Ly i regnen

Sted: Fest lokalerne
Vejr: Der er et uvejr udenfor
Tid: Sent. Et sted mellem aften og nat
Omgivelser: Ret tomt?
Dag+ dato: IRL

Artemis sad i et hjørne af det store lokale, med benene trukket op mod brystet. Hendes øjne var nærmest klistret på et vindue, hvormod regnen trommede en taktfast melodi. Også på taget trommede regnen, og når man så ud af vinduet, lignede det man så ind i en masiv mur af dalende vand. Egentlig havde Artemis været på vej hjem, da regnen begynte, men for en gangs skyld havde hun valgt at søge ly, for det uvenlige vejr. Hvilket også var den eneste grund til at hun befandt sig i de kolde, og forladte lokaler. Hendes hår var slået ud, og hang ned over hendes skuldre og ryg, og faldt let ind foran de grønne øjne. Et svagt suk slap hendes læber. Måske skulle hun begive sig hjemad, selvom regnen ikke var stoppet endnu? Måske, måske, måske... Endnu et suk. Nej, hun besluttede sig alligevel til at blive, i det mindste indtil vandmuren, ikke så helt så masiv ud...

Regnen trommede ned og Éowyns hår blev helt gennemblødt. Der var ingen halvtage hun kunne søge ly under, eller nogle træer hun kunne føle sig tryg ved. Regndråberne var store, og eksploderede med et højt plup, hver gang de ramte jorden. Pludselig faldt hendes øjne mod et hus. Der var ikke lys derinde, men døren stod på klem. Langsomt og næsten uden at larme, begav Éowyn sig hen til døren og tittede ind. Der var ingen. Hun gik indenfor og lukkede døren uden en lyd. Det var bare et stort lokale, ensomt og forladt. Håret dryppede på gulvet og hun tog sin jakke af. Heldigvis var hendes kjole forblevet tør.

Pludselig hørte Éowyn et langsomt, lille suk fra et vindue. Hun vendte sig om.
Dér sad en lille pige i vinduskarmen. Hendes hår var slået ned, og hendes søde, smukke, grønne øjne var rettet mod regnen udenfor. Éowyn smilte lidt over hendes uimodståelige skønhed - også selvom hun blot var en pige.

Artemis havde set den slørrede skikkelse, gå hen imod bygning i hvilken hun selv var. Derfor blev hun ikke overrasket ved lyden af de lette skridt, og svage dryp, mod det blanke trægulv. Isteddet tog hun blikket fra vandmuren, og så på pigen, der var kommet ind.
Hun var gennemblødt til skindet. - Artemis altså. Det våde tøj klæbede til hendes krop, som et ekstra lag hud. Dog var hun ikke bange for at blive syg. Hun blev aldrig syg. Ikke en gang forkølet blev hun. Det var i hvert fald meget sjældent, at det skete.
Artemis sagde ikke noget, men strøg en dryppende tot af det lyse hår væk fra ansigtet. Faktisk så det ikke helt så lyst ud længere. Vandet havde givet det en mørk kommunefarvet, kulør.
De grønne øjne betragtede den nyligt ankomne pige, med et tænkende udtryk. Der var på det nærmeste et evigt tænkende udtryk i de øjne. Men det klædte hende. Hun var jo også et meget tænkende barn. Hun snøftede kort, og kløede sig let på hånden, før hun endnu engang vendte opmærksomheden mod den fremmede. Stadig uden så meget som at have mælet et eneste ord.

Éowyn lagde jakken - som egenlig var en kappe - over armen og smilte endnu til den lille pige. Hun tog nogle forsigtige skridt hen imod hende, og håbede på hun ikke forskrækkede hende, eller gjorde hende bange. Hun stoppede få meter fra pigen og gemte sine øre bag sit hår - de var jo spidse. Langsomt lagde Éowyn hovedet på skrå, og løftede en hånd for at vinke til pigen.

"Hej min søde." sagde hun og gik tættere på. Pigens grønne øjne skinnede som to grønne sole, og hendes blonde hår var vådt. Ja - selv hendes tøj var fuldkommen gennemblødt.

"Fryser du?" spurgte Éowyn og løftede kappen fra armen, som et tegn på at hun gerne måtte låne den.

