Markedets stilhed

Sted. Markedspladsen
Omkring. Nogle få mennesker
Tid. 21.32
Vejr. Køligt og klart
dag+ dato. IRL
Påklædning. http://www.republic.co.uk/content/ebiz/republic/invt/82910/82910_lg1.jpg

Roses skridt kunne høres lavmælt gennem en lille gade. Hun havde et venligt smil på læben og havde sit blik rundt på de lukkede butikker og boder. Selvom at de var lukkede var det dog rart at se på de ting som var i vinduerne og sår'n. Så kunne man se på det uden alle menneskene omkring sig. Det gjorde Rose usikker når der var så mange mennesker omkring hende og det var rart bare at gå for sig selv. Hun kunne mærke få mennesker i nærheden så det var vel fint nok for hende. Hun kunne mærke en kølig luft slå mod hendes ben og syntes at det var rart og så lidt op på den flotte klare himmel som var fyldt med stjerner. Hun havde egentlig ikke forventet at der var nogen som ville komme gennem denne gade og hun ville egentlig heller ikke have nogen der skulle komme og ødelægge stilheden.

Angie nåede ikke meget andet end lige at dreje om hjørnet, væk fra den store markedsplads og ind i en lille smøge, før hendes instinkter satte igang. Nogen befandt sig derinde. Efter hendes møde med en vampyr igår, var hun ikke længere sig selv, og en afsky for alt hvad der var sødt og rent befandt sig under huden på hende.
Stiletterne klikkede let mod gaden, for hver gang hun tog et skridt fremad, mens hun lod blikket glide over de forskellige butikker. Hun var egentlig bare ude for at slå kløerne i en dusørjæger, men indtil videre havde heldet ikke været med hende.
Da hun nåede tættere på og kunne se den anden person i gyden, stoppede hun op uden så meget som at kigge på hende, men istedet betragtede hun en halskæde inde i en dyr smykkeforretning. Kæden var tyk, lavet af guld, og med en sort opal i midten.

Rose blev ved med at gå og kunne langsomt høre en klikkende lyd og kunne mærke at det blot var et menneske som kom nærmere. Rose ville ikke lade sig blive skræmt eller ubehageligt til mode af blot et menneske da hun ikke kunne mærke noget anderledes ved dette menneske indtil videre. Hendes blik gik langsomt rundt og fandt til sidst en ung kvinde og lagde hovedet undrende på skrå.

Angie kunne næsten mærke at pigen kiggede på hende, og hun vendte langsomt hovedet, så hendes øjne mødte englens. Let rynkede hun på næsen, men valgte ikke at sige noget. Hendes odrer havde været tydelig. Det var dusørjægerne og dem der stod i vejen for vampyrernes succes hun skulle slå kløerne i. "Ser du noget spændende?" spurgte hun i en hård og lettere sarkastisk tone.

Rose blev ved med at se på den unge kvinde selvom at hun havde opdaget hendes blik. Hun kunne langsomt mærke at det var en dusørjæger og rynkede på panden og brød sig ikke om dem og syntes at de var nogle følelsesløse dræbere som dræbte uskyldige væsner for penge. Hun svarede først ikke på kvindens spørgsmål og smilte derefter hånligt "Nææ.. Ikke noget spændene overhovedet.." sagde hun hånligt og blev ved med at se på den unge kvinde som stod nogle få meter fremme for sig.

Angie himlede let med øjnene, da hun nemt kunne mærke at pigen blev ved med at stirre på hende. Angie genkendte hende også hurtigt, som en af de forbandede uskyldsrene engle, som rendte rundt i byen. "Så find noget mere interessant at glo på!" svarede hun tilbage i den samme hårde tone, inden Angie vendte blikket op og ned af gaden, for at se om der var andre til stede. Hun ville have den halskæde, og det skulle være nu!

Rose betragtede den unge kvinde og løftede sine hænder op som i overgivelse "Jamen undskyld da! Der er da vidst nogen som har fået det forkerte ben ud af sengen her til morgen" sagde hun og havde stadig en hånlig tone i stemmen "Desuden.." mumlede hun og blev ved med at kigge på kvinden ".. Må jeg da gøre hvad jeg har lyst til" mumlede hun og betragtede hende og kunne ikke rigtig se hvad det var som kvinden så på, men kunne se at der var noget som hun gerne ville have.

