Med et syn på verdenen med hovedet ned ad

Sted. Werclare Byen
Vejr. Vindstille og lunt
Omkring. Ikke rigtig nogen som hun kan se
Tid. 23.32
Dag+dato. IRL
Påklædning. http://www.republic.co.uk/content/ebiz/republic/invt/82910/82910_lg1.jpg

Rose sad inde i centrum af Werclare byen. Hun sad på en bænk, med benene svunget op over ryglænet og havde sit hoved hængende ned af, så hun sad helt omvendt. Heldigvis var der ingen mennesker eller andre til at se hende, da det sikkert ville se lidt komisk ud. Der spillede et lille underholdt og sødt smil på hendes læber, og havde sit hår hængende frit ud og lod det falde ned så det næsten ramte jorden. Hendes blege hud gav en vis kontrast i mørket og selvom at hun hang med hovedet ned ad, blev hendes ansigt ikke rigtig mere rødt end det hele tiden var. Hvilket vidst var ret godt, da hun sikkert ville ligne en komplet idiot hvis hun havde et tomat rødt ansigt. Hun havde en sommersby ved siden af sig på bænken, men drak ikke af den lige på tidspunktet da det var lidt svært når man hang med hovedet nedad.
Byen så helt anderledes ud med denne synsvinkel. Den så fremmed og underlig ud. Lysene fra alle de forskellige bygninger og gade lygter fik trukket i hendes opmærksomhed og syntes at lysene var flotte. Hun elskede de lys og ville kunnet have set på dem til evig tid eller sår'n noget.

Al fløj igennem luften. Han elskede at flyve, elskede lyden, elskede følelsen. Byens lys så magiske ud heroppe fra. Med et saligt smil på læberne fandt han en mennesketom plet i en park og lænede sikkert mellem nogle buske. Han blev siddende på hug, mens han langsomt foldede sine vinger ind i ryggen. Det krævede meget konentration og små svedperler begyndte at vise sig på hans pande. Lidt forpustet kom han på benene, så sig omkring. Han var alene. Stille og roligt gik han hen ad grusstien og ud af parken. Han ville slå et smut forbi bymidten inden han fandt et sted at sove. Det kunne jo være, der var nogle ensomme ofre, eller andre eventyr.
Han var ikke kommet ret langt før han opdagede en ung pige, der sad - eller lå - i en højst utraditionel stilling på en bænk. Han smilede forundret og hævede et øjenbryn. Hun havde ikke set ham før han nåede helt hen til bænken - hvis hun havde, lod hun sig i hvert fald ikke mærke med det.
"Ligger du godt?" spurgte han friskt, og rykkede lidt til en somersby, sikkert hendes, og satte sig ned på bænken for at hvile sig.

Rose kunnet havde mærket en andens tilstedeværelse i noget tid, men lod det ikke vise sig på hende. Hun blev ikke overrasket eller fik et chok da en fyr kom og satte sig ved siden af hende. "Ja, det gør faktisk" sagde hun med en matter-of-fact tone og lod sine isblå øjne gå over på fyren som var kommet over til hende. Hun kunne ikke se ham ordentligt og kunne ikke rigtig se om han så ud til at være en person som man godt kunne snakke med, eller om hun bare skulle løbe skrigende væk. Nå.. Men det gjorde heller ikke rigtig noget. Hun så op på ham og smilte svagt og så derefter ud i luften og havde lagt sine hænder på sin mave og lyttede til aftenens stilhed.

//Undskyld ventetiden!//

Al tog en slurk af somersby'en og lænede sig tilbage. Han kunne ikke lade være med at more sig over den irriterede tone i hendes svar. "Det var da skønt," smilede han.
Hun duftede langt væk af sødme og sommer og gode minder. Den følelse han fik af at sidde ved siden af hende, følelsen af sjælefred og latter i maven efterlod ham ingen tvivl. Hans tænder løb i vand og hans hænder sitrede kort af fryd. Han havde aldrig smagt noget så rent og sødt som en englesjæl. Men han var for svag lige nu, og hvis det kom til kamp, ville det ikke falde ud til hans fordel. Måske når han var kommet til kræfter. Måske...
I mellemtiden kunne han lige så godt nyde hendes selskab og hendes indvirkning på ham.
Han fulgte hendes blik rundt.
"Byen er smuk i nat," bemærkede han, stadig med hendes somersby i hånden.