Artemis lagde let hovedet på skrå ved den hilsen. "Hvordan kan du vide om jeg er sød?" spurgte hun overvejende. Det var da spøjst... Artemis kunne jo lige så godt være en værre møgunge, som hun kunne være en sød lille pige. Egentlig var det nok lige netop tilfældet. For det var ikke mange regler hun overholdte. Hun gik sine egne veje, og var svær at holde styr på.
Hun rystede let på hovedet til det andet spørgsmål. Hun frøs ikke. Endnu i hvert fald. Det ville hun somend nok komme til, men ind til viderede klarede hun sig. Hvad var der med alle folk? - Næsten alle folk i hvert fald.. De ville hele tiden hjælpe hende, og sørge for at hun havde det godt. Hun var altså ikke fem år længere... Hun kunne udemærket passe på sig selv. Det var jo ikke nogen nyhed at hun fes rundt hvor det passede hende, når det passede hende. Det var noget hun var begyndt på allerede det første år, hvor hun boede hos Far. Hun brød sig ikke om Far.. Eller om nogle af de andre børn... Så det var ikke nogen grund til at blive der længere end højest nødvendigt.

Éowyn ignorerede høfligt den lille piges spørgsmål, og lagde kappen om armen igen. Hun trak en smule på smilebåndet og satte sig ved siden af hende. Regnen udenfor trommede som 500 elefanttrommer, og vinden fløjtede smukt som en fløjte. Hun lukkede øjnene da hun hørte vindens hvisken, og med det samme følte hun at hun havde en ven. En ven der altid ville være hos hende, uanset hvor hun var. Hun åbnede atter sine øjne og så på pigen ud af øjenkrogen.

"Hvad hedder du?" spurgte hun, og drejede hovedet mod hende. Éowyn blinkede med sine krystalblå øjne og smilte med tænder. "Jeg hedder Éowyn." - hun foldede sine hænder i skødet.

Éowyn betragtede de grønne øjne nøje. Der var styrke i pigens små, runde øjne, men også sorg. Hendes tøj klæbede sig til kroppen, og Éowyn var tæt på at kaste kappen om hende, selvom pigen sagde hun ikke frøs.

Men de grønne øjne.. De var noget så bekendte, noget så husket, selvom de aldrig selv var blevet set af Éowyns egne øjne. De grønne øjne lignede elverens mor, som var gået bort.

Artemis så stadig overvejende ud. Hvorfor ville hun ikke svare? Sikkert fordi det var et ubehøvlet spørgsmål fra en lille pige, der lignede en druknet mus. Hun rynkede let på næsen. Hun var ikke lille. Desværre var det bare ikke alle voksne, der ville give hende ret i det. HUn var måske mindre, men ikke lille. Man var lille når man var afhængig af sin mor, og Artemis var alt andet end afhængig af sin mor. "Jeg hedder Artemis." svarede hun, og så betragtende på pigen, denne Éowyn, og de blå øjne. De meget blå øjne. Artemis snøftede igen. Hendes næse var stoppet. Møg. Nå, det ville vel gå over, når hun kom hjem i varmen, og gemte sig under dynen. Dumme regnvejr... Lige meget.
Der var et eller andet ved den pige. Hvad det var anede Artemis ikke, men et eller andet var der. Måske hun var lige som hende den anden pige? Hende der havde sagt, at hun var skrøbelig? Hun havde i hvert fald været køn. Lige som den her pige... Mon hun også havde røde mærker på ryggen?

"Artemis.." gentog Éowyn. "Sikke et smukt navn." smilede hun. Éowyn kunne ikke lade være med at tænke på hvor denne pige kom fra. Hvorfor var hun helt alene ude i regnen? Éowyn følte straks et stik af medfølelse for pigen. Der kunne ikke være mange til at holde om hende i svære stunder, når hun sådan rendte rundt alene uden en voksen løbende efter hende. Hun åbnede munden for at sige noget, men straks lukkede hun den. Hendes øjne smilede varmt til Artemis, men pigen så forundret ud, og betragtede Éowyn med en tænkende mine.

