Går alene ved søen

Sted: Sheria Silent River
Tid 00:00
Dag: løndag
Dato: 14/1
Vejr: det blæser stille og det er lidt koldt
Omgivelser: nogen træer og søen

Tazz gik rundt i skoven og kiggede op mod himlen, og gik helt ned ved søen og kiggede ned i den.
Hun kiggede op igen mod himlen og så på stjenerne.
Hun stod og lydet efter om der kom nogen men der var bare helt stille.

Lucy stod et sted midt i mellem søen og skoven. Hun var klædt i en hvid sommerkjole, med et lyserødt bånd om brystkassen, og havde som altid et sort bånd om øjnene. Hun havde knyttet ¨de små hænder, og trak vejret tungt. Hun havde bestemt sig for at hun ville forsøge at overvinde sin vandskræk, og mente at søen var det bedste sted at gøre det.

Tazz stod og kiggede på hende og tænkte over hva det var hun lavede.
Hun forvandlet sig og gik langsom hen til hende.

Lugten af varulv nåede Lucy, og et smil formede sig på hendes ansigt. "Hvem er De miss?" spurgte hun, og vendte sit ansigt i den retning lugten kom fra.

Tazz fik et chok og stoppede op "Tazz" sagde hun stille.
"hvem er du selv?" hun forvandlet sig tilbage.

"Lucy" svarede hun, og nikkede kort som hilsen. Hun kløede kort på stoffet der sad for hendes øjne, og smilede stadig med ansigtet mod varulven.

Hun nikkede venligt og kiggede lidt på hende "hva var det du var igang med?" sagde hun stille.

"Det var et forsøg på at overvinde min frygt for vand.." svarede Lucy ærligt, og trak lidt på skuldrene. "Hvad med Dem miss Tazz? Hvad foretager De dem her?" spurgte hun så med en lettere nysgerrig klag i stemmen

Hun blev lidt stille men svare efter lidt tid "jeg prøvet bare at kommer væk fra nogen fjender" sagde hun stille og kiggede ned.

"Hvilke fjender?" spurgte Lucy nu med åbenlys nysgerrighed. Det generede hende ikke det mindste at spørge ind til ting der måske ikke vedkom hende, men hun accepterede dog når folk bad hende holde næsen for sig selv... Ind imellem i hvert fald...

Hun kiggede lidt ned og svaret iik med det samme "Demetri og Ribanalon" sagde hun stille.

"Er De en fjende af mister Demetri, og miss Ribanalon?" Spurgte Lucy med tydelig overraskelse. Så begyndte hun at le. Hendes latter var klar og lys, som et barns, og intet ved den bevidnede at hun var langt ældre end så..

"Neej jeg er iik deres fjende men de er mine for de slog miin far ihjel" sagde hun stille og græd kidt men prøvet at skjule det.

"Og det gør dem til fjender??... Mærkværdig holdning..." sagde Lucy, og var tydeligvis af en anden mening. Hendes familie var da også blevet slået ihjel, men morderen var ikke hendes fjende af den grund... Det kunne selvfølgelig havde noget at gøre med at morderen var den vampyr der havde forvandlet Lucy selv...

hun kiggede stadig ned "ved godt det er mærkeligt" sagde hun stille og kryp sig lidt sammen.

"Men.. Hvis mister Demetri, og miss Ribanalon, er Deres fjender. Hvad er De så til dem?" spurgte Lucy nysgerrigt, og smilede blot uden at tage sig varulvens forlagenhed.

Tazz kiggede stadig nedi jorden "jeg ved det iik helt" sagde hun meget stille og kiggede stille op på hende.

"Forvirrende." sagde Lucy, og rystede lidt på hovedet. HUn smilede dog stadig, og så ikke ud til at være spor forvirret. Faktisk havde hendes ansigtsudtryk ikke ændret sig stort siden hun fik færten af varulven.

Tazz kiggede lidt på hende "hvorfor er du sød mod miq?" sgade stille og kiggede længe på hende...

Lucy lo sin lyse latter ved det spørgsmål. "Jamen kæreste miss Tazz, jeg er da heller ikke sød mod Dem. Jeg opføre mig altid på denne facon, ligegyldigt hvem der står overfor mig.. Næsten i hvert fald.." svarede hun stadig leende, og lod de spidse hjørne tænder blotte sig i et smil.

"Jeg er joo en varulv" sagde hun stille og smilede lidt.

"Og det skulle forhindre mig i at opføre mig overfor Dem som jeg gøt overfor alle andre væsner De vil være i stand til at finde? Nej miss Tazz. Men lad Dem ikke narre; At jeg virker sød, lille og harmløs er ikke ensbetydende med at jeg er så." svarede Lucy med en lettere alvorlig klang i stemmen. Dog hang der - som altid - stadig et smil om hendes læber.

Tazz kravlede lidt frem og kiggede stille ind i hendes øjne "det er rigtig nok"sagde hun stille.

"Men jeg må sige at De i den grad er en af de mest selvkontrolante varulve jeg længe har mødt." sagde Lucy, og nikkede svagt. Egentlig var det en ret stor ros fra Lucys side, eftersom hun stor pris på selvkontrol, og gode manere..

Tazz smilede stille til hende og viste iik hva hun skulle sige men nikkede bare.