stadig en hvalp som varulv, hun havde ingen rigtig livserfaring som varulv det var derfor hun var alene, hun anede ikke havd hun skulle gøre.

Artemios betragtede hende undersøgende. "Er du okay?" spurgte han så, og lød faktisk som om det bekymrede ham. Det gjorde det egentlig også... Til et vist sted... Andres velfærd gik ham på. Også selvom han måske senere ville tage deres liv.

//No krea, sorry//

Alane så stadig ned dybt i tankerne. Hun så op da han begyndte at snakke til hende. "Ja, unskyld. Jeg stod bare i mine egne tanker" Hun smilte undskyldende til ham. Hun skød sig selv lidt ud fra lygtepælen. "Æhmm jeg ved det lyder underligt men vil du med hjem til mig og fortsætte samtalen der?" Hun var bange for at han ville tro hun var en eller anden underlig en men spurgte alligevel.

//Det er fint, det kan jo ske for alle ^^//

Artemios så lidt på hende, og smilede så. "Så længe du ikke begynder at bide. Eller skubbe mig ned af trappen igen." sagde han i spøg, og blinkede let til hende. Han var endnu aldrig blevet bidt af andet end vampyrer. Men han vidste, at varulves bid havde stor efekt på vampyrer. En efetk han ikke havde lyst til at af prøve på egen krop.

Alane så på ham og smilede stille igen. "Haha, hvis jeg bider skal jeg nok lade være med at bide hul og det med trapperne sker kun hvis du ikke opfører dig pænt" Hun grinte stille og blinkede igen. Hun vendte rundt og hev jakken tættere om sig, hun begyndte at gå mod sin lejlighed. Hun så sig over skulderen for at se om han fulgte med.

"Jeg er da engel?" sagde han drillende, og fulgte hende. Smilede let. Hun var jo faktisk ganske underholdende... Når han altså ikke var sulten. Han rystede let på hovedet ved tanken. Når han var sulten, blev alt og alle til mad. Et stik af dårlig samvitighed gik gennem ham. Han havde nær dræbt sin egen søster, fordi han var sulten...

Alane grinede af det han sagde "Åh ja den rene engel" Sagde hun sarkastiskt. Hun så på ham med et smil. Hun drejede så ned af gyden og gik op til sin lejlighed. Hun låste døren op og gik ind. Hun holdt døren for Artemios. Hun lukkede en stille bag sig og låste den eftersom hun ikke ville have fremmede ind. Hun vendte runst og tog jakke og sko af. Mens hun stod og balancerede på en fod fik hun over balance og faldt ned på gulvet.

Artemios kunne ikke lade være med at smile af hendes fald, men var dog høflig nok til ikke at grine. "Kom du noget til?" spurgte han, og ragte hende sin hånd, for at hjælpe hende op fra gulvet igen. Det så ganske vidst ikke ud til at hun var kommet alt af sted, men man kunne ganske vist slå sig forbandet meget, når man faldt på et hårdt gulv.

Alane skubbed e sig selv op at sidde, hun så kort op på Artemios, hendes kinder en smule røde. Hun tog sine sko af. Hun rystede på hovedet "Nej jeg er okay" En piben kom bag døren ind til stuen, hun smilte stille og så så på Artemios hånd. Hun tøvede kort men tog den så til sidst. Hun så op på Artemios med et lille forlegnt smil. Hun havde ganske vidst lidt ondt der hvor ribbenene sad og hun ville nok få et par blå mærker men ikke noget hun ikke kunne klare. Hun havde et par lårkorte hotpants og en tæt siddende top på som smøg sig om hendes pæne feminene former. Det havde været gemt under den lange frakke hun havde haft på.

Artemios smilede svagt, da hun tog imod hans kolde hånd, og hjalp hende op fra gulvet. "Det var godt." sagde han og så kort på hende. Fulgte så hendes eksempel og tog skoene af. Jo, pigebarnet var det flot, men Artemios var afholdsmand... Og desuden var hun over ti år yngre end ham. Men derfor kunne hun godt være flot. Han så mod døren, hvorfra pivet var kommet. "Du holder dyr?" spurgte han, og løftede let det ene øjenbryn. Det havde han ikke lagt mærke til sidst...

Alane smilede stille og var rolig. Hun kom hurtigt på benene igen "Mange tak" Hun grinnede stille "Du må da have lært jeg kan tage en del smerte" Hun stillede sine sko på sådan en skohylde ting der. Hun hang sin jakke op på en knage og var eller stille. Hun så mod døren da der kom et piv fra bag døren. Hun smilede og så så op på Artemios da han snakkede til hende "Ja" Hun gik hen og åbnede døren og en lille sibirien husky hvalp fløj ud af døren og hoppede op af hende. Hun samlede den stille op og nussede den. Da den fik øje på Artemios begyndte han stille at knurrer eftersom han kunne huske ham. Alane tyssede på ham og nussede ham igen. "Undskyld, han er bare beskyttende" Hun så på Artemios med et smil.

Artemios så lidt på den lille hvalp, og lo let. "Det er jo forståetligt." sagde han, og så roligt på dyret. Han var ikke synderligt skræmt af en sådan lille størrelse. Hvorfor skulle han dog også det? Den kunne jo ikke gøre ham noget. Han smilede lidt af den, og tog så blikket fra den. Så i steddet ind i rummet den var kommet fra

//No krea '-.-//

Alane smilede og satte den lille hund ned igen og den løb ind i stuen(Det rum den kom fra) "Hmmm, hvad kan jeg sige vi minder om hinanden" HUn grinede lidt og så så på Artemios. Hun gik ind i stuen, der var helt mørkt. "Kom bare, ingen af os bider" Hun grinede stille og tændte det bleggule svage lys som gav rummet et behageligt mørkegult skær. Hun så sig tilbage over skulderen og ventede på at han kom ind i rummet.

// Det går nok ^_^ //

Artemios grinede let af den sidste kommentar, og fulgte hende ind i stuen. Så sig omkring i rummet. "Jamen, det er jeg da glad for." sagde han så, og lod blikket hvile på hvalpen. Smilede svagt af den. Han havde aldrig været særligt god til dyr.

Alane smilede stille og så på ham. Hun stod inden i stuen og betragtede stedet. Det var meget exotiskt med alle de mystiske planter og det belege lyd som gav det et mystiskt skør. Hun så på ham og grinede. "Hved du hvad jeg tror jeg må tage det halvt tilbage fordi jeg kan ikke love jeg ikke bider" Hun grinte stille og smilede drillende. Hun gik så ud i køkkenet. "Vil du have noget at drikke?" Hun åbnede køleskabet og tog selv en flaske vand ud. Hun åbnede den og drak lidt af den.