At gå gennem græsset

Dato : 24/5
Årstid : forår
Dag : søndag
Vejr : Lunt
Sted : engen
Tid : midt på dagen
Omgivelser: få træer i udkanten af engen, ellers bare en masse planter

Thrándil kom gående ud gennem træerne og ud på engen hvor græsset gik ham til knæene.
Han havde sit sædvanlige tøj på, grønne bukser, grøn trøje og lette stof sko.
Hans lange gyldne hår sad løs og her på engen frygtede han aldrig mennesker, så han bekymrede sig ikke at skjule sine ører.
Rundt omkring fløj der sommerfugle og andre insekter.
Ellers var der fredligt blandt alle blomsterne og græsset

Éowyn trådte langsomt ud på græsset. Stråene kildede hendes bare fødder og solen varmede hendes blege hud. Hendes blå øjne skinnede klart som krystaller i solens lys og hun smilede. Vindes tog til og greb fat i hendes hvide kjole og i hendes hår. Hun lukkede øjnene, spredte armene ud.

"Mellonamin," sagde hun. "Cormamin lindua ele lle."
Vinden omfavnede hende. Hun lagde armene om sig selv og åbnede atter sine øjne. To hvide sommerfugle fløj forbi hende og hun så efter dem med et smil på læben.

Han plukkede ne blomst og snussede til den.
En frisk vind bragte en duft med sig og han vente sig om og så tilbgae fra hvor han var kommet fra.
Han fik øje på en anden elver og smilte lidt.
Så vente han sig om igen og gik vidre, lidt i tvivl om han skulle vende om og sige hej

Éowyn hørte et pluk og vendte sig om mod lyden. En mandling elver stod og snusede til en blomst han netop havde plukket. Han så virkelig godt ud og Éowyn smilede over endelig at se én af sine egne. Han havde vendt sig om mod hende og gået igen. Hun smilede strålende mod ham og overvejede at gå hen og sige hej.

Hun gik forsigtigt hen imod ham, let på tå.

"hej" lød hans smukke stemme da han mærkede hun var tæt på ham.
"Bare ude og nyde en dejlig dag?" han vente sig nu mod hende med et smil og nullede blomstens stilk mellem sine fingre

Det gav et sæt i hende da han begyndte at snakke. Hun smilede venligt til ham og lagde armene bag ryggen.
"Ja." svarede hun. "Bare ude og nyde endnu en dejlig dag."
Med ét blev Éowyn genert og hun kunne mærke en rødmen stige op mod kinderne. Hun smilede med øjnene, og så ned i græsset, mens hun fumlede med sine fingre bag ryggen.

//Yay du svarede! :)//

Han smilte og så lidt på hende
"Jeg er Thrándil og er, ligesom dig, elver" sagde han, han tilbød hende ikke sin hånd, det var noget mennesker gør, at give hånd.

//Internettet har været væk, men nu fandt jeg det igen//

Hun så atter på ham. Nu lagde hun mærke til hans spidse ører.
"En stjerne vil skinne på timen af vort møde Thrándil. Mit navn er Éowyn Evenstar Elrond. Datter af Juzeh, vindens herre og Galhídrid, skønhedens dronning. Folk kalder mig blot Éowyn." svarede hun og smilet vandt atter plads på hendes læber. Hendes kinder blev blegere, og hun slappede mere af i den mandlige elvers tilværelse.

//Kender det lidt for godt. Men dejligt du er tilbage nu! :)//

"Sikke meget" sagde han med løftet øjnbryn og et smil.
Så lavede han en eller andet håndbevøgelse samtidig med at han bukkede for hende
"Min skønhedens dronning" han mente det halvt i spøg og halvt alvorligt og håber hun forstod det var uskyldigt sagt

Éowyns kinder blev atter røde, men samtidig grinede hun af hans spøg.
"Min kære Thrándil. Jeg har ikke brug for buk og ros." smilede hun. Hun lagde en hånd på hjertet.
"Dog," sagde hun, "Er mine forældre begge borte.". Hun smilede stadig, selvom hun indeni følte et snit af smerte.

"Hvor kommer de fra min ven?" spurgte Éowyn, og gjorde en bevægelse til at de skulle gå videre rundt på engen. Der var smukt. De vilde blomsters aroma fyldte luften.

