Yay <3 - Dave

Dato: irl
Tid: 18:11
Vejr: sol men dog en smule overskyet og lidt køligt
Omgivelser: mennesker men ikke så mange igen

Coliny tvillingerne kom gående ned af gaden mens de havde gang i en heftig diskution om hvorvidt de skulle på Reggie iaften eller ej, og indtil videre var de begge på samme side men diskuterede det dog stadigvæk mens deres grin og stemmer kunne høres på lang afstand. Shanes sorte hår blev efter lidt tid igen viftet ind foran hans ansigt og med en tålmodig bevægelse strøj han det om bag øret, mens hans blik stadig hvilede på sin elskede tvilling Dave. Han holdt så meget af ham, og i hans selskab kunne Shane godt tillade sig at smide sit pokerface.

Dave smilede til sin bror. Selvom han kun var 10 minutter ældre end tvillingen, følte han sig tit som den mest voksne og ansvarlige. Eller i hvert fald den mest maskuline. Han så ned af sig selv. Den sædvanlige hættetrøje og de posede bukser hang på ham, mens cappen sad et stykke nede i panden - lige sådan som han allerbedst kunne lide det. De var begge født med et lidt feminint ansigt, men Dave havde altid syntes at han selv var lidt mere maskulin end Shane. Men om Shane så var den allermest feminine af alle drenge i hele verden, ville det være ligegyldigt. Shane var hans tvillingebror og Dave ville aldrig bytte ham ud for noget. "Bro, skal vi ikke bare hygge os derhjemme i dag? Vi var også på Reggie i går.."

Shane så på sin tvilling og smilte. Cappen som sad lidt ned foran på hans pande var et typisk kendetegn for Dave og ligeså med det posede tøj og det charmerende smil. Shane så væk igen og frem for sig for at orintere sig lidt på vejen hjem. Sommetider spekulerede han på hvad andre mennesker tænkte om dem? Altså, nu var det jo ikke fordi de lignede hinanden på en prik, og især ikke med håret, tøjet osv...Da de var små havde de været identiske og selv deres mor havde haft svært ved at kende dem fra hinanden, men det havde dog ændret sig en del da Dave fik lavet sine dreads, og Shane farvet sit hår. Egentlig var Shane rimlig ligeglad med hvad folk synes om dem "det lyder godt...chille lidt med en film?" forslog han og kæmpede en indre kamp for at holde det grin inde som var forårsaget af ordet 'hygge'. Sommetider hadede Shane sin perverse tankegang og selvom han ikke grinte ligenu, var det brede smil nok til at afsløre ham

Dave blev glad da Shane accepterede foreslaget om at de bare skulle være der hjemme i aften. De havde tit været på Reggie de sidste uger og han trængte til bare at have en dag derhjemme, med en film foran fjersynet. Derfor virkede det helt perfekt da Shane foreslog at de bare skulle se en film. Næsten som om han havde kunnet læse Daves tanker. Men sådan var det tit, det var han for længst begyndt at vænne sig til. Shane var den person han kunne dele alt med, den person der vidste hvad Dave mente, selvom han kun fik et enkelt blik. Dave så Shanes store smil og vidste straks hvad den anden tænkte på. Hans perverse tankegang slog til hver eneste gang det var muligt. Hygge.

Shane skævede til sin bror, så hans blik og prikkede ham lidt utålmodigt i siden "Det er ikke min skyld jeg er pervers" sagde han blot til sit forsvar og huskede hvor mange gange han egentlig havde brugt den sætning i sit liv. Han trak sin hånd til sig og rystede lidt på hovedet for at få håret væk fra øjnene. Et lille, næsten usynligt smil, spillede på hans læber og han kunne lige skimte lejlighedskomplekset forude selvom nogle enklete huse dækkede for. "Hvad vil du se?" spurgte han sin bror og hentydede til filmen de havde planlagt at slappe af til.

