Fødselsdag hos.. Damn!

Tid: Sen eftermiddag, faktisk et par minutter før lukketid.
Vejr: Skyfrit - jeg har opført mig pænt XD
Sted: I.. Pirat.. land....
Omgivelser: Forståeligt ikke så mange endnu.
Påklædning: Det ultimative pirat outfit... Blå skjorte, sorte bukser, tørklæde over hovedet og sabel og det hele..
___

Joanne sukker og kløede sig i panden. Hun havde lige fået en opringning, hvor hendes plejefamilie sagde at de ikke kunne komme til hendes fødselsdag, fordi Julie - hendes plejemor - var blevet syg. Selvfølgelig forståeligt, men.. Der var ikke så mange andre som havde tid til at komme til hendes store dag. Josephine var i Paris for at få taget billeder til et nyt modeblad, og.. Hun havde ikke rigtigt spurgt andre af sine venner. Men en fredag.. Der var sikkert ingen som kunne, men hvorfor skulle det også betyde noget? Den var jo ikke engang rund eller noget, bare en lille 18-års-fødselsdag. Hun rettede på pirat-hatten, og pustede noget mørkt hår væk fra det blege ansigt, hvorefter hun rettede lidt på stativet om hendes hals, med en masse popkorn. Der var ikke så mange som havde købt, men det var også ligemeget for hende.
Nu skulle hun bare hjem og spise den lagkage hun havde lavet i går aftes og... Hendes tanker blev ødelagt af barnegråd, og hun så en enlig fyr med en lille dreng på armen. Et moderligt smil bredte sig over hendes ansigt, da hun så hvor fortvivlet den unge mand så ud. Hun gik hen imod dem og aede den lille dreng på kinden. "Nuurh, lille solstråle, hvad er der dog galt med dig?"
Drengen var stille, for at se hvilken fremmed som lige pludselig skulle røre ved ham. "Her, tag nogle popkorn." smilede hun og tog en, og placerede den i hånden på ham. Han proppede den hurtigt i munden, og gumlede på den. "Her, tag resten." smilede hun og gav hele pakken til den unge mand.
Han takkede og gik imod udgangen. Drengen var så optaget af at spise popkorn, at han slet ikke kunne tage sig sammen til at græde længere, over det som måske havde ødelagt hans dag lidt. Joanne så efter dem med et smil, og burde faktisk snart gå.. Hun skulle jo have spist den kage. Og hvorfor blive, hun havde jo også fyraften lige om lidt.

Vallo stod og gloede lidt på folk der gik ud fra parken. han havde egentlig tænkt sig at gå ind for at se et sted han havde fundt en død dreng sidst han var der. han bed sig stille i læben og fik sig listet ind, uden nogen opdagede om forhåbenligt. han gik så lidt rundt på folk der virkede utrolig glad. han så en ung fyr med sin lille dreng som var dybt begravet af popkorn. det fik et lidt sørgmodigt smil frem på hans læber, da det var en af de ting han aldrig havde oplevet med sin egen far. han så lidt rundt igen og fandt ud af han var i en helt forkert del af parken "skønt...faret vild" sgade han små irriteret til sig selv og kløede sig i nakken

Joanne smilede svagt og bed sig i læben. Der var lige nogle som havde sagt hendes stikord, men hvor? Det var hendes job at hjælpe folk rundt i parken, selvfølgelig uden at komme ud fra sit eget distrikt. Det ville være lidt mærkeligt at se en blå piratkvinde gå rundt hos indianerne.
Hun så sig omkring, og opdagede en fyr. Tja, han var ikke så svær at få øje på, pga. hans smukke, anderledes hår. Hun gik over til ham, i de store, sorte piratsko, med et stort smil klistret på ansigtet.
"Hej." sagde hun venligt, og betragtede ham. "Jeg kunne ikke undgå at høre dig sige ordene 'faret vild'." Hendes stemme var en smule drillende, men åbenlyst venlig og åben.

Vallo hørte en pige stemme og vendte sig hurtigt mod hende. han gik et lille skridt tilbage "øhm..ja undskyld...øhm " s´sahde han og sp lidt ned. han sagde undskyld da han jo havde fået sådan et chok. han så lidt rundt og lagde hovedet spå skrå "øhm ja...jeg skal hen til der hvor de fandt et lille drenge lig for et par dage siden.." sagde han og smilte stille til hende. han var ikke sikker på om denne 'pirat' kendte til det. hun virkede meget venlig.

