Væk hjemmefra (Joanne)

Dato : Irl
Årstid : Forår
Dag : Søndag
Vejr : Overraskende lunt
Sted : Skoven
Tid : 17.32
Omgivelser : En masse træer

En stor, rød-pelset ulv løb rundt i Den fredfyldte skov. Denne ulv var ikke en almindelig ulv, det var faktisk et menneske. Det menneske hed Harley. Nogen ville sikkert spørge om det var lige som motorcyklen, hvor hun så ville svare: "Nej, som mennesket" med et skævt smil. Hun hadede når folk troede hun var blevet opkaldt efter en motorcykel. Derfor havde hun også taget sin fars efternavn, Mason, i stedet for hendes mors, Davidson. Alt for mange misforstod det ellers.
Hun nød at det var lunt, selvom hun godt nok befandt sig i La Sunisha, der jo var den by hvor solen skinnede mest. De andre byer var meget mørke og dystre i forhold til La Sunisha. Det var helt sikkert hendes yndlingsby, men hun havde ikke råd til at bo der. Det var et sted hvor de fine og rige mennesker eller væsner boede. Hun var ikke rig. De eneste kontanter hun havde, var på hendes hævekort, som forældrene heldigvis ikke havde spærret endnu. De glemte det sikkert.
Hun var løbet hjemmefra for et par uger siden og havde opholdt sig i ulveskikkelsen i et stykke tid. Dog havde hun bundet noget tøj rundt om sit ene ben, da det hun havde haft på var gået i stykker under den sidste forvandling.
Det var bare så dejligt at være i sin uvleskikkelse. Bare at løbe hurtigt rundt og nyde sin frihed. Ingen strenge forældre, som havde løjet. Mere fantastisk kunne det ikke blive.

Joanne bandede - nok ikke så lavt som det burde havde været - og gik vaklende uden om træet. Ja bogen havde været spændene, men havde hun behøves at gå ind i det? Avv, hun var vist allerede ved at få en bule. En lille latter boblede op af hendes hals, imens hun samlede bogen op. Hold kæft hvor var hun dog dum nogle gange. For en gangs skyld var vejret faktisk godt, så nu havde hun t-shirt og shorts på. Selvom det måske alligevel ikke var varmt nok til at have de her shorts på, havde hun dem på alligevel. T-shirten var orange med tre aber som lavede 'see no evil, hear no evil and speak no evil'-tingen. Det var faktisk hendes yndlingsoverdel, men det var de færreste som havde set den, da hun altid gik med den derhjemme, sammen med nogle hyggebukser.
Hun tog bogen under armen og rodede op i det mørkebrune hår, inden hun hørte noget. Var det et stort dyr, eller bare.. Nej, det var nok noget hun bildte sig ind, ellers var der vist en stor bjørn efter hende eller noget andet.. stort..

Harley stoppede med at løbe, da hun fik færten af menneske. Da hun var i ulveskikkelse, var hendes hørelse også en del bedre end når hun var i menneskeskikkelse, og derfor kunne hun ikke undgå at høre bandeordene og latteren. Hun nærmest stivnede. Havde bestemt ikke troet at der var nogen der gik rundt i skoven, selvom klokken ikke var rte mange. De fleste var vel hjemme og lave mad, spise det eller bare hygge. Det plejede hendes familie at gøre, inden hun forlod dem.
Hun rystede svagt på hovedet, for at komme tilbage til virkeligheden. Fokuserede på mennesket. Normalt ville hun bare være løbet sin vej, men hun var nysgerrig efter at se hvad mennesket havde gjort, siden personen havde bandet og derefter grinet. Derfor nærmedede hun sig næsten lydløst mennesket. Selvom afstanden mellem dem var rimelig stor, kunne hun sagtens høre mennesket og næsten se det. Ud fra stemmen og latteren kunne hun høre at det var en pige. Med mindre at drengene heromkring havde meget feminine stemmer, så tog hun ikke fejl.

