At gå gennem græsset

"Til tider gør jeg det, men det er sjældent." smilede hun så. "Har du familie her i nærheden?" spurgte hun så med stor interesse.

"Det..altså...Nej, ikke helt" sagde han og så op mod himlen.
Normalt snakkede han aldrig om sin familie eller fortid, ikke af nogen særlig grund, han gjorde det bare ikke.

Éowyn lagde hovedet på skrå og så på ham.
"Er de gået bort?" spurgte hun så.

"Nejnej...Eller det ved jeg ikke" sagde han og så lidt på hende
"Men det er vel også lige meget? Har ikke set dem i laaang tid" han håbede hun bare kunne glemme det.

Éowyn forstod straks hans hentydning og nikkede blot. Hun så til siden og tænkte tilbage..
For omkring de 100 år siden, så hun sidst nogle man kunne kalde for familie. Men billedet af personen var dækket af blod, tårer, røg, skud og skrig. Hun lukkede sine øjne og prøvede at holde tårene tilbage. Efter et stykke tid åbnede hun dem og smilede til Thrándil. Mindet havde hun atter prøvet at fortrænge, men det ville komme tilbage igen og igen - for selv var hun den eneste hvis sår i sjælen hun ikke kunne hele.

Han så lidt på hende, han kunne godt se hun tænkte på et eller andet, men han spurgte ikke.
Normalt havde han det sådan at folk nok selv skulle sige vis der var noget de ville sige...Dog med få undtagelser, nå han blev for nysgerrig.
Han lagde sig ned og så op i himlen med et fredligt udtryk, der vidnede om at han også var i fred med sig selv.

Thrándil lagde sig ned i græsset. Éowyn tav og så op mod himlen. Vinden begyndte atter at suse mod hendes hår og kinder og hun smilede venligt og velkommende til den. Hvisken hørtes i vinden og stilheden larmede. Hun så smilende på Trándil som stadig lå mellen sivene. Hun løsnede sin hestehale og lod håret danse frit med vinden.

Han lå lidt og nød det hele, men satte sig så op.
"Nå men....Må nok også vidre" sagde han, det var ved at være den tid hvor han plejede at se til sin hest.

Éowyn smilede til ham.
"Det er i orden." sagde hun og rejste sig op.
"Må dine veje være gyldne og grønne." smilede hun til ham

Han rejste sig op og bukkede elegant for hende
"i lige måde min skønhedens dronning" smilte han, så vendte han om og gik, lidt efter var han forsvundet mellem træerne

//out//