Regnen..

Sted. Gæt!
Omkring. No one
Tid. 22.32
Vejr. Det regner
Påklædning. Grøn ternet skjorte som er lidt for lange i ærmerne og mørke jeans og sorte converse
Dag+ dato. IRL

Rose gik langsomt gennem regnen. Hun var i et lidt irriteret humør. Der var sket så mange ting i hendes liv som hun simpelthen ikke kunne finde ud af at få klaret og afgjort og få det ud af hendes liv. Et lille trist suk undslap hendes læber og hun tvang sig selv til at være i et lidt bedre humør selvom at det var svært. Hun så lidt ned i jorden og lyttede opmærksomt efter om at der måske var nogen som skulle komme. Lige i øjeblikket kunne hun ikke rigtig høre nogen, så hun var ikke helt anspændt og klar til kamp.

Rolige skridt bragte René gennem byen. Hun forhastede sig på ingen måde, men tog sig god tid til at få alle detaljer med. Hendes lange hår var endnu tørt, og det vidnede om at hun første lige var gået ud på gaden. Hendes hænder var godt begravet i buskernes dybe lommer, hvor blandt andet en pistol var opbevaret. Det var nu ikke sådan at den kunne skade nogen noget særligt. Når altså bare man ikke var et menneske vel at mærke..

//Må logge nu//

Det tog noget tid før at Rose kunne høre nogle skridt komme nærmere. Hendes blik gik hurtigt op og så sig omkring og ville ikke være den som blev overrasket. Hun så en skikkelse frem for sig og hun stoppede langsomt op og så varsomt på denne person som var frem for hende. Hun kunne mærke at denne person ikke var et væsen, men det betød ikke at Rose skulle være rolig. Det kunne jo godt være at det var en dusørjæger eller sår'n noget. Og Rose nægtede at tage nogle chancer.

René løftede blikket, og så hurtigt den pige der var stoppet lidt længere nede ad gaden. Hun så ikke ud til at være særlig gammel.. Småpiger burde holdes indendøre af deres forældre.. Det blev de vidst også i dette kvarter.. Pigen var yndefuld. En dukke lignede hun. En af de der fine porcelænsdukker alle pigerne i familien fik at lege med. René sukkede kort da et minde skyllede ind over hende. Selv havde hun haft ødelagt sin dukke.. Hun smilede svagt. Dengang kunne hun slippe afsted med hvad som helst..

Rose så at det var en kvinde som stod et stykke foran hende. Kvinden så ud til at være menneske. Hun var ikke utrolig smuk som væsnerne og hun så ikke ligefrem ondskabsfuld ud til at være vampyr eller dæmon. Og hun lignede ikke en engel. Hun måtte være et menneske, men stadig ville Rose ikke tage nogen chancer med hende. Hun blev stående og holdt en god afstand til kvinden.

"Burde du ikke være hjemme?" René var kommet indenfor rimelig afstand af pigen, før hun spurgte. Hun mærkede godt den forsigtighed pigen udstrålede, og stoppede derfor op. Hun ville jo nødig skræmme englen mere end nødvendigt.. Egentlig var det slet ikke nødvendigt, at skræmme nogen af væsnerne, men de fleste blev dog alligevel bange for pistolerne, ogg sprøjterne.. Hvilket jo også var forståeligt.. En hver ville da blive bange hvis en eller anden fremmed pludselig ville til at stikke dem med en kanyle...

Hun rystede svagt på hovedet "Nææ, det burde jeg ikke. Og kunne du ikke være lidt ligeglad?" spurgte hun og blev ved med at se varsomt på kvinden og sørgede for at der var noget afstand mellem dem.

"Det kunne jeg vel, men da du besidder en værdi af interesse, for os begge, vælger jeg ikke at være det. Og nej, jeg har ikke tænkt mg at gøre dig ondt." svarede René roligt, og så studerende på englen.

"Og hvordan skulle jeg lige stole på at du ikke vil gøre mig ondt? Og hvad mener du med interesse? Hvorfor er jeg så interesant?" spurgte hun og var yderst forsigtig med hvad hun lavede og så over på kvinden og kunne ikke rigtig se det interesante i sig selv.

René overvejede hvordan hun skulle svare. "Min familie har stor interesse i ikke-menneskelige skabninger, men på ingen måde med skumle hensigter. Det foregår på videnskabligt plan, og vi forsøger at lære om jer. Om jeres natur, og gennestiske sammensætning. - Intet der på nogen måde vil kunne skade jer, men tværtimod vil hjælpe jer. Vi er ganske imod denne brutale nedslagtning de fleste jægere føre på de ikke-menneskelige racer." Endte hun med at sige, og tillod et lille - dog overbevisende - smil, i det ellers ulæselige ansigt.

"Hjælpe os? Hvordan vil i dog hjælpe os?" spurgte hun og kunne ikke lade vær med at grine over at denne kvinde og hendes famliie troede at de kunne hjælpe dem.

