Blæsende natur.

Dag:Tirsdag
Dato:18. maj
Omgivelser:græs, Blomster og meget få træer.
Tid: 23:00 ca.
Vejr: Klar stjernehimmel, blæsende.
Sted: Engen.

Armand gik hen ad engen og mærkede blæsten i sit hår og tøj, mærkede de lange græsstrå blafre om anklerne på ham. Han lukkede øjnene for en stund og mærke den og føle den forfriskende natur. Han sukkede dybt og stoppede lidt op. Han så op på den stjerneklare himmel og gik lidt videre. Det var ikke så tit folk gik herud så sent og var derfor den eneste på engen. Han havde dog lidt anderledes vaner end så mange andre. Han skulle ud og mærke naturen, han skulle ud og mørke sit 'element' kunne man vel sige, ellers sov han ikke trygt om natten.

Artemios gik, med mindre rolige skridt, gennem skoven. Hans øjne skinnede nærmest gyldent, og det føltes som brændte et sandt inferno af flammer i hans indre. Han åbnede let munden, da en ny duft ramte hans følsomme næse. En duft han ikke havde følt før. Han fulgte den, da den både lugtede meget spiselig, og han egentlig var nysgerrig efter at finde ud af, hvad det dog var der lugtede sådan.

Armand mærkede ikke den frememde skabning nede i skoven og fortsatte sin langsomme og rolige gange. Han lyttede til de mange skovlyde, indtil et par fodtrin kunne høres i det fjerne. Han åbnede sine lukkede øjne og så rundt "Hm?" sagde han tænksomt *Jeg tror det er på tide og tage hjem* tænkte han så, da han ikke ville ende i fare eller ligende, han var ikke den bedste til at tackle sådan nogle ting. Han vendte om og gik mod skoven for at komme hjem.

Artemios var kommet til udkanten af engen, og betragtede skikkelsen derinde. Egentlig holdt han sig i stramme tøjler, for ikke bare at kaste sig over vedkommende. Han blev stående hvor han var, med hænderne i lommerne, da personen.. Manden var på vej mod ham. Han lod let tungen glide hen over det uvant spidse tænder, og knugede hænderne i lommerne.

Armand gik lidt hurtigere end normalt og nåede derfor hurtigt hen til skoven, han stoppede brat op da duften af vampyr kastede sig ind over ham. Han satte dog hurtigt farten op igen *Jeg skal ikke være din føde* tænkte han så og så sig omkring. Armand var ikke en bangebuks, men han var altså heller ikke en tapper kriger. Så han endte altid med at blive et let bytte i sådan nogle situationer, et bytte der nærmest intet gjorde.

Artemios gik med meget lidt lydløse skridt efter hvad der så ud til at blive et af aftenens måltider. "Godaften." sagde han, og anstrengte sig til det yderste, for at finde den venlige gentleman frem. Selv holdt Artemios meget af den side af sig selv, men den var ikke lige let at vise, når en så brændende sult gnavede i en..

Armand vendte sig hurtigt om og stoppede op "Godaften .." svarede han venligt og gav hurtigt manden foran sig 'elevator blikke', det var tydeligt at se på fyren at han måtte være sulten og ærgrede Armand lidt. Han ville ikke kunne løbe fra ham, så det ville være dumt at prøve "Jeg går udfra du har tænkt dem at drikke mit blod, men jeg vil fraråde det, da Elver blod smager hæsligt, tro mig, jeg er blevet bidt én gang og han kastede næsten op" sagde han så, med en god overbevisning. Selvom han jo aldrig havde mødt en ny født vampyr og faktisk kun mødt .. ingen vampyrer før. så han vidste intet om dem.

Artemios så lidt på elveren, og gik tætere på ham. Hungeren efter blod var tydelig i hans øjne. "Jeg tager chancen. Jeg behøver jo heller ikke at smage på det." sagde han roligt, og stod i det samme lige foran elveren. Tog mere eller mindre hårdt fat om hans arme, og bed sig så med stor kræft fat i hans hals. Det med hvor mange kræfter man skulle bruge til hvad var endnu ikke noget Artemios havde spor styr på. Han sugede ivrigt af blodet, og smilede umærkeligt. Elveren havde løjet... Hans blod smagte forrygende...