Angie vendte blikket over skulderen, da pigen igen snakkede. "Nej i blødsødne engle irriterer mig bare" svarede hun sukkersødt igen, inden hun sendte pigen et alt for uskyldigt smil.
Angie mente ikke at pigens tilstedeværelse ville skabe hende problemer, så istedet for at tage sig mere af hende, stak Angie hårdt en albue ind igennem glasset, så det flækkede i tusinde stykker. En tyverialarm gik igang med at hyle, uden at tage sig af den, stak Angie armen ind og tog fat i kæden.
"Hvis du ikke vil beskyldes for tyveri vil jeg råde dig til at smutte" mumlede hun til pigen, inden Angie begyndte at gå ned igennem den mørklagte gade, med kæden svingende fra den ene hånd.

Rose spillede fornærmet og gispede lavmælt "Blødsøden? Ikk vær så uhøflig" sagde hun og grinte derefter af mennesket. Hun sprang forskrækket et skridt tilbage da kvinden stak sin ene albue igennem glasset, og Rose ville ikke lade dette gå gennem. Hun løb hurtigt over og stillede sig foran pigen med et hårdt blik rettet mod hende "Hvis du ikke vil have at jeg sladre til politiet vil jeg råde dig til at ligge den halskæde tilbage igen" sagde hun roligt, men havde dog en advarende kant i stemmen.

Angelie fortsatte sin gang, men blev nødt til at stoppe op, da englepigen stillede sig i vejen for hende. Vurderende lod Angie blikket glide op og ned af hende, inden hun lod hovedet falde på skrå. "Politiet" fnøs hun, og himlede let med øjnene. "Og hvad kan de gøre.. Ik en skid!" svarede hun, inden hun trådte udenom Pigen, og fortsatte sin gang.

Rose så over på kvinden og kunne mærke at hun blev vred, da hun trådte forbi hende. Hun ville ikke bare lade kvinden stjæle. Rose greb hurtigt fat i kvindens ene arm og gav hende et ordentligt ryk i den så kvinden blev tvunget til at vende sig om, og Rose greb hurtigt chancen og så hende dybt ind i øjnene og brugte sin ene evne mod hende "Læg den halskæde tilbage!" beordrede hun og gav slip på kvinden så hun kunne gøre hvad der blev sagt.

Angie skulle lige til at protestere kraftigt over det hårde ryk, da hendes blik blev fanget af pigen. For anden gang i løbet af kort tid blev hun udsat for en evne. *Forbandede væsner!* skreg hendes indre stemme, mens Angie hvileløst vandrede hen og lagde halskæden tilbage hvor hun havde taget den. "Tilfreds?" spurgte hun surt, inden hun brummende gik forbi pigen endnu en gang. Hun skulle trods alt videre. "Hvis du ikke har noget imod det, så har jeg nogle kære personer jeg skal have fingrene i"

Rose så på kvinden mens hun lagde halskæden tilbage og var ikke rigtig tilfreds da hun stadig var skide irriterende og uhøflig. Hun løftede et øjenbryn af kvinden og lagde armene over kors "Skal du ud og dræbe væsner?" spurgte hun iskoldt.

Angie stoppede langsomt op, da pigen åbenbart ikke opgave så let. Hun hørte stemmen, og mærkede en form for raseri boble inden i hende. "Jeg dræber ikke væ..." Hun stoppede sin talestrøm, inden hun kiggede ondt på hende. "Ja det skal jeg rent faktisk" svarede hun så istedet, inden hun lagde armene over kors. "Der er en forbandet tøs, der render rundt og æder små babyer lige for tiden."

Rose så på kvinden og så hvor ondt hendes blik var og brød sig egentlig ikke om det. "Æder babyer? Hvem er det?" spurgte hun og havde ikke hørt om nogen væsner som havde gået rundt og ædt babyer. Men hun kendte dog næsten alle væsnerne i området. Hun ville ikke tro på at der var nogen som ville være så hjerteløs at æde små spædbørn.

