Skridt i mørket. //Artemios

Dato : 18 Maj.
Årstid : IRL.
Dag : Tirsdag.
Vejr : IRL.
Sted : Werclare by.
Tid : IRL.
Påklædning : Sorte stramme bukser med nitte bælte, Mørkerød tanktop, Sort læderjakke og combat boots og sorte fingerløse læderhandsker.

Alane hev sin jakke ned fra knagerækken og tog den på. Hun klappede blidt sin lille hvalp farvel og forsvandt så ellers ud af døren og ned af trapperne. Den samle gyde op til gaden var kort så hun nåede hurtigt derop. Hun dreje af ned mod udgangen af byen mens hun så sig omkring. Hendes blik hævede sig op mod himmelen hvor hun beundrede stjernerne og især månen. Hun bed sig i læben får ikke at hyle og undgik elegant sårene som var på hendes læbe efter de utallige mange bid hun havde forudsaget.

Artemios gik, med ikke helt så¨rolige skridt, hen af gaden. Han fyldte lygten, af hvad han regnede med var en varulv, eftersom det lugtede usigeligt meget af hund. Hans mund var let åben, og de uvant spidse tænder kunne ses. Han kløede sig svagt på kinden, og fik nu øje på skikkelsen. Lod let tungen glide langs tandrækken, og fæstnede de gyldne øjne ved pigen.

Alane så sig stille rundt og gik så over gaden med lette og rolige skridt. Hun gik ned af gaden men lukkede sine øjne og nød den kolde natteluft som pustede hende blidt i ansigtet. Et smil bredte sig på hendes læber. Hun åbnede øjnene da hun hørte skidtene og fik øje på manden på den anden side af vejen som havde sit blik fæstnet på hende. Med det samme kunne hun regne ud det var en vampyr og han virkede til at være sulten. Hun vendte rundt på hælene og gik med hastige skridt hjemad.

Artemios satte i det samme i løb efter hende, og greb fat om hendes arm, inden hun nåede ret langt. Han vendte hende mere eller mindre ublidt om, så de stod ansigt til ansigt. Så kort på hende, og afgjorde, at nej han kendte hende ikke. Godt så. Han stremmede let grebet om hendes arm, og trak hende ind til sig. Lagde armene om hende. Bed sig så hårdt fast i hendes hals, og sugede ivrigt af hendes varme blod.

Alane hørte han begyndte at løbe og satte i det samme selv i løb med nåede ikke ret langt da han greb fat hendes arm. Hun så sig chokeret over skulderen og på ham. Hun prøvede ihærdigt at vride sig fri fra hans greb men kunne ikke. Da han så på hende så hun ham i øjnene men hendes øjne viste ingen frygt. Hun prøvede at skubbe sig selv væk fra ham da han hev hendes ind til sig "Stop!" Hendes stemme hævet men stadig blød som den altid var. Hun fik et chok da han bed sig fast og bed sig hårdt i læben hvor sårene sprang op og det mørkerøde blod piblede ned af hendes hag lige så stille.

Artemios hørte godt hendes kommando, men valgte at ignorer den. Sulten kom først. Sulten skulle stilles. Han drak videre af hendes blod, og lukkede øjnene på klem. Hvilken helt igennem fantastisk følelse det dog var! At så stillet sulten.. Slukket tørsten... Han trak tænderne ud af hende, slap hende, og gik et skridt tilbage. Så faktisk helt overrasket ud, og begyndte så at le. For få dage siden, ville han havde slået sig selv ihjel!... Morsomt...

Alane vred sig i hans arme og knurrer voldsomt af ham. Hun jog en albue i maven på ham i håb om han ville stoppe. Men han blev ved. Hun kunne mærke hun var ved at blive lidt ør i hovedet efterhånden. Hun lukkede øjnene hårdt sammen men de skød åben da han trak tænderne ud og da han slap var hun ved at falde hun greb sig til sin hals og klemte om såret for at det skulle stoppe. Hun så arrigt på ham og knurrerede så igen af ham.

Artemios tørrede - stadig leende - en smule af hendes blod væk fra sin mund. "Det må du undskylde" sagde han, med latteren malet i stemmen, som var han en fuld mand, der var kommet til at gå ind i hende.
Brat forstummede latteren dog, og han så overvejende på hende. Hun knurrede ad ham? Tja... Han ville sikkert også havde knurret af ham, hvis han havde været en varulv...

Alane ser arrigt på dig. Hendes fri hånd svingede mod hans ansigt og sygeligt smæld hørtes gennem natten da hun gav ham en svigende lussing. Hun vendte rundt og gik tilbage mod sin lejlighed stadig vred og meget ustyrlig ligenu. Kun knyttede sin hån og strammede hånden om bidemærket mens hun stadig knurrede.