Da gav et mindre sæt i Armand da Vampyrer bed sig fast i hans hals, han kneb øjnene sammen i smerte "Nrrgh!", han stod stiv som et bræt i tvivl om hvad der var bedst at gøre. Skulle han kæmpe imod eller ville det give mere smerte? Han bevægede svagt på sig, men mærkede tydeligt det kun gjore det værre. Hans hjerte slog hurtigt, det frusterrede ham at han ikke vidste hvad han skulle gøre, dét var næsten værre end at blive bidt. Han vidste altid hvad han skulle gøre, men den her gang, havde han ingen anelse.

Artemios drak en tid, blot for at tilfredsstille sin hunger, før han slap elveren igen. Trådte er lille skridt tilbage. "Mange tak." sagde han så, med et svagt smil om munden, og tørrede en smule blod væk med håndryggen. Hasn vejrtrækning, der før havde været hektisk, var noget roligere nu, og hans øjne var blevet langt mørkere. Dog var der stadig en gyldent skær over dem. Et tegn på at endnu ikke var helt mæt...

Armand flyttede sig hurtigt fra Vampyren da han fjernede sig, han tog sig til halsen og mærkede såret fra hans bid "Det var så meget" sagde han så og så på vampyren. Han så ned på blodet på sin hånd og skar en lille grimasse "Man genkender ikke de gode dage, uden de dårlige" mumlede han og så op på vampyren igen. Han holdte sin hånd fremme for ikke at få blod på tøjet, lidt seppet har man vel lov at være.

Ribanalon sprang i det samme ned fra et træ, "smukt meget smukt" sagde hun og klappede ikke særlig overbevisende i hændernde, imens hun så stift på Elveren men mente det mest til Vampyren.
Hendes smil var køligt og hendes metalliske grå øjne gav små glimt selvom der ikke gik noget lys ind i dem.
Hun gik roligt frem men stoppede så op og så frem og tilbage på de to imens hun satte sine hænder på sin hofteben.

Armand så hen på den ny ankommende, tydeligt også vampyr. Han smilede usikkert og gik lidt væk så han ikke stod for tæt på dem begge "jeg tror det er på tide at jeg tager hjem, det er ved at blive for sent og sådan" sagde han så og nikkede lidt. Han tørte blodet på sin hånd af i nogle blade og skulle til at gå da han ikke synes at et selskab med to blodsugere var det bedste selskab han kunne få.

Artemios vendte sig, og så overrasket på kvinden. Han havde ikke regnet med at der var andre. Og han var så langt fra erfaren nok til at bruge sine nyligt skærpede sanser til at afgøre sådan noget. Han så igen på elveren, da denne sagde noget, og nikkede så. Det gav meget god mening. Tidligere ville Artemios også have rådet ham til at gå sin vej... Men så ígen... Tidligere ville han ikke have bidt elvere...

"Jeg tror du bliver her" sagde Ribanalon i det samme og vendte skarp hoved så hendes blik gik direkte på elveren.
Hendes øjne så stift på elveren og var ret så underlige læselige og alligevel fuld af ulæselighed da man ikke kunne regne med hvad hendes blik og øjne altid fortalte.
Den anden vampyr var ingen trussel og virkede heller ikke at ville stoppe hende i noget så endtil videre, måtte han bevæge sig uden nogen form for iagtagelse.

Armand stoppede ikke og lod som om at han ikke havde hørt den kvindelige vampyr. Han begyndte dog dum som han kunne være og løbe *Inden det går galt!* tænkte han og så sig ikke tilbage, han skulle ikke nyde noget af at blive bidt ..igen! Han var på ingen måde nogens aftens mad og han skulle heller ikke leges med. Selvom han ville være et ret let bytte, han kunne på ingen måde finde ud af at kæmpe.

HUn slikkede sig i mundvigen og så så over på den anden vampyr.
Hendes metalliske øjne glitrede svagt, men underligt nok var der intet lys der gik ind i dem.
Men sådan var Klusisska familiens øjne endnu engang.
Elveren, tja....Hun skulle nok få ham til at blive-.