Dont get lost. (Joanne)

Dato : Fredag d. 23 oktober.
Årstid : Efterår.
Vejr : Koldt, den første frost er faldet og der er fuldmåne.
Tid : 23:37
Omgivelser : Gamle næsten døde træer, vildt buskads med torne, mangel på stier.

William vandrede mellem de ældgamle træer, som så ud som om de kunne falde ned i hovedet på ham til en hver tid. Vinden ruskede i hans tøj og hår, men han lagde ikke mærke til det, det rørte ham egentlig ikke. Kulde var hans element, det generede ham på ingen måde. Han var søgt ind i den triste skov, for at få fred til at tænke. Han havde haft en elendig uge, havde stresset, blevet råbt ad, og sidst af alt havde han glemt sine piller og røget ind og ud af hospitalet. Det havde trådt hans nerver i bund. Han sukkede, sikke en melankoli! Han så op på træerne der knagede trist i vinden, og lyttede til et dyr længere inde i skoven der hylede.

Joanne tørrede vredt sine tårer væk, og ville ønske at hun kunne lade være med at græde. Helt ærligt, hun var svag, var hun ikke? Hendes chef var en rigtig idiot, som om hun nogensinde kunne finde på at stjæle fra nogle? Hun var altid en engel indefor jobbet, og rasede altid ud på hendes bamse når hun kom hjem. Hun kunne kun hade ham nu... Og ingen af kollegaerne havde hjulpet hende, de havde bare arbejdet videre som om deres diskussion slet ikke havde været der. Hun tog et par skridt mere og trak jakken tættere om sig, for hun var faktisk var begyndt at fryse lidt. Hun havde endnu ikke opdaget at der var andre, for hun var alt for oprevet.

William så rundt og sukkede tungt. Han gik med langsomme rolige skridt. Han hørte pludselig noget der ikke hørte til i skoven på dette tidspunkt, skridt fra et andet menneske, eller væsen? han standsede op og lyttede. Han holdt næsten vejret for at kunne koncentrere sig nok. Han fik pludselig øje på en ung pige mellem træerne. Han stod stille og fulgte hende med øjnene *hvad laver hun her?* tænkte han. Han tog tre skridt fremad, og lagde hovedet på skrå "Hey!" sagde han så højt så hun hørte ham. Han stod dog igen stille for ikke at forskrække hende mere en nødvendigt.

Joanne så panisk op fra jorden, og så forskræmt omkring sig. Hun havde ikke opdaget at der var andre, og hun havde slet ikke regnet med det. Da Joanne endelig så ham, sendte hun ham et venligt smil, selvom det var lidt falsk. Hun var trist, og det var sørgeligt at han så hende sådan. Men hun ville ikke ødelægge det sidste af hans dag, så hun sendte ham bare et smil. "Hej." hilste hun svagt, og vred sine hænder.

Han betragtede pigen der stod lidt fra ham, sikke en lys hud? Vampyr? Han snuste stille. Nej hun var ingen vampyr, hun var et menneske. På den afstand de stod af hinanden kunne han ikke rigtig se hende, men af de få træk hans øjne opfangede var hun et imponerende syn af et menneske. Han smilede tøvende og venligt tilbage "Er du faret vild?" spurgte han hende. Det var nemt at fare vild i skoven, den var et stort virvar af døde træer og tornebuske og farlige dyr, selv sollys kunne ikke nå igennem de tykke grå grene og kærtegne jorden som andre steder, derfor var græsset vissent og ofte var der slet ikke noget. Han tog et par skridt hen mod hende.

På trods af at de var alene i sådan en mørk skov, følte hun sig tryg nu. Hun var ikke længere alene. Hun skænkede ikke vampyrer en tanke, efter at hun havde udelukket ham som ikke-vampyr. Selvom han var smuk nok til at være en. Men han var ikke en vampyr, der var noget helt, helt andet over ham, selvom det ikke var helt menneskeligt. "Ja. Ja, jeg er faret vild." hviskede hun fortvivlet. Det overaskede hende lidt at hun lød så fortvivlet, men det var lige det hun var. Hun var bange. Bange for at han igen ville forlade hende, og at hun igen ville blive alene i denne store, mørke skov. Hun dirrede svagt ved tanken.

Han lagde hovedet på skrå og så på hende, han blev selvfølgelig blød om hjertet da hun lød så fortvivlet. "Hvad laver du herude?" spurgte han og gik helt hen til hende denne her gang. Men han stoppede en halv meter fra hende, og betragtede hende kort. Nej det var et meget smukt menneske, hendes hud så ud som om den ville gå i stykker eller blive beskidt hvis man rørte ved den, og hendes røde fintformede læber mindede ham om rosenblade. Han stod stille og kunne ikke finde ud af hvad hun burde lave ude i skoven på det tidspunkt, klokken var jo snart 12?