Artemios tog sig ikke synligt af lussingen, men fulgte efter hende, i ro og mag. Han havde fået blod nok till at sulten ville holde sig i ro, i lidt tid. Så da han ikke havde noget at lave, kunne han vel ligeså godt følge efter varulven, og se hvordan hun reagede ved det... Bare fordi det var sjovt...

Alane ignorrerede vampyren som fulgte efter hende da hun vidste han havde fået hvad han ville have med mindre han også havde tænkt sig at voldtage hende. Men det var ikke lige noget hun tænkte oer. Hun gik over gaden og ned af en smal gyde hvor hun åbnede en dør som førte til en opgang med mange trapper. Hun traskede roligt op af trapperne og og stoppede så allerøverst oppe hvor hun åbnede en dør som hun gik ind af. Hun smækkede den efter sig i håb om den ville ramme vampyren i hovedet. Hun låsten den hurtigt hvorefter hun tog jakken af og samlede den lille sibirien husky op i sine arme.

Artemios så på den låste dør, og lo så, så det rungede i hele opgangen. "Sikke en kedelig vovse." sagde han drillende, og højt nok til at hun med sikkerhed ville kunne høre det. Begyndte så at g¨å ned ad trappen igen, for at finde noget andet at lave... Meget ville han gøre, men ikke bryde ind hos folk.. Han var trodsalt ingen tyv...

Hun knurrerede igen da han kaldte hende en vovse og hun flåede døren op også selvom den var låst. "DU! Har ingen ret til at kalde mig det!" Hun var rasende på vampyren. Hun satte den lille hvalp ned og den løb ind i stuen under sofaen. Hun knyttede hænderne og begyndte at tage dube indåndninger hvorefter hun trak noget forbinding ud af sin jakkelomme og begyndte at forbinde sit sår på halsen. Hun virkede mere rolig nu.

Artemios smilede af hende, da hun flåede døren op. "Jeg har heller ingen ret til at drikke dit blod, men det gjorde jeg alligevel?" svarede han let. Dette lignede ham ikke. At være så helt igennem ubehøvlet. Han ville dog ikke lade være med det. Det var endnu en ny side. Han smilede. Tænk hvor mange penge han kunne have fået for den varulv... Måske kunne han stadig få penge for andre væsne... Ja, selvfølgelig... Hvis han ville slås ihjel.. Dum ide. Han kunne ikke fortsætte noget som det havde været før...

Alane stormede ned bag vampyren i vrede. "Dit svin!" Skubber dig hårdt i ryggen i håb om du falder ned af trappen. Hendes øjne lyser af raseri. En lille piven kan høres oppe fra døren og Alane ser sig over skulderen og kommer til at smile da hun ser sin lille hvalp stå der i døren og pive efter hende. Hun vender ryggen til vampyren og går op af trappen igen.

Artemios tumlede ned af trappen, og bragede ind i væggen ved afsatsen. Lo så højt. "Vampyr. Ikke svin." rettede han hende, og så glad efter hende. "Jamen dog.. Vovsen har hund." sagde han, og lagde tydeligt tryk på øgenavnet. Blot for at drille hende, og gøre hende endnu mere sur end hun var i forvejen. Hun var nemlig sjov, når hun var sur...

Alane grinede tilfredst mens vampyren tumlede ned af trapperne. Hun satte sig og lænede sig op af væggen og tog sin lille hvalp og placerede den i hendes skød og nussede den stille. Den nussede sig ind til hendes berøring og hun smilte mere. Hun bed vreden i sig bogstaveligt talt og derfor sprang hendes mange sår op på læben og blodet piblede frem. Hun så ned mod vampyren og holdet sig hurtigt for munden. Den lille hvalp løb ind i lejligheden igen.

Artemios så kort op mod varulven, og trak så på skuldrene. Gik videre ned af trappen med ordene: "Aufwiedersehen." De blege fingre trommede modgelæneret, og hans tanker var allerede langt væk. Hun var kedsommelig... Eller... Artemios var egentlig en værre skid lige nu, men han var også ligeglad med det. Han havde haft brug for blodet. I det mindste havde han ladet hende overleve det...

Hun ignorrerede vampyren og rejste sig op og gik ind i sin lejleghed og lukkede døren. Hun tog sine sko og jakke af og gik så ud på badeværelset og skyllede munden og vaskede hendes sår på læberne. Efter hun var færdi gik hun ind på sit værelse og skiftede til nattøj og kravlede op i sengen og faldt i søvn med sin lille hvalp under armen og et lille smil på læben.

//Out

//Ses