"Ved at stoppe nedslagtningen. At kende jeres gennetiske koder, jeres hemmeligheder, kunne være en fantastisk udvikling af videnskaben som den kendes i dag. Sygdomme I ikke rammes af, ville kunne afværges af mennesker, og I... I kunne leve uden frygt for menneskers had, og drab." svarede René ganske alvorlig. Hendes smil var forsvundet, og igen var hendes ansigt ulæseligt.

"Jaaa.. Klaaart. Det kommer bare så meget til at ske" sagde hun sarkastisk og kløede sig i håret "Hør dame.. Ikke for at være uhøflig, men jeg tror virkelig ikke at i kan hjælpe os. Og vi kan ikke hjælpe jer.. Tro mig.." sagde hun og så på kvinden og rystede på hovedet af hende og det hun foretog sig i sin fritid. Rose havde levet i mange år og hun havde endnu ikke set nogen måder hvorpå mennesket kunne hjælpe væsnerne og omvendt.

"Så du er ikke samarbejdsvillig? Meget vel. Jeg er dog nødt til at bringe dig hjem alligevel." Stadig var der intet ved René der så meget som antydede at hun skulle være fjendtligt indstillet. Hun trak dog pistolen fra lommen, og pegede den mod Rose. "Tro mig, det er for dt eget bedste." sagde hun overbevisende, og affyrrede en af de små - dog kraftfulde - bedøvelses pile, mod englens ben.

Hun spilede sine øjne op og lavede et gisp da hun pludselig kunne mærke pile i sit ben. Hun stod lidt og svajede og forstod ikke rigtig hvad der skete, men hendes indre blik blev langsomt sløret og hun faldt sammen og besvimede..

René forholdt sig som var dette ganske naturligt. Gemte pistolen væk igen, og satte sig på hug ved siden af englen. Trak pilen ud, den skulle jo nødig dræbe hende, og fik hende slængt over skulderen. Nu gjalt det bare om at komme tilbage til bilen uden at blive opdaget af udenforstående...

Rose mumlede et eller andet i hendes bedøvede søvn. Et eller andet ømmende og uforstående. Hun forstod ikke rigtig hvad der skete, men hun kunne mærke at hun var på vej et eller andet sted hen og hang over en eller andens skuldre. Heldigvis for denne person at hun næsten ikke vejede noget på grund af hendes lette knogler som engel.

René nåede til bilen og fik den uden problemer låst op. Satte forsigtigt englen ind på bagsædet, og fastgjorde sikkerheds selen. Satte sig så om i føresædet. Hvis hun var uheldig ville englen kunne vågne om nogle ganske få minutter. - Altså før de nåede tlbage til lejligheden..

Der gik et par sekunder hvor der ikke kom noget fra Rose, men hun åbnede lige så langsomt øjnene og kunne ikke rigtig fatte hvor hun var "Hvad sker der?" spurgte hun og så op i bilens tag og huskede det så. Hun kunne godt mærke at bedøvelsen stadig påvirkede hende, men hun kunne dog stadig snakke "Okay.. Jeg ville blive glad for hvis jeg kom ud af den her bil" sagde hun vredt og blev ved med at se op i bilens tag.

René sukkede, og startede den gamle spand af en bil. Den kørte skam godt, det var ikke det, den var bare ufatteligt grim at se på... "Det skal du også nok komme. Bare ikke lige nu." svarede René, og begyndte at køre tilbage mod La Sunisha hvor hun boede for tiden..

"Hvad mener du med ikke endnu?! Slip mig så fri!" sagde hun vredt og man kunne let høre på Roses stemme at hun var ved at blive ophidset. Rose havde et ufatteligt stort temperament og hun kunne virkelig blive sur nogen gange hvis hun blev presset, stresset eller bange.

"Hør, jeg gør bare mit job. Jeg er ikke ligefrem den mest velsete i familien, så jeg er nødt til at gøre det ordenligt." forklarde René tålmodigt, og skøvede til englen i bakspejlet. "Hvad hedder du?" spurgte hun, og sendte et opmundrende smil, før hun igen koncentrede sig om vejen.

Rose skar vredt tænder "Jeg vil ikke svare på nogen af dine spørgsmål! Jeg advare dig! Slip mig fri nu!" snerrede hun og begyndte at kunne bevæge sig nogenlunde ordentligt. Hun prøvede at få sikkerhedsselen op så hun kunne komme væk, men hendes hånd gad ikke at adlyde hende.

"Sid nu stille ikke. Du kan sagtens få en kraftigere sprøjte, hvis du ikke samarbejder. Vi vil trodsalt hjælpe jer. Det kræver dg drastige metoder fra tid til anden." sagde René, næsten medfølende. René var den bedste fanger i sn generation, men eftersom hun var en kvinde, blev hun konstant tjekket, om hun nu også gjorde tingene ordenligt.. Pisse irriterende var, men der var ikke meget at gøre ved det...

"Hold mund! Jeg gør hvad der passer mig!" snerrede hun stædigt og man kunne let høre at hun kun var en teenager. Hun blev ved med at fumle med sin sikkerhedssele til at den sagde et klik og den var gået op. Hun så hurtigt omkring og prøvede nu på at få den nærmeste bildør op hvilket oss var utrolig svært med sine ulydige hænder.