Ved søen...

Tid: 23.00
Dato: Irl
Dag: Onsdag
Vejr: Nymåne, og vindstille. Stjerneklart.
Omgivelser: Natur?
Sted: Silent river *Oh sureprice!*

Noella sad i græsset, et stykke fra bredden, og så ud over det sorte vand. Det så i hvert fald sort ud. Det lange hår var samlet i en tyk fletning, der var slængt hen over den ene skulder. Så det undgik kontakt med den fugtige jord. Hun var iført en lang ærmet t-shirt, en par slidte jeans og - for en gangs skyld - et par beskidte sko. Sko var ikke en ting Noella ofte huskede at tage på. De var ikke helt så vigtige mente hun. Hun flyttede blikket fra søen, og så op mod de funklene stjerner. Smukke var de. Smukke, kolde og truende. Hun sænkede blikket til sine hænder. Opdagede en svungen skrift på den ene hånd ryg. 'Havnen' stod der. Et øjeblik funderede hun over hvorfor mon det stod skrevet på hendes hånd, før hun huskede det. Det var der hendes lejlighed lå... Måske hun egentlig burde se at komme tilbage? Nej, der var stadig noget tid til at den sidste bus mod Werclare gik.

Axel gik lidt rundt ved silent river. En gang imellem kastede han en sten ud i vandet og hoppede lidt rundt som i et sært ritual. Til sidst stoppede han og fnøs, og begyndte at gå langs bredden. Han vendte ansigtet ned i den smattede jord, og vadede lidt afsted. Han var en smule sur, mest på grund af at det regnen fra formiddagen havde regnet på ham hele dagen. Han hadede regn, han hadede vand, og mest af alt forstod han slet ikke hvorfor han var gpet ned til Silent River, der var jo også vand! Han fnøs igen, og så frem, og fik øje på en ung kvinde der sad lidt fra bredden. Han standsede langsomt op og rynkede sine øjenbryn, hvem kom derned så sent om aftenen? Og så et... menneske? Var de ikke hunderæd for spøgelset?

Noella så op fra sine hænder, ved lyden af den første sten, der blev kastet i vandet. Betragtede den unge dreng, og smilede svagt over hans hopperi. Blev ved med at se på ham, selvom han så på hende. Hun trækte sit ene ben - havde siddet i skrædderstilling før - og kløede sig let på knæet. Faktisk kunne hun ikke nå meget længere end til knæet. Det var helt utroligt så stiv man blev efter fem år i den sammen seng. I det mindste kunne hun da gå. Nogenlunde. Hun flyttede igen blikket ned på skriften på hånden, og lod stille tommelfingeren, fra den anden hånd, gnide hen over det. Det havde åbenbart stået der på hånden et stykke tid, for det blå blæk blev ikke tværet ud. Sært at hun ikke havde beværket det før. Eller... Vent. Måske havde hun bemærket det før? Ligemeget nu.

Axel stod stille og så på kvinden, hun havde set ham, og hun havde udemærket set hans hoppedans fra før, hvilket fik ham til at blive lidt forlegen. Hun virkede nu ikke særlig skræmt eller noget, hun sad bare stille og roligt og kløede sig på knæet. Han tøffede tættere på, dog alligevel med en afstand af to meter "undskyld mig.." sagde han stille, og så lidt på hende, og strakte hals for at se hvad der stod på hendes hånd "hvad laver du?" spurgte han forsigtigt, og lagde hovedet på skrå. Han ville ikke forstyrre hende, men der stod noget på hendes hånd, som han som menneske nok ikke ville have kunnet se *Havnen?* tænkte han og lagde hovedet på skrå til den anden side.

Noella lagde næsten uvilkårligt hånden over skriften. Ville af en eller anden grund ikke have ham til at se det. "Sidder." svarede hun stille, og lod de cognac farvede øjne hvile på hans ansigt. Hun lavede faktisk ikke ret meget andet end at sidde. Tænkte over de sidste dages forløb, men det var ikke nogen en fremmed skulle have af vide. Så ville vedkomende måske begynde at spørger, og Noella ville så nødig svare. "Hvad med dig?" spurgte hun så, og fugtede let underlæben. Hendes blik sagde absolut intet om hvad der foregik inden i hende. 'Sjælens spejl' havde fået en mat overflade. Resten af hendes ansigt derimod viste en hel del. Men lige nu viste det intet andet en rolighed.