Angie sukkede let, da det jo var en opdigtet løgn, for at sløre sit dække, og den opgave der rent faktisk ventede hende. "Det er ligemeget.. Mit job, ikke dit!" svarede hun istedet, inden hun hvæsede katteagtigt, og fik et mere ondtskabsfuldt smil på læben.

Rose knyttede sine hænder hårdt sammen og gik hurtigt et lille skridt tilbage da hun hvæste "Slap nu af for pokker da! Gå dog til terapi eller sådan noget! Sure kællling!" snerrede hun og var egentlig ret fornærmet over at kvinden var sådan overfor hende da hun sådan set bare prøvede at hjælpe. Hun var egentlig lidt mistænktsom over at det havde været en løgn som kvinden havde fortalt, men ville ikke begynde at presse et sandt svar ud af hende.

Angie skiftede ansigtet fra vredt og irriteret, til et mere opgivende og roligere, mens hun lyttede til pigens brok. "Jeg behøver hverken terapi, eller nogen anden form for hjælp fra mennesker" svarede hun og spyttede kort på jorden, mens hun blev stående og betragtede Englepigen.
Hun bemærkede langsomt pigens ansigt, og begyndte at overveje om hun troede på Angie eller ej.

"Det råder jeg dig kraftigt til!" snerrede hun og kunne ikke fordrage folk som angreb en som bare prøvede at hjælpe, som kvinden gjorde mod Rose på det tidspunkt. Rose ville ikke stole og tro på kvinden om hun så fik penge for det. Kvinden var en dusørjæger og et menneske, hvilket var grund nok til ikke at stole på hende.

Angelie lod sig ikke mærke med pigens snerren og hævede bare det ene øjenbryn istedet. "Så det jo godt jeg ikke behøver lytte til dit råd" svarede hun, og bed sig let i læben, inden hun med få hurtige skridt, nåede hen og stod helt op af pigen. Hun lagde hovedet på skrå. "Når ud er så glad for at hjælpe, hvor var du så da jeg manglede hjælp" hviskede hun mod pigens øre, inden hun stædigt blev stående foran hende.

Rose skulle til at snerre et eller andet svar tilbage, men holdt mund da kvinden stillede sig helt op af hende. Hun bed sig i underlæben og rynkede forvirret panden "Hvornår manglede du da hjælp?" spurgte hun irriteret og knyttede sine hænder hårdt sammen og var klar til at slå ud efter kvinden.

Angelie kunne føle pigens knyttede hænder, mens hun stod foran hende, og rystede let på hovedet. De var omkring samme højde, så Angie havde intet problem med et se hende i øjnene. "Jeg manglede hjælp igår.. Men som altid var der kun.. Mig" svarede hun, inden Angie trådte et enkelt skridt væk fra hende, for at have en chance for at afværge et slag.

"Jeg kendte dig squ da lissom ikke i går! Hvordan pokker skulle jeg dog kunne hjælpe folk som jeg ikke engang har mødt endnu?" spurgte hun irriteret og følte sig lidt bedre tilpas da der var lidt rum mellem dem. Rose slog ikke endnu og ville gemme slaget til når det virkelig var nødvendigt.

Angie himlede let med øjnene.
"Hvad skal man bruge engle til, når de ikke er der til at beskytte en, som de rent faktisk burde" svarede hun istedet, inden hun lænede ryggen mod en mur, lod sig glide ned langs den, så hun sad på hug, mens hun stadig lod blikket hvile på englen. "Hvem er du?"

"Jeg er ikke en skytsengel.. Så du skal ikke spørge mig om det.." mumlede hun og vendte blikket langsomt væk fra hende og kunne høre at hun kørte sin ryg ned af muren. Hun svarede først ikke og så derefter hen på kvinden med et køligt blik "Hvorfor skulle jeg dog fortælle dig det?" spurgte hun og havde ikke rigtig lyst til at give sit navn ud til dusørjægere.