Dødkedelig natur.

Dato: 18. oktober
Årstid: Efterår
Dag: Søndag
Vejr: køligt
Omgivelser: Ingen mennesker.
Tid: Omkring kl. 20:00

Etheldreda sad mellem træer og blade og betragtede sine omgivelser. En edderkop der så småt var begyndt på at lave sit spind. En mus der løb afsted hen over skovbunden. Myrerne der kravlede op af barken på et træ. Egentligt fandt hun det ret kedesommeligt at sidde og kigge på naturen, men hun vidste ikke hvad hun elles skulle give sig til. At finde selskab havde faldt hende ind, men humøret var ikke det højeste, så at begynde at kommunikere med en ville højst sandsynligt ende i noget lort. Hvem gad hun overhovedet at snakke med..
Måske kunne hun finde mad? men nej.. Hun havde jo allerede nydt en lille pige, og kunne ikke få mere ned. Havde ikke rigtig lyst til blod. Atlså kunne hun forsætte sit kiggerig, indtil hun blev klog nok til at finde på noget fornuftigt at lave.

Vicente kom gående imellem de mange træer, som dannede den triste skov. Han gik og spillede på sin fløjte, som han havde skåret ud ad det fineste træ. Han havde en stråhat på, som var lavet af lange strå og sin sorte kappe med nogle røde skyer på hist og her, som denne gang ikke var knappet sammen hele vejen op, som den normalt ellers var så den dækkede for hans mund. Stråhatten, som også havde nogle få hvide silkebånd hængende fra den dækkede for hans øjne.

Etheldreda syntes at høre fløjtespil. Hun lyttede til det længe, inden hun genkendte lyden og kom med et lille smil. Det var vampyren Vicente. Hun blev siddende og lyttede, overvejede om hun skulle finde ham, men han ville jo ikke nyde godt af hendes dårlige humør. Derfor blev hun siddende, mens hun stirrede ud i luften og lyttede koncentreret til melodien.

Vicente syntes at kunne fornemme nogen. Hans røde øjne gled rundt på de mange træer, som dannede den triste skov. Han satte kursen mod den retning, som han mente personen, som han kunne fornemme var. Melodien ændrede sig til en stille melodi. Den havde et strejf af sorg, sikkert på grund af skoven. Det var sikkert ikke for sjov at man kaldte den 'Den triste skov'.

Hun kunne mærke ham komme tættere på og sukkede let. Prøvede at skuppe det dårlige humør lidt væk, men den triste melodi gjorde det svært. *Det kan vel også være ligemeget* tænkte hun bittert, rejste sig og besluttede sig for at gå ham i møde. Hun fulgte lyden og sin lugtesans og så lidt efter Vicente foran sig. Hun løftede hånden som et lille vink, mens hun fremtvang et lille smil.

Vicente stoppede sit fløjtespil og gemte fløjten væk under hans sorte kappe. Han løftede kort hånden, som hilsen og fortsatte sin gågang imod hende. Han strøg en lok af sit kulsorte hår væk fra sine røde øjne og knappede derefter kappen til så den var knappet sammen til halsen.

Hun rømmede sig let.
"Hej Vicente," hilste hun og stoppede op. "Jeg håber ikke du har den irriterende dæmon med dig.." sagde hun med en snert af irritation ved tanken om dæmonen. Heldigvis kunne hun ikke mærke nogen dæmon i nærheden.

Vicente svarede ikke, ikke med ord ihvertfald. Han rystede bare kort på hovedet og stoppede et kort stykke fra hende. Han kunne høre en irritation i hendes stemme, men gættede på at det bare var det at nævne den pestilens, der irriterede hende.

"Godt." Hun ville måske blive glad, hvis Vicente havde fortalt han var død.. Død og begravet, myrdet på de værste manere, men det var kun ønsketænkning.
"Hm.. Hvordan har du det?" spurgte hun mest af høflighed.

"Godt", svarede han bare uden sådan rigtig at tænke over det. "Hvad med dem?", spurgte han og så derefter rundt på de forskellige træer.

"Jeg har det vel fint," svarede hun og strøg en hår lok om bag øret. "Måske ikke i det aller bedste humør lige nu," forsatte hun med et lille skuldertræk. Det dukkede vel op på et tidspunkt.

"Okay", svarede han og nikkede stille. Han gik over mod en væltet træstamme og satte sig derefter på den. Han tog sin stråhat af og placerede den på træstammen ved siden af sig.

Hun fulgte ham og satte sig på den anden side af ham.
"Går du tit rundt og spiller på din fløjte?" spurgte hun med blikket rette ud i mørket.

"Ja", sagde han og nikkede stille og satte sig i skrædderstilling. Han rettede sine røde øjne mod hende. "Hvorfor?" spurgte han. Hans stemme var dyb og rolig, hans øjne ligeså rolige.

"Fordi jeg hader tavsheder og ikke kunne finde på andet at sige," mumlede hun og kiggede på ham. "Det interesserede mig måske også lidt.." indrømmede hun, med et kort smil. Hun kunne godt lide fløjtens bløde toner, og triste melodier gjorde kun det hele smukkere.

Vicente nikkede atter engang. "Så du er interesseret i mit fløjtespil?", spurgte han og rettede sine røde øjne ud mod mørket. Han strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine røde øjne.

"Hmm.. Ja," hun nikkede og kiggede på ham. "Det lyder godt.." hun rettede igen blikket ud i mørket, håbede at han måske ville fortælle lidt om sit fløjtespil.

"Jeg har også selv skåret den", sagde han og så atter på hende. "Jeg har brugt mange år på træskæring, min fløjte er blot et af de mange vidundere, som jeg har skåret", sagde han.

"Hmm," brummede hun og kiggede på ham. "Hvad har du ellers skåret?" spurgte hun, med nysgerrighed at spore i blikket.

Vicente tog en taske frem. Tasken indeholdte en æske med hans værktøj og en masse forskellige træsager, nogle færdige, andre var han stadig i gang med. Han tog en træfigur op, det var en smukt skåret træfigur, som forestillede en kutteklædt person, som bar en le, som våben. Døden.

Hun studerede træfiguren med et grundigt blik, og kom med et imponeret smil. "Smukt!" hun kørte forsigtigt en finger hen over træfiguren og beundrede hans le, der var så smukt skåret.
"Sælger du dem så?" spurgte hun, stadig med blikket rettet på døden.

"Nej, jeg har ikke rigtig kunne give dem en pris", sagde han og så ned på den. "Penge kan ikke købe mine vidundere", sagde han og rettede sine øjne mod hende igen og sagde derefter "Jeg har ikke alt det jeg har skåret på mig lige nu".

"Hmm, det kan jeg godt se.." sagde hun og nikkede forstående. "men jeg er sikker på at du kan få meget for dem," tilføjede hun med et lille skuldertræk. Hvis det var hende, havde hun solgt dem, men penge var også noget det fristede hende.

Vicente tog en træklods op ad tasken, der var blevet skåret i den, men den lignede ikke rigtig noget endnu. "Jeg tror at du kan hjælpe mig med at finde ud ad, hvad dette skal ende med at blive", sagde han og så ned på træklodsen og derefter på hende igen.

Hun strøg en finger hen over træklodsen, med et overvejende blik på den.
"En ensom sjæl," mumlede hun, da det var det første der faldt hende ind. Hun kastede et blik på ham, og strøg en hånd gennem sit hår. Hvordan en ensom sjæl så ud, havde hun ingen anelse om.