Rose så op på fyren og kunne mærke en irritation sprede sig i hendes mave og at han var et væsen. Der var næsten kun én slags væsen som gjorde hende død irriteret og hun vidste derfor at han var en dæmon. Selføli ville hun ikke begynde at blive skide irriteret på ham og ville ikke bedømme ham på forhånd "Ja, det er fint nok" sagde hun og trak svagt på skuldrene og så at han havde hendes sommersby i hånden "Det ville da være rart hvis du spurgte om du måtte få en tår" sagde hun og så op på hans ansigt og løftede et øjenbryn og så derefter rundt omkring og nikkede "Ja, det er den" sagde hun og nød virkelig synet af byens lys i mørket, og det gjorde det hele meget bedre ved at se det med hovedet ned ad.

// Gør ikke noget ^^//

Han smilede drillende og tog et sip til. "Nårh, det er DIN somersby." sagde han og lagde hovedet på skrå. "Må jeg få en tår?" sagde han dumsmart.
Typisk engle, altid så regelrette og forbandet velopdragne. Hendes virkning på hans humør rådede dog bod på det alt sammen. Han havde ikke haft det så godt i ufattelig lang tid.
"Ser det bedre ud fra den vinkel?" spurgte han og stillede somersby'en på asfalten inden han selv vendte sig om og lå med håret fejende hen af fortovet og benene i vejret.

"Ja, nu er det jo lidt for sent at spørge om det" sagde hun og himlede med øjnene over ham og sukkede næsten lydløst over ham. Typisk dæmoner at have sår'n en attitude. Hun smilte skævt og så op på ham og tænkte lidt "Hmm.. Ja lidt.." mumlede hun og lagde hovedet så meget på skrå som hun kunne for at se på ham nogenlunde normalt, men vendte det derefter sår'n som hun havde haft det før "Du er ihvertfald en hel del kønnere sår'n her" sagde hun for at drille lidt og kunne ikke lade vær med at grine da han vendte sig som hun oss gjorde.

Al svingede lidt frem og tilbage med hovedet som for at vende sig til den innovative stilling.
"Hvis du siger det," sagde han henkastet og satte sig kortvarigt op for at tage endnu en slurk af hendes somersby. Han lagde sig ned igen med et forfrisket "Ah..." for at hun rigtig skulle forstå hvor meget han nød at drikke HENDES somersby.
"Spøjst, for det er du ikke," gav han igen og vendte blikket væk fra pigen hvis hår stod til alle sider og fokuserede på byens lys. Det var en sjov, ny måde at se det på.
Al smilede usikkert. "Hvad er det, der er så morsomt?" spurgte han, lettere sammenbidt.
*englehumor...*

Rose så over på ham og løftede øjenbrynene af ham og sukkede lavmælt over ham "Du irritere mig" sagde hun og tog hurtigt sin somersby væk fra ham og stillede den ved siden af sig selv så han ikke kunne få fat på den. Hun rystede på hovedet af ham og rakte tunge af ham da han gav igen. Hun trak på skuldrene og så tilbage på lysene "Ikke rigtig noget. Det kan nu oss være ligemeget" sagde hun og syntes at det var lidt underligt at se en dæmon sætte sig på den måde, ved siden af en engel. Når man tænkte på at engle og dæmoner ikke kunne lide hinanden, var det en ret sjov tanke at tænke på, at han kunne gøre det.

Alistair knyttede hænderne, viste tænder og knurrede lavmælt. Så han irriterede hende?! Hvad bildte hun sig ind, fucking engel! Han greb hårdt fat i bænken og kunne næsten mærke hugtænderne gro. Øjnene blev knebet hårdt i, mens han forsøgte at kontrollere sin vejrtrækning.

Fornuften vandt over raseriet og han tog et par dybe indåndinger. Hun var kun en lille pige, men han skulle ikke have noget af at undervurdere hende og ende i en kamp han ikke kunne vinde. Han holdt fast i selve hendes aura og den positive effekt den havde på ham. Så blæse være med at ejeren var mindre charmerende.