Axel så på hende, og stod stille. Hun virkede ikke ligefrem glad for at skulle til at udtale sig om hvad hun foretog sig, og virkede lidt hemmelighedsfuld da hun dækkede skriften på sin hånd, eller det syntedes Axel i hvertfald. Han rettede sig op i sin fulde højde. Næsten 2 meter, det var ret imponerende nok iikke så meget mere, men dengang han var menneske havde det være meget sært, han havde nærmest været en kæmpe. "Jeg... går bare en aften tur.." sagde han og trak kort på skuldrene, han gad ikke til at brokke sig over vandet og regnen og alt det der.

Noella nikkede let, og et svagt smil gled over hendes ansigt, idet hun så ud over vandet. "Har du nogensinde set en sofa smile?" spurgte hun så, stadig med blikket rettet mod vandet. Det var der ikke mange der havde. Og folk havde det med at tro, at hun var grydeklar til den lukkede, når hun spurgte om det. Det var hun nu ikke. Så var hun nok allerede sendt der til. Men hendes sofa smilede altså. Den smilede venligt til hende, hver gang hun kom hjem til den kvælende lejlighed. Det var bare ikke alle der kunne se smilet. Eller troede på at en gammel indigoblå sofa overhovedet kunne så...

"En sofa?" sagde han og rynkede lidt på næsen "det tror jeg ikke, skulle jeg have det?" spurgte han stille, og smilede lidt af det. En smilende sofa.. det var en sjov tanke, en god tanke. Han havde set babyer smile, og mennesker, og alle andre levende væsner, men en sofa? Nej det mente han nu ikke, selvfølgelig hvis man malede et ansigt på den kunne det jo være at den smilede, men så smilede den hele tiden. "Men kunne sofaen så også være ked af det?" spurgte han tænksomt, og satte sig ned uden rigtig at tænke over det "altså være ked af det, og vred og sådan noget? Jeg ville da være vred hvis folk satte sig på mig" sagde han med en grimasse.

Noella trak svagt på skuldrene, og så på ham igen. "Det skal den somend nok kunne. Men jeg har kun set den smile." svarede hun, og smilede svagt. Næsten som ville hun demonstrere sofaens smil. Dette var nu ikke tilfældet. Desuden var det med sofaens smil kun noget der foregik i Noellas hoved. Hun kunne relatere til sofaen. Hun kunne føle dens venlighed, og elske den. Det kunne hun ikke med mennesker længere. Ikke rigtigt. Hendes følelsescenter i hjernen var itu. Men faktisk var hun sluppet utroligt billigt. Smilet gled lige så stille væk fra hendes læber, men blev på en eller anden måde siddende i hendes ansigtsudtryk.

Axel nikkede langsomt "jeg tror min sofa er sur på mig fordi jeg ikke bruger den nok, eller måske er den bare snobbet.." sagde han med en grimasse, og så lidt på hende. Han kunne godt lide hendes smil, det var som noget man kunne holde fast i, når alle de andre følelser i hendes ansigt forsvandt. Han så lidt på floden, og tænkte sig om "jeg hader vand.." hviskede han næsten uhørligt, og stirrede ondskabsfuldt på vandet som om han ville bide det, det kunne han jo bare desværre ikke. Han gav et lille suk fra sig, og ægrede sig over han ikke kunne give vandet en lærestreg, men vendte så blikket mod hende ved siden af sig "hvad hedder du?" spurgte han, og så kort på vandet og tilbage igen.

Noella så lidt på ham. "Måske du så skulle prøve at være sød ved den en dag?" foreslog hun, i ramme alvor. Skuespil, dril og løgn hørte heller ikke længere til hos hende. Det var - sammen med evnen til at elske et andet menneske - vasket bort fra hendes tavle.
Hun fulgte hans blik ud på vandet, da han nævnte sit had mod det. "Jeg tror heller ikke vandet her kan lide dig. - Eller nogen som helst andre." sagde hun så, og nikkede næsten umærkeligt. Som om vand kunne have følelser, og sofaer kunne blive glade.
"Noella." svarede hun, og vendte blikket mod ham. "Hvad med dig?" spurgte hun så, og gned let håndryggen med påskriften, uden at tænke over det. Det kløede bare. Uden egentlig at klø rigtigt.