Hun var stadig alt for oprevet til at opdage at han kom nærmere, og selvom hun havde opdaget det, ville det slet ikke have gjort noget ved hende. Hun var ikke det mindste bange for ham. Han var så smuk og hans aura var så fredfyldt. Men hun følte sig lidt kold.. Var det begyndt at blæse mere? "Jeg farede... vild på vej hjem fra mit arbejde... Og nu.. Nu er jeg her." Hun sank en gang, og havde ikke den mindste anelse om hvor hun var. Måske var hun vandret til et eventyrland langt væk, ligesom Alice som var faldet i kaninhullet. Hun følte sig sådan. Som om hun var faldet ned fra himlen.

William så på hende, og lagde hovedet på skrå så hans ppandehår røg lidt til siden og afslørede et blålilla øje. Som regel havde han sit pandehår strøget hen over det for det grå øje virkede ikke så sært som at have et blålilla øje. "Hmm det lyder ikke særlig godt, jeg vil godt følge dig tilbage hvis det er" sagde han roligt "hvad hedder du?" spurgte han stille. Han betragtede den lille skikkelse, hun virkede nu noget forfrossen og han fik ondt af hende. "Fryser du?" spurgte han bekymret, og så vurderende på hende. Det var svært ikke at blive ved med at vende tilbage til tanken om at hun var en eller anden eventyralf.

Joanne lod sine øjne hænge lidt længere end nødvendigt ved drengens ene øje. Det var anderledes - lilla. Det var smukt, helt vildt smuk. Det gav hende næsten gåsehud. Det var som om det så alt. Hun vristede øjnene væk fra det, og betragtede hele hans smukke ansigt. "Jeg.. Ja." mumlede hun. Hun ville blive utrolig glad, hvis hun ikke skulle gå hjem selv. Eller, det kunne hun jo faktisk ikke... Hun kunne jo ikke vejen. Hun følte sig som en dum tøs, en som blev fanget og banket i skoven, imens ingen så det, ingen opdagede det - undtagen de udtørrede blodpletter på græsset og træerne. "Joanne." præsenterede hun sig kort, og tænkte lidt over det sidste spørgsmål. "Jeg fryser faktisk lidt.." Hun sendte ham et svagt smil.

// Wauw, sikke meget krea :3

Han så på hende, og lagde mærke til at hun betragtede hans ene øje. Han smilede lidt af det, for det var meget normalt at folk blev betagede af det. Han nikkede kort "så skal jeg nok følge dig tilbage, men først.." Han åbnede sin jakke og tog den af. Han gik helt hen til hende og lagde sin jakke om hendes skuldre "Joanne? det var kønt" sagde han med et lille smil. Han tog et skridt bagud og så på hende "så er du klar til at gå" sagde han og smilede til hende. Han rakte hende sin arm som hun kunne tage fat i hvis hun havde lyst. Han brød sig ikke om at unge piger strejfede om alene, det gjorde ham nervøs for han havde måttet redde en pige fra en voldtægt, og det havde brændt sig ind i hans sind. Han betragtede den spinkle, men smukke pige ved sin side.

//ja vi er meget dygtige :D//

Joanne rødmede svagt, da han lade jakken om hendes skuldre. Hun var opmærksom og prøvede at lade være, men hun kunne ikke lade være med at dufte til jakken. Og den duftede af ham. Og det var positivt. Hun ville spørge om hun ikke kunne beholde den, men gjorde det selvfølgelig ikke. "Mange tak." hviskede hun og tog hans hånd. Han virkede så elegant og galant, virkelig sød fyr. Hun tog hans arm, og trak automatisk ærmet ned over deres hænder, da det var lidt for langt. "Hvad så med dig? Hvad hedder du?" Hendes stemme dirrede svagt, men hun fik den lidt under kontrol. Hun følte sig bare så skrøbelig i forhold til ham.

// Jeps vi er sørme :D //

William så på Joanne, og så hendes rødmen. Han havde altid fundet rødmen kært, det viste bare at de var enten glade for det man gjorde eller generte. Han hørte hun duftede til jakken "jeg håber ikke den lugter dårligt" sagde han med et drillende glimt i øjet. "Det var så lidt" sagde han med et glad tonefald, der som regelt smittede af. Han gav hendes hånd et blidt klem og begyndte at gå og trak hende med sig. Han så på hende "Jeg hedder William" sagde han smilende. Han kunne høre på hendes stemme at den dirrede svagt, men det var selvfølgelig også svært at skulle vende sig til en helt ukendt person hun kun kendte af navn og udseende.