"Hvem har jeg æren af at sidde her og sprænge blodkarene i min hjerne med?" spurgte han med en undertone af sarkasme i et forsøg på at aflede sit temperament. Han kiggede op på sine sko og puffede lidt til hendes højre fod med sin venstre. "Jeg kan godt lide din kjole, forresten..."

Rose så på dæmonen og lagde hovedet let på skrå og kunne ikke rigtig se ham ordentligt og hvordan hans humør var på grund af at hun sad med hovedet ned ad. Men hun kunne se at han ikke så særlig glad ud. Men sår'n var det jo. Dæmoner var bare temperaments fulde. Det ville vidst oss være en nogenlunde fair kamp hvis han valgte at lade sin vrede gå ud på hende, da hun var ret stærk af en engel at være og at hun havde to evner mod ham. Så hun havde måske nogle chancer at vinde.
"Mit navn er Rose" sagde hun og sendte ham et venligt smil og var glad for at han så lidt gladere ud, selvom at hun kunne høre en kant i hans stemme men prøvede at ignorere den og ikke tænke over det. Hun så lidt på sin kjole og sad sådan at hendes kjole gik til midten af hendes lår og havde den så kjolen ikke faldt ned så man kunne se hendes undertøj "Tak?" sagde hun og vidste ikke om hun skulle være glad for at dæmonen havde komplimenteret hendes kjole.

*og så hedder hun Rose* tænkte Al nedladende, *hvad er der med engle og idylliske navne. De er så perfekte alle sammen, så det halve er nok. Forbandet...*
"Selv tak," bemærkede han henkastet. Blodet var efterhånden begyndt at stige ham til hovedet og han var nødt til at sætte sig op. Det sortnede kort for hans øjne, og så blev verden skarp igen. Han så igen ud på byen.
"Byen er nu også smuk fra den her vinkel," han greb ned efter hendes somersby på asfalten og opdagede at han havde drukket det hele. Irriteret smed han dåsen i skraldespanden lige ved siden af bænken og rejste sig op.
"Kommer du med? Så kan jeg købe dig en ny og vi kan gå tilbage hertil, hvis du gider..."
han havde aldrig hængt ud med en engel før. Skægt som hun beroligede ham og gjorde ham helt betænksom! I hvert fald i Alistairs målestok.

Rose så på dæmonen da han satte sig op og havde næsten kunne mærket at han tænkte noget nedladende omkring hende. Hun satte sig langsomt op og så ud over byen og nikkede "Ja, det er utrolig flot" sagde hun muntert og så op på ham med et irriteret blik da hun så at han havde drukket hele hendes somersby og nikkede da han sagde at han ville købe en ny til hende. Hun rejste sig op og strøg en hånd gennem sit hår så det sad ordentligt og så op på ham og begyndte langsomt at gå.

Alistair lod Rose indhente sig og efter lidt tid fandt de et sted, der havde døgnåbent. Alistair orkede ikke at bruge energi på at ændre sine øjne og hev hætten godt ned over sine øjne, inden han købte en sixpack med somersby. På vejen ud af døgkiosken gav han de tre til Rose.
"Jeg håber det dækker frøkenens behov?" bemærkede han med sarkastisk velopdragenhed.
Efter et stykketids stilhed bemærkede han. "Jeg troede ikke engang engle fik noget ud af drikke..."
Han vidste han afslørede sig selv med den bemærkning, men han var ret sikker på at hun kunne fornemme hans væsen lige så vel som han kunne fornemme hendes. Han tog en hånd og lod hætten glide ned så man kunne se hans kattelignende øjne og sorte, pjuskede hår.

Rose fulgte ham og da de havde været inde i døgnkiosken og havde købt mer somersby og hun havde fået tre så hun op på fyren, som hun egentlig ikke havde fået navnet på endnu, og kunne høre den sarkastiske tone i hans stemme og mumlede et eller andet irriteret over det, men ville ikke have at han blev sur og hidsig da hun godt vidste hvordan sår'n noget kunne ende. Hun trak svagt på skuldrene "Det er noget værre pladder.." mumlede hun til det som han troede og så lidt på ham og havde godt mærket at han var et væsen. Hun så på hans ansigt og derefter hans øjne og blinkede et par gange overrasket, da hun aldrig havde set sår'n nogle slags øjne før.