"Haha, er du godt klar over hvor mange gange du har sagt det i løbet af dit liv?" Dave smilede. Sådan var hans bror og sådan havde han altid været. Men det gjorde ham ikke noget, sådan var det bare. Filmen? Skulle det være en actionfilm eller en komedie? En romantisk film eller en gyser? Var han i humør til at se blod og indvolde eller skulle han bare sidde og se på at nogen lå og kyssede og det der var værre? Han havde altid haft svært ved at bestemme sig, og af en eller anden grund var det særlig slemt lige nu. Han havde på fornemmelsen at der var et eller andet særligt ved den her aften. Men måske var det bare fordi de for en gangs skyld blev hjemme og ikke skulle på Reggie. "Hvad med en Scary Movie film?" spurgte han.

Shane smilte lidt og bed sig i læben for at dække det selvom han godt vidste at Dave ville kunne se igennem det. Det kunne han jo altid og Shane mistænkte det lidt for at være den såkaldte 'twin telepathy' som slog ind der, dog vidste han at det bare var fordi de havde været sammen hele livet i medgang og modgang. "Nu er det ikke fordi jeg tæller det men..." begyndte han og scannede hurtigt sine tanker for at finde et godt modargument han kunne forsvare sig med. Mislykket. Han smilte blot og lod blikket glide ud blandt de få mennesker som var på gaden. Daves svar fik Shane til at lægge hovedet på skrå og tænke over det "Fair nok...Skal vi så ikke se dem alle?" spurgte han da han bare havde brug for at stene lidt hvilket jo var rart sommetider. Han brød sig egentlig ikke særlig meget om at se blod osv, men Scary Movie var nice. Det var jo en blanding af humor, satire og gyser så den faldt faktisk i begge tvillingers smag. Det var ikke fordi han var skrækslagen for gysere eller noget. Faktisk elskede han at se den slags, men som regel måtte han tvinge sig selv til at se det, for efter han havde set en horror fik han altid maridt nætterne efter hvilket jo ikke var så smart.

Dave grinede lidt for sig selv af Shane. Der var nu noget unikt over ham. Han elskede ham. Ikke på dén måde, men som en bror - som hans bedste ven. Alt kunne de dele med hinanden, der var ikke en eneste tanke der havde faret gennem Daves hoved, som Shane ikke kendte til. "Jo, det lyder som en god idé.." svarede Dave til spørgsmålet om de ikke skulle se alle Scary Movie filmene. Selvom han havde set dem mange gange før, blev de bare aldrig kedelige. Og specielt i aften ville de være sjove, for han kunne ikke komme på en eneste ting han havde lavet med sin bror som var kedeligt. Dave gik hen til døren i den blok de boede i og tastede et nummer ind så de kunne blive lukket ind i opgangen.

Shane smilte og vendte kort hovedet væk fra sin bror og så så frem for sig igen hvor blokken var fuldt synlig og menneskene var færre. Tja, der var jo næsten ingen her. Udover Dave og Shane selvfølgelig. Han nikkede til sin twins accept og betragtede ham mens han tastede numret ind som de skulle bruge for at komme ind i opgangen og videre op til ders lejlighed som de delte hvilket faktisk gik rigtig godt indtil videre. Selvfølgelig kom de op og skændtes nogle gange, men det ville jo aldrig kunne undgås når man boede på så lidt plads sammen, og især når man var søskende og havde fulgt hinanden hele livet igennem som Dave og Shane havde. Når man altid var blevet samlignet i forhold til den anden af andre. Det gav en lille lyd fra apperatet idet de fik tilladelse til at træde ind og med et lille smil på læberne åbnede Shane døren, gik ind og holdt den for sin bror. Der kunne høres en svag musik fra en af dørene længere oppe, og Shane ville personligt ikke vide hvad personerne derinde lavede

Dave smilede da hans bror holdt døren for ham. "Hvaa' brormand, plejer det ikke at være den yngste først? Haha, jeg vil altid været ældst og du kommer til at høre for det resten af dit liv!" Dave grinede af sig selv, men stoppede så pludselig. Han kom til at tænke på hvor syg hans bror egentlig var. Han var virkelig dødsyg. Måske var det her den sidste dag de havde sammen. 'resten af hans liv' var måske i virkeligheden ikke særlig længe. Han kiggede ned i jorden. "Sorry, det var ikke min mening at..." Han kunne ikke sige mere, for pludselig sad der en klump i hans hals. Han skulle aldrig have nævnt det, det var ikke hans mening at komme ind på det her emne, han ville bare komme til at sidde og tænke på det hele aftenen. Hans øjenkroge begyndte at blive lidt fugtige, men så blinkede han og kiggede hurtigt op igen. Han havde sat sit sædvanlige smil på læben og sagde kækt: "Nå, skal vi smutte op og se de film, eller hva'?"