Han samlede hænderne på ryggen og begyndte t gå vidre.
"Skoven" sagde han ligeud
"Født og opvokset blandt andre" der var en lille pause
"Elvere, altså" han smilte igen

Éowyn nikkede forstående.
"Samme her. Dog i skoven Tel'Mithrim." svarede hun.
Der var en rød, smuk og stor blomst der tårnede sig op af græsset. Forsigtigt plukkede hun den øverste del, med blomsterhovedet af og duftede til den. Hun lukkede øjnene i nydelse. Den duftede sødt - sødt som kærlighed.

Han nikkede som tegn til at han havde hørt hvad hun sagde.
Han så ned i græsset og så på de forskellige blomster, blå, gule, røde, lilla osvosv.
"De er vokset godt her den seneste uge trods et sent forår" sagde han og bukkede sig på et tidspunkt ned for at se nærmere på en blomst.

Hun vendte sig mod ham.
"Ja, de har sørme vokset sig fine og smukke." svarede hun med et lille smil.
"Har du forstand på blomster?" spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå.

"Tja, bare planter" sagde han og rejste sig op
"Jeg er lidt dårlig til at kende arterne men jeg går op i hvordan de passes bedst" sagde han og smilte til hende

Éowyn nikkede.
"Jeg interessere mig for planter, men jeg er ikke ret godt til at passe dem." sagde hun med et pinligt smil.
"Hver gang jeg har sået et frø og planten er vokset, gør jeg noget galt, og den dør." - hun grinede over sin egen tåbelighed.

Han så lidt på hende
"Okay" sagde han
"Det er måske også lidt svære end man skulle tro" han så sig lidt omkring mens de gik vidre.
"Det har faktisk altid lykkedes mig"

"Det tror jeg på." svarede hun og sendte ham et stjernesmil.
Vinden tog atter fat i hendes kjole og hår. Hun satte håret om bag ørerne, og hendes spidse øre viste sig, men hun havde ingen bekymring da hun vidste, at hendes nye ven Thrándil og hende var de eneste omvandrerne på engen.

Han vente ansigtet mod vinden og nød den mens den var der, for så igen at blive erstattet med solens evige, men dejlige varme.
Han gik lidt vidre.
"Her sker ikke så meget" sagde han mens han så frem for sig, normalt gik han gerne en tur i menneskernes by, der skete altid så meget

Éowyn nød solens varme stråler mod sin hud.
"Nej." svarede hun, "Tit må dagen slæbes forbi. Jeg prøver dog at gøre mig venner med folk og elvere der kommer her ved engen. Jeg er meget alene." sagde hun til Thrándil med et lille smil.

"Skal vi ikke sidde ned?" spurgte hun og trampede nogle græsstrå ned. Hun satte sig ned i det hul mellem græsståene hun lige havde lavet. Solen skinnede igennem og duften af græs blev stærkere.

Han så lidt på hende, men gjorde så som hende og satte sig ned.
"Alene?" sagde han
"Det kender jeg, jeg har bare vænnet mig til det" sagde han og rev et spindervæv ned

"Ih ja. Alene." svarede Éowyn trist.
"Jeg hører jo til i skoven. Efter mine forældres bortgang har jeg intet hjem haft. Jeg bor i skovens huler og på træer. Til tider føler jeg mig meget ensom, men jeg prøver at vænne mig til det." smilede hun.

"Ingen siger du behøves det....Faktisk tror jeg ikke det er særlig sundt" sagde han, plukkede en blomst og sad og nullede den mellem sine fingre.
"Prøv at snakke med folk...Eller vent, det har du vel sagt du gør?" han rystede lidt på hoved, nogen gange huskede han ikke helt så godt.

//undskyld tiden, internettet har været væk i flere dage...//

Éowyn smilte tavst.
"Men det er nu ikke så mange der kommer forbi her. Jeg prøver i hvert fald at gå mere ud end før."
Hun plukkede et af de lange græsstrå og snusede til den friske duft.

//det er helt i orden. :) - Har også en dårlig skrivedag i dag.. -.-//

"Går du nogensinde blandt vores egnes små byer eller i menneskernes byer? For der kan man godt møde mange...Desuden har jeg faktisk mødt mange her i skoven...Men det kommer vel også an på hvor man er i skoven, samt...Ja" sagde han og smilte lidt