Han grinede af hendes nedladende kommentar til engles alkoholforbrug og åbnede den første af sine somersby. Han kunne ikke mærke alkoholen endnu, men han måtte hellere være opmærksom.
"Hele verden snakker om hvor fucking perfekte I engle er," drævede han, "Men jeg har altid vidst at I ikke er en skid mere værd end os andre."
De var på vej tilbage mod bænken, og han gik midt ude på vejen, mens hun gik ved siden af.
Hendes overraskelse fik ham til at stoppe midt i det hele og vende sig mod hende. Hun var væsentligt lavere end ham og han nød at se ned på hende.
Han smilede skævt og lænede sig tættere på hende.
"Kan du lide dem?" spurgte han og blinkede prøvende med sine katteøjne et par gange.

Rose så op på ham og åbnede sin første somersby og tog en tår. Hun syntes at det var noget værre pladder at engle var ih og åh så perfekte. De havde en ren sjæl og gav en følelse af lykke, men de kunne skam oss godt være til fester og sår'n noget. Det var faktisk ret svært at leve op til at være så ren og uskyldig "Tjaaah.. Verdenen er vidst bare underlig og sår'n.." mumlede hun og trak på skuldrene. Hun så på mens han gik ude midt på vejen og himlede med øjnene over ham. Hun strøg en hånd gennem sit hår og stoppede op da han stoppede og lavede store øjne da han lænede sig tættere mod hende og så ind i hans øjne og trak på skuldrene "lidt.." mumlede hun og så hurtigt væk fra ham og brød sig ikke om at han lænede sig frem mod hende.

Hans grin blev uvilkårligt bredere da hun vendte hovedet væk. Det ville være løgn at sige, han ikke nød at få hende til at føle ubehag. Han lod det blive ved tanken og smilede med lukket mund mens hun gik videre.
"Heh," sagde han og fulgte efter nu i betydeligt bedre humør,"fortæl mig om det." bemærkede han sarkastisk.
Han drejede dåsen i hånden og så lidt på den før han så på den lille pige, der gik et stykke foran ham.
"Hvad laver en uskyldsren engel som dig selv ude på det her tidspunkt? Er du ikke bange for vampyrer?" han smilede et rigtig hugtandssmil og tog endnu et sip af sin somersby. Normalt var han ikke meget for alkohol forklædt som sodavand, men det passede meget godt til stemningen at gå her og drikke somersby.

Rose havde godt opdaget at hun gik lidt foran dæmonen. Hun hørte hans lille bemærkning og kunne let høre det sarkastiske i hans tone og stoppede op og ventede på at han kom op på hendes side "Det er lige meget.." mumlede hun og ville ikke fortælle ham om det. Hun holdt stramt omkring sin dåse og så lidt ned på den og undgik hans blik fuldstændig og tog en tår af sin somersby. Hun tænkte lidt over hans spørgsmål og så frem for sig "Jeg kan godt lide at gå rundt om natten. Vampyre skræmmer mig ikke rigtigt længere" sagde hun og havde levet i mange år og havde derfor vendet sig til deres tilstedeværelse i verdenen og hvordan man undgik dem. Hun så på ham, men holdt hendes blik væk fra hans øjne så hun ikke faldt i staver for dem da de var ret specielle og så lidt på hans smil og så derefter væk fra ham og rystede på hovedet af ham.

Han grinede hæst af hendes hovedrysten.
"Hvad i alverden er dit problem?" spurgte han lige dele bekymringsfrit og uforstående. Han grinede, så man kunne se de korte, brede hugtænder.
"Er jeg så virkelig så forfærdelig?" han lagde mærke til at de var kommet tilbage til bænken, hvor det hele startede og lagde hovedet på skrå. Han smilede bredt og drislk med lukket mund, men kunne ikke dække hugtænderne helt med overlæben så et par små spidser stak udenfor. Han lod blikket glide over hendes blonde hår og hendes kolde, blå, blå blik. Mest af alt fik hun ham til at tænke på snedronningen fra et dumt menneskeeventyr han havde hørt en gang.
*hvorfor så kold?* tænkte han og viste håndfladerne i ironisk overgivelse, mens han kluklo for sig selv.