Shane grinte af hans kommentar og skulle lige til at svare før han vendte blikket mod sin bror og så ham i øjnene. Shane havde lært at leve med tanken om at han kunne lægge sig til at sove og måske ikke vågne igen næste dag, men det havde Dave tydeligvis ikke...Heller ikke efter alle de år sammen, men det vidste Shane jo også. Det var bare aldrig ret tit emnet om sygdommen, som de begge havde delt før Dave blev forvandlet, kom på tale. Shane så sin storebrors blanke øjne og bed sig svagt i læben før han blidt og lidt forsigtigt fandt hans hånd og tog den i sin hvorefter han gav den et kærligt klem. Han elskede ham virkeligt. "God idé storebror" sagde han og smilte opmuntrene til ham før han begyndte at gå op af trappen med hans hånd i sin.

Dave smilede til sin bror. Han elskede ham. Shane betød mere for ham end noget andet i den her verden. Shane vidste præcis hvad han skulle gøre, eller ikke gøre, for at få Dave til at føle sig tilpas. Nøjagtig som han lige havde gjort det. Dave havde aldrig helt affundet sig med hans tidligere sygdom, som Shane stadig led af. Han syntes på en eller anden måde det var unfair at han skulle slippe for sygdommen og havde et evigt liv, når hans elskede bror kunne dø hver eneste dag det skulle være. Han kunne ikke lide at tænke på det, så han forsøgte at slå tanken ud af hovedet. Dave gav Shane et lille klem med hånden tilbage. Da de nåede op til deres lejlighed fandt han nøglen frem og låste døren op.

Shane så på ham og smilte lidt for sig selv da han mærkede klemmet. De havde jo næsten deres eget kodesprog. Den ene tvilling kunne give 3 klem hvilket betød "jeg elsker dig" mens den anden kunne svare med 4 klem "jeg elsker også dig". En slags måde hvorpå de kunne berolige hinanden uden andre havde mulighed for at se noget, andet end to teenagere som holder i hånd. Godt nok snakkede de to ikke så meget sammen som man ellers kunne forvente af et tvillingepar, men det var som om der ikke var brug for ord når de var sammen. Som om de var nok med sigende blikke og små hentydninger. Shane så på Daves hænder da han fiskede nøglen op fra lommens dyb, og åbnede døren. Han trådte indenfor, satte sine sko, smed jakken oven i det lille bjerg af overtog i entréen og begav sig derefter videre ind i stuen og slap Daves hånd "jeg sætter lige nogle popkorn over" oplyste han med et smil og lagde hovedet lidt på skrå. Han vidste at hans kopi nok ville gøre noget a la sætte filmen på.

Dave så på Shane der smed jakken og stillede skoene. Han stod bare og betragtede hans tvillingebror som var uendelig smuk i hans øjne. Da Shane havde sluppet hans hånd kunne han ikke lade være med at ærge sig lidt, han var glad for fornemmelsen af broderens hånd i sin. Han følte sig tryg, hvilket var noget han havde gjort hele livet, de utallige gange han havde holdt sin bror i hånden. Dave begyndte selv at tage jakken af og derefter skoene. "Okay, så sætter jeg filmen på imens." råbte han til hans bror, som allerede var på vej ud i køkkenet. Dave forsvandt ind i stuen og fandt den første Scary Movie film frem. Det skulle nok blive en lang og hyggelig aften.

Shane fortsatte ud i køkkenet og nikkede lidt for sig selv da han hørte hvad hans bror råbte. Præcis som han havde forudsagt det, og inderst inde kunne han ikke lade være med at smile lidt triumferende og stolt. Han havde jo altid været et konkurrence menneske som sjældent gav op når der blev diskuteret og som bare elskede at vinde i alt, men han havde med tiden lært at takle et nederlag godt. En lille nynnen fulgte hans arbejde med popkornene og da han omsider fik dem hældt over i en mellemstor skål, sluttede hans nynne ikke. Heller ikke da han med et lille smil gik ind i Daves værelse, satte skålen ved sengens fodende og kastede sig over ham så han endte med benene henover sin bror. "Scary time" sagde han drillende og trykkede sig blidt ind til ham