Joanne snøftede en gang, inden hun så sig om igen. Hun havde været på vej hjem fra sit nye arbejde, en dag hun havde fået fri lidt tidligere end normalt. Hun havde lige fået jobbet i Van Martes park, hvor hun gik rundt og hjalp til med forlystelserne, så hun tog ikke så mange fotojob for lokalavisen længere. Med alle de job var det også blevet svært at få tid til at gå til ballet timer, og så ville hun dø. Simpelthen.
Hun bed sig i læben og kløede sig i pande. Hold kæft det gjorde ondt.
Hun satte sig langsomt i bevægelse, og betragtede skoven omkring sig. Hun elskede at være ude i skoven, for her var altid så smukt. Hun følte sig også altid så tryg her, og lykkelig.

// Sorry, jeg har intet krea T_T //

Harley var begyndt at kunne se pigen helt tydeligt nu. Helt afjort et menneske, men ikke et ret stort et. Hun syntes at alle mennesker var utrolig lave, i forhold til sig selv. Men når man var varulv, var man jo også vildt højt, når man tænkte på hvor høje flok normalt var. hun rystede på sit store hovede. Alle de tanker!
Hun rettede igen sin opmærksomhed på pigen. Efter pigens snøft, gættede hun på at hun måske var ked af det. Eller også var hun bare forkølet.

//Jeg er heller ikk for krea, lige nu//

Joanne bevægede hurtigt hovedet rundt, og fik en lille, bekymret rynke i panden. Hun var begyndt at blive meget mere vågen, men det var også kun fordi hun nu viste tingene om vampyrerne og alle de der væsner. Ellers ville hun sikkert slet ikke have tænkt over det.
"Er her nogle?" Hun var nu helt sikker på at hun havde hørt noget, og det havde helt sikkert være stort. Hun sank en gang, og så sig omkring. Der var godt nok ikke noget at se, men vampyrer plejede også at være meget gode til at gemme sig, og sådan noget.

Harley stod bare et par tætte buske og nogle store tykke træer. Der var dog et hul i en af buskene, som hun kunne kigge ud af. Det eneste pigen ville kunne se var hendes øjne, hvis hun da kunne få øje på hende. Mennesker var ikke de mest opmærksomme væsner der fandtes.
Gik et skridt tilbage, da pigen igen talte. Det havde skræmt hende en smule, for ville helst ikke have at pigen så hende. Det kunne få alvorlige konsekvenser for dem begge to.

Hun hørte endnu en lyd, og begyndte at gå hen imod nogle buske. Hun havde et mærkeligt smil på læberne. "Hvis der er nogle vampyrer derinde, så kom lige ud, ikke?" Hvis det var et menneske som ikke kendte til vampyrerne, ville de bare se det som en dårlig joke, så hun kunne nok godt slippe fra det. Hun gik meget langsomt, for ikke at skræmme personen som sad der. Hun regnede ikke med at det var et dyr.

Hun så en smule panisk på pigen, der nærmede sig. Håbede hun var langt nok væk til at hun kunne skifte form og få sit tøj på. Så det gjorde hun. Harley var efter hånden blev ret rutineret i at skifte form, så det gik let som en leg. Hurtigt fik hun bundet snorren om sit ben op og trak busker på og toppen over hovedet.
Trak vejret en smule panisk. Så ned af sig selv og smilede. Det var mærkeligt at være i menneskeskikkelse igen, efter et par uger som ulv.

Joanne sprang igennem busken, og væltede forover og lige ind i pigen som stod foran hende. Hun hvinede imens hun faldt, og så rullede hun hurtigt op på benene. Da hun så at det ikke var en vampyr, begyndte hun at grine, og rakte sin hånd frem imod hende. "Undskyld at jeg overfaldende dig. Jeg hedder Joanne."

Harley grinede og fladt også bagover. Det var faktisk ret sjovt. Både pigens hvin og det at hun havde væltede hende. Det var endnu mere humoristisk at pigen havde troet hun var en vampyr. Den havde hun bestemt aldrig hørt før.
Pigen var sikkert kommet en smule til skade, men hun vidste det ikke. Selv havde hun ikke fået en eneste skramme. Tog smilende hendes hånd og håbede at pigen, som åbenbart hed Joanne, ikke ville kommentere hendes varme hud eller hendes navn. "Det gjorde ikke noget. Jeg er Harley" præsenterede hun sig selv.