En trave tur gennem byen

Dato : 10 december 2011
Årstid : Vinter
Dag : lørdag
Vejr : det er omrkring 00 grader. Der kommer ganske fint sne, som forsvinder når det rammer jorden
Sted : byen
Tid : omrkring 15:00,
Omgivelser : Butikker og en masse mennesker
På: En lang brun forårs jakke, gra vanter, Lange støvler

Lucy går glad ned gennem byen i la Sunisha. Hun har et stort bredt smil på. Det sner og hun elsker sne, om vinteren skal der være sner! Jazmyn traver gennem byen i set helt eget tempo. Hun kikker på alle butikker stopper nogle gange op hvis noget specielt fanger hendes opmærksomhed. En gang imellem kikker hun op mod himlen og mærker sneen ligge sig i hendes andsigt.

Melodenia gik ud af en butik. Hun havde lige været inde for at kigge på tøj. Hun havde et par jeans på, en lys trøje der var dækket af en lys jakke, og de sort højhælede sko, fik det hele til at passe sammen.
Hun kom ud af butikken og gik op af gaden. Hun kom til en butik, hvor der stod en lille pige ved vinduet og kiggede ind. Melodenia kiggede rundt for at se om pigen var alene. Det så sådan ud. Hun gik hun til pigen og stillede sig ved siden af. Melodenia havde en pose i hånden, og hun skiftede hurtigt hånd.
Hun kiggede op mod vinduet, og så ned på pigen. "Er du alene?" Spurgte hun venligt. Pigen så ud til at være i starten af teenage årene, lidt for ungt efter Melodenias smag. Sneen faldt blidt omkring dem, og hun så nogle snefnug lægge sig i pigens hår.

Jazmyn så forskrækket over med stemmen der lige havde snakket til hende. og gik 2 skridt tilbage du hun så hvem det var. Hun havde mødt den Pige/dame/unge kvinde før også i byen. Da hun var ude og kikke på tøj med sine søskende. Det ved sige de havde ikke snakket sammen, men de var styret ind i hinaneden, i Jazmyn havde set noget, eller det troede i ihvertfald hun havde, hun var ret sikker. Jazmyn to sig hurtigt sammen og sagde "øhm ja, ja det er jeg, lige nu, men må vidre" Jazmyn gik forbi pigen og traskede videre ned ad gaden

Melodenia kunne mærke på pigen at hun var bange, og hun smilte indvendigt. Pigen lyttede til sine instinkter, det var hun meget overrasket over, da der var meget få som gjorde det nu om dage. Men hun kunne jo ik bare lade den lille pige gå selv, så hun fulgte hurtigt efter og kom op på siden af hende.
"Du skal ik være bange," sagde hun med sød stemme, "jeg gør dig ik noget. Og desuden kan jeg ik lade dig vandre rundt alene. Det ville være uansvarligt. Tænk hvis der kom nogen og overfaldte dig."
Melodenia så ned på pigen, og var tilfreds med hendes reaktioner og den måde hun følte på. "Skal du et bestemt sted hen? Jeg kan godt følge dig derhen, jeg har masser tid." Hun smilte beroligende til pige, og sagde venligt, "jeg er Melodenia. Kan jeg også få dit navn?"

Jazmyn nervøsitet over pigen selv skab blev med det samme afløst af en irretastion i stedet for. Hun havde gået igennem denne by en million gange alene nu, og hun var sikker på hun også kunne klare det denne her gang. Hun stoppede op og så pigen, som lige havde presentteret sig selv som Melodenia "Hej Melodenia, jeg kan berolige dig at jeg nu har gået igennem denne by 1 million gange nu alene, og jeg er sikker på jeg vil kunne klare mig denne gang også" Hun havde ikke gjort det mindste for at skjule sin irretastion i sin stemme. Jazmyn vendte sig om og vandrede vidre ned gennem byen