Hvor det hele fører hen... (Phillip)

Dato : Irl.
Årstid : Forår, hvis man kan kalde det.
Dag : Lørdag
Vejr : Overskyet. Ingen regn, ingen blæst.
Sted : Bymidten.
Tid : 17:00
Omgivelser : masser af liv og støj, mylder af mennesker og andre racer.

Sidsel stoppede op og rettede på sin vinterjakke, mens hun kiggede ned ad gågaden. Hun havde aldrig været i Werclare før, og hun havde ikke rigtig nogen mening om den grå asfaltjungle, hun var kommet til. Et eller andet sted havde hun forestillet sig stedet større og mere overrumplende, men hun blev egentlig ikke overvældet. Måske var det dumt at komme her, når det nu var her alle sporene fra hendes fars forsvinden førte hen, men måske netop derfor havde hun valgt at bruge sin fridag på at udforske byen. Hun havde hurtigt fundet bymidten og nu stod hun lidt og så sig omkring, og vidste ikke rigtig hvad hun skulle foretage sig...

Phillips skridt var afslappede da han roligt gik ned af Wereclares gader. Han så på de andre besøgende med et lettere ligegyldigt blik, og lod de grønne øjne observere alle dem som kunne bruges til noget senere. Hvorfor holdt han dog altid øje med sådanne ting? Han hadede det virkelig, men på samme tid vidste han at han aldrig ville kunne leve uden disse da det simpelthen var en del af hans liv. Phillips blik løb hen over en ung kvindes hoved og han lod sig selv fange af hendes højde *hvor er nogle mennesker dog bare lave* bemærkede han tænksomt og så på hende et par sekunder før han igen vendte sin opmærksomhed til noget andet spændende som ikke var der.

Sidsel fangede en høj dreng i at stå og se på hende. Det irriterede hende lidt, men hun lod sig ikke mærke med det. Hun var så vant til folks reaktion på hendes vertikale handicap. Hun benyttede i stedet muligheden til også at kaste et stjålent blik på ham. Endnu en af de der sortklædte typer, men mødte mange steder her på egnen. Han havde sin egen charme med de grønne øjne.
Da han så væk igen, blev hun grebet af en pludselig lyst til at sige et eller andet til ham.
"Hv-hvad står du og t-t-tænker på?" røg det pludselig ud af hende, og hun fortrød det, så snart hun havde sagt det. Næsten øjeblikkeligt rødmede hun og greb sig selv i at føre en hånd op for munden.

Phillips koncentration blev pludselig brudt af en eller andens stemme og da han vendte sig halvt om for at se hvem det var der havde talt til ham, kom et næsten usynligt smil frem på hans læber. Han så ned på hende med et halc charmerende smil og lagde let hovedet på skrå "Hvorfor skulle mine tanker dog interessere en pige som dig?" spurgte han og lagde ikke låg på sin charme som bare var der af natur, og det var nærmest blevet en vane at føre den frem i lyset efterhånden. Han så på hendes rosa kinder og synes egentlig bare det var sødt på en mærkelig måde. Det synes han sjældent.

Sidsel blev varm indeni da han smilede til hende. Hun så ned i et ynkeligt forsøg på at skjule sine røde kinder, men opgav det hurtigt.
"Det... det var bare, du så så tænksom ud og..." hun kiggede væk, prøvede at undgå øjenkontakt. Et lille smil kom frem på hendes læber. Hvor var det dog akavet at stå her. "Og j-... jeg kender ikke rigtig nogen i Werclare, men du virkede da..." *"meget interessant"* Hun opgav at fuldende sætningen. Hun vidste ikke rigtig hvorfor hun havde spurgt ham i første omgang. Han var vel bare en man lagde mærke til?
"En pige som mig?"

Intet var bedre end den måde hun reagerede på, og Phillip elskede det virkelig. Han så ned på hende med sit varme smil og de grønne øjne som langsomt begyndte at skinne en smule mere af reninteresse for dette menneske, og et væld af tanker dukkede op i hans bevidsthed. De fik ham til at smile. "Virkede hvordan?" spurgte han og kendte egentlig godt svaret, men synes det kunne være mere underholdende at få hende til at sige det højt. Phillip kastede et hurtigt blik rundt på menneskene og lod så sin opmærksomhed falde på den unge kvinde foran sig igen "Ja?" sagde han med et spørgende blik "Eller en kvinde skulle jeg måske have sagt?" forslog han og smilte gelant til hende.

Hun fnøs og så væk. Det lyste ud af ham at han da udemærket godt vidste hvad hun havde tænkt sig at sige. Hun blev lidt irriteret over hans drillesyge facon, men hun kunne ikke lade være med at falde for hans charme.
"Interessant," mumlede hun og ønskede at synke i jorden.
Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på hans flirteri. "Nej," sagde hun og ærgrede sig over sin stammen, "p-p-p... pige er helt fint."

Phillip smilte svagt af hendes fnys og nød bare at drille hende og charmere på samme tid. Det var jo hans speciale. "Interessant huh?" sagde han og så med en falsk varm glød i øjnene "Så lad mig sige at du er mere end interessant..." han smilte og gik lidt tættere på hende "...Meget mere" sagde han så det kun var hende som ville kunne høre det. Phillip lo indevendigt og brød sig egentlig ikke om de andres blikke på dem, men det var vel hvad der fulgte med "Kun en pige? Jeg vil personligt mene at du klassificere dig til en kvinde" komplimenterede han med et venligt men også charmerende smil, og så kort ned af hende før han fandt hendes øjne igen.

Sidsel stivnede ved den uventede invadering af hendes private rum. Hans ånde kildede hende hele vejen ned gennem kroppen og hårene rejste sig i nakken. Hun havde mest lyst til at skubbe ham væk, men hun følte sig underligt svag. Hun nød egentlig opmærksomheden, selvom hun ikke kunne lide at indrømme det over for sig selv. Hun rømmede sig og tvang sig selv til at være på vagt over for den nærgående fremmede. Hun vidste dog at det ikke ville nytte. Han var meget stærkere end hende og hun ville ikke kunne stå i mod hvis han prøvede på noget. "Tak," hviskede hun hæst. Hun gengældte nervøst hans smil, sank en klump og følte en underlig blanding af frydefuld spænding og utryghed. Som at gå på is, der knækker under ens fødder.
"Generer folk dig?" hviskede hun og skævede til mængden omkring dig. De var ikke ligefrem i private omgivelser.

//Så tæt står de heller ikke. Nok omkring det som vil svare til lidt under en halv meter//

Igen frydede Phillip sig over hendes reaktioner som bare gjorde hele spillet sjovere. Personligt betragtede han hende som et simpelt stykke legetøj, men ja okay, det gjorde han ved stort set alle, så hunvar ikke en undtagelse. Han smilte venligt til hende selvom der lå mere bag, og så ned på det lille menneske "Ja" svarede han kortfattet og lod sit blik glide over hovederne på folk "Må jeg forslå at vi går et andet sted hen?" spurgte han høfligt.

//ok, ups ^^;. De stod tættere i mit hoved. Men hun er nu også sart ;).//

Sidsel vidste ikke rigtig om, hun turde følge med. Hun kendte slet ikke Werclare, og han kunne vel føre hende hvor som helst. Hun vidste nu ikke om det var smart at fortælle ham at hun ikke rigtig kendte nogle steder. Hun ville gerne virke bare en lille smule overlegen, overfor hans galante facon.
"Tja... hvor havde d-d-... du i tankerne?" spurgte hun usikkert mens hun så ned af ham og mødte hans grønne øjne igen.