//Dårlig skrivedag.. + jeg læser til eksamen. )://

Artemis sad stille uden et ord. Jo, nu begyndte det kolde, våde tøj at bide i huden. Hun havde ikke noget at sige, så hun holdt sin mund. - En ting hun havde lært hos Far. Man skulle ikke snakke hvis man ikke havde noget at sige, eller ikke var blevet spurgt om noget. Hm.. Hun havde jo sådan set spurgt om noget...
"Du svarede ikke på mit spørgsmål?" påpegede hun, og havde faktisk ment det, som noget der skulle svares på. Hun syntes ikke at se logikken i at blive kaldt 'min søde' af en komplet fremmed. Hun kunne jo være alt andet end sød... Hun så måske sød ud, men man skulle jo aldrig skue hunden på hårene? Det var svært at lade være, det var Artemis godt klar over, men den hilsen havde fanget hendes opmærksomhed, og fået hende til at tænke. Alligevel kunne hun ikke regne logikken ud.

//Du læser også? '-.- Hvilket fag skal du op i?//

Éowyn havde forventet at pigen ville hænge ved hilsnen. Artemis' runde øjne så dybt alvorlige ud, og Éowyn lagde hovedet på skrå. "Nogle gange.." svarede hun, og tøvede så. Kendte pigen til elvere? Det vidste Éowyn ikke. "Nogle gange kan man bare se sjælen bag personens øjne." smilede hun så. Éowyn havde en evne som healer. Hun kunne heale fysisk skade, men og også skade psykisk - som sorg, vrede osv, men netop det at hun også kun heale psykisk, indebar at Éowyn kunne se dybt inde i personens sind - også uden hun selv havde lyst til det. Artemis var blevet såret på mange måder og hun havde sår på sjælen. Men Éowyn healede kun personer der selv bedte om det. Personer som ikke kunne bære at holde smerten ud længere, som kun så døden som en anden udvej.. Ligesom drengen.. Som dengang hun kom for sent.

"Men nu synes jeg jo også at du ser utrolig sød ud!" sagde hun så, for hvis pigen spurgte ind til hvad hun sagde før, vidste Éowyn ikke hvad hun skulle svare.

//Jeg skal op i dansk på onsdag. Men jeg stinker ligeud til fysik, så jeg har ekstra lektier oveni. -.-
Hvad med dig?//

Artemis nikkede let til svaret, og smilede svagt over den sidste bemærkning. "Man skal ikke skue hunden på hårene.." citerede hun stadig smilende. Artemis så igen ud mod regnen. Den så stadig ligeså massiv ud, som den havde gjordt før Éowyn kom... Artemis lagde armene om sine ben, i et forsøg på at tilføje sig selv en smule varme. Dog uden held. Hun ville ikke bede om at låne jakken. Det var mærkeligt med folk, der hele tiden ville sørge for at hun havde det godt, beskytte hende, og så vidre... De havde jo ikke ansvaret for hende, og hun var stor nok til at kunne passe på sig selv. - Uden at komme alvorligt til skade.

//Skal op i mundtlig engelsk på fredag. Heldigvis ikke så slemt Nedern med ekstra lektier da!//

Ud af øjenkrogen bemærkede Éowyn gåsehud på Artemis' hud. Hun havde det godt på fornemmelsen at pigen var mere veludviklet end som så og ikke ville tage imod omsorg, men aligevel kastede hun kappen hen ved siden af hende. "Det kan godt være du ikke vil tage imod den, men hellere det end at ligge syg." sagde hun med et smil.
"Hvis du nu bliver syg, bliver det jo svært at lave narrestreger." sagde Éowyn så med et blink. Selv frøs hun ikke. Det var sjældent at det skete. Lige siden slottet og herredømmet brød sammen havde hun levet i skoven Tel'Mithrim - helt alene. Uden hus, kun med mad i skoven. Hun sov på træer og i huler. Bar altid sin kappe med sig, ellers havde hun kun den hvide kjole der var ved at blive godt beskidt. Lige siden hun blev forladt havde hun lært at klare sig selv, at være hårdhudet. Straks følte Éowyn et stik i hjertet og hun rynkede brynene. Hun slugte hårdt og tog sig sammen. Atter smilte hun til pigen, og lod som ingenting.

