Det onde er over det hele //Autumn//

Det var en af de kolde mørke aftener hvor alle holdt sig inden da de ikke havde den store grund til og være på gaden og derfor var der kun en lyd som overdøvet alt andet hvis man var der og det var lyden af vinden som blæste som en storm, hvis man var ude på gaden ville man let blive skubbet bag ud af vinden eller os ville man have meget svært ved og kom frem til der hvor man nu skulle hen.
En mand dukkede op i byens gader og han passede på en måde inden i billede men på samme tid ikke helt, han havde sort hår som havde en smule rød ind i mellem og hans hud havde en hvid farve mens hans ene øje var hvidt og det anden var sort. Hans tøj bestod af en sort jakke samt sorte bukser og en sort t-shirt da det var den farve man mest så ham, hans navn var Walter eller han havde lige skift over til det før i tiden havde han været kendt som Lucian.
Hvad han lavet ude på den her tid det var ikke til og sige men det kun ikke være nået venlig da han var en dæmon og der ved ikke havde nogle form for venlighed i sig eller hans ene personlighed havde ikke og det var den som var frem her til nat, han gik bare der mens han havde tanken på hvad han nu skulle bruge natten på da der ikke var så meget og lave alene..

Vinden var hård. Ufattelig kraftig. Blade der endnu ikke bar blevet fordøjet af naturen blæste rundt sammen med en smule støv. Ja sådan nogle lå der skam også i dette kvarter. Træerne svajede en smule og kronerne blev godt rusket i. Det samme blev denne lille pige udsat på. Autumn var hendes navn. Hun havde tit haft folk der egentligt ikke troede på hende når hun sagde det. Og nogle syntes det var underligt. Men hun kunne godt lide navnet. Og havde aldrig fået nogen form for navneforandring. Hun følte sig egentligt lidt alene og hvorfor hun var ude denne aften var vel ikke af nogen anden grund end at hun havde lyst til en tur. Eller noget? Hendes beklædning sagde med det samme at hun ikke ligefrem var oppe om natten. Altså nattedyr. Væsen. Hun kom ikke ligefrem her på byen. De store stribede pyjamas var en smule våde i kanten over at have gået over dugt vådt græs og den hvide top sad perfekt på hendes normal formede overkrop. Hun var udstyret. Tilpas. I hendes hoved i hvert fald. Alle havde vel hver sin smag. Hendes bare fødder lavede små trippende lyde hver gang de ramte asfalten ude midt på den tomme vej og hendes lange mørkebrune hår flagrede vildt omkring hendes kønne ansigt. Lidt irriterende faktisk.
Hun stoppede så brat. Hendes smukke blå øjne, der var omgivet af hendes lange sorte øjenvipper, så bare mod denne person der stod ikke langt fra hende. Nok 80 meter. Nogenlunde. Han virkede noget skræmmende som han stod der i mørket. Hun kunne skimme hans hvide hud og hans halvlange sorte hår der ligesom hendes hår hvirvlede i vindens magt. Hun kunne ikke lade være med at se på ham. Hun stirrede ikke men så bare på ham som var hun noget fascinerende hun lige havde opdaget. Hvilken nysgerrighed hun havde. Hun lagde sit hoved lidt spørgende på skrå og gav ende dette nuttede forvirrende udstråling. Som et fortvivlet barn. Hun undrede sig ikke over hvad han lavede her. Hun vidste jo at der var nogle der bedst kunne lide øde mørke steder. Som her på dette tidspunkt. Lidt efter fik hun dog trukket lidt på smilebåndet og løftede sin ene hånd som en gestus inden hun roligt fik sat den ene fod foran den anden.

Walter bed mærke i af der var en der kiggede på ham og hans blik rettet sig af natur på hende eller det ville ikke have gjort det hvis der havde været flere mennesker for der var hans blik altid på flere af gangen, han kiggede på hende med et lidt tomt blik før han begyndt og gå i mod hende da han ikke havde så meget andet og finde på og siden det var den mørke side af ham der var frem havde han lyst til og lege med hende for hans anden side den normale havde ikke meget sige her tid nat.
Han kom tæt på hende mens han stoppede op da der var fem meter mellem dem og han kiggede på hende ”godaften” sagde han med en rolig stemme mens han kiggede på hende og han lavet et lille smile selv og det bare var til for og synde da han ikke var vanlig af natur eller den her side var ikke den normale ville være det hvis den havde været frem men nej, ”hvem er de så?” sagde han lidt efter mens han blinkede en gang med de to farvet øjne og han var stille mens han ventede hendes svar og han gjord sig kort nogle ideer om hvad han ville finde på her til aften for drille hende eller måske mere være ond ved hende for hun var en dæmon det havde han opdaget på ingen tid.

Idet at Autumn opdagede at denne mand åbenbart havde haft samme tanke om at gå hende i møde valgte hun egentligt bare at stoppe op. Det virkede en smule akavet bare sådan at gå en fremmed i møde som skulle en slåskamp startes eller en datter havde fundet sin familie i et supermarked efter at have gået forkert og derfor endt med at være foret vild. Så hun lod ham om motionen om at de kunne komme tæt nok på hinanden til at kunne føre en samtale. For ligesom hun havde set på ham havde han set på hende og gjorde det stadig så hun vidste med det samme at de så lidt selskaber i hinanden. Nok forskellig former men det anede hun ingen uråd om. Altså at han kunne have andre knap så venlige tanker.
”Jamen godafter, hr.” sagde hun muntert med høflige ord. Hendes smil var blot vokset igen ved lyden af hans ord. Og hans spørgsmål fik hende med det samme lyst til at svare ham. Vinden flagrede endnu hårdt rundt med hendes lange hår. Hun var vel heldig hun ikke havde påklædt sig i en stor lås t-shirt. Ellers måtte hun bruge tiden på at holde den på sin plads. ”Mit navn? Jeg hedder Autumn.” Hun var egentligt meget rolig omkring denne nye dæmon hun aldrig havde set før. Hun kæmpede ikke for at smile til ham og hun lagde endnu sin vægt mod sin naturlig munterhed. Hun havde vel også lært at et smil når længere. ”Rart at møde dig..” Her rakte hun ubekymret og en smule lallende sin hånd frem mod ham. Hendes hoved var blevet lagt lidt på skrå og de blå øjne så stadig mod ham som han stod der foran hende. Fortalte at hendes udseende ikke løj om hendes humør og nuværende opførsel. ”Hvem er du så??” Nu ventede hun blot på svar og reaktion. Ville han være den person der med glæde trukkede hendes hånd eller være den der ville slå den væk for så at smide den falske maske der gjorde hende uviden om tingene inden i.