Yay <3 - Dave

Han sænkede blikket en smule og rettede ubevidst opmærksomheden mod hans kraveben. "Dave...jeg gør det ikke kun for din skyld...jeg gør det også for min egen skyld...jeg vil ikke forlade dig for jeg elsker dig virkelig...og jeg vil gøre alt for at vi kan være sammen og ikke skildes" svarede han fuldstændig ærligt.

Dave mærkede igen den underlige fornemmelse i maven. Denne gang spredte den sig også ud i resten af kroppen. Shane elskede ham. Men på hvilken måde? Dave var i tvivl, men betød det egentlig noget? "Jeg vil heller ikke skilles fra dig, Shane. Du er den person der betyder allermest for mig i hele verden. Jeg ville ikke vide hvad jeg skulle gøre uden dig ved min side."

Han vendte blikket mod ham igen og kunne tilsidst ikke holde et lille smil tilbage "Det...er jeg glad for at hører" sagde han stille og lagde hovedet på hans skulder mens de krammede og bare stod der, midt i skoven, helt alene for dem selv. Dave elskede ham og omvendt. Det var dejligt at få at vide, kunne det blive bedre? Shane var dog en smule usikker på hvordan det mon var de elskede hinanden. Hvor stor var kærligheden? Var følelserne for store til at det kunne være godt? Han lukkede stille øjnene.

Dave smilede. I dag var perfekt. Vejret var skønt, fuglene sang og Shane elskede ham. Dave lukkede øjnene. Det her ville komme til at lyde dumt, men han blev simpelthen nødt til at spørge. Han kunne ikke bare lade det ligge. "Shane.. Når du siger du elsker mig. Hvad betyder det så for dig? Hvor store er dine følelser for mig? Og... På hvilken måde elsker du mig?" Dave rødmede. Det var kommet til at lyde præcis så dumt som han havde forestillet sig, hvis ikke dummere. Men det var for sent at ændre på. Nu var det sagt. Nu måtte han bare vente på et svar. Han åbnede øjnene igen og gav Shane et lille klem.

Shane så på ham og kunne mærke sit hjerte springe et slag over og en svag rosa farve blomstrede op på hans kinder i nervøsitet og forvirrethed. "Det...det ved jeg ikke" svarede han stille og kunne ikke helt få sig selv til at se ham i øjnene. Han havde ikke løget med det han havde sagt for ærlig talt anede han ikke hvordan han elskede ham. Der var ingen tvivl om at han ikke kunne leve uden ham ved sin side og ville kæmpe for ham, men hvor store var følelserne? "Jeg ved det ikke.." gentog han og lod blikket glide op til hans varme, brune øjne og en underlig men dog behagelig følelse spredte sig i hans bryst "..men det er ikke broderligt" sagde han uden rigtigt at tænke sig ordentligt om, men han havde jo sagt hvad han følte.

Dave mærkede hans mave snørre sig sammen da broderen ikke tilsyneladende ikke vidste hvad han skulle sige. Havde han tolket ham forkert? Lød det virkelig SÅ dumt, det han havde sagt? Eller var Shane bare i tvivl som ham selv? "..men ikke broderligt," lød det fra hans tvilling og så snart vibrationerne i luften var blevet omdannet til ord i Daves hjerne, opløstes knuden i maven og blev erstattet med sommerfugle. Det var helt sikkert heller ikke broderligt han elskede Shane. "Du er fantastisk, bror."

Han så på ham og tøvede lidt mens den underlige følelse blev endnu stærkere og han kunne mærke kuldegysningerne sprede sig. "Hvordan elsker du mig?" spurgte han stille, som sin bror før havde gjort og nussede ham blidt i nakken mens de stod der...

Dave tøvede lidt før han svarede. "I hvert fald hverken broderligt eller som en ven." Han kiggede Shane dybt i øjnene, og tilføjede så: "Shane, jeg er stadig lidt i tvivl, men jeg tror virkelig jeg elsker dig." Dave nød at Shane nussede ham i nakken. Han lagde hovedet lidt tilbage og lukkede øjnene.