Rose sukkede lavmælt og så på ham "Intet" sagde hun og prøvede at se munter ud, selvom at det var svært. Hun brød sig ikke rigtig om ham, mest af alt fordi at han var en dæmon.
Hun smilte svagt over hans spørgsmål og rystede på hovedet "Nææææ, ikke rigtigt" mumlede hun og så på bænken da de var kommet tilbage til den. Hun så på hans drillende smil og derefter på hans hugtænder og gøs svagt. Hun kunne ikke rigtig stoppe det.
Hun satte sig langsomt ned på bænken og så roligt op på ham og havde ikke et køligt blik længere og havde tvunget sig selv til at se venlig og varm ud overfor ham, selvom at det var svært.

Han blinkede. Kunne ikke lade være med at smile.
*Hvem prøver du at narre?* tænkte han, lettere irriteret. det lyste ud af hende at hele situationen var ubehagelig for hende. Det morede ham faktisk.
Så gik et lys op for ham. Det fik hans ene side til at ville eksplodere i raseri over at blive dømt på forhånd, men hans anden side bare indså det med utrolig sindsro.
"Er det fordi, jeg er en dæmon?" spurgte han. Hans øjne lyste af nysgerrighed, og han smilede ikke længere. Han så ikke vred ud, bare neutral. Neutral og nysgerrig.
Han havde slet ikke tænkt på at ligesom hun havde en fantastisk behagelig effekt på ham, kunne han have en tilsvarende irriterende effekt på hende.
Hun satte sig på bænken, men han blev stående og så ned på hende. Hans hænder knyttedes langs hans sider.
"Det er fordi, jeg er en dæmon, er det ikke?"

Rose så på ham og bed sig i underlæben da han spurgte. Hun kunne godt se at det simpelthen lyste op og hun indrømmede at hun ikke var særlig god til at have et sten ansigt eller bare skjule nogle følelser. Hun rystede hurtigt på hovedet "Nej da!" sagde hun hurtigt og løj lidt. Det var fordi at han var dæmon. Men hvad kunne hun gøre? Engle og dæmoner kunne bare ikke lide hinanden. Det var der jo intet at gøre ved. Hun gik langsomt over til bænken og satte sig langsomt ned ved siden af ham og kunne let se på ham at han var sur inderst inde.

Al rystede på hovedet og grinte hæst.
"Søde, rare... var det Rose, du hed?" sagde han dumsmart, selvom han sagtens kunne huske hendes navn.
Han tog knæene op til hagen og foldede sine arme omkring dem, så han så på hende hen over sine knæ. Med hovedet på skrå så han indsmigrende på hende.
"Hvis jeg havde villet dig noget ondt, tror du så ikke jeg havde angrebet for længst?"
Han ventede lidt på at hun svarede. Kendte til konflikten i hendes sind. Men efter selv at være blevet venner med dæmoner, dusørjægere, elvere og flabede vampyrer, var han ligeglad med alle gamle regler og fordomme. Hun havde jo selv sagt at engle ikke var så uskyldige som hele verden gerne ville tro.
"Giv mig en chance," var alt han sagde. Han prøvede at smile forsigtigt, men hans knæ skyggede for smilet, så alt hun så, var hans ravfarvede katteøjne.

Rose bed sig i underlæben igen og betragtede ham. Hun vidste at hun havde jogget i spinaten og ville ikke rigtig tænke så meget over at hun havde fornærmet ham. Det var vidst bare svært, da hun lige havde mødt ham og at han var en dæmon. Hun tog en dyb indånding og nikkede så "Okay. Det må du undskylde" sagde hun og så ind i hans øjne som hun havde prøvet på at undgå at se ind i. Rose havde problemer med at se folk ind i øjnene. Hun vidste ikke rigtig hvorfor. Og hun syntes at der var noget omkring hans øjne. Hun havde ikke set sår'n nogle slags øjne før. Katteøjne. Det var sjældent set for hende. Men han var jo dæmon. Og dæmonerne havde jo nogle ret underlige øjen- og hårfarver. Så det burde virkelig ikke overraske hende. Men stadigvæk.