//Engelsk er nok det jeg er mest nervøs for. Min lære har sagt at hun forventer mindst et ti-tal af mig, så jeg bliver virkelig nød til at gøre et godt stykke arbejde. o0//

"Jeg bliver ikke syg." proklamerede Artemis, efterfulgt af et snøft. Alligevel tog hun imod jakken. Om ikke andet kunne den vel varme hende en smule. Men hun blev faktisk ikke syg. Det skete i hvert fald meget, meget sjældent. I de fem år hun havde boet hos Far, havde hun end ikke fået så meget som en forkølelse. Og det på trods af hende ikke alt for sunde livsstil. Børn havde brug for søvn, men Artemis brugte ret mange nætter på bare at gå rundt som det passede hende.
"Hvorfor bekymre du sig egentlig om, om jeg bliver syg eller ej?" spurgte hun så, da det åbenbart var noget der optog en hel del voksne. Hun betragtede pigen med et spørgende blik, der tydelig gjorde at hun egentlig virkelig gerne ville have svar.

//Jeg har ikke krea for særligt lange indlæg i dag '-.- Aw, det var da alligevel høje forventninger... Kender det kun alt for godt...//

"Jeg ved hvordan det er at være alene Artemis. Måske mere end andre mennesker gør. Det er synd for dig." svarede Éowyn bare. Pigens sind udstrålede mere end andet at hun var alene. Det fik Éowyn til at tænke lang tilbage, for 90-100 år siden, hvor krigen brød ud. Den dag hun for alvor selv var alene. Det brændte og sved atter i Éowyns hjerte, men hun smilte straks til pigen. Hun blev glad for at Artemis tog imod kappen.

//Heller ikke mig, overhovedet. -.-//

Artemis blev ikke så lidt overrasket over det svar. Alene?... Hun var da ikke alene... Var hun? Nej, det mente hun ikke. Og så igen. Hvis hun ikke var alene hvem havde hun så? Der var selvfølgelig Nanny'erne, men det var alligevel ikke helt rigtigt. Qadir måske? Tja, han var i hvert fald den voksen hun syntes bedst om... Nej, det gad hun virkelig ikke til at tænke over, om hun var alene eller ej.
"Synd for mig?.. Men hvis jeg nu selv er skyld i det, så kan det da ikke være synd for mig..." sagde hun, og så lidt på pigen. Det var altså mærkeligt... Specielt fordi hun faktisk kunne relatere til der blev sagt. Næsten som om Éowyn kendte hende i for vejen. Men Artemis kendte jo ikke Éowyn før nu, så det var vel egentlig også noget værre pjat at tro.

"Er du selv skyld i det da?" spurgte Éowyn med løftede øjenbryn. Pludselig mærkede Èowyn at hendes hår var begyndt at tørre. Hun rettede det foran ørene igen. Artemis virkede virkelig intelligent af en pige af være. Måske var det sådan hun var født.. Eller fordi hun havde oplevet så meget at hun måtte modnes hurtigere end andre? Det vidste Éowyn ikke, men én ting var sikkert og det var at Artemis var ikke som alle andre piger. Hun virkelig mystisk og spændene, men hun var jo også et barn og dumdristig.

Artemis trak let på skuldrene. Det var jo muligt... Hendes far var jo ikke kommet tilbage efter hende, så det kunne være, at det var noget hun havde gjort. "Måske." svarede hun kort, og så ned mod sine fødder. Skoene var for store. Der var altid problemer med at finde tøj som passede Artemis. Selvom hun ikkr var særligt høj, så var hun for høj til at kunne passe bukser, der passede hende i livet. Og bluser blev let som sække man havde trukket over hovedet på hende. Det var mærkeligt. Dumt. Det at hun skulle være så lille og spinkel. Hun løftede blikket, og så på Éowyn. "Hvor gammel er du?" spurgte hun så, og kløede sig let på kinden. Ikke at det kløede, men det var en vane. En gammel vane. Nanny'erne brød sig ikke om den, men Artemis var sådan set rasende ligeglad. Ligesom hun var med stortset alt andet de sagde til hende.

- Måske? tænkte Éowyn. Det kunne da ikke passe at en pige så ung kunne være skyld i sådan noget. Éowyn blinkede så hendes lange øjenvipper blafrede. Hun rettede lidt på sin kjole og sit hår. Hun rynkede let på næsen og smilede til Artemis.
"Jeg er 16 år. Og du?" svarede hun. Selv ville hun gætte på at Artemis var omkring de 10 år, men intet kunne være sikkert. Den måde de grønne øjne så på hende gjorde hende usikker. De udstrålede noget hun aldrig havde set hos andre piger før og Éowyn tænkte atter på den mor hun aldrig mødte. Smilet forsvandt fra hendes læber og pludselig lå hendes ansigt i alvorlige folder.