Shane betragtede ham i tavshed men mærkede godt varmen i brystet sprede sig ved hans ord men alligevel var der stadig en hvis usikkerhed. "Det...yeah" endte han med at sige og lagde så hovedet ind til hans 'halsfordybning' - eller hvad man nu kalder det - og tænkte over hvad de lige havde erklæret til hinanden og hvad det egentlig betød for deres fremtid sammen

Dave lagde endnu en gang læberne ned til Shanes hår og gav ham et kys for anden gang den dag. Selvom kysset endnu ikke havde ramt Shanes læber, vidste Dave at det nok skulle komme en dag. Om ikke i dag, så om en uge, en måned, et år.. Hvis altså.. Hvis altså Shane levede så længe. Dave begyndte at tænke over om det "yeah" Shane lige havde udtrykt betød at han havde det på samme måde. Eller om han måske bare ikke ville såre ham? Han besluttede sig for at droppe tanken.

Shane mærkede kysset i håret og kunne godt mærke det trak en smule i mundvigen. "Du er mit alt" hviskede han og trak hovedet lidt tilbage så de havde øjenkontakt. Dave var utrolig. Han var så blændene smuk her foran Shane og det at han elskede ham gjorde det endnu bedre. "Det er du virkelig" ..

Dave kunne igen mærke sommerfuglene flakse i hans mave. Nogle ville måske sige at det var underligt at have den slags følelser for sin bror, men for Dave føltes det kun naturligt. Shane havde betydet alt for ham siden de var helt små og han gjorde det stadig. Hvis ikke det var Shane han skulle tilbringe resten af hans (uendelige) liv med, skulle han slet ikke tilbringe det sammen med nogen. Shane var perfekt. "Du betyder alt for mig, Shane," sukkede han stille tilbage. "Alt."

Han kunne ikke se det forkerte i det de gjorde og sagde selvom andre nok ville have set på sagen anderledes. Hvis dette blev eller var seriøst, ville det jo være incest. "Dave..." sagde han med en lidt usikker stemme og lænte sig forsigtigt ind til ham så deres læber kun var milimetre fra hinanden. Han havde sådan en stor lyst til at kysse ham ligenu og håbede blot det var gengældt men man kunne jo aldrig være sikker.

Der var en konstant snurrende fornemmelse i Daves mave lige nu. Han havde aldrig haft det på denne måde med nogen før. Det måtte vel være beviset på at Shane var noget specielt. Sommerfuglene fløj hurtigere og hurtigere rundt, jo tættere Shane kom på ham. Da tvillingens læber kun var få millimeter fra hans egne, turde Dave knap nok trække vejret af frygt for at noget kunne skræmme Shane væk. Dave følte en trang til at læne sig fremover. Bare lige en anelse. Bare lige så hans læber rørte ved broderens. *Det er nu eller aldrig* nåede han lige at tænke, før han gjorde det. Den mest fantastiske følelse spredte sig i hele Daves krop. Den startede ved hans læber, som nu havde tæt kontakt med Shanes, og løb ned gennem hele hans krop. Det var fantastisk, hvorfor havde han dog ikke gjort det noget før?

Shane lod sit blik fæstne sig til sin tvillings identiske øjne og vidste ikke om dette var rigtigt eller forkert, men det føltes underligt...på en god måde, at stå så tæt på ham. Ikke at de ikke havde stået så nær hinanden før, men denne gang florerede der en anden stemning i luften. Den varmeste følelse brusede gennem hans krop idet deres læber omsider var forbundet i et kys. Han stod som frosset fast til stedet et par sekunder før han helt opfattede hvad der var sket og derefter lod han langsomt øjenlågende afskære ham fra verden uden kontakt til andre end Dave. Shane følte glæden og lykken boble i sit indre og stille fandt hans fingerspidser hen til hans nakke og begyndte at nusse ham der. Et lille smil kunne ikke holdes tilbage.