"Undskyld jeg forskrækkede dig." sagde hun, og skjulet et smil. Sjovt nok havde hun det med at overaske folk, selvom det ikke var meningen. Josephine havde sagt at hun ligesom.. gik i et med omgivelserne. Men det var bare noget de andre bildte sig ind, det var hun sikker på.
"En.. lille dreng?" Hun så forvirret på ham, men så ringede en en klokke for hende. "Når ja, det sagde de højere magter noget om." Hun smilede svagt, og mente selvfølgelig cheferne. "Denne vej." Hun begyndte at gå, uden at se om han var med. Hun havde fået noget at tænke over, og havde slet ikke tænkt over at klokken faktisk var mange.

Vallo gik hurtigt med hende "det gør ikke noget det med forskrækkelsen" sagde han stille og så lidt rundt. han var ikke sikker på om han egentlig ville derhen, men alligevel. han så på hende igen og studerede hende kort. han mærkede lige efter om han havde sin tegneblok med, da han gerne ville tegne denne pirat pige, da han virkede meget... unik. han nikkede stille "oikay..men øhm...kan i ikke bede jeres vagter om at høre efter npr man ved hvem morderen er en anden gang" sagde han roligt og så lidt rundt.

Joanne sank en gang ved hans spørgsmål. Det var sikkert bare en ting som hun havde forestillet sig. Selvfølgelig havde Jake ikke været moderen. Det kunne bare ikke passe. "Vi ved ikke hvem morderen er, og selvom gjorde måtte vi sikkert ikke fortælle noget.. om .. det..." Hun stoppede foran chokolade boden og sank en gang. Hun havde set det hele på videoovervågelsen, så hun kendte alt for godt til det hele. Hun hostede en gang og satte sig på bænken imens hun betragtede fyren. Hun havde fået en forkølelse da hun var ude sammen med Jake i regnvejret.

Vallo så på hende og sukkede irritabelt "undskyld mig men jeg ved altså hvem morderen er...jeg har selv en tegning af ham og jeg ved det er ham" sagde han og tog sin tegne blok op af sin taske. han bladrede igennem tegningerne og tænkkte lidt. han stoppede så og så lidt på en a tegningerne, hvorefter han holdte den op foran hende "det er ham" sagde han bestemt og pegede på tegningen. tegningen lignede præcist dæmonen Jake og alle hans træk lignede på en prik. han så lidt ned mod chokolade boden og gav hende blokken med tegninger. han gik hen til der hvor drenge liget havde været.

Joanne stod stille, men drejede sig dog efter ham, da han bevægede sig. Selvom hun havde vist at det måtte være Jake, kom det her som et slag i hovedet på hende. Hun ville have dumpet hans blok i skraldespanden som stod lige ved siden af boden, men gjorde det ikke. I stedet prøvede hun at betragte tegningen som kunst, betragte de smukke streger. "Jeps, det er ham." mumlede hun, med en stemme som skælvede en smule. Jake var en idiot. Tænk at dræbe i en forlystelsespark.

Vallo så lidt rundt på stedet og bed isg lidt i læben., hvorefter han gik hen til hende igen og tog blokken fra hende. "ja..få jeres vagter til at tro på en...i kunne havde fanget ham nu hvis vagterne bare havde lyttet til mig" sagde han og så lidt på tegningen. han bladrede lidt videre, men stoppede ved en af tegningerne og man kunne tydligt se svag frygt fyldede hans blik. han lukkede blokken og lagde den tilbage i tasken.

Joanne havde lyst til at skrige ham ind i hovedet, at de aldrig nogle sinde ville arrestere Jake, for Joanne ville beskytte ham. Men det gjorde hun ikke. Hun knyttede næverne og snuppede lynhurtigt blokken ud af hænderne på ham. Hun bladrede lidt i den, og nåede til billedet af Jake, som hun lynhurtigt plukkede ud af blokken og stak den i lommen. "Den beholder jeg." sagde hun, med en stemme som lød drillende. Hun bladrede videre og nåede til et ganske interessant billede.

Vallo stirrede på hende og så ud som om han kunne springe i luften når som helst. hans ene øje vibrerede lidt og han havde løftet hænderne op som om han skulle til at kvælde hende. hans finge lavede nogle små ryk i tagt med øjet "du..du...du krøller den.." sagde han og det var tydeligt at han mente det var en dødstraf i hans verden. han så hun bladrede videre og skubbede hurtigt til hende, så hun faldt bag over. han satte sig hurtigt på hende og fik tegningen op af hendes lommer hvorefter han tog blokket og proppede den hurtigt ned i sin taske "ALDRIG TAG EN KUNSTNERS TING!" råbte han vredt og resjet sig og gik lidt væk . han knugede sin taske ind til sig så hun ikke kunne få fat i den.