"Ni år." svarede Artemis, og så igen ned. Egentlig havde hun ikke den ringeste anelse om hvor gammel hun var. Men hun kunne ikke være yngre en otte år - Dertil så hun alt for stor ud - og hun var ikke stor nok til at være ældre end de ti år. Så når der blev spurgt ind til hendes alder, forekom det ganske naturligt at svare at hun var ni år gammel. Selvom hun skilte sig stærkt ud fra sine jævnaldrene. Men hun var nu engang ikke ældre. Det havde jo også været en ganske lille pige, der havde siddet en hel dag på trappetrinnet foran det store hus, og ventet på sin far. Ikke mere end fem år havde hun været dengang. Og alligevel havde hun været i stand til at læse utroligt godt, alderen taget i betragtning

Dette troede Éowyn absolut ikke på.
-Blot ni år? tænkte hun og rynkede sine øjenbryn. Der sad et spørgsmål på hendes læber som hun brændene ønskede at stille den lille pige, men hun var bange for hvad mon hun ville svare og hvordan hun ville tolke spørgsmålet. Måske ville hun bryde ud i gråd, eller blive vildt chokeret. Det vidste Éowyn ikke. Det måtte vente..
Hun tog en dyb indånding.
"Hvor bor du så henne?" smilede Èowyn til hende, og ønskede brændene at det spørgsmål, hun stilte til Artemis om og om igen i sit hovede, ville fordufte så hurtigt som det dukkede op.

Artemis rynkede svagt panden ved det spørgsmål, og tænkte så det knagede. Hvor meget skulle hun sige? Hun var blevet påpasselig med hvor meget information hun gav andre, om det sted hun boede. Folk havde det med at reagere på nogle 'sjove' måder.
"Jeg bor her i La Sunisha." endte hun med at svare, og den lille rynke glattedes ud.
"Hvor bor du selv?" spurgte hun så, mest for at hun ikke bare skulle sidde og svare på diverse spørgsmål. Hun brød sig ikke om bare at sidde stille, og svare artigt på alle de spørgsmål, der blev stillet hende. Nej, så hellere spørge lidt igen ind imellem.

Pigens tøven og tænkende udtryk gav Éowyn indtrykket af, at det ikke var noget, hun skulle blande sig i.
"Jeg bor i en skov langt fra dette lokale. Den hedder Tel'Mithrim. Hvis du ikke har hørt om den, ville det ikke undre mig." sagde hun og blinkede venligt til Artemis. Ih jo, der var skam sagn og fortællinger om skoven Tel'Mithrim, og den ensomme elverpige der boede i der. Flere folk og væsner der havde set hende, mente at de kendte hende fra andre sagn. Sagn som det faldne slot.. Men Éowyn ignorerede disse sagn og fortællinger, for kun få folk vidste at de handlede om hende.

Artemis nikkede svagt. Aldrig om hun havde hørt om det... "Nej, det kender jeg ikke." sagde hun, og sendte et blik mid gulvet. Flyttede det så til regnen udenfor igen, for til sidst at lade det lande på Éowyn igen. Hvor gammel mon hun var? Artemis sad halvt om halvt, og forsøgte om hun kunne regne det ud, udfra udseende, og personlighed... Men nu var personlighed jo selvfølgelig ikke det mest pålidelige til at regne aldre ud... Det var Artemis jo selv et lysende eksempel på...

"Det tænkte jeg nok." sagde Éowyn med et bekræftende nik og et smil. Tel'Mithrin var langt væk fra alle byerne her i Sheria. Regnen udenfor var stadig lige så massiv som før. Hun så hen på den lille pige. Hvordan kunne hun være så forfærdelig intelligent? Eller måske var hun blot overmoden for hendes alder? Det kunne Èowyn ikke vide. Artemis så ud som om hun virkelig tænkte, eller koncentrerede sig. Lidt ligesom når hendes far udtænkte krigsteknikker. Hun smilede til hende.
"Hvad tænker du på?" spurgte hun og satte sig mere bekvemt.

Artemis blinkede let, og så igen på Éowyn. "Ikke noget.." svarede hun, og rystede på hovedet. Hun sendte Éowyn et svagt smil, og så lidt ned. Bare så hun ikke behøvede at se hende i øjnene. Det blev sjældnere, og sjældnere at Artemis så nogen som helst i øjnene. Som om hun var bange for at blive læst...