Shane slappede straks mere af, da han mærkede Shanes læber som krusedes i et lille smil. Han var ikke den eneste der kunne lide det. Alligevel kunne han ikke helt slippe tanken om at det her var... forkert, på en eller anden måde. Det var ikke normalt at stå og kysse sin egen bror. På den anden side så var de aldrig blevet betragtet som "normale" sammen. De havde et meget stærkt knyttet bånd og kunne næsten læse hinandens tanker. "Ligesom et gammelt ægtepar, som har været sammen i 50 år, eller sådan noget," havde en ven engang udtrykt det. *Et ægtepar..* tænkte Dave. *Tjah.. hvorfor ikke?* Han skubbede Shane en lille smule ud fra sig, for at betragte hans, i Daves egne øjne, helt fantastisk smukke tvilling. "Undskyld, bror. Jeg blev nødt til det." Der kom et lille, men noget usikkert smil på hans læber.

Shane nød hvert sekund af kysset med sin elskede bror, og fortsatte blidt med at nusse ham ved nakken uden rigtig at tænke over det. Dog kunne han ikke holde den lille tvivl væk...den lille tanke og bekymring om dette mon var rigtigt? De var jo enæggede tvillinger og de burde faktisk ikke engang have så tæt fysisk kontakt ligenu, men alligevel havde de det. Shane lod Dave bryde kysset - dog en smule modvilligt - ,åbnede øjnene og mødte hans blik med sit eget. Han så hans smil og kunne ikke lade være med svagt at gengælde det. Shane lyttede til det han sagde og rystede på hovedet "Du skal ikke undskylde".

Dave nød til Shane stadig nussede ham i nakken. Sommerfuglene flaksede stadig rundt i hele kroppen. Han havde aldrig følt sådan før. Shane var virkelig noget helt specielt og her på det sidste, have Dave lagt mærke til, var han blevet endnu smukkere, endnu mere fantastisk end han plejede. Han blev glad da han så at Shane smilede tilbage. "Vi burde ikke gøre det her. Det er ... forkert ... Vi er brødre - tvillinger endda - vi burde drille hinanden, gå hver til sit, finde os en sød pige hver og så bare leve livet med hende. Men det kan jeg ikke nu, ikke nu hvor jeg har prøvet at være sammen med dig, Shane. Min bror, min eneste bror, min eneste." Dave kiggede forsigtigt ned i jorden og rødmede. Havde han sagt for meget? Han ville jo heller ikke skræmme Shane væk.

Shane lyttede til hans ord og bed sig svagt, diskret og tænkende i læben. Stille lod han hovedet hvile på sin brors skulder mens det lille smil, forblev uberørt på hans læber. "Jeg har altid elsket dig.." begyndte han hviskende i hans øre "..og nu er det vidst blevet seriøst". Han kunne ikke få ham ud af sit hoved og nød bare hans arme omkring sig, stemme og smagen af hans bløde læber, som stadig befandt sig på hans egne. "Jeg...ved ikke om det er rigtigt, men det føles ikke forkert".

Dave følte lettelsen brede sig. Shane var tilsyneladende ligeså vild med ham, som han var med Shane. Han nød følelsen af at holde om hans bror. Holde ham fast, beskytte ham, være der for ham. "Nej, du har ret. Forkert er det i hvert fald ikke." Dave gav tvillingen et klem og kyssede ham endnu engang intenst. Han elskede at Shane hviskede ham i øret. Det kildede og tændte ham på en underlig måde. Dave løsnede sit greb omkring Shane og sagde sagte: "Skal vi ikke tage hjem? Få det her snakket igennem. Jeg har i hvert fald en del ting, som jeg gerne vil snakke med dig om, nu." Han smilede forsigtigt. "Shane, jeg holder utrolig meget af dig."

Shane så ham i øjnene med et tænkende blik og følte den dejlige rus bruse gennem hans krop da deres læber igen mødtes. Han var ikke istand til at tørre smilet af sine egne idet kysset blev brudt og han lukkede svagt øjnene med hovedet på hans skulder mens han hørte hvad han sagde. "Jep...det synes jeg er en god idé.." sagde han sagte og smilede til ham "...jeg holder virkelig også af dig Dave". Det kom fra hjertet og der var udelukkende sandhed at finde i sætningen.