Joanne sendte ham et nyt slags smil, denne gang hendes normale, kære, charmerende smil. "Neij, jeg tænkte lige på hvor godt den enlig duftede." smilede hun. Den duftede ikke sødt forførende, men til gengæld af nyfalden sne, og grantræer. Faktisk hendes yndlingsduft, altså den af naturlige ting. Hun var ikke lige den person som stod og og sniffede rundt omkring inde i parfumebutikken. Men da hun tit var ude for at fotografere lagde hun af og til mærket til dufte og stemninger. Hvis man spurgte hende var de lige så vigtige som selve kameraet. "Hyggeligt at møde dig, William." Hun strøg noget hår væk fra sit blege ansigt, med fingrene som stak ud af det lidt lange ærme.

William fik en varm følelse i maven af hendes smil og smilede varmt tilbage "Nå det var godt, så er jeg mere lettet" sagde han og grinede lidt. Han lagde mærke til at hun havde en dejlig varm hånd, i forhold til ham selv der var lidt nærmere vampyrens kropstemperatur. "I lige måde Joanne" sagde han venligt til hende. Der dukkede en sti op mellem, de visne blade og græs. Han smilede let for sig selv, hans retningssans havde aldrig fejlet, og det gjorde den heller ikke nu. Han så på hende og smilede venligt "det er sjovt folk vælger at gå herhen.. her er mørkt og koldt og uhyggeligt, solen har aldrig rørt jorden her" mumlede han stille.

"Det lyder som noget fra et mareridt." gøs hun, men kunne ikke lade være med at smile. Hun følte sig virkelig sikker med ham ved sin side. Også selvom hun var bange for mørke, utrolig nok. Hun havde været igennem så meget i mørke, så nu var hun efterhånden blevet lidt klaustrofobisk omkring det. Men hun kunne alligevel godt lide at gå omkring i stjerneskær. "Jeg er glad for at du er her." Og hvis han ikke havde været her, ville hun aldrig været kommet hjem. Hun var sikker på at han kendte vejen. Sådan virkede han. Måske var han her tit? Hun kunne ikke lade være med at grine. Hun var så glad for at have mødt ham, og især lige her. "Jeg burde også have taget en anden vej hjem." tilstod hun.

"Tja lidt opfindsom skal jeg være" sagde han og grinede lidt, det var et must som forfatter, ellers var han nok ikke kommet nogen veje med den karriere. Han så på Joanne og smilede "jeg er kun glad for at kunne hjælpe, og at du kan bruge det til noget" sagde han. Han gik oftest kun ud i den triste skov når der var noget der gik ham på. Han så sig lidt omkring "ja måske havde det været en idé" sagde han venlig ttil hende "men det kan du jo gøre næste gang" sagde han beroligende. Han syntes det var hyggeligt at have lidt selvskab, på vej hjem. "Hvor bor du?" spurgte han venligt.

"Opfindsom? Det skal jeg faktisk nok også være?" Hun trak på skuldrene, en dejlig følelse i hans varme jakke. Hun var både fotograf og ballerina, selvom hun ikke så sig selv som sådan en. Hun.. Tja, syntes faktisk selv at hun var ret klodset, men hendes lærer havde kun rost hende som et naturtalent.. Mærkeligt. "Tak, du er skam til stor hjælp." forsikrede hun ham energisk om, med et kært, lille smil. "Jeg bor faktisk.. Øhm... Nu du siger det, har jeg vist taget en meget stor omvej." sagde hun med rynkede bryn. "Selvfølgelig behøves du ikke at følge mig hele vejen. Det regner jeg ikke med..." Hun håbede at han gjorde det, men som hun sagde var det langt væk. "Det er helt ovre i Deepshell." Tja, det var faktisk ret langt væk, så hun løj ikke. Men hvorfor skulle hun også lyve?

"Ja jeg er forfatter så lidt kreativ må jeg være, virkelig? Hvorfor det?" spugte han og så interesseret på hende. "Det er jeg glad for" sagde han med et skævt smil, og lyttede til hendes energiske stemme og så på hendes kære smil. Han så sig lidt omkring "Deepshell? Hvor i Deepshell sagde han og lyttede mere efter. Han boede jo også selv i Deepshell, i sin taglejlighed. Han blev glad ved tanken om sin lejlighed, rodet var der, men stedet havde sin helt egen charme. Han holdt blidt om hendes hånd, og så sig omkring. Skoven var begyndt at tynde ud og man kunne høre svage lyde fra bilerne der kørte ude ved hovedvejen. "Så er bi snart ude ved hovedvejen" sagde han roligt.