Dave kunne genkende Shanes nynnen på lang afstand, så allerede da den startede ude i køkkenet begyndte han at smile. Selvom han var kommet til at nævne broderens sygdom, havde det i hvert fald ikke ændret på Shanes humør. Han kunne høre nynnen nærme sig og vidste at med den kom hans bror også. Der kom et lille "Uf!" da Shane kastede sig ned over ham, efterfuldt at et grin. "Yeah! Scary time!" Han trykkede på Play på fjernbetjeningen, puttede sig godt ned under dynen og lagde sig godt til rette. Han kiggede på sin bror og smilede. Han glædede sig til bare at ligge og se film sammen med ham. Bare ligge og slappe af og være sig selv.

Shane havde skam ikke glemt at hans sygdom var blevet nævnt. Han var bare ikke i humør til at snakke om det og ville heller ikke ødelægge stemningen for resten af aftenen ved at snakke om noget de allerede havde snakket igennem. Lige nu ville han bare slappe af og hygge sig med sin storebror til en film. Selvom de begge havde set den igennem op til flere gange blev den aldrig kedelig og de lamme jokes som fulgte med, var altid sjove når de to brugte dem efter. Stille lagde han sig bedre til rette i sengen men holdt sig til sin bror da det var sådan han havde det bedst og følte sig mest tryg. Han så lidt på reklamerne som kørte og snappede hurtigt fjernbetjeningen fra sin bror og spolede frem da han ikke var tålmodig nok til at se på små børn som stjæler en bog. Han nåede frem til filmmenuen og trykkede play på den eftersom the subtitles allerede var indstillet. Med et lille smil lænede han hovedet mod Daves skulder og så på filmen som kørte på skærmen.

Dave nød at hans bror lå ved ved siden af ham. Det gjorde ham dejlig tryg at kunne mærke Shanes åndedrag ved siden af og så tæt på ham. Han lagde sig lidt tættere ind til hans tvilling og smilede for sig selv, mens han begyndte at indstille sin hjerne på filmen. Han tog en håndfuld popcorn og spiste dem en efter en, men hans øjne hvilede på skærmen. Han kunne dog ikke helt koncentrere sig om filmen. Tanken om Shanes sygdom blev ved med at hjemsøge ham. Han kunne ikke få den ud af hovedet og den begyndte stille og roligt at vokse sig større og større. Shane kunne i princippet stoppe med at trække vejret lige nu.. eller nu.. Dave trak pludselig vejret tungt ind og tog fat i Shanes hånd. Han blev nødt til at forsikre sig om at han stadig var der. Han kiggede ud af øjenkrogen og over på sin bror.

Den kølige fornemmelse fra sin bror var dejlig og fik Shane til at slappe helt af og føle sig hjemme. Sådan havde han jo altid haft det, og han tvivlede ikke et sekund på at sådan var det, og sådan ville det altid være. Altid. Hvor meget var 'altid'? Det kunne være imorgen? Om et par timer? Nu?
Nej, han ville ikke tænke på det. Han mærkede så Daves hånd i sin og var på en eller anden måde ikke overrasket. Han havde et eller andet sted godt set det komme. Et lille blik på hans bror, og han vidste præcis hvad det var som nagede ham. Stille og blidt begyndte han at nusse hans hånd, og lagde sig helt tæt på ham - sådan som kun de allertætteste søskende kan ligge - mens han så på ham. Det smertede Shane at Dave havde det så dårligt med det, og han ville mere end gerne forsøge at kurere det, men hvordan?

Dave gav Shanes hånd et klem. Han vidste at Shane tænkte på det samme som han selv gjorde, hvordan han vidste det, kunne han ikke selv rigtig forklare. Sådan noget vidste han bare. Da Shane lagde sig tæt op af ham, vidste han at den her følelse burde han altid have. Han følte sig éthundrede procent tryg når han lå sådan. Det var svært for ham at koncentrere sig om filmen, dels fordi Shane lå så tæt op ad Dave at han kunne mærke sin bror åndedrag og dels fordi han stadig tænkte på sygdommen. Hvordan kunne den på nogen måde kureres? Tanken strejfede ham, som så mange gange før; Han kunne forvandle sin egen bror til en vampyr. Men ville han kunne få sig selv til det? Kunne han bide sin egen bror, når han vidste hvilken smerte han skulle gå igennem?