Joanne bed sig så hårdt i læben at hun fik en metal smag i munden, og pressede neglene så hårdt ind i håndfladen at hun var bange for at lave hul. Tårerne vældede op i øjnene på hende, og hun ville slet ikke prøve at fjerne dem. Hun var ikke vred, hun var så utrolig såret. Hun havde stolet på Jake, og nu.. Med en overmenneskelig kræftanstrengelse tog hun sig sammen, og tørrede vredt tårerne væk.
"Jeg er selv kunstner, så du lukker bare." Hvis hun havde mødt denne dreng på et andet tidspunkt, så ville de muligvis have fået et godt venskab, men han havde lige givet hende en kendsgerning hun gerne ville have undværet. Hun satte sig på bænken og gemte ansigtet i hænderne.

Vallo så på hende og træk vejret meget ophidset. han var blevet meget vred over hun så groft havde proppet hans tegning ned i lommen. han så tog stille tegningen op og så på det folder den havde fået "hvis du er kunstner burde du vide, man aldrig gør sådan noget ved en tegning...det ødelægger den" sagde han og puttede forsigtigt tegningen ned i tasken igen mellem to bøger så den ikke blev mere kryldet. han så på hende og kunne mærke han fik lidt dårlig samvittighed over det "undskyld hvis jeg har såret dig..men du ødelage min tegning...og du beskytter en morder på en lille dreng" sagde han stille og knugede tasken ind til sig.

Hun viste godt at hun var utrolig egoistisk, især lige nu hvor hun burde have undskyldt ham, og have snakke med ham, så han måske ikke var så vred på hende næste gang de mødtes. Men hun var bare lidt for oprevet til alt det. Og lidt for træt. Alt det her - på hendes fødselsdag.
"En lille dreng.. Det er bare helt ligemeget, forstår du det ikke? Lige nu er der sikkert et mord i gang, og næste gang kan det være os. Selv en vi elsker.." Hun tog en dyb indånding for ikke at lyde så skinger og såret. ".. kan drikke alt vores blod, eller suge vores sjæle.. så vi dør."
Hun trak knæene op til hagen, med rynket panden. Hun tog endnu en dyb indånding, og fik langsomt et svagt smil på læberne. Hun viste hvad der kunne ske, og hun viste at lige meget hvad hun gjorde, ville der altid være en risiko. Derfor måtte hun leve det af livet hun havde tilbage, som et lykkeligt menneske.

Vallo stirrede tomt på hende, da han hørte hvad hun sagde og han kunne mærke det var helt forkert sagt "hvad?...er du virkelig så kold over for et lille barn?...tænk på hvis du havde været moderen til det barn.. du ville være syner knust..dit liv ville stoppe der" sagde han og sank en lille klump. han knugede tasken ind til sig. han kunne virkelig ikke forstå at en der burde være så sød og venlig kunne være så kold og egoistisk. han sank stille en klump da han hørte hvad hun sagde om blod og sjæle *hun kender vil vampyre...men hvad mener hun med sjæle?* tænkte han, da han kun kendte til vampyr. han stod stille på stede og så på hvad hun lavede. han så ned på sin taske og bed sig hårdt i læben.

"Undskyld." sagde hun med et svagt smil. "Jeg er bare ikke mig selv idag. Det er min fødselsdag, og min mo.. plejemor er syg.." Hun bed sig i læben, og måtte trække vejret endnu en gang. "Undskyld jeg er så egoistisk.." Hun løftede de mørke øjne, som altid blev næsten sorte hår hun var trist eller vred, og så på ham. Han var smuk, men han var ikke et væsen, det var der ingen tvivl om. Joanne viste bare sådan noget, hvorfor viste hun ikke engang selv.

// Undskyld, jeg har bare ikke så meget krea XD //

Vallo lyttede til hvad hun sgade og trådte et skridt nærmere, da han hørte ordet plejemor. han tog tasken over skulderen og gik hen til hende med forsigtige skridt. han satte sig ved hendes sidde og så lidt ned i jorden "øhm...tillykke med fødselsdagen så...og det gør mig ondt det med din plejemor" sagde han og knyttede stille sine hænder. han kunne huske sin egen plejefamilie, der nu var døde. han kunn tydligst huske sin plejesøster Sayuri og sin plejemor. han sukkede stille og kløede isg stille i nakken, hvorefter han vendte blikket tilbage på hende "du er sikkert ikek egoistisk rigtigt..jeg vil gerne undskylde over min opførsel" sagde han og så lidt ned.

"Det burde være mig der undskyldte. Så.. Undskyld." Hun rakte sin hånd frem imod ham, og sendte ham et venligt smil, som måske var en anelse mere skævt en det burde være. "Joanne." præsenterede hun sig kort, og fugtede læberne. "Når.. Min plejemor klare det nok skal du se. Selvom hun er ældgammel."
Julie Cajé og hendes mand havde været ret gamle de de havde adopteret hende og Maiken, så det ville ikke undre Joanne særlig meget hvis hun ikke klarede det. Men bare tanken om det gav hende kvalme og en ubehagelig hovedpine.

Vallo rystede stille på hovedet, men svarede hende ikke imod, da han egentlig ikke ville diskutere mere med hende. han tog hendes hånd, men hans lille tynde hånd, der mest af alt mindede ham knogler og hud ""vallo" præsenterede han sig så med et lille nik og smilte svagt. han havde lidt svært ved at få et bedre smil frem lige på det tidspunkt. han træk stille sin hånd til sig og nikkede stille til hvad han sagde "ja okay...men det kunne være slemt hvis hun døde..det har jeg prøvet" sagde han og kløede sig let i nakken.

Hun strøg ham blidt over hånden, og igen kom det der moderlige glimt i øjet. Hun hadede sig selv for at være så blødsøden og hjælpsom. "Hvem har du mistet? Din mor?" spurgte hun kærligt og betragtede ham. Han så simpelthen så tynd ud. Mon nogle havde sultet ham? Det ville han godt kunne bilde hende ind, især efter hun havde sin egen historie i baghovedet. Ens forældre kunne have gjort de ondeste ting ved en, det viste hun bare. Det var ikke alle forældre som elskede deres børn.

Vallo mærkede hun strøg ham over hånden og stirrede derfor lidt på sin hånd. ingen havde gjort sådan på hans hånd før og det forvirrede ham lidt. han var i det hele taget ikke van til at nogen bekymrede sig sådan om ham, da han ikke ville havde det fra sin 'familie' så de lod hver "jeg har mistet alle...hele min plejefamilie er borte..og det er min rigtige familie sikkert også" sagde han og det lignede ikke det var så hårdt for ham, men han havde det faktisk rigtig skidt med det. han så lidt ned i jorden og gemte sine hænder lidt væk. han var ikke så glad for hvis hun nu skulle kommentere hans hånder som værende for tynde for så ville kun sikkert også kommentere hans krop. da han jo selvom han havde tøj på så meget tynd og spinkel ud.

Måske havde han bare sultet sig selv, fordi han var så trist. Hun smilede svagt, og så krammede hun ham. Hun lagde ansigtet på hans skulder. Det var nok ikke kun fordi hun prøvede at trøste ham, for hun trængte også selv til et kram. "Mine forældre er også døde, og hvis jeg mister mine plejeforældre har jeg kun en plejesøster tilbage." Hun fik det allerede bedere, selvom det føltes lidt mærkeligt at skulle fortælle det til en ukendt fyr, som lige havde væltet hende ned på asfalten..

Vallo blev meget overrasket over krammet og der gik dog også lidt tid før han lagde sine arme om henbde for at kramme med. han var meget nem at holde om, da han jo var så marger og derfor nærmest ikke var andet en skind og ben bogstaveligtalt "det...det gør mig ondt...men du har vel nogle venner du kan støtte dig til." sagde han og prøvede at trøste hende. han var ikke god til at trøste, da han sjælent lod folk nå så langt at de begyndte at tiltro sig til ham, men denne pige havde været lidt for hurtigt så han havde ikke nået at stoppe hende.

"Jo, jeg har en masse gode venner." Hun smilede svagt ved tanken om de venner som hun enlig havde. Hun følte sig pludselig ret lykkelig. Det var dejligt at have så gode venner som hun havde. Jake, William.. Og de andre. Lunii. Hun smilede svagt og trak sig lidt væk fra ham, så hun kunne se hans ansigt. "Hvorfor er du enlig så.. tynd?" Hun prøvede at lyde positiv, men syntes ikke rigtigt om folk som sultede sig selv for at blive smuk.