"Jeg er fotograf og balletdanser." grinede hun og smilede skævt. Ballet var dyrt, men sjovt og det var dejligt at kunne stække sig helt ud, og lade som om man var sindssyg. Det lukkede hendes frustration ud på en god måde. Hun klemte blidt hans hånd, da hun hørte lyden at biler. "Jeg boer i en klat lejligheder et sted inde midt i byen." Bedre kunne hun ikke forklare det. Men det var et hyggeligt sted, hvor lejlighederne dog ikke var de største. Men der var næsten garanti for gode naboer. Hendes foto-ven, Joey, boede ret tæt på hende. "Men som sagt behøves du ikke at følge mig hele vejen..." Hun rodede op i håret, og smilede svagt til ham.

"Spændene" sagde han, han syntes det lød spændene det var da også kreativt. Han så sig om, og de kom ud til en vej. Han så på hende og smilede beroligende "Okay det lyder som noget jeg kender, jeg bor selv i Deepshell" sagde han med et smil "Så jeg tror vi skal samme vej" sagde han og grinede lidt. Han så på hende og skubbede kort en tot af hendes hår på plads bag hendes øre, da den var blevet fri efter hun havde rodet i sit hår. Han klemte blidt hendes hånd, og smilede charmerende. Han så sig omkring og smilede let "vi skal vist den vej" sagde han og hev afsted med Joanne. Han syntes hun var interessant, så det var en nydelse at kunne snakke med hende.

"Og så var jeg så heldig at få gratis skrive-undervisning, så nu kan jeg blive en helt lille forfatter." lo hun kært. Hun elskede at være kreativ, og det følte hun lidt at det kom ud når hun dansede ballet, men også når hun skrev noveller og digte. Alle balletdanse føltes som en lille historie i sig selv, og det var vist også meningen. Hun klemte blidt hans hånd igen, og fulgte efter ham. "Hvor hyggeligt." Hun syntes selv at det var et ret sejt sted at bo, ikke at der skete så meget, men der boede nogle spændene og søde mennesker. Hun havde øjnene fæstet på fortorvet de gik på, men lyttede til bilerne som kørte på vejen ved siden af.

Han grinede lidt "Nice du siger bare til hvis der er noget jeg kan hjælpe med" sagde han med et smil. Han så på den kønne pige ved sin side, tænk at være SÅ kreativ ballet, og skrive undervisning. Han hævede kort imponeret øjenbrynene. "Ja det er det" svarede han med et smil. Han så lidt på bilerne, han havde engang været ved at tage kørekort, men det var ikke gået alt for godt, han var håbløs til paralelparkeringer. Men han var egentlig ligeglad, for han nød også at tage de offentlige transportmidler, det var en inspiration i sig selv, og han søgte altid inspiration.

Joanne ville ønske at hun havde taget kørekort, men havde faktisk aldrig gjort det. Hun havde nok bare ikke tålmodigheden. Og man skulle jo både læse og øve sig, og det gjorde hun nok i forvejen. Så hun cyklede og tog bussen når hun skulle lidt længere end hun havde lyst til at cykle. Men det skete da også at hun cyklede bare for at gøre det, og ikke for at komme til en bestemt destination. Hun smilede kært ved tanken om da hun var faldet op cyklen lige foran Joeys dør, og da han havde taget hende med ind og givet hende plaster på. Han var hendes aller bedste ven, og sådan var det bare... Hun fjernede tankerne fra ham, og satte dem tilbage på drengen ved hendes side. "Jeg er ked af at være til besvær." sagde hun forsigtigt og vendte de rødbrune øjne mod hans.

William så på hende og smilede, og blev igen slået af tanken om at pigen ved hans side da umuligt kunne være menneske. De menneskelige fyre, og for den sags skyld også væsener måtte da falde for hende på stribe? Han smilede varmt til hende, som svar på hendes kære smil "du er ikke til besvær" sagde han venligt, men overbevisende "vi skal jo samme vej, vi kan ligeså godt følges?" sagde han med et glad smil. Joanne snakkede ikke så voldsomt meget, men det behøvede hun slet ikke for hendes tavshed og tænkende udtryk sagde også meget. Han så rundt på gaden, og bed sig kort i læben med et lidt fraværende udtryk. Han vendte dog opmærksomheden mod Joanne igen, og smilede venligt "har du fået varmen?" sagde han omsorgsfuldt. William var mest af alt kendt for sin venlighed, og omsorg for alle andre end sig selv.