Shane mærkede det lille klem og det fik ham til at smile lidt. Ingen kunne få ham til at føle sig så meget hjemme som Dave. Ingen kunne få ham til at føle så meget kærlighed som Dave kunne. Eller hvad? Hvad hvis en af dem en dag fik en kæreste? Ville de så tilbringe mindre tid sammen og på den måde finde andre omgangkredse? Ville de såre hinanden på den måde? Det var lidt skræmmende at tænke på, måtte Shane indrømme og uanset hvad ville han ikke miste sin bror. Han sendte et lille, kærligt klem tilbage.
3 timer og 2 film senere, var skålen tømt og det samme var Shanes energi. Eller ikke helt endnu, men han kunne mærke trætheden overtage sin krop mere end før og han koncentrerede sig ikke rigtig om filmen, men mere om sin brors kølige temperatur som han automatisk blev kølet ned af. Hans ellers så lette åndedrag var tungere end før.

Dave kunne tydeligt mærke da trætheden overfaldt Shane. Han kunne mærke hvordan hans åndedrag blev langsommere og hvordan hans bror koncentrerede sig mindre og mindre om filmen. Dave kiggede over på ham og så hvor træt han egentlig var. Han fik på en eller anden måde trukket Shane lidt tættere på ham og fik ham puttet godt ind til ham. Han lagde armen om sin lillebror og gav ham et lille klem. "Sov godt, brormand" hviskede han ind i Shanes øre og smilede til ham. Der var ingen han havde ligget sådan med før, men det føltes på ingen måde utrygt. Der var ingen han nogensinde havde haft lyst til at ligge sådan her med - udover Shane selvfølgelig, men sådan lå de tit, det var der intet underligt i.

Shane så lidt fraværende op på sin storebror da han mærkede han bevægede sig, og kort kunne han mærke frygten for at han ville rejse sig og gå derefter. Det var nok også derfor han blev så lettet da Dave bare trak ham tættere på sig og med et lille tilfreds smil på læberne, lod Shane ham gøre det. "Mhmm.." mumlede han stille og puttede sig, om muligt, endnu tættere ind til sin bedsteven. Han elskede ham virkelig og var sikker på at det ville han altid gøre. Langsomt begav han sig ind i drømmenes verden hvor intet andet end Daves kulde kunne nå ham...

Dave smilede for sig selv da Shane puttede sig endnu mere ind til ham. Det var lige sådan han ønskede det skulle være. Han elskede at ligge sådan her. Han følte sig tryg. Intet kunne få ham til at flytte sig lige med det samme og intet skulle få lov til at flytte Shane fra ham. De burde altid være sammen, intet måtte ødelægge det fantastiske venskab de havde. En uhyggelig tanke strejfede Dave, hvad nu hvis en kæreste en dag kom imellem dem? Ville de stadig blive ved med at være ligeså tætte som de var nu, hvis en af dem fik en kæreste? Ville det ikke blive for underligt? En anden tanke kom snigende, og før han fik dem skubbet væk, havde den alligevel sat et aftryk; Hvad nu hvis de blev kærester med hinanden? Bror og bror? Dave smilede igen for sig selv og rystede på hovedet, hvorefter han lagde det ned for at hvile det oven på Shanes hoved. Han lukkede øjnene i for bare at slappe af. Han sukkede tungt, vendte ansigtet ned mod Shanes hår og pressede forsigtigt hans læber mod broderens hårbund. Han ventede nogle få sekunder inden han igen trak sig forsigtigt væk. Han havde bare tænkt at han skulle prøve hvordan det var og da hans bror alligevel sov, kunne der vel ikke ske noget ved det.

Shane smilte lidt i søvne og mærkede intet af det uskyldige kys i håret. Hvis han havde været vågen havde han nok heller ikke taget det så tungt eller bekymret sig så meget over hvad det mon kunne betyde for deres forhold eller for fremtiden sammen. Han flyttede en smule på sig i søvne og gav en lille klik lyd fra sig med tungen.

//næste morgen? ^^//