Han så på hende og smilede lidt af det hun sagde "hvordan det?" spurgte han, og lagde hovedet på skrå. Han trak sine ben op mod sin mave, og lagde sine arme om dem, og trak dem tættere ind mod sit bryst. Han hævede et øjenbryn af det hun sagde "vi må da håbe der er nogen der kan lide mig, ellers er jeg da screwed" sagde han stille, og så lidt på vandet. Han vidste at Sian holdt af ham, det havde hun sagt et par gange, og virket meget intens når hun sagde det, og Alane, der var som en søster for ham. "Men nej sofaen og vandet kan nok ikke lide mig" sagde han og blev kort fjern i blikket. Han vendte sine øjne mod hende da hun sagde sit navn "hej Noella.. jeg hedder Axel" sagde han stille.

"Det ved jeg ikke." svarede hun med et let skuldertræk. Enten havde hans sofa vel bestemt sig for at den bare ikke kunne lide ham, eller også... Skulle han være lidt sød ved den. Hvordan måtte han selv regne ud... Med mindre han kunne leve med en sur sofa.
Hun smilede svagt, og nikkede. "Det må vi så." gav hun ham ret og satte så begge hænder ned i græsset. Det var fugtigt. Ikke sådan rigtigt vådt, men fugtigt.
Hun nikkede let. Axel... Sjovt navn... Ligesom Theo. Det var også et sjovt navn. "Jamen så godaften Axel." svarede hun ham, og så op mod de stadig truende, og kolde stjerne. Måske de var ensomme. Måske var det derfor de var sådan...

Axel lagde nakken tilbage og så op på stjernerne, han kunne godt lide stjerner selvom han aldrig havde læst astrologi. Han vidste ikke rigtig med sin Sofa, måske skulle han bare give den noget tid. Han smilede lidt af tanken og så lidt ud på floden igen.
"Mmm.. " mumlede han bare til svar og lænede sin hage mod sine knæ og stirrede lidt på vandet, som om det ville kravle op og sluge ham eller sådan noget. Han kunne ikke lide det, det var mørkt og ville slå en ihjel hvis man ikke passede på. "Godaften Noella" sagde han stille og smilede svagt.

Noella nikkede stille, og så ned på sin hånd. Hvorfor stod der 'Havnen' på den? Hun rynkede panden en smule, og gentog hvad hun havde gjordt tidligere. Gned sig over håndryggen, for at se om blækket var vådt, og kom så i tanke om hvorfor det stod der. Så rejste hun sig, og børstede let sine bukser. "Ved du hvor mange klokken er?" spurgte hun så, og flettede fingrene ind i sin tykke fletning. Hvad nu hvis hun ikke kunne nå bussen? Så måtte hun vel se om hun kunne nå et tog... Hun brød sig nu ikke om tog. De var lige så kvælende som hendes lejlighed.

Axel så lidt på hende, og opdagede at hun sad og så på det hun havde skrevet på sin hånd igen. Han sad stille og kiggede ikke på det for det ville hun nok ikke have.
Han så lidt rundt "omkring 12 vil jeg tro... hvorfor?" spurgte han stille, og frygtede lidt at hans selvskab ville forsvinde, men han ville heller ikke holde hende tilbage, hun virkede også lidt træt. Han så lidt på hendes hår, det var tykt, og så faktisk meget sundt ud selvom det var meget meget mørkt.
Han rejste sig op og strakte sig lidt, og gabte kort "skal du nå noget?" spurgte han stille og lagde hovedet på skrå, det kunne jo være hun skulle møde en eller anden.

"En bus, hvis jeg skal undgå toget." svarede hun, og fik fingrene ud af håret igen. Tolv... Sååee... Øv!.. Så var den sidste bus gået. Nå, så var der jo toget tilbage. Hvis de altså gik klokken tolv om natten. Hun havde overhovedet ikke styr på tog tiderne, men hun kunne samtlige af områdets busruter i hovedet. Hun blev stående. Gik der mon et tog nu? "Ved du hvornår det næste tog går?" spurgte hun så, da hun egentlig ikke gad at gå hen til stationen, hvis der først gik et tog næste morgen, hvor der jo alligevel var en bus. Irk, det var faktisk kompliceret!

Han så på hende og trak på skuldrende "Bussen? Den er nok kørt.." mumlede han stille for sig selv og så lidt rundt. Han så på Noella igen "toget går hele natten, DSB har lavet helt om på det hele jo, så du kan både have din cykel med gratis, og ja.." sagde han og trak på skuldrende igen og smilede lidt.