Regnen tordner ned

Dato: 31. oktober
Årstid: Efterår
Dag: Lørdag
Vejr: Det regner meget og er helt vildt koldt
Sted: Silent River
Tid: Omkring kl 00:00
Omgivelser: Ingen

Kala sad for sig selv med vingerne foldet ud ved kanten af søen. Hun havde siddet længe i regnen og var forlængt blevet gennemblødt. Alt på hendes krop var drivvådt og koldt, men hun lagde ikke mærke til det. Hun sad bare og nød udsigten med et lille smil på læben. Det var efterhånden længe siden hun havde været derude og trængte bare til at slappe af for tiden. Efter at have været syg et stykke tid var hun stadig tappet for kræfter, så det var nok ikke den bedste idé at sidde i regnen og sikkert få en slem forkølelse.

Demetri Stod pluselig bag hende som om det var helt naturligt.

"Hej Demetri" Mumlede hun da hun kunne genkende hans duft fra deres mindeværdige møder. Det stærkeste minde var dog fra dengang hvor han bed hende første gang.

Han smilte for sig selv, "Jamen hej Kala" sagde han tørt.

Hun smilede skævt. "Hvad laver du dog ude i det her vejr?" Spurgte hun nysgerrigt og rykkede sig ikke en millimeter.

"Sprøgsmålet er hvad du laver her ude" han smilte nu stort men rykkede sig lige så meget som Kala.

"Jeg prøver at samle kræfter efter sygdom" Svarede hun mumlende. "Fortæl mig så hvad du laver herude" Sagde hun stille. Drejede ikke sit hovede så hun kunne se ham.

"Hvad vedkommer det dig" sagde han ligegyldigt, han gik lidt tilbage.

Hun trak på skulderne. "Siden du har fået af vide hvad jeg laver her, så vil jeg da også vide hvad du laver her" Svarede hun stille.

Han gik 2 skridt mere tilbage imens han så på hende, "Det regner" sagde han som om det var det mest normale at sige.

"Virkelig?" Spurgte hun sarkastisk og så op på himlen. "Det havde jeg slet ikke lagt mærke til" Mumlede hun og smilede skævt.

Han rystede på hoved af hende, og vendte sig så for at gå.

Hun drejede hovedet. "Hvorfor går du allerede?" Spurgte hun en anelse trist.

Han vendte sin krop halvt, "Vil du have at jeg bliver" sagde han så hans tænder kom frem.

Hun så kort på hans tænder og et glimt af frygt viste sig kort i hendes øjne. Det forsvandt hurtigt. "Ja" Svarede hun så.

Han vendte sig og smilte nu stort, "Virkelig" han fik et lumsk ansigtudtryk

Hun nikkede. "Men kun hvis du lover ikke at suge mit blod" Sagde hun og så alvorligt på ham.

Han grinte, "Love er ¨sådan et stærkt ord"

"Så bare lad som om du ikke vil suge mit blod" Hun så en smule irriteret på ham.

Han grinte bare og rystede på hoved hvorefter han vendte sig om og gik igen.

Hun rejste sig op og gik beslutsomt efter ham.

"Du ikke rigtig klog" sagde han imens han stoppede op.

Hun stoppede straks op. "Hvad mener du?" Spurgte hun temmelig overrasket.

HAn vendte sig mod hende i en uhyggelig bevægelse, "Du følger efter en vampyr, en som har slået dig og mishandlet dig og du sidder bare der"

Hun trådte ufriviligt et skridt tilbage og spærrede øjnene op af bar overraskelse. Han plejede at få voldsomme hurmørsvingninger, men det skræmte hende altid lige meget. "Ja, og?" Sagde